Man skal jo ikke gå ned på hunde….

I sidste uge var det faktisk meget praktisk, at jeg havde tre hunde at træne agility med. For jeg var vist kommet til at overbooke mig lidt ift kurser og undervisning. Men det er jo svært at styre, hvornår man kan komme på kursus hos nogle af de store “kapaciteter”. Så hvis man vil være med der, så må man jo bare slå til, når de er her og udbyder kurser.

Så derfor endte jeg med at være til træning/på kursus 4 ud af 6 dage, men der var nu ingen at hundene, der led overlast, for når man har tre hunde, så kan man jo fordele dem.

Søndag var jeg så heldig at komme på kursus med finske Elina Jänesniemi. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage Ninja eller MicMic med på kurset. Jeg valgte at tage MicMic med, og det var jeg rigtig glad for. Jeg har ikke brug meget kursuskrudt på MicMic, og vi er først lige kommet igang med agilityen igen efter skaden. Det er nu ikke, fordi hun som sådan har ligget stille. Siden 1. november har jeg ikke stoppet hende i nogen som helst aktiviteter, og jeg skal hilse at sige, at Fuji nok skal tilbyde hende en fræsetur nede på stranden (eller i haven), og MicMic siger ikke nej til det.

Elina gav rigtig mange gode fif videre til os alle, og hun talte højt og tydeligt, så alle kunne høre hendes guldkorn. Jeg kunne godt lide, at hun delte sine tanker omkring indlæring, træning og belønning, og en del af hendes guldkorn, kan jeg trække med over til træning med mine andre hunde også og til evt. kursister.

MicMic venter tålmodigt på at det bliver hendes tur

MicMic løb rigtig godt. Det var lidt sjovt, for Elina var ret imponeret over MicMic, og hun noterede sig især, at der var paralleler at trække mellem MicMic og en stor hund, og hun syntes godt om hendes tempo, søgen på forhindringer og generelle drive. Elina kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg var vant til at løbe med Ninja.

Video fra kurset – Gennemløb – også med kiksere i 🙂

Vi er nogle stykker, der har booket 6 ganges mandagstræning hos Ann-Britt i hallen i Kværndrup, så allerede dagen efter, var jeg afsted igen. Træningen er delt i to, så første del er for unghundene, så der fik Fuji lov at udfolde sig på en lidt åben bane. Fuji vil rigtig gerne have lov at løbe igennem, og jeg forsøger egentlig at pakke hende lidt sammen på lidt tættere baner.

Her er et lille videoklip fra træningen 

Efter unghundene, så har vi et lille hold for konkurrencehundene, og her fik Ninja lov et udfolde sig. Ninja er jo lige som et par veltiltrådte sko at løbe i/med. Så det er rigtig rart og komfortabelt at slutte aftenen af med at løbe med hende.

Ninja holder øje

Onsdag træner jeg fast på Sannes Hundecenter, og på det hold skifter jeg nogen gange hunde ind, som det lige passer. Så jeg synes, at det passede bedst med MicMic. Træningen er egentlig rimelig effektiv hos Sanne, fordi vi skifter mellem tre baner, og er sammen to og to, så det bliver faktisk til meget aktivitet på en time, så jeg syntes, at MicMic virkede lidt træt til sidst.

Fredag var jeg så heldig, at jeg havde fået plads på kurset med Tereza Králová i Lazi hallen ved Roskilde. Det passede jo perfekt, for jeg skulle til konference i København torsdag og fredag. Så planen var at jeg kunne køre Ninja ud til privat pasning, men pga hvalpefødsel hos hende, måtte jeg forståeligt nok finde et alternativ. Det var bare lidt vanskeligt, for Ninja var højløbsk, så det hele blev pludselig lidt kompliceret. Jeg var på nippet til sælge min plads, fordi jeg var lidt ked af at have Ninja med til konferencen. Dvs Ninja liggende på hotelværelset mens jeg var til konference = meget alenetid i fremmede omgivelser. Men sådan blev det altså alligevel. Med muligheden for at lægge sig ind i sit åbne bur (for at føle sig hjemme) og med TV´et tændt (til at fjerne fokus fra lyde fra gangen), så gik det nu fint nok. Ninja er heldigvis rejsevant, og fik sine lufteture inden festmiddagen, inden sengetid og igen om morgenen, inden jeg tog de sidste 4 timer af konferencen om fredagen med.

Da konferencen var slut kunne jeg køre direkte ud i hallen. Det var et interessant kursus med Tereza. Jeg var naturligvis spændt og glædede mig til at løbe og blive udfordret sammen med Ninja. Og udfordret blev jeg sandelig også. Tereza sagde hvad adskillige andre har sagt til mig mange gange før. Jeg babysitter Ninja for meget og venter for meget. Det får jo så det resultat, at jeg ikke når frem til mest optimale sted til at hjælpe Ninja næste sted på banen. Det har det resultat, at Ninja enten får en tidskrævende bue eller kommer til at hoppe som en lille gummibold på linjen mellem forhindringerne.

Ninja holder sig klar

Terezas handling var ikke svær og overdrevent, men der var i mine øjne rigtig mange klassiske ting i det, og banerne var naturligvis bygget, så du var nødt til at bruge dem, og din hund var nødt til at have en god grundtræning.

Når jeg er på kursus vil jeg altid gerne have optaget det på video, og det er faktisk en stor hjælp for mig, når jeg kommer hjem og ser tingene med mine egne øjne. Og på Terezas kursus var det faktisk helt fantastisk, fordi der også var mange andre, der havde været afsted på samme video og havde oploadet deres gennemløb på samme bane. Det var et fint sammenligningsgrundlag, der gjorde det let, at se hvor jeg ikke var i position rettidigt.


Her ses video fra kurset. Med lidt klippearbejde nåede vi op på alle 33-34 forhindringer

Det var en lidt hård agilityuge, men mest for mig, fordi jeg var afsted 4 dage ud af 6 dage. Hunde har jeg jo nok af, så der var noget at veksle med. Til gengæld så holder vi træningsfri i denne uge, hvilket vil sige, at jeg besluttede ikke at tage afsted til noget træning. Jeg har dog haft små korte sekvenser herhjemme i haven med f.eks udgangspositioner og slalom, men ingen banegennemløb og bare få minutter ad gangen.

Det var fedt at komme ud og få ny inspiration af udenlandske instruktører. Jeg var faktisk ikke på et eneste kursus med udenlandske instruktører i 2016, så det tog jeg da vist lige revanche på i januar 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.