Lost – og lidt om god service

Jeg synes egentlig selv, at jeg er rimelig god til at finde vej. I hvert fald når det foregår på asfalt. Jeg har krydset det meste kongeriget på snart sagt alle asfalterede veje gennem de sidste 20 år. I hvert fald i Jylland. Min Danmarksgeografi er rimelig god, og jeg plejer også nemt at kunne fra de forskellige byer på tværs af landet uden brug af GPS.

Så det er lidt komisk, at jeg så er så ringe til at finde rundt off road. Hvis jeg skal gå en tur i skoven, så er det næsten lige så sikkert som Amen i kirken, at jeg farer vild i skoven, og ofte ender jeg med at være nødt til at finde ud på asfaltvejen og gå af den tilbage til min bil. Og jeg er ret lost i en skov med mindre, jeg har gået turen derinde mindst 10-15 gange før.

Det er dømt til at gå galt

Sådan gik det også for mig en dag i sidste uge, hvor jeg var kørt til service med min bil. Det var bare et kort servicebesøg, så jeg besluttede mig for at jeg ville gå med hundene, mens min bil blev fikset. Men jeg havde også lige lidt arbejde og et par mails, som jeg lige skulle sende, før jeg kunne gå. Det endte så med at tage en time, og da jeg var ved at hanke op i snorene for at gå med hundene, så bakkede mekanikeren bilen ud til mig. Så var bilen klar til mig. Hurtigt og effektivt.

Dejligt udekontor med mine små assistenter
Hvor vittig er Ninja lige at række tunge til fotografen?!

Så på vejen hjem tænkte jeg, at hundene da ikke skulle snydes for en god gåtur, så jeg kørte ind omkring Tørning Mølle, som ligger lige på vejen mellem værkstedet og vores hjem. Jeg har gået i skoven et par gange sammen med Henrik (der aldrig nogen sinde farer vild i en skov, men til gengæld gør det ude på asfalten). Nu gik jeg så godt nok slet ikke den vej, som Henrik og jeg tidligere har gået, men studerede dog et kort, inden jeg begav mig ud på Tunneldalstierne. Så jeg følte mig ret beredt til turen.

Ved Tørning Mølle

Det gik sådan set meget fint et langt stykke hen af vejen. Det følte jeg i hvert fald. Jeg fik passeret det gamle vandværk og fandt også derfra og ud på en grusvej gennem skoven. Og min strategi med at hele tiden at holde til højre og orientere mig efter lyden af E45, som var jeg gået under på min vej, var en succes (syntes jeg da selv). Så fik jeg øje på en fin sti ind til højre (jeg var jo helt bevidst om at holde mest muligt til højre for, at turen ikke skulle blive 7-8 km lang). Jeg begav mig ind på stien.

Her lærte jeg så en rigtig vigtig ting: En mountainbikerute er ikke nødvendigvis en SMUTvej!! Det er jo et virvar af små hårnålesving og balancegang på de mest fodledsfjendtlige ujævnheder. Jeg vil tro, at jeg gik 2-3 km derinde (og det føltes som en dagsrejse), og hvis jeg var blevet gående på grusvejen, så kunne jeg være nået til samme punkt ved at gå 500 meter ud af jævn grusvej. Det var ikke en smart “smutvej”

Mens jeg gik derinde på stien, så tænkte jeg godt nok på, hvad der mon ville ske, hvis der dukkede en mountainbiker op?! Hvor fanden skulle jeg springe hen med tre hunde? En mountainbikerytter har så fortalt mig, at det er forbudt at gå på mountainbikestierne. Hvad skete der så lige for det der skilt, hvor der var en rød steg over en fodgænger? Sådan et mødte jeg ikke, men på en af de andre stier, jeg gik på, var der en rød streg over en mountainbike. Så mountainbikerne kan godt få at vide, hvor de ikke er velkomne. Fodgængerne, som der nok er flere af, anvises ikke, hvor deres færden er forbudt. Ret ulogisk!

Nå men endelig kom jeg ud fra den halsbrækkende sti og kom ud på grusvejen igen. Den fulgte jeg nogle hundrede meter, inden jeg stod på asfaltvej. Jeg besluttede, at det nok var smartest bare at følge den tilbage til Tørning Mølle, for på asfalten havde jeg styr over, hvilken vej jeg skulle.

Mon ikke turen i skoven var mere hundevenlig

Men sommergrøftekanter og blå himmel er nu ikke det værste man kan få..

Det var nu ikke lige den tur, som jeg drømte om, da jeg parkerede mere end en time tidligere. Men spændende var turen. Så de sidste to kilometer af turen blev altså langs asfaltvejen, men så kunne jeg også sagtens finde tilbage til bilen. Lad mig få noget asfalt, så går det meget lettere.

Vi puster lige ud efter en lang, varm og uforudsigelig gåtur.

Men jeg vil nu gerne lige vende tilbage til værksted og mit serviceeftersyn. Da jeg købte min bil i nov havde jeg også kontakt til Opel i Skrydstrup, men det var ikke hos dem, jeg valgte at købe en bil dengang. De ville naturligvis gerne have solgt mig en bil, men da havde jeg handlet et andet sted, og sælgeren fra Skrydstrup afsluttede dengang telefonsamtalen med at opfordre mig til at ringe, når jeg skulle have bilen serviceret, for de var helt sikkert konkurrencedygtige.

Så jeg forespurgte på 3 Opel værksteder på et 3 års eftersyn (lille eftersyn). De to af værkstederne skulle have kr. 2.300-2.600 og Opel i Skrydstrup oplyste i telefonen en pris på knap kr.1.900. Så var det jo ikke svært at vælge værksted. De oplyste, at eftersynet ville tage et par timer, så jeg besluttede at køre de ca 20 km og gå en tur med hundene, mens de fiksede bilen.

Jeg havde dog en lidt presserende arbejdsopgave, så jeg skulle lige teste noget IT og sende noget feedback, inden jeg kunne gå den planlagte tur. Det var en rigtig varm dag med 25-26 grader, så jeg satte mig på min flade rumpe i gruset under træerne på gårdspladsen. Ja, jeg elsker faktisk at sidde på gulvet/jorden, og hvis ikke det var, fordi det var lidt upassende til div møder, så ville jeg også synes, at det var meget rart at gøre på jobbet. Så det generede ikke mig at sidde i gruset med opslået laptop og hundene omkring mig. Men det kunne værkstedet nu ikke have, så efter et kvarters tid, så kom de sprintende med en stol til mig. Fin service.

Nå men tiden fløj afsted med min arbejdsopgave, og da der var gået en times tid, så var jeg klar til at gå turen med hundene, men så blev bilen bakket ud til mig og mekanikeren steg ud. Han gav mig et “resumé” af bilen. Dvs han rapporterede, hvad han havde opdaget i sin gennemgang af bilen. Så havde han også lige fikset mikrofonen i mit telefonanlæg (og det var ganske gratis). Så ikke blot var han hurtig til eftersynet, men han virkede også grundig.

Da jeg skulle ind og afregne ventede der mig en overraskelse, men det var en af de gode overraskelser. Fakturaen lød på ca. kr. 1750,-. Altså under den oplyste pris i telefonen. Jeg var vældig tilfreds, da jeg trillede hjemad.

Dagen efter fik jeg et opkald fra værkstedet. De ville bare høre om alt var ok efter, at bilen havde været inde hos dem. Det har jeg aldrig oplevet før, og jeg har sørme brugt mange værksteder. Det er kun mine dyrlæger, der plejer at ringe op dagen efter at ens hund har været i narkose for at høre om alt er ok. Men det var da godt tænkt af dem og en rigtig fin service. Så ud fra min oplevelse med Opel i Skrydstup, så vil jeg da gerne anbefale dem. Og lad mig bare lige sige, at Opel i Skrydstrup ikke har givet en krone for mine fine ord. Men hvis man er glad og tilfreds med en behandling så synes jeg, at det er god ide at sprede budskabet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.