USA – del 2 (Grand Canyon, Zion, Yosemite)

Roadtrip (Dag 5-6-7-8-9-10)
Nu hvor vi havde 18 dage i USA, så havde vi tænkt os, at vi ville bevæge
os lidt længere væk end bare lige San Francisco og Monterey, og først tænkte
vi, at Yosemite ville være et passende udflugtsmål. Vi tænkte først på et par
overnatninger i Yosemite, men så kom jeg til at putte Grand Canyon ind på
Google maps´ kørselsvejledning, og så var der jo “slet ikke så langt” fra
Yosemite og derhen (ironi kan forekomme). Vel nærmest som hjemmefra og til Prag. Vi “smagte” lidt på
det, og så tænkte vi, at også lige så godt kunne tage det med. Nå ja. Vi var jo alligevel på tur, ikk?! Og hvis man spurgte folk, der har oplevet Grand Canyon, så ville superlativerne ingen ende tage, så hvem  kan sige nej til den mulighed?
Vores oprindelige plan var at starte ud i Yosemite og køre gennem Tioga passet ud videre østpå mod Grand Canyon, Zion og Bryce Canyon. Men pga de usædvanlig store mængder nedbør i ugen op til vores roadtrip, var Tioga passet lukket pga sne, så vi besluttede i stedet at starte
med at køre mod sydøst mod Grand Canyon og håbe, at Tioga passet ville åbne igen i
mellemtiden. Hvis ikke vi kunne komme gennem Tioga passet på hjemvejen ville turen tilbage vestpå nemlig blive lang og noget nær uoverskuelig træls. Men men ud fra devisen om, at 80% af alle ens bekymringer alligevel aldrig bliver til noget, så bekymrede vi os ikke så meget om, ad hvilken vej vi ellers skulle komme frem til Yosemite, hvis Tioga passet fortsat ville være lukket, når vi skulle retur. Tioga-passet er nærmest en “smutvej”, i hvert fald hvis man ser på kortet, om det så helt var samme oplevelse af ordet “smutvej”, når man kører den, det kan vi måske diskutere. 

Vi provianterer til turen  – hvad med en “lille” sandwich?

Silas tanker bilen, og så er vi klar til turen

Med gode råd fra vores venner, så startede vi ud fra San Jose, da den
værste myldretid var overstået og begav os sydøstover. Vi havde et kort stop ved Los Banos, som ligger i det store
hvidløgsområde. Ja, der kunne man faktisk købe hvidløgsis. Mon der er nogen,
der køber den slags. Det lyder i hvert fald ikke særlig lækkert, men i det
område virker det også til, at de putter hvidløg i alt. Værre end når vi i Danmark skal putte lakrids i alt til indvortes brug. 

Var det noget med en hvidløgsis?
Snart begyndte de lidt smukkere landskaber at åbne sig for os, og vi kørte lidt grønnere områder med agerbrug, hvor det virkede som, at agerbruget skulle forsvare, at mad, der “gror” er sundt. Sikkert et forsvar, fordi det at drive agerbrug i disse områder også er forbundet med et stort forbrug af vand, og vand er en mangelvare i Californien. Faktisk står der restauranterne flere steder, at de kun serverer en kande vand, hvis man spørger efter den. Underforstået at man tidligere bare satte en kande vand på bordet, uanset om kunden havde lyst til en kande vand eller ej. 

Derefter kørte op og ned af bjerge. Ikke de store stigninger, men nok til at få en smuk
variation i landskabet. Vi stoppede. Jeg var nødt til at stå ud og tage nogle
billeder af det smukke landskab. Så jeg greb kameraet bag i bilen og løb lidt
ned af en skrænt og nød udsigten og knipsede lidt. 

Jeg måtte bare lige knipse et par billeder. 

Da jeg skulle tilbage, stod
Henrik på bakketoppen og bad mig finde en anden vej tilbage til bilen. 20-30 cm
fra stien, hvor jeg frejdigt havde hoppet rundt lå en klapperslange gemt i det
visne græs. Jeg havde sikkert aldrig selv fået øje på den, men måske havde jeg fået hilst
på den, når jeg skulle tilbage og skulle kravle op af den lille bakke og måske lige skulle hejse mig op ved den sten, som slangen lå nedenfor….. Vi havde ikke lige indregnet et klapperslangebid i vores rejseplaner, så jeg gik en anden vej tilbage til bilen. 

Godt gemt i det visne græs lå klapperslangen

Vores trip var i princippet ret løst tilrettelagt. F.eks havde vi ikke
booket overnatning et eneste sted, så vi fandt bare et sted med Wifi, når vi
skulle have aftensmad eller eftermiddagspause, og så forholdt vi os til, hvor langt vi gad at køre og kiggede derefter på overnatning ud fra det. Det er nok en rejseform, der bedst lader sig gøre, når man rejser udenfor højsæsonen. Vi tjekkede bare bedømmelserne på booking.com og valgte bare et sted med over 7 (10 er højeste bedømmelse), når vi skulle booke. Vi kom alligevel altid så sent, at vi kun skulle sove og ikke bruge hotellet til andet. Vi var enige om, at vi ikke gad at
stresse, og hvis vi ville stoppe og kigge på noget, så skulle der også være plads til det. 

Vores første nat på dette roadtrip blev i Barstow. Ikke den mest
charmerende by, men ligegyldigt, når man kommer dumpende kl 23 og bare er træt. Det var helt sikkert et trafikalt knudepunkt idet to store
freeways mødtes i Barstow, og så var der tilmed jernbanegodstransport, der også
var temmelig overvældende. Vi talte vogntog med over 130 vogne. Disse lange vogntog
fyldte godt i western landskabet, når man kørte til og fra Barstow. Det var ret fascinerende på en eller anden måde.

Disse vogntog var pga deres længde umulige at have på et billede

Der var
allerede her begyndt at blive langt mellem byerne. Men stadig intet i forhold
til, hvad vi efterfølgende skulle opleve. På roadtrippets første dag tilbagelagde vi ca 600 km, og det var ikke svært at falde i søvn. 

Henrik og Silas udenfor Barstow Inn, hvor vi overnattede
Bemærk at udhænget på taget er designet efter kaktussen
Vi havde læst, at der var et Route 66 Museum i Barstow, og vi tænkte, at
vi ville starte dagen med det.  Men pga
den lidt løse planlægning, havde vi faktisk ikke styr på, at de kun havde åbent fredag-søndag. Så det nyttede jo ikke så meget på en tirsdag. Nå men vi havde da læst om en ghost-town “Calico”, som lå oppe i bjergene, så det blev dagens første reelle udflugtsmål.

Vi kørte igennem et ørkenlandskab op mod bjergene, og det var her det gik op for mig, at jeg efter denne ferie vil se helt anderledes på en westernfilm. Et er at se en flok indianere ride ud i landskabet, men faktum er bare, at det ikke bare er en kulisse, der stopper på den anden side af bjerget. Og sådan bliver det ved i hundredevis af miles. Det er sådan noget, som er svært at fatte, hvis man ikke lige har stået der selv og skuet ud over det uendelig landskab. 

Panorama ved pitstop før Calico
Henrik fandt dagens slange – heldigvis bare en cykelslange

Byen var en forladt sølvgraverby, som var blevet lidt peppet op til turisme. Der var opført nogle nyere og måske identiske bygninger, hvor der var udstillinger og butikker. Faktisk en hel butik med luxus cookies til hunde. Øhh, jeg var ikke helt med på hvorfor. Der var dog hverken Benn&Jerrys eller Burger King, så helt galt var det da ikke gået. 

Slemme børn kommer i fængsel

Byens rådhus

Bagved “strøget” i byen lå nogle af de oprindelige boliger. Det var nogle kummerlige huller i bjergene, hvor man nok lige kunne krølle sig sammen og sove. Så kunne man leve der og håbe, at man ville finde en masse sølv. Byen havde engang haft en anseelig størrelse, men de tider var lidt som passeret. På byens rådhus kunne man se et opslag med indbyggertallets udvikling/afvikling. I 1881 boede der 40 i byen. På blot 6 år var det steget til 1200 indbyggere. I 1981 boede der sølle 15 indbyggere i Calico, og det lignede ikke en by i vækst. 

Et par små “lækre” hytter

Inde i små huler i bjergene havde sølvgraverne boet
Hulen her er få meter dyb
Silas leger sherif i Calico

Efter et par timer i Calico trillede vi videre på vejen til næste store udflugstmål, Grand Canyon. Efter noget tid kørte vi af den lidt
stressende (men også langt mere effektive) freeway for at køre på den legendarisk
Route 66. 

Henrik havde læst om nogle syresøer, som lå langs Route 66, så vi kørte med håbet om at få det at se. Vi
tænkte, at vi måske kunne hygge med at spise vores frokost i en af de byer langs Route 66, som vi kunne se
på vores kort. Så det var ret sparsomt, hvad vi havde af mad i bilen, men kiks, saltkringler, vand, juice og den slags, havde vi da. Det var meget godt, at vi havde lidt proviant med selv, for Route 66 var ikke indbydende til gastronomi. 

Vi så kun to spisesteder på turen. Det første (Bagdad Café) var så tidligt, at vi da tænkte, at der kom flere, og det var for tidligt at spise frokost. Det sidste spisested var så langt fra alt, og der var så øde, at vi sikkert ville være ugens (eneste) gæster, og mit bud på dagens ret ville være en optøet cowboytoast tilberedt i sådan en lille metal grillovn, som jeg husker fra min tid på ungdomsskolen. Det var ikke altid at bøffen var blevet helt varm, så nej tak, med det i min erindring, så var det slet ikke nødvendigt, at “kikke ind”. 

Der var dog et enkelt sted eller to med lidt “liv” på den strækning af Route 66

På kortet var der byer, men når vi kom dertil var der ikke andet end 5 huse, en nedlagt tankstation og en måske pænt stor forladt skolebygning. Jeg undrer mig stadig over, hvor de antageligt mange elever til disse skole var kommet fra, da skolen var åben. Nu var det bare indhegnede spøgelsesskoler og ikke skyggen af huse, hvor så mange børn kunne have boet. 

Engang en skole

Vi kørte vel omkring 100 km på den tidligere hovedrute mellem Santa Fe og Los Angeles. Nu var vejen ret misligeholdt og var en støvet oplevelse. Det tog os en del timer at køre de 100 km. Dels fordi vi ikke kunne køre vildt stærkt på vejen, men også fordi vi gjorde nogle stop og kiggede os omkring på den øde vej. Vi mødte vel max 25 biler på ruten mellem Ludlow og Essex. 

Støvet vej, afkørt slidbane, lukket tank/restaurant.
Typisk denne del af Route 66

På vores tur på Route 66 fandt vi ikke syresøerne, men vi fandt i stedet
en vulkan. Det var rigeligt varmt i forvejen, og vi trængte nok mest af alt til
at få lidt frokost. Vi trængte i hvert fald ikke til den 1½ times tur, som der
stod på skiltet, at der var hen til vulkanen. Det lignede ved første øjekast et mål man kunne nå på en halv time, men vi var dog ikke så dumdristige, at vi ville udfordre det. 

Et kig mod vulkanen. Kan det virkelig tage 1½ time at gå derhen?!

 I stedet indtog vi lidt kiks og vand fra “depotet” i bilen, og sparkede lidt rundt i lavastenen, inden vi trillede videre af Route 66. 

Endnu et forladt sted

Den vej hang mig
efterhånden langt ud af halsen, men det var jo ikke lige sådan, at der ude i
ørkenen er korsveje alle vegne, så man kunne dreje af og komme ud i civilisationen igen. Det var bare med at køre derudaf. Vejen var ikke
en superkvalitet, så man fik nogle gange en rystetur. 

Route 66 er jo ikke mere en hovedfærdselsåre – og vejen er noget ujævn (mildt sagt)

Da vi endelig kørte fra
vejen og kom op i civilisationen igen, så gik det noget mere tjept med at komme
afsted. Silas mente i øvrigt, at dagens rute mest af alt havde mindet om en sandkasse, og det kunne han jo godt have ret i. 

Med aftensmad på en kinesisk restaurant på vores
vej og lidt Wifi, så fandt vi også overnatning på booking.com, så det passede med,
at vi kunne stå og se solopgangen i Grand Canyon. 

Jeg fik bestilt en utrolig lækker
ret på denne kinesiske restaurant, hvorimod Henrik var lige mere skuffet, da kineserne ikke var så skarpe til “særbestillinger” (som Silas næsten altid skal have), og Silas og Henrik endte med at dele en stor portion kogte hvide ris og skiver af kyllingebryst, der var ovnstegt. Heldigt at portionerne var så store, at Henrik også kunne spise af min meget lækre ret. 

Vi fandt indlogering 45-60 minutter fra Grand Canyon i byen Williams. Igen blev det ret sent, før vi fik tjekket ind efter at have tilbagelagt omkring 750 km denne dag. Klokken var i hvert fald over 22. Silas holdt tappert ud, og på vores USA tur sov han stort set aldrig i bilen. Han så ikke film og brugte stort set ikke Ipad, så han var henlagt til at nyde det samme som os andre. Nemlig landskaberne og turen sammen. Det klarede han fantastisk flot. 

Vi tjekkede lidt flere detaljer om Grand Canyon ud, og konstaterede, at hvis vi skulle have solopgangen med deroppe fra, så skulle vi op kl 04, så det var bare med at skynde sig at få lidt søvn.

Silas (og Theo bamserne) faldt hurtigt i søvn

Puha det var drøjt at komme så tidligt op. Stakkels Silas var også bare dødtræt, men det her måtte vi bare ikke misse. Udenfor var det et par graders frost i anledning af, at vi var kommet noget op i højderne. Heldigvis havde jeg lyttet til gode råd, før vi tog hjemmefra fra andre, der havde også havde prøvet at nyde solopgangen over Grand Canyon og havde pakket ekstra trøjer, huer og handsker. 

Det var drønkoldt ved Grand Canyon ved solopgang

Jeg ved ikke helt, hvor tosset vi skulle have kørt, hvis vi skulle have klaret turen på 45 minutter, men vi kørte heldigvis fra hotellet i god tid, og var der ca 10 minutter før solopgang. Nogen steder på nettet anbefaler man, at man kommer 90 minutter før solopgang. Det havde godt nok været en meget kold og meget mørk oplevelse, hvis vi havde fulgt den anbefaling. 

Jeg var spændt på, om Grand Canyon nu også var så storslået et syn, som jeg var blevet fortalt af andre, som har oplevet det. Så uden helt at have forholdt mig til, hvordan det helt præcis ville se ud (ja, jeg har naturligvis set billeder og videoer derfra), så må jeg sige, at jeg nærmede mig det første udsigtspunkt, hvor jeg kunne se ud over den enorme kløft, der stadig lå lidt morgenmørke, så var min første tanke “Wow”. Jeg havde aldrig på forhånd kunnet forestille mig, hvad jeg så og om jeg så havde set 1.000 billeder, så havde ingen af dem kunne gengive det, som man ser. Nogle ting er bare for enorme og for storslåede. Og Grand Canyon er en af dem, og jeg kan kun sige, at jeg var enormt skuffet og frustreret over at se billederne, da vi kom hjem. Det var en af grundene til at det tog mig så lang tid at komme gennem billederne fra denne uge af turen. 

Solopgang ved Grand Canyon

Vi betragtede solopgangen og hvordan landskabet, klippesiderne, Colorado River og hele dalen i bunden langsomt blev badet i sollys. Da der var kommet fuld sol på, og Grand Canyon igen var blevet noget andet at se på, så fandt vi et sted, hvor vi kunne købe vores morgenmad og nyde den, inden vi tog tilbage, og tog de gratis shuttlebusser frem og tilbage langs “kanten”, hvor vi kunne stå ud og nyde udsigten og måske gå frem til næste stop. 

Vi gik en flot tur langs kanten i stedet for at tage bussen mellem nogle af udsigtspunkterne

At stå og se ud over landskabet og kløften var noget helt specielt og flyttede man sig bare 25 meter, så var det som om det var en helt anden udsigt. Grand Canyon er imponerende 446 km lang, 1,6 km dyb og mere end 15 km bred. Selvom det hele i tal er så stort, så kan øjnene slet ikke rumme og forstå de afstande. 

Udsigt over Grand Canyon

Vi begav os også lidt ned af en sti mod bunden af kløften, men vi måtte nok også konstatere, at vi ikke var klædt på til sådan en ekspedition, som vi da heller ikke havde planlagt. Vi skulle nok have haft lidt mere mad og drikke med os, og måske skulle have fyldt maddepoterne på forhånd. Så vi gik ikke så langt ned, men det var vildt smukt, og det var helt klart en helt anden oplevelse af Grand Canyon.

Udsigten på vej ned af stien

Vi måtte hellere gå op før vi begav os for langt ned.

Det kunne have været en stor oplevelse at have gået længere ned, men så skulle turen vist have været lidt bedre planlagt. Man anbefaler i øvrigt også, at man ikke både går op og ned samme dag, da turen er vanvittig hård. Hver år transporteres mere end 200 personer op fra Grand Canyon, enten fordi de falder om af udmattelse eller kommer til skade under vandringen. 

Ud på eftermiddagen indtog vi vores frokost på en af stedet restauranter. Der fik vi iøvrigt pizza med pepperoni og ost. Nej, lad mig lige omformulere det til ost på en tynd brødbund med pepperoni-toppings. Silas måtte mere eller mindre nøjes med skorperne, for han kunne simpelthen ikke spise den meget tandtykke lag af smeltet ost. Det var for klamt for ham. 

Godt vi ikke bestilte med ekstra ost

Nå men efter at have fået lagt en god solid madbund, så besluttede vi os for at forlade Grand Canyon Nationalpark. Men på vores vej “væk” opdagede vi nye udsigtpunkter, som var lige som små rastepladser langt kanten på syd/øst Grand Canyon. Henrik og jeg var så betagede af udsigten, at vi hele tiden “kom til” at stoppe ved flere af dem. Silas var mildest talt utilfreds, for han var nået til det punkt, hvor han bare syntes, at Grand Canyon var et hul, og det var jo heller ikke helt forkert. Vi udstyrede ham med en Ipad, når vi gik ud for at glo ned i “hullet”, og så var vi alle glade. 

Jeg var ikke den eneste, der stod og tog billeder,
men ham her var måske en lidt anderledes entusiast

Vi sluttede af med at se solnedgangen ved Desert View Point, og så synes vi nok lige som, at vi havde fået det hele med. Iøvrigt var vi lidt skuffede over solnedgangen. Det var slet ikke samme oplevelse som solopgangen. Når solen går ned på de breddegrader, så bliver det meget hurtigt mørkt, så det var varede ikke længe før, det bare var sort. 

Solnedgang ved Grand Canyon

Men på vores vej videre mod næste destination Zion National Park kunne vi dog se Grand Canyon på afstand, men hurtigt blev det helt mørkt og vi kunne ikke se mere. Vi syntes helt klart, at vi var gået glip af at se det fra en anden vinkel og på afstand. På vej væk passerede vi indianernes boder, som de havde stående langs vejen ved de gode udsigtspunkter. Boderne var nu lukkede, og jeg synes, at vi da også var gået glip af noget der. 

Hvis jeg skulle gjort turen om, så ville jeg gerne været gået et par km ned mod Grand Canyon dalen og oplevet lidt mere nedefra. Jeg ville også have forladt “kanten” noget tidligere og bevæget mig væk fra Nationalparken og set det hele lidt mere på afstand og fra indianerreservatets side. Det var uden tvivl en storslået oplevelse, men lille Silas havde nok ret i sin mening om, at vi havde brugt tid nok på at stå og glo ned i et hul. Ham skulle vi nok have lyttet til, da han sukkede dybt.

Silas fotograferet foran “hullet”

På den førstkommende McDonalds restaurant fandt vi ud af, hvor vi skulle overnatte, så vi var rimelig i nærheden af Zion Nationalpark. 

En afmagret tæve med mælkefyldte patter hentede aftensmaden på tanken.
Hunden var super god til at fiske McDonalds poser op af skraldespandene

Vi slog øjnene op i Page v/Lake Powell, og gav os god tid. Silas fik lov at gøre tingene i sit tempo. Vi spiste morgenmad og tog en lille slapper på værelset med Ipad efter den foregående dags stradbasser. Det var vist bedst for alle, hvis vi lige lagde lidt roligt fra land. Så vi provianterede i Walmart og kørte afsted. 

Det var ikke sjældent at se hunde blive transporteret på ladet af pick-ups

Vi gjorde første stop ved Glen Canyon dæmningen. Ved at bygge dæmningen havde man fået et kraftværk samt en sø (Lake Powell), der i dag fungerer som et rekreativt søsportsområde, hvor man kan leje husbåde, vandscootere osv. Selvom det kunne have været interessant med en sejltur på den store sø ind mellem klippesiderne i den inddæmmede sø, så blev det altså ikke lige denne gang. 

En lille bid af det landskab, som dæmningen har skabt

I stedet fortsatte vi turen mod Zion Nationalpark. Oprindeligt havde vi naivt troet, at vi kunne nå både Zion og Bryce Canyon, men det kunne bestemt ikke hænge sammen, så vi havde fra allerede fraskrevet os Bryce dagen før. Så nu var der “kun” Zion, som vi skulle besøge, inden vi skulle den lange tur op til Yosemite.

Vi ankom til Zion ved 15-tiden tror jeg, at det var. Efter denne uge så har jeg så lært, at det at nå frem til en nationalpark er en ting. Noget andet er den tid, som man også gerne vil spendere i parken, og det er også sjovest at opleve landskaberne i dagslys, så man skal ligesom have det hele “overstået”, inden 18.30. I modsætning til Grand Canyon, så ser man rigtig meget af landskaberne i Zion fra bilen, når man kører langs de snoede veje gennem nationalparken. 

Zion Nationalpark

Zion Natinionalpark

Men vi ville også gerne ud at gå en tur, for naturen i Zion virkede rigtig lækker og grøn, når man bevægede sig væk fra vejen. Vi nåede dog kun en kort gåtur, før mørket lagde sig. 

Det blev til en kortere vandretur

Da vi ikke havde pandelygter med, så kunne vi lige så godt bevæge os videre til næste destination. På kortet kunne vi se, at den kommende dags tur nok ville blive lidt svær og lang. Og det var svært at finde et sted at overnatte, som lå i en passende afstand til Yosemite. Enten var der simpelthen for langt at køre inden vi kom til hotellet, eller også var det nærmest for tæt på Zion. Efter allerede at have tilbagelagt næsten 500 km valgte vi af to onder “for tæt på Zion” og stoppede for overnatning i Mesquite, der ligger ca 100 km nord for Las Vegas. Her havde vi en af turens billigste overnatninger på turens flotteste hotel. Vi gav ca dkr. 420 for en overnatning i et dobbeltværelse med to queensize-senge, og hotellet var kun et par uger gammelt, så vi fik da virkelig value for the money der. Det nu generelt ikke dyrt at overnatte, men det her var billigt og nyt. 

Hotelværelset med to store queen size senge

Næste dag, som egentlig var planlagt til vores roadtrips sidste dag, var vores plan at forlade hotellet kl 06, så vi var sikre på ikke at ramme ind i myldretidstrafik mod Las Vegas og fordi vi havde en lang tur foran os, men måske har Las Vegas en “anderledes” døgnrytme end andre byer, for der var nærmest ikke skyggen af biler på vejen. Heller ikke ved Mesquite, som faktisk også mindede om “Las Vegas-wannabe” med masser af neonlys, casinoer og natklubber. På hotellet troede de der var noget galt, da jeg tjekkede ud kl 06. Min fornemmelse er, at de fleste af hotellets øvrige gæster først lige var gået i seng. 

Vi drejede fra motorvejen og havde retning mod Tiogapasset og indgangen til Yosemite. Heldigvis havde vi haft rigtig fint vejr hele ugen, og det samme havde nok gjort sig gældende i bjergene ved Yosemite. I hvert fald var der igen åbent for passage gennem Tiogapasset. Da vi havde drejet af, kunne vi nok fornemme, at det ville blive en øde tur. Vores amerikanske venner havde næste givet sig til at gabe, da de skulle udpege ruten som en mulighed på kortet for os. I starten kørte vi igennem noget af det øde land, som indianerne havde fået overdraget. Goldt og øde så det ud. 

Vores lille fine Dodge kaster skygge i det golde landskab

Et stykke oppe ad ruten kom vi til en tankstation, hvor jeg skyndte mig at fylde tanken op. Vi havde nemlig kun 400 miles (ca 600 km) på en tankfuld, og noget sagde os, at det klogt at fylde tanken op i stedet for at dyrke en af mine yndlingsspændingsmomenter i hverdagen, som er at køre på dampene i tanken (uden at køre tør vel at mærke). Men den leg var nok ikke så smart at lege her. 

Udenvejs i den øde ørken måtte jeg (lige som så mange andre gange) stoppe for at tage et billede af det fantastisk landskab og de røde bjerge. Jeg kiggede mig grundigt for, inden jeg gik over vejen. Det var måske ikke helt sådan det var. For til hver side kunne man vel se 30-40 km øde vej. Der kom vist ikke en bil i timen på den strækning. Men jeg gik over på anden side af vejen for at fotografere, så kaldte Henrik på mig og sagde, at han nok troede, at han havde fundet en cache.

En cache i ørkenen

Vi har gjort lidt i at geocache, men det er vist ved at være et par år siden, vi sidst har ledt  efter caches, men når man har fundet et par stykker, så har man lært de mest ordinære måder at camouflere en cache på. For det var skam en cache, Henrik og Silas havde fundet. 

Henrik fisker papiret ud, så vi kan logge

Vi var nødt til at skrive på den lille lap papir, og så snakkede vi om, hvor usandsynligt det lige var, at man lige stoppede sin bil midt på en øde ørkenvej i Nevada og så jokkede lige ud i en cache.Vi havde naturligvis ikke mobilen igang for at geocache, for data i USA via dansk teleselskab koster kr. 65-70 kroner/Mb.

Landskabet, som egentlig var det jeg havde standset bilen for at fotografere

Vi kørte i timevis ad denne øde vej, hvor vi ikke mødte mange biler. Kortet på GPS´en og vore papirkort viste bynavne, men når vi kom dertil, var der i det fleste tilfælde en eller to forladte bygninger. Som eksempelsvis herunder, hvor vi ankom til Warm Springs, hvor der skam både var café og bar. Eller i hvert fald bygningen. Eneste beboere i Warm Springs var en flok bjerggeder.

Warm Springs

Warm Springs Bar og Cafe

Lidt senere på turen kom vi til en lille forladt by, hvor der tidligere havde været motel, tankstation og nok også en bar. Vi gik os en tur i “byen” og det var også ganske interessant, at det fik lov at stå. Engang havde det været et knudepunkt. 

Vi gjorde stop ved denne lille “by”

Bygningerne var ved at falde sammen og de mest aktive på stedet de sidste mange år har nok været grafittimalerne, der havde udsmykket husene. 

Noget af udsmykningen er mere dekorativt end andet

En forladt og rimelig afdanket sofa

Andre steder på den øde strækning, hvor der var flere hundrede km mellem “liv” var der godt nok noget, der lignede små oaser med noget, der lignede småbyer med under 200 indbyggere, og somme tider stødte vi på et skolebus skilt. Vi snakkede lidt om, hvor mange timer disse skolebørn mon skulle køre for at komme i skole, og om det overhovedet kunne betale sig at komme hjem fra skole, for der var tilsyneladende ikke en skole i nærheden. 

Henrik ved et skilt – rigtig westernagtigt med skudhuller i.
Bemærk nærmeste by 74 (miles vel at mærke) 

Afstandene mellem liv på denne strækning var noget man kunne forstå eller måske i virkeligheden noget, som man næsten ikke kunne forstå. Se bare på skiltet herover. Bemærk lige, at tallene jo er oplyst i miles, så du skal lige gange med 1,6 for at omregne til km, hvis din hjerne bedre forstår det. Bemærk også skudhullerne i skiltet. Det er da “The Wild  West”.Vi så dog ingen cowboys eller indianere, men vi så til gengæld kvæg, der gik på de store strækninger – og også ude på vejen. På den sidste del af strækningen gik der også vilde heste.

Selvom det var en øde tur, så var den vildt interessant i vores øjne. Landskabet ændrede sig konstant, og de forladte små byer langs vejen var også en oplevelse i sig selv. Det var også på denne strækning, at Henrik og jeg til at tænke over, hvor mange gange vi på en time kunne sige til hinanden: Nej, prøv lige at se. Nu er det jo noget helt andet” om det landskab, som vi betaget kiggede ud på. Silas endte med at hade den sætning, for han hørte den mange gange på en dag, og han var nok ikke så betaget af de små eller store landskabsforandringer, men fulgte dog alligevel opmærksomt med i turen, og de ting, som vi så veje, men naturligvis mere med en 8 årigs øjne.

Nu pludselig med sne på bjergtoppene

Efter at have været på farten i 8 timer landede vi i Lee Vinning, hvor der var brug for frokost, inden vi gik helt kolde. Derefter kunne vi begive os det sidste (på kortet) korte stykke mod Yosemite National Park. Turen gik gennem Tioga passet, som netop genåbnede dagen før. Hvor heldig har man lige lov til være?! Det var en fantastisk smuk tur. 

Det tog noget tid at køre den. Det var bjergkørsel, og det var tydeligt at vores lille lånte Dodge var kommet på job. Naturligvis kunne vi ikke køre så stærkt, men vi skulle jo også nyde det (endnu engang, men nu var det jo noget “helt andet”) fantastiske landskab. 

Det smukke landskab fulgte os hele vejen ind i Yosemite, og det var noget helt andet at slutte vores roadtrip af med. Landskabet var her på ingen måde hverken rødt, sandsten eller støvet. Der var sne, bjerge, søer, vandfald og grønt. Det var lidt som smukke norske landskaber. Det var en meget smuk entré til nationalparken at køre dertil via Tiogapasset, og der lå også stadig sne langs vejen. 

Silas fik et koldt gys

Da vi kørte ind i nationalparken, var vi 9945 fod (3.000 meter) over havets overflade, så vi var kommet noget tættere på himlen. Vejret var klart og smukt, som det havde været på hele vores roadtrip. Vi kom ned mod bunden af parken og kunne begynde at kigge os om efter turruter på gåben. Silas ville jo gerne se vandfald, og dem er der en del af i Yosemite. Og pga den forrige uges nedbør var der også blevet hældt lidt mere vand i vandfaldene, så der var lidt mere at se på.

Bridalveil Falls i baggrunden

Silas var lige i sit es ved vandfaldet og han klatrede rundt som en anden bjergbestiger. Vi nåede faktisk kun at komme ud at se dette ene vandfald. Det var så oprindeligt planen, at vi efter denne dag skulle køre tilbage til Jennifer, så jeg kunne komme med Jennifer til stævne i Morgan Hill i weekenden. Lørdag skulle BlackJack løbe sit første stævne, og jeg ville naturligvis rigtig gerne se ham løbe. Men jeg foretog lige en lille hurtig cost benefit analyse mellem hvor fantastisk jeg (og i min familie ville dette kun vedrøre mig) ville synes, det var at se BlackJack løbe sit første springløb. Dvs han ville være “på” i ca 30 sekunder. Det sammenholdt jeg så med en hel dag i Yosemite National Park sammen med familien. På den baggrund var det slet ikke svært at vælge. Silas havde det som fisk i vandet i Yosemite. Han elskede at klatre rundt på sten og klipper, og vi manglede jo også at besøge Glaciers Point, som er parkens berømte udsigstpunkt. Vi kunne hurtigt blive enige om, at vi skulle snuppe en nat mere på farten. 

Silas var vild med at klatre rundt

Det var mørkt, da vi trillede ud af parken for at finde et sted at overnatte. Vi fandt rimelig hurtigt et sted at overnatte, som også var til en pris, der kunne betales. Faktisk kun 100 USD for et stort værelse til os alle tre. For det ikke skal være løgn, så var dette faktisk turens dyreste overnatning til små kr. 700, men sammenlign lige det med danske overnatningspriser. Silas gik meget op i, at vores værelser blev større og større for hver overnatning vi havde på turen, og det holdt faktisk meget fint stik. Ikke fordi vi gjorde noget som helst for, at det skulle holde stik. Sådan var det bare.

Værelset var også denne nat på samme størrelse som en balsal

Morgenmaden købte vi ind i en proviantbutik på vej ind i parken næste morgen, så vi kunne nyde vores morgenmad i den smukke natur, som man roligt kan sige, at Yosemite byder på. Vi havde ikke lyst til at spilde tiden med at skulle spise på en restaurant. Det var i øvrigt generelt utrolig tidsrøvende på turen, at vi skulle ind og spise på diverse spisesteder. 

Morgenmad i det grønne
Vi indtog morgenmaden ved dette udsigtspunkt

Efter at have nydt morgenmaden ved et af udsigtspunkterne med små egern springende om benene på os, så kørte vi mod Glaciers Point.

Udsigt ved Glaciers point

Og ja, endnu engang mødte der os et syn, der var mere storslået end næsten alt andet vi havde set i Yosemite. Så kunne vi sidde deroppe på toppen og flytte fra udsigtspunkt til udsigtspunkt, blot for at konstatere, at det så var noget “helt andet”. Efter at have nydt udsigten oppe på toppen, så kørte vi ned i dalen. Da vi kom tilbage til vores bil, var vi glade for, at vi havde startet dagen med at køre til Glaciers Point, for på parkeringspladsen var der efterhånden et sandt kaos, og der var nu lang kø for at komme til at parkere. Parkeringspladsen var naturligt nok endepladsen på bjergtoppen og der var ingen sidevej, så det var ikke sådan at vende om for dem, som holdt i kø. Gud ske lov skulle vi den modsatte vej, og det gik ganske let.

Parkeringskaos

Ved Grand Canyon og Zion virkede alt så velorganiseret med tydelig skiltning og shuttlebusser rundt i parken. Yosemite virkede for mig mere som et virvar, proppede parkeringspladser (jeg forestiller mig, at sommerdage må være et mareridt) og forvirrende skiltning. Men vi fandt da en parkeringsplads nede i dalen efter at have myldret lidt rundt, og så skulle vi ud at gå. Ud og finde vandfald og natur. 

Et af de større vandfald i Yosemite

Det er klart nemmere at anlægge stien udenom stenen end at flytte den

Travetur gennem det smukke landskab i dalen

Vi gik en skøn tur, og Silas havde også udset sig en hike, som han godt kunne tænke sig, men vi voksne var lidt mere fornuftige og mente nok, at en vandretur på 21 km i bjergterræn ikke lige var en tur for os, for vi skulle jo gerne nå tilbage, før mørket kom snigende, og måske det også var en lidt for hård opgave for Silas´små korte ben. 

Vi gik lidt af den tur, som Silas gerne ville gå

Men vandretur fik vi alligevel, da vi vist kom ud på en lidt længere tur end forventet. Så det passede fint med, at da mørket kom snigende kunne vi begive os retur til San Jose og vores gæsteværelse hos Jennifer. 

Med aftensmaden indtaget på Burger King og wifi, så vi kunne berette til Jennifer om, at vi var undervejs “hjemad”, så sluttede vores roadtrip ved midnatstid, og da jeg kiggede på triptælleren i bilen, kunne jeg se, at vi havde kørt  2000 miles (3.200 km) på 6 dage. Vel at mærke ikke 3.200 km ad fine plane motorveje, hvor man må køre 110-130km/t, men derimod 3.200 km gennem bjergpas, ørken, bumlede veje – og af motorveje, hvor man må køre mellem 104-120 km/t. Trods mit manglede kørekort på turen, så kørte jeg samtlige kilometer. Det havde også den fordel, at jeg kunne styre, hvornår jeg ville stoppe og tage billeder. Og smart nok for Henrik, der hader at køre bil. Jeg er nok ret immun overfor at køre bil, så jeg var ligeglad. 

Vores ører var talt varme af Silas på bagsædet. Han havde undervejs stillet os mange underlige spørgsmål på ting, som vi aldrig havde forestillet os, at vi nogen sinde skulle tage stilling til, men set i lyset af skilte om bjørne i skovene i Yosemite og vores tur gennem øde landskaber, så var han inspireret til at stille os spørgsmål som: 
Hvordan vil du helst dø? Vil du helst blive spist af en bjørn eller sulte og tørste ihjel? 

Vi modtog en sand regn af underlige spørgsmål af samme slags som ovenstående. Lad dette være afslutningen på min rejseberetning del 2. Del 3 kommer, når der er et pusterum til at skrive den også – og ordne billeder ikke mindst. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.