Året der gik – 2016

2016. Endnu et år fløj afsted. Men sådan er det med tiden, når man er i godt selskab og gør ting, som kan godt lide.

Når vi går ind i et nyt år, så kigger jeg mig altid tilbage her på bloggen og kigger på, hvad året har bragt mig, min familie, mine hunde og alt det, som er mit liv. Og når jeg sammenholder diverse aktiviteter, så synes jeg faktisk, at det balancerer rimeligt. Jeg synes i det hele taget, at balance er en kunst, når man som jeg har en sport, der tager så meget tid både i træning og stævner. For det er vigtigt for mig, at jeg også har tid og oplevelser sammen med familien.

Foto: Morten Kanne-Hansen

Jeg har dog registreret, at jeg en stor del af året har følt, at jeg konstant var et skridt eller to bagefter. Hængepartierne har stået i kø. Blandt andet har jeg taget en masse billeder gennem 2016, og jeg har ikke fået redigeret ret mange af dem. Det er både min nieces konfirmation i maj samt stævnebilleder, hvalpetræf m.m. Den væsentligste årsager til det er min perfektionisme. Jeg bliver aldrig tilfreds med de ting, som jeg laver og nurser om det for længe for at gøre det bedre. Det gælder mine billeder, mine blogindlæg for den sags skyld også samt nogle af mine arbejdsopgaver.

Min opsummering er primært lavet for min egen skyld, men andre må naturligvis også gerne læse med, men den får mig også til at stoppe op og tænke, og den får mig også til at tænke lidt over, hvad det kommende år skal gå med. Hvad skal jeg sammen med familien og hvad skal jeg “udrette” sammen med mine tre hunde i den kommende sæson. Jeg har naturligvis gjort mig nogle tanker og sat et par ting ind i 2017 kalenderen, men der er plads til meget mere, men det er jo heller ikke meningen, at hele året skal være booket op i løbet af januar.

Planlægning 2017

Januar:
Små begivenheder kan man efterfølgende have meget glæde af, og sådan var det også med januars største begivenhed. Min altid søde og hjælpsomme far kom forbi nogle dage og hjalp os med at få gjort klar til en ny brændeovn. Da vi flyttede ind stod der et stort gammelt skrummel, som ikke var til meget nytte og så var den ualmindelig grim. Vi fik ikke meget varme ud af den, men det tog os mange år at komme så langt, fordi vi først skulle bryde sådan en “fin” repos ned, som den gamle meget grimme ovn stod på, og så skulle der lægges fliser ud på vores meget skæve gulv. Nu nyder vi så endelig at have fået en brændeovn ind i stuen, som varmer ordentlig op uden at skulle bruge en rummeter træ om ugen (overdrivelse fremmer forståelsen)

Der blev også plads til at kursus med Jane Elene Christensen. Jane havde som altid lavet en interessant bane til kurset, som vi også endte med at kunne løse, selvom det kunne se håbløst ud på papiret.

Februar:
Tine og jeg fik røntgenfotograferet Fuji og Darwin på hofter, albuer og skuldre. Det er nu kun BlackJack i USA, der endnu ikke er hd-fotograferet, men de 4, som jeg kender status på, har fået A på hofter, 0 på albuer og OCD ikke påvist. Altså samme status som både deres mor og far.

Da vi alligevel var igang med at fotografere, så snuppede jeg også lige MicMic med. Hun fik fotograferet sine hofter, og de var også begge status A. Jeg har haft i overvejelserne at parre MicMic efter forespørgsel fra et par hanhundeejere, men jeg har også været meget i tvivl. Faktisk synes jeg, at det ser ud til at være relativ svært at komme af med sheltiehvalpe, og at flere hvalpe bliver hængende længe – eller altid. Jeg synes, jeg har oplevet flere, som indenfor de sidste par år, som ikke har kunnet afsætte deres hvalpe, og den situation kunne jeg ikke tænke mig at havne i.

Tre slappe hunde

MicMic har et fedt temperament, en enorm glæde og stor lyst til at arbejde. Og så er hun ikke et konstant gøende “spektakel”. Hun er en lille humørbombe, og hun er altid glad. Hun har også et par minusser, men det er nok svært at finde en hund, der ikke har det. Men jeg har nu heller ikke anskaffet mig MicMic med avl for øje.

MicMic – min lille agilityhund (Foto: Tina Hindsgaul)

Marts:
Påskeferie. Vi startede med familiehygge med en tur til Fregatten Jylland og hyggetur i Ebeltoft by. Jeg var sjovt nok ikke god til at besøge disse skønne steder på Djursland i de 25 år, jeg boede deroppe.

Ebeltoft har mange charmerende og skæve gader og huse

Derefter var Henrik og jeg så heldige, at vi kunne stikke af på kærestetur til Frederikshavn, mens mine forældre passede hunde og Silas. Gavekortet på et hotelophold med middag var iøvrigt en julegave fra dem. Der er tid og nærvær til et andet samvær, når ikke der er en lille lyshåret dreng, der afbryder enhver samtale eller en hund, der puffer til en eller anden arm eller skal kaldes ind på gåturen. Jeg havde i skyndingen helt glemt denne tur, og derfor er jeg glad for lige at blive mindet om den på mit tilbageblik.

Udsigt fra Bangsbo mod nord og Frederikshavn By

I denne måned var jeg på endnu et agilitykursus med Jane Elene Christensen. Jeg synes, at jeg fik lært mange gode ting, som jeg ofte bruger på agilitybanen, og egentlig er jeg også blevet så begejstret for Janes undervisning, at jeg nogen gange køber en afbudsundervisningstime på Sjælland, hvis jeg kan kombinere det med, at det er en dag, hvor jeg alligevel er på job på derovre.

April:
Måneden startede nærmest med stævne på Vilhelmsborg. Cherie og jeg lavede en tur ud af det og kørte sammen derop og overnattede i en hytte ved Saksild Strand. Det blev en super hyggelig tur, og for mig var det også et helt fantastisk stævne rent resultatmæssigt. Ninja løb som en drøm, og MicMic leverede også fine, men mere usikre løb grundet manglende rutine.

På Silas´skole var der Rynkeby løb, og Silas fik en sponsorseddel med hjem, hvor hans personlige sponsorer kunne skrive på, hvad de ville bidrage med pr. omgang Silas tog til Rynkebyløbet. Jeg delte hans sponsorseddel på Facebook og så greb det ellers om sig. Silas endte med at have sponsorbetaling for ca. kr. 400 pr. omgang og det endte med at give i omegnen af 4.000 kroner til Rynkebyløbet. Faktisk var hans bidrag omkring 10% af skolens samlede bidrag. Det var lidt vildt, og jeg var stolt over min lille knægt og ikke mindst stolt over, alle dem som bakkede os op.

Så er de klar til afgang

I april var vi også en tur i Tivoli. Silas elsker forlystelsesparker, men hvilket barn gør ikke det. Vi havde en hyggelig, men også lidt kold tur.

familieportræt ved spejlene

Min jagt på at gøre Ninja til svensk agility- og springchampion satte ind i april, hvor Dorthe Johnsen og jeg kørte en tur til Kalmar og håbede, at vi kunne være heldige derovre. Det var vi desværre ikke, men vi havde en hyggelig tur og fik løbet nogle spændende baner.

Maj:
Måneden startede med en fantastisk forårsdag, og det var rigtig heldigt, for det var den dato, som min niece blev konfirmeret. Nadja blev konfirmeret i Kolind Kirke af samme præst, som konfirmerede mig og døbte Tobias. Det var hendes sidste hold konfirmander, før, og hun gik på pension. Dem fik hun sendt ind i de voksnes rækker med en god, nærværende og humoristisk prædiken. Festen blev holdt på Restaurant Stockfleth på Ebeltoft Havn, hvor Nadja fik besøg af Topper, som er den hest, som hun har part i på rideskolen.

Nadja og Topper

Mors dag er ikke noget, som vi går op i her i huset, men denne her mors dag kan jeg nok alligevel godt huske tilbage på. Det var nemlig en fantastisk dag, fordi Henrik havde sat sig for at forkæle mig, og jeg havde overladt dagen til hans planlægning (noget der ikke sker så tit).

Udsigtspunkt mod Kalvø – her spiste vi morgenmad

Han havde lavet den lækreste picnic brunch, og sammen kørte vi ud i det sønderjyske landskab, hvor vi alle tre spiste den lækre mad, inden vi gik en tur. Senere gik udflugten mere spontant til Als og sluttede med en lækker is på havnen i Sønderborg. Det var en rigtig hyggelig dag.

Is på havnen i Sønderborg

Mine forældre havde også guldbryllup i maj. Så vi fik rigtig set hinanden i familien i denne måned. Mine forældre gider ikke rigtig suppe, steg og is, så de havde i stedet inviteret børn, børnebørn og oldebørn i Tivoli Friheden i Aarhus. Fint alternativt til en fest, og der var også aktiviteter for enhver smag, selvom jeg jo syntes, at fokus forsvandt lidt fra guldbrudeparret.

Spisning i restauranten

Maj måned er også altid en meget stævneaktiv måned, og det blev der faktisk også plads til med både deltagelse i Maxi Zoo Cup i Viby og Kingsmoor Cup i Ribe Hundevenner. Det er altid hyggeligt med disse 3-dages stævner, hvor Silas og jeg bor i campingvogn på stævnepladsen. Silas hygger i campingvognen med Ipad, lave film og tegne og går sådan lidt til og fra stævneringene. Om aftenen plejer vi at hygge med at gå ture og måske spille spil, hvis energien er til det.

Aftentur til stævnet i Viby

Juni:
Fuji kommer på sit første agilitykursus, og jeg forventede intet særligt af hende, og det er jo i sig selv ikke svært at indfri. Men hun kunne bare så meget mere end “intet”. Hun er generelt lidt hektisk, men arbejder godt, bruger hovedet og er lydhør, og jeg er vildt glad efter kurset med Sarah Lorentzen.

Fart er det bedste i verden iflg Fuji

I min jagt på svensk certifikat tog jeg en weekend til Sveland Cup i Hässleholm. Der var skarp konkurrence og spændende baner, og denne gang fik jeg sørme et springcertikat med hjem og en fin championtitel til Ninja. Vi kvalificerede os også til finalen, og det var i det hele taget en stor oplevelse at løbe deroppe. Det havde været fedt, hvis jeg kunne have delt den med andre danske udøvere, men jeg var taget derop helt alene, og søndag var jeg eneste dansker.

En smilende Ninja med sin roset-høst fra Sveland Cup

Måneden sluttede af med en tur til Mandø sammen med en flok hundevenner. Faktisk var der på et tidspunkt 36 hunde i det lille vænge, hvor vi boede. Det gav nu ikke anledning til uro. Faktisk var det Silas og hans gode ven Oliver, der var de mest larmende i det vænge – måske endda på hele den fredelige campingplads.

Mandøhygge – pandekager over bål

Juli:
Jeg blev så glad for Mandø, at jeg i sommerferien vendte tilbage og blev der i 10 dage – også sammen med en stor del af hundetosserne. Blandt disse dage var heldigvis også i den eneste uge af sommerferien, hvor vi havde seriøst sommervejr i Danmark. Vi nød de 24-28 grader ude på den lille Vadehavsø.

Total afslapning på campingpladsen

Fantastisk badeferie

Vi havde en fantastisk badeferie, hvor vi, når der var lavvande, gik ud i sejlrenden og tog en dukkert i det klareste og mest lækre vand. Vi havde alle hundene med, og der gik vi så ude på det lave vand med ca 30 hunde løs mellem hinanden. Det gik let og smertefrit uden konflikter mellem hundene, selvom mange af dem ikke kendte hinanden på forhånd.

Balsam for sjælen

Sådan en campingtur på Mandø er det mest afslappende, man kan forestille sig. Det er i sandhed bare det, som man i moderne dansk kalder “tøffetid”. Ferien var dog tæt på at slutte meget trist, da jeg på en af feriens sidste dage mødte køre “udrykning” mod fastlandet med MicMic, som i løbet af få timer var blevet meget skidt tilpas.

Stakkels MicMic ved foden af regnbuebroen

Hun var tæt på at dø, sandsynligvis af en forgiftning forårsaget, af at hun havde spist lidt af en krabbe dagen før. Heldigvis fik dyrlægerne gang i hende igen, og hun var allerede dagen efter frisk som en havørn. Pyha!

På grund af et trist afbud fra en skadet ekvipage på holdet, så fik jeg tilbuddet om at tage til European Open i Frankrig. Jeg takkede ja og var så heldig at kunne køre sammen med Daniel Eichler derned. Det lykkedes faktisk at få bikset sådan en plan B sammen det sidste døgn før afgang. Så der var styr på kørsel og overnatning. Jeg husker turen i det franske som ret kold, arrangementet som uorganiseret, og underlaget som hårdt og ujævn. De gode resultater fra Danmark var der heller ikke mange af. Men alligevel var turen god og hyggelig sammen med de andre danskere.

Ninja og jeg er fotograferet på stævnepladsen ved EO

August:
MicMic var på agilitybanen virkelig vokset sammen med mig, og nu begyndte vi at kende hinanden og kunne løbe lidt mere sikkert sammen. MicMic og balancebommen havde været lidt uvenner i starten af sæsonen, men det så også ud til at virke nu. Jeg havde konsekvent sat hende tilbage på balancebommen, hvis hun forlod den uden en release, så vi havde mange diskvalifikationer på den konto.

MicMic elsker at give den gas og nu er hun klar igen

Til weekendstævnet i DCH Kolding var hun dog helt fantastisk og hun vandt faktisk begge åbne klasser, så jeg glædede mig rigtig meget til at løbe hendes sidste klasse på stævnet – agilityklasse 1. Desværre kommer hun til skade i en tunnel og laver en forstrækning af ledbåndet på indersiden af skulderen. Det betød så en lang pause til MicMic. Vi er først startet op med at lave lidt agility her efter jul.

Jeg havde arrangeret en dag for Ninjas hvalpe. Tine og Annmari kom ned til mig, og vi fik trænet lidt agility i haven og fik snakket og snakket. Om aftenen kørte vi over til Rikke ved active-dogs.dk for at prøve at hyrde. Det er superskønt at se hvalpene igen, og de er også altid glade for gensynet. Alle besidder et stort drive og stor lyst til at samarbejde med deres fører.

Ninja – Fuji – Darwin – Doody

Ingen af os har dog umiddelbart planer om at hyrde, men det var meget rart at se, om de kunne se ideen i det med fårene. Jeg har hyrdet et par gange siden, og har da også tænkt mig at skulle det i 2017, når nu der igen er lidt lyst om aftenen.

Fuji venter på adgang til o

DCH Varde var værter ved Jysk Mesterskab. Ninja blev Jysk Mester i 2015 og sørme om vi ikke også genvandt den titel i Varde. Det var et rigtig godt stævne, og jeg må se, om jeg ikke kan huske at putte det ind i stævnekalenderen i 2017.

Jysk Mester

September:
Nu var det så pludselig blevet sommer – hvert fald sommervejr. Det kunne ikke rigtig indfinde sig i sommerferien, bortset fra den uge, hvor vi var på Mandø, men helt usædvanligt, så var det sommer langt ind i september. Lækkert med 20-25 grader og badevandstemperaturer over 20 grader. Jeg gjorde det nærmest til en vane at have badetøjet i bilen, og jeg fik mig da også et par dukkerter på vejen hjem fra diverse møder. Som f.eks billedet herunder, hvor hundene og jeg bader i Assens medio september efter et møde.

Fuji og jeg bader ved Assens

September er også måneden, hvor agilitysæsonen afsluttes med DM, både i DCH og DKK. Ninja var i år kvalificeret til at deltage i dem begge, så jeg startede med at smutte til Roskilde for at løbe DKKs DM. Det individuelle kiksede helt for mig ved 11. forhindring i springløbet, hvor Ninja smuttede i det forkerte tunnelhul. Så var det lige som slut med chancerne for at gøre sig gældende individuelt.

Klar til morgenskål til DM – skål i Cocio

Jeg løb i år også med på hold, da DAW-holdet havde inviteret mig med på deres hold. Vi havde faktisk en rimelig fin placering efter springløbet, som godt kunne have givet os en podieplads, men vi kiksede desværre ag-løbet, så det blev der ikke noget af. Søndagen regnede nærmest væk, og jeg valgte at trække Ninja fra det individuelle løb. Jeg så ingen grund til at løbe på det smattede og glatte underlag. Nogen gange er jeg bare lidt pylret, men jeg havde heller ikke “noget” at løbe for, så hvorfor skulle jeg dog?! Selvom det silede ned søndag, så var der faktisk pænt med tilskuere ude fra weekenden igennem. DM blev holdt sammen med Hestens Dag, og jeg synes det var fedt, at et DM var placeret, så det var synligt, fremfor på en eller anden ensom og afsides sportsplads.

DM ringen med tilskuer-hjørnet

DCHs DM blev afviklet i Næstved, så vi fik en tur mere til Sjælland. Det var også et hyggeligt DM, hvor man gør meget ud af højtideligheden med indmarch, fælles præmieoverrækkelse og udmarch. Nogen gange kan jeg godt synes, at det er en lidt langtrukken affære, men uanset hvad så hyggede jeg mig, også selvom jeg ikke fik en podieplads med hjem fra Næstved.

Mellem de to DM´er deltog hele familien i Stafet for Livet i Haderslev. Smukke omgivelser og Verdens største udendørs-stafet. Det er hyggeligt og en dejlig måde at opleve byen på. Naturligvis også en skøn måde at være sammen på, bevæge sig, være nærværende og støtte et godt formål. Se når alle fighterne slipper ballonerne løs ved åbning på den korte video herunder.

Oktober:
Denne måned er total overskygget af vores helt igennem fantastiske tur til USA. Der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på turen og vores oplevelser sammen. Vi var ialt i 4 stater. og vi så nogle af de “største” ting i den vestlige del af USA, og ingen af os føler, at vi blev “færdige”, men sådan en tur kræver jo en masse ferie og samtidig også en masse penge, men vi skal tilbage. Det er vi enige om.

Familiebillede i Yosemite Nationalpark

Vi havde bare en skøn skøn ferie sammen, hvor vi både fik set en masse, og jeg fik lejlighed til at besøge den hvalp, som jeg for to år siden solgte til Nick i Californien. Dengang lærte jeg også mange andre at kende derovre, og det var så hyggeligt at gense dem. Jeg vil ikke skrive mere om USA turen her i mit tilbageblik, for jeg mangler stadig et par blogindlæg fra turen, og det er for svært at fatte sig i korthed om den tur.

November:
Vi brugte vist mest denne måned på at forsøge at finde os selv. Dog havde Henrik og jeg også fornøjelsen af et par kulturelle oplevelser i denne måned.

Blandt andet var vi inde og se Fredericia Teaters opsætning af Klokkeren fra Notre Dame. Det var virkelig en fantastisk opsætning. Jeg var så vild med scenen, lyset og lyden. Jeg har aldrig oplevet noget så gennemført. Der var ingen irriterende sceneskift, hvor folk skubbede rundt med kulisserne, mens der stod et par skuespillere og underholdte i den ene side af scenen for at sløre det igangværende sceneskifte.

Men vi var også meget imponeret af den forestilling, som Den Nye Friskole opførte efter at have arbejdet med den i små to uger. De havde arbejdet helt fra scratch, og eleverne havde skrevet stykket (med voksenhjælp naturligvis), og det var virkelig godt.

Da de for to år siden også skulle lave teater var det meget tydeligt, at Silas ikke var så pjattet med at skulle stå på scenen, og han endte også med ikke at komme på scenen dengang, så jeg syntes det var lidt øv at komme hjem fra USA (det gav jo lidt fagligt fravær, men så til gengæld så meget andet til ham) og så starte to uger med musical op.

En rå Silas med læderjakke – nr. 2 fra venstre

Men Silas udvikler sig heldigvis også, og han endte faktisk med at gå op rigtig meget i det, og han spillede så fint på scenen og dansede med i sit stykke (han hader sang og dans). Det er virkelig store fremskridt for ham, og det var Henrik og jeg rigtig glade for at se. Silas afkrævede os da også svar på, hvilken forestilling, vi syntes var den bedste. Friskolens stykke eller Klokkeren fra Notre Dame?

November og december var også præget af hyppige besøg på Skejby Sygehus, fordi Silas skulle deltage i et forskningsprojekt. Det var opslidende for både Silas og mig. Silas var virkelig bange og ked af blodprøver og sug flere gange i træk. Det sled selvfølgelig også i mig at mærke hans utryghed, og jeg gjorde mit bedste for at gøre oplevelsen så smertefri og let som mulig, og ellers forholde mig stille og roligt omkring, hvad der skulle ske. Jeg brugte meget tid på at forklare og også på at finde ud af, hvad vi (teamet på Skejby og jeg) kunne gøre for at hjælpe ham. Nu er projektet overstået, og vi er på den anden ende. Hvad Silas ikke ved er, at han i januars kontrolbesøg også skal have taget en blodprøve, fordi hans levertal har været forhøjede, og det vil de gerne følge op på. Jeg venter med at fortælle ham det, indtil vi har fået indkaldelsen, så han ikke bruger flere uger på at køre op over det.

December:
Min mor havde rund fødselsdag i starten af december og havde inviteret børn, børnebørn og oldebørn til middag hjemme hos dem selv. Vi fik super lækker mad fra Auning Kro, og det var så fantastisk dejligt at være hjemme frem for på en kro eller et andet spisested, for her kunne ungerne lege og hygge sig sammen uden at skulle sidde bænket til bordet, mens vi voksne kunne blive siddende og snakke, spise og hygge sammen.

Lækker lagkage fra bageren kunne frembringe appetit hos Silas
– han tog nu også godt for sig af dyreryggen til hovedretten.

Ellers er december jo også jul. Vi holdt en helt tradtionel jul, som i min barndom hjemme hos mine forældre. Vi var 8 juleaften, og vi fik risengrød med mandel i til forret. Det var helt, som dengang jeg var barn – som dengang fik jeg heller ikke mandelgaven.

Risengrød – som i min barndom

Bagefter fik vi andesteg, flæskesteg, medisterpølse og brune, hvide og franske kartofler. Ja der manglede ikke noget. Vi havde god tid til at sidde og hygge os, for der var ingen små børn, som skulle tidligt i seng.

Silas tegner, mens vi venter

 Juletræet var nærmest klodset op på julegaver, og jeg synes ellers ikke, at vi giver mange julegaver, men f.eks Tobias høstede mange gaver, da han lige har fået sin helt egen lejlighed i Herning.

Juletræet med sin pynt, venter på vi får begyndt…

Tobias fik et hav af pakker

Julegaverne blev uddelt en for en, hver gang, der blev slået en 6´er med terningen. Silas læste op fra gavemærkerne og uddelte gaverne, som blev pakket op til skue for alle os andre, inden vi gik videre til den næste pakke.

Hundene er ikke velkomne på parketgulvet,
så de må nøjes med at opleve juleaften fra den anden stue

Hvis man nærmer sig gulvtæppet så overfaldes man af hunde,
der ved, at de ikke må sætte poterne på parketgulvet

Ingen hastværk med gaverne, og alle gaver fik opmærksomhed. Klokken blev også mange, inden vi kastede os over kaffe/the og konfekt.

Juleslik

Ellers brugte vi mest vores juleferie på at slappe af og ikke lave ret mange ting. Vi har sovet længe og puslet lidt omkring, men ikke udrettet nogle store ting og projekter, som jeg måske godt kunne have tænkt mig, men vi trængte til at slappe af i stedet.

Nytårsaften havde vi besøg af gode venner og fik god mad og hyggede os. Heldigvis er mine hunde ligeglad med fyrværkeriet, og der bliver da fyret af herude, men det er ikke så slemt. Men jeg vil alligevel ikke lade mine hunde være alene hjemme sådan en aften, og vi har også bare den holdning, at god mad og en stille aften er fin for os.

Godt nytår til alle mine læsere, og jeg håber vi ses på bloggen eller ude i virkeligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.