Planlægning i 11. time
To dage før afgang til Frankrig havde jeg stadig ikke helt styr over, om det kunne lade sig gøre at lave en samkørselstur med nogen af de andre deltagere. Da jeg jo var kommet med på holdet som en af de sidste, så havde folk lige som fundet sammen, men jeg ville gerne have nogen at følges med. Ikke bare køre bagefter, men i samme bil. Både for selskabets skyld, men også rart at kunne dele udgifterne.
I 11. time lavede jeg en aftale med Daniel om at køre med ham. Det betød afbestilling af hans hotelværelse, så han fik mit værelse, og jeg i stedet flyttede ind til Pernille og Kathrine. På den måde kom vi til at bo på samme hotel. Ellers havde det været lidt svært at køre sammen. Det var i sig selv en oplevelse at dele seng med Pernille og ikke mindst hendes to pudler. Jeg kunne skam skrive et særskilt blogindlæg om det alene, men så vidt når det nok ikke. Det var bestemt ikke kedeligt og med Pernille ved sin side, er man sikker på at få grinet.
Der var afgang fra Haderslev tirsdag kl 23.30, hvor Daniel hentede mig og Ninja. (min altid søde Henrik sørgede for Fuji og MicMic i mit fravær) Det er faktisk altid mig, der er chauffør, så det var noget uvant, at jeg bare skulle sidde ved siden af og slet ikke køre. Men det var også ganske afslappende. Jeg var blevet lidt stresset over at få ændret mine rejseplaner og skulle afsted 18 timer før planlagt og jeg havde ikke nået at sove i løbet af tirsdagen. Aftalen med Daniel faldt på plads tirsdag middag, hvor jeg stadig manglede at køre Silas de 380 km hjem til mine forældre, hvor han skulle på ferie, mens jeg var afsted. Men jeg blev klar til at komme afsted.
EO lokaliteterne
Vi ankom til EO pladsen efter 10 timers kørsel, og der var ikke rigtig dukket nogen op endnu. De var ved at sætte barriererne om stævneringene op, og det var tydeligt at se, at arealerne ikke var helt plane, da de barrierer, der skulle udgøre hegnet rundt om banen ikke flugtede helt med hinanden.
 |
| På billedet kan det vist godt ses, at hegnet bølger lidt |
EO skulle afholdes i en slags forlystelsespark, hvor stævnepladsen var anlagt et stykke oppe af det lille bjerg, som parken lå på.
 |
| Udsigt fra stævnepladsen |
Parkeringspladsen lå nede i bunden og det var så meningen, at man skulle slæbe alt sit habbengut op fra parkeringsområdet og så ca 1 km op til stævnearealet. Daniel fik nu overbevist arrangøren om, at vi havde lov at køre vores ting helt op til pladsen, som en slags “præmie” fordi vi var de første, der havde meldt vores ankomst. Så det var faktisk en smal sag for os at få telte og bure ind på stævneområdet. De efterfølgende dage kørte der busser fra p-pladsen til stævnepladsen. Daniel og jeg gik dog op med hundene hver morgen og luftede dem gennem skoven, hvor vi i øvrigt ikke mødte et øje. Underligt at inden andre havde fået samme idé.
 |
| Dansker-lejr |
Vi fik slået en række telte op, så vi danskere mere eller mindre kunne sidde sammen. Måske er det bare os danskere, der er forvænt med at sidde i vores telte ved ringsiden og kigge på agility inde fra vores telte, for der var ikke synderlig meget rift om teltpladserne ved ringsiden(og der var heller ikke plads til mange telte ved ringsiden), men masser af plads på et stort åbent areal ud for de midlertidige opvarmningsbaner.
 |
| Opvarmningsbanerne |
Efter “rejsegildet” kørte vi til hotellet og checkede ind og tog os så ellers en slapper i et forsøg på at hente lidt af den tabte nattesøvn. Til aften samledes vi en flok af de ankomne danskere til fælles aftensmad på nabohotellet. Næste dage skulle vi møde om morgenen til dyrlægekontrol og efterfølgende “opvarmning”.
 |
| En slapper-øl |
Torsdag
Dyrlægekontrol var nu så meget sagt. De tjekkede bare rabiesvaccine og chip og absolut intet andet. Hundene kunne være trebenede uden at de ville opdage det. Opvarmning er nok heller ikke det rette ord. For man kan vel ikke rigtig kalde det at “varme op” dagen før konkurrencerne, men det er meget rart at få lejlighed at til at prøve forhindringer og underlag af, før det går løs. Vi havde 2×80 sekunder til hver ekvipage på banen. Det lyder ikke af meget, men man når faktisk at blive godt knoklet igennem. Men det svarer jo også til at løbe 2 baneforløb efter hinanden, og der var god tid til at prøve alle forhindringer og måske pudse et par ting af.
 |
| Ninja “melder klar” |
Under opvarmningen fik vi allerede at føle at underlaget ikke var lige så lækkert, som den type underlag, som vi plejer at have til rådighed i DK. Det var ikke kun ujævnt. Det var også hårdt som sten. Det havde vi nu også konstateret, da vi skulle sætte teltene op. Det var en kamp at få banket pløkkerne i. Jorden var ler, som nok ikke havde set skyggen af en reel regnbyge i flere måneder. Under opvarmningen var Jane en tur nede på begge knæ pga det ujævne underlag. Hun fik sig to meget blå knæ.
 |
| Janes knæ efter nærkontakt med underlaget |
Dagen sluttede af med en indmarch, som startede med at være ret meget forsinket, og vist ikke helt som de havde planlagt det. Der var en oppustelige port ala hoppeborg, der var klappet sammen. Så den var ikke nem at gå igennem. Der var uhyggelig dårlig information, og da vi var gået ind sammen med vores skilt med Danemark samt vores fane, og havde gået en kvart runde, blev vi ledt ud fra baneområdet igen. Vi fandt godt nok den indmarch og åbning noget flad. Ingen musik – ingen taler. Kun et opråb af hver nation, når vi trådte ind i ringen. Vi forlod området ringene for at tage et gruppebillede nede bagved og få lidt briefing. Da vi kom retur var de ved at afslutte åbningsceremonien med diverse åbningstaler, og vi havde brillieret ved vores fravær. Det var en anelse pinligt, men med lidt information fra arrangøreren så kunne det nok være undgået.
 |
| Danmark – Klar til indmarch (foto: Sabine Serwin) |
Fredag
Fredag skulle vi løbe holdløb. Banegennemgangene startede kl 08.00 og var fordelt i 8 grupper frem til 09.20. Man gik både springbanen og agilitybanen fra morgenstunden. Man kunne derfor sagtens komme ud for at skulle gå en bane kl 09.00, som man først skulle løbe kl 16 og naturligvis skulle man kunne rumme to baner i hovedet, men det skal jeg nu så tit alligevel i kraft af, at jeg løber med to hunde.
Som konkurrencen gik igang begyndte det også at småregne. Det var meget meget uheldigt, for udover, at underlaget var ujævnt, så var det også enormt hårdt, da jorden var meget tørt lerjord. Ja mere ler end jord. Det betød at underlaget blev ualmindelig glat. Vi var flere danskere, der havde noteret os, at der fra stævnets start holdt en ambulance klar inde på stævneområdet. Det skulle vise sig, at den ambulance desværre ikke bare kom til at holde stille. Faktisk kom den denne fredag formiddag nærmest til at køre nærmest i pendulfart.
Farlige baner
Vores egen Lars Bang crashede ved forhindring nr. 5 på springbanen efter at have kæmpet for har holde sig på benene siden forhindringer nr. 3. Han fik den første tur i ambulancen og en tur på hospitalet. Han slap dog med en voldsom forstrækning. Det gik mindre heldigt for en pige fra Slovenien, som brækkede de to store rørknogler i underbenet og blev båret ud af banen med en dinglende fod. Hun blev skruet sammen på hospitalet i løbet af det følgende døgn.
 |
| Det ses tydeligt at tunnellen ligger på en lille forhøjning |
 |
| Her gøres lille/mellem banen klar på stævnets anden dag. Bemærk, der skovles sand på banen. Dagen før på denne bane brækkede en hundefører benet to steder. |
Vi hørte også om en der var kommet til skade med skulderen, og så lige en sheltie, der brækkede et ben. Alt sammen på denne formiddag. Ambulancen kørte flere gange under stævnet, men denne formiddag var dog den værste. Jeg var noget led ved at skulle løbe, og sådan var det for flere af os. Vi var på holdet også rimelig enige om, at vi måtte ind og liste og ikke presse. Ingen af os ville sætte vores hunde eller os selv på spil ved at presse. Generelt var man ekstra opmærksom under banegennemgangene, og havde mere end en god grund til at se de andre deltageres løb.
 |
| Bagerste spring står på en lille bakke – og det kostede mange nedrivninger, da det skulle tages fra bagsiden |
 |
| Det her er ikke et faremoment, men banehegnet camouflerer stort set slalomen, og de fleste danske store hunde havde slalom problemer, når de skulle sendes 90 grader ind i først port, og slalom stod op mod hegnet |
Heldigvis klarede det op en lille time før vores løb, og der kom lidt vind. Så banen var faktisk tør, da vi skulle løbe vores løb, og det virkede ok at løbe på banen. Der var stor forskel på ujævnhederne fra ring til ring. I nogle af ringene virkede det bare lidt som bakket terræn, mens der i andre ringe decideret var fordybinger, hvilket jo var noget mere utilregneligt at løbe på.
Afvikling af holdkonkurrencen
Vores hold bestod af 4 ekvipager, og de tre bedste resultater for holdet talte. For at kunne komme i betragtning til at gå videre og kvalificere sig til finalen skulle 3 hunde igennem banen både i agility og spring. Jeg blev desværre disket i ag-løbet, men de andre tre kom igennem. Så efter agilityløbet var vi stadig “med”.
I springløbet havde jeg 5 fejl, men desværre var to af mine holdkammerater disket, så det var udelukket, at vi kunne komme til at løbe holdfinalen. Faktisk fik Danmark ikke et eneste hold med i finalen. Vi havde ellers 8 hold afsted, men det lykkedes ikke for nogen af holdene at komme i finalen. På facebook har der været nogle gode debatter om hvorfor vi som nation ikke performer bedre, når vi er afsted til de store mesterskaber, og det emne vælger jeg at holde ude af dette indlæg, selvom det er interessant.
Informationskaos
Lørdag var der individuelle løb, og vi mødte op til total kaos. I løbet af fredagen havde der været nogle startlister med katalognumre hængt op, som nogen fra EO truppen havde taget billeder af og sat på vores facebookgruppe. Franskmændene holdt et skandaløst dårligt informationsniveau. Nå men folk havde sat sig ind i, hvornår de skulle gå bane (efter at have gransket den meget uoverskuelige liste). Men men sent fredag aften havde Franskmændene lagt en ny startliste op, hvor alt var vendt på hovedet og rodet godt og grundigt rundt. F.eks forventede en at skulle løbe som nr. 30 i klassen, men skulle i stedet løbe som nr. 392. Der er nok lidt forskel på den mentale forberedelse alt efter om man skal løbe kl 10 eller 17. Arrangørerne havde da haft oceaner af tid til lave de startlister, da rækkefølgen ikke afhænger af resultater eller andet, men ekvipagerne bare skal fordeles ud over dagen. Så det kunne de let have lavet mindst en uge før EO.
Lørdag
Så lørdag morgen var generelt kaotisk, for der var kun en startliste lagt ud, og der var kun påført på den, at den var til springløbet. Agilityløbet skulle i princippet bruge samme liste viste det sig, men der skulle startes midt i klassen, og når højeste startnummer havde løbet, så startede man forfra på startlisten med startnummer 1. Total forvirring, og man skulle ikke forvente at kunne finde nogen hjælp på den officielle EO hjemmeside, for den blev ikke rigtig opdateret og var i øvrigt også en stor rodebutik. Helt groteskt kom den bedste information vel nærmest fra div agility facebookgrupper, hvor folk (som ikke selv løb EO) videregav, hvad de opsnappede og lagde det ud på den danske EO gruppe.
 |
| De første startlister til de individuelle løb…. |
Finalekvalifikation
Men vi fik da alle løbet vores løb, og kun enkelt formåede at kvalificere sig til finalen på baggrund af en topplacering i et af løbene. Det var Channie, som også præsterede det samme sidste år i Tyskland. Den bedste hund fra hvert land i hver størrelse fik også en billet til finalen, så der var mindst en ekvipage fra hvert land til finalen i hver størrelse. Jeg fandt ikke vej til finalen. Mit bedste løb (som var mit eneste fejlfrie) var i agilityløbet, hvor et løb med lidt for store buer kunne række til en 51. plads ud af de ca 400 i klassen, og jeg var disket i springløbet, hvor Ninja total sprang en sikring. Jeg kunne slet ikke komme tilbage på sporet med hende og endte med at løbe ud af banen, for det var nærmest umuligt at få hende til at ramme en forhindring. Det var noget uvant for mig at prøve med hende.
 |
| Fra det individuelle agilityløb (Foto: Sabine Serwin) |
Det var åbenlyst for mig, at jeg ikke skulle i finalen, men listerne til finalerne blev ikke lagt ud på EOs hjemmeside og det var lidt “spændende” for folk at vide, om de var i finalen eller ej, og hvornår og hvordan det skulle afvikles. Så søndag morgen blev der hængt lister op, og så kunne 800 mennesker ellers stå i nakken af hinanden for at se, hvem der skulle løbe i finalen. Jeg opgav personligt at finde info på nettet og holdt mig bare til, hvad andre fortalte mig. Det var hovedrystende dårligt af arrangørerne og nærmest at tage pis på folk.
Søndag – finaledag
Men finalerne var spændende. De startede med holdfinalerne med lille og mellem, hvor lille og mellem var mixet på holdene. Der var lavet en stor bane, hvorpå der var 4 forskellige baner, så hver holddeltager skulle løbe sin egen bane. Det gjorde holdkonkurrencen meget seværdig. De store hunde sluttede holdkonkurrencen af, inden der blev bygget om til de individuelle finaler.
 |
| Finale stemning |
Hjælperteamet var ufattelig ineffektive, og det kunne sagtens tage en time at bygge en bane. F.eks stod der på et tidspunkt 12 hjælpere og kiggede på, at der blev fumlet med en tunnel (de kunne ikke finde ud af at vende anti-slip tunnellerne korrekte), mens der lå overliggere klar på græsset til at blive stillet springstøtter op ved. Man havde jo næsten lyst til at spurte ind og hjælpe dem. Jeg gik i stedet ud og brugte nogle penge i boderne og fik blandt andet indkøbt nogle præmier til Ribe Hundevenners forestående stævne.
Den langsommelige afvikling gjorde ikke noget godt for min ret pressede tidsplan. Jeg havde en bagkant mandag morgen. Jeg SKULLE bare være hjemme kl 06 mandag morgen, for det var Silas´ 8 års fødselsdag. Så derfor nåede vi kun lige at se sidste danske hund i finalen, inden vi kørte fra de sidste 30 hunde i finalen (de hunde der var topplacerede – og nogle af de mest seværdige… øv!). Vi fik pakket det sidste sammen i hast og skyndte os væk fra stævneområdet med kursen hjemad. Jeg havde ikke nerver til at vente, til finalerne var forbi, for så ville publikum jo også vælte ud og ned til deres biler, og det ville sikkert give lidt kaos og kø. Det var ærgerligt at måtte misse den sidste del af finalerne, men jeg havde ikke is i maven til at blive hængende få det sidste med og risikere at komme for sent hjem.
Egentlig var der også udmarch, men jeg havde meddelt allerede, da jeg takkede ja til at deltage, at jeg ville køre så snart finalerne var afviklet, fordi jeg skulle være hjemme mandag morgen. Så i år måtte jeg være lidt usportslig og køre før tid. Sidste år blev jeg dog til den bitre ende. Det havde ikke holdt i år. Jeg ankom hjemme kl 04.45 og der havde kun været holdt et par tissepauser undervejs. Aftensmaden (eller rettere natmaden) var en sandwich fra en tankstation, så vi holdt ingen unødvendige pauser, så jeg nåede hjem og kunne vække Silas med flag og morgensang.
 |
| Jeg nåede heldigvis hjem til min fødselar |
Min oplevelse af turen
Trods de mange forhindringer og de ringe franske forhold, så synes jeg, at det var en rigtig god tur med et godt sammenhold på EO teamet. Vi var gode til at tage ud at spise sammen om aftenen og hygge os sammen. Det var selvfølgelig også ekstra rart, at de fleste telte stod samlet på en række. Det er svært at skulle løbe i alle fire ringe og nå at se alle hinandens løb, men vi forsøgte at se hinandens løb og heppe på hinanden.
 |
| Et mindre selskab til fællesspisning på det, som blev vores “stamrestaurant” |
Banerne var gode, udfordrende og interessante, men bestemt ikke umulige at løbe. Der er vel altid et par småting, som man kunne ønske sig anderledes, hvis man selv kunne flytte et spring eller et nummer, men i det store hele, så synes jeg, at sværhedsgraden på banerne i år, var langt bedre og mere rimelige end sidste år.
For selve arrangementet var der mange ting, som franskmændene kunne have gjort meget bedre. Noget af det fremgår vel ret åbenlyst i beretningen her. Dog skal de have ros for nære toiletforhold med rindende vand, men desværre evigt mangel på sæbe og toiletpapir. Jeg var glad for at have håndsprit i tasken og lærte også at hamstre toiletpapir på hotellet.
Der var masser af boder, hvor man kunne brænde penge af, hvis man skulle have de lyster. Mad og drikke var let tilgængeligt, og der var masser af god agility at kigge på, og man fik en masse inspiration med sig hjem til videre træning. Så jeg var rigtig glad for at jeg kom med.
Motivation og terror
Min motivation og lyst til at tage afsted var ellers lig nul, da jeg sad på Mandø. Ja faktisk også da jeg var kommet hjem fra Mandø. Jeg fandt dog ud af, at det var fordi det stressede mig, at jeg ikke kunne få puslespillet til at gå op med kørsel, og jeg havde den bagkant med Silas´ fødselsdag. Da aftalen med Daniel faldt på plads, så var jeg meget mere afslappet og afklaret og så var jeg klar.
 |
| Efter endt opvarmning er vi klar til at løbe for alvor |
Men det var kun lige indtil, at det i pressen kom frem, at en præst var taget som gidsel og havde fået halsen skåret over, og gerningsmændene var tilknyttet Islamisk Stat. Det var foregået mindre end 100 km fra EO området. Selvom man måske ikke skal lade sig styre af frygt for terror, så lever man kun en gang, og lige så vel, som jeg kan tænke over andre risici i min hverdag, så var dette også oppe og vende i mit hoved. Vi var trods alt mange mennesker tæt samlet og fra mange forskellige vestlige lande. Jeg fik dog parkeret tankerne, og kom kun til at tænke flygtigt over det et par gange i løbet af EO. Med min fornuft ved jeg også godt, at sandsynligheden for at gå til på motorvejen på vej derned var langt større.
Så da jeg først var kommet afsted var jeg rigtig glad for at være med, og var også opsat på at løbe god agility.