I weekenden var der stævne i Kolding. Det var det første ordinære stævne for mig siden en gang i juni måned. Ninja havde løbet EO i mellemtiden og MicMic har ikke løbet stævne siden 12. juni. Vi har trænet lidt, og “lidt” er nok det rette ord. Jeg har ikke slidt min eller andre agilitybaner denne sommer.
Jeg har længe set et potentiale i lille MicMic, men hun har bare manglet rutinen i vores samarbejde og ikke mindst forståelsen af nedgangsfeltet på balancebommen. Men det er som nogle brikker er faldet på plads i hendes sommerpause.
Lørdag vinder hun springklasse 1 og har ellers også nogle pæne løb. Hun må dog sættes tilbage på bommen (jeg er pt. ret kompromisløs, hvad det angår. Selvom hun tager feltet, så bliver hun sat tilbage, hvis hun går før release). Lørdag kører jeg i hvert fald hjem fra stævnet og er ganske tilfreds med hendes løb. Ja sådan set også med Ninjas. Hun vinder Spring3 og Spring Åben om lørdagen.
 |
| Ninja |
Søndag vinder Ninja AG3 og Spring Åben, men det er dog MicMic, der brænder helt igennem. Vi starter med at vinde Spring Åben, selvom hun faktisk får puttet snuden i tidtagningen, da hun vist tror, at hun skal starte. Jeg lader hende stå et par sekunder, før jeg starter hende (mest for at se, at hun har forstået, at startsignalet skal komme fra mig). Trods snuden i tidtagningen i et par sekunder vinder hun alligevel klassen.
I AgÅben blev der uddelt rigtig mange feltfejl på bommen pga en lidt skæv exit fra bommen over i en tunnel. Jeg havde dog overhovedet ikke fokus på exit fra bommen, men i stedet kun på selve feltet. MicMic leverede nok det flottest konkurrencefelt, som jeg har set fra hende endnu. Hun leverede et ret lækkert løb derfra, og vandt så også agility åben.
Hvor sejt var det lige af min lille sheltie at vinde begge de åbne? Jeg var simpelthen så glad. Spring 1 snuppede hun så også lige sejren i. Hun vandt klassen med næsten 3 sekunder ned til nr. 2. På vej ti et af dagens løb gik jeg i startområdet kiggede jeg på hende, og tænkte på, at det kun var et par uger siden, at hun var tæt på at dø i mine arme og nu fløj hun rundt på banen og var mere end flyvende. Utroligt!
 |
| MicMic |
Mit sidste løb på dagen var AG1 med MicMic. Jeg glædede mig til at løbe dette løb også. Det var en rigtig fin bane, og jeg “troede på det”. Cirka halvvejs gennem banen sender jeg MicMic i en mørk buet tunnel (den samme tunnel som ligger efter balancebommen i videoen ovenfor – og samme sted) og jeg hører et meget højt piv, og noget forsinket kommer MicMic ud af tunnellen med poten slaskende slapt fra et løftet ben.
MicMic er ikke en pivskid, og hun ville normalt være mere end klar til at løbe videre på banen. Men det er en noget trist og tilsyneladende forpint hund, der kigger op på mig. Jeg samler hende op og går grædende ud af banen med hende. Jeg tør faktisk ikke gå igang med at tjekke venstre forben af frygt for, hvad der er galt. Jeg er SIKKER på at benet er brækket. Smerterne lokaliseres til skulder og ryg. Jeg skulle bare lige løbe det her løb, og så skulle jeg ellers hjemad, men pludselig så det helt anderledes ud…..
Jeg får hende tjekket og løsnet med det samme. Låner et Back on Track dækken og giver hende det på. Hun “stikker” stadig på venstre forpart i gang, hvis jeg sætter hende ned, men der er en klar bedring. Vi kører hjemad noget senere end planlagt. Hjem til fred og ro. Jeg ser hende lidt an. Hun er glad og logrende, men jeg kan se, at hun stadig har lidt ondt og giver hende smertestillende om aftenen og putter hende i bur.
Da jeg lukker hende ud af buret om morgenen virker det smertestillende ikke mere, og jeg er spændt på (læs: jeg frygter for) hvad jeg lukker ud af buret. Men ud af buret traver en glad lille MicMic uden tegn på halthed. Hun laver endda to klask i gulvet med forporterne foran mig (noget hun gør når hun er glad og vil have opmærksomhed – og hun havde vel næppe valgt at lave to klask, hvis det først havde gjort ondt?!) Jeg er temmelig lettet, men holder hende fortsat i ro. Senere på mandagen ser jeg hende dog “stikke” en enkelt gang i sine bevægelser på en af hendes små lufteture i haven, men sidst på dagen ser jeg hende lave “1´er changementer”, da jeg kalder hende hen til mig ude i haven. Det vil man nok ikke vælge at gøre, hvis man har ondt i skulderen?! Jeg har ingen halthedstegn set fra hende siden, og jeg kan heller ikke mærke noget på hende.
Jeg tager dog ikke nogen chancer og har afmeldt MicMic til weekendens stævne, hvor jeg ellers havde glædet mig til kun at løbe med hende, men jeg tror, at hun vil have godt af lidt ro. Måske var MicMic igen heldig?! Det håber jeg.
Den lokale avis, Jydske Vestkysten var i øvrigt forbi stævnet, og skrev en lille artikel og tog nogle billeder. Jeg havde journalisten med til banegennemgang for at forsøge at forklare hende, hvad det “dansen” og “tosserierne” som vi udøvere laver under og efter en banegennemgang egentlig skulle gøre godt for. Se artiklen her