2017 – Et nyt agility år venter lige om hjørnet

Når et nyt år starter, så er det vel meget naturligt, at man kigger lidt fremad og tænker lidt over, hvad man vil med den kommende sæson. Men jeg føler mig nu ikke helt målrettet, fordi der er så meget, der kommer an på noget andet. Men jeg har dog alligevel gjort nogle tiltag og tanker.

Jeg er jo så heldig at have tre hunde, som jeg kan arbejde med, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg har 3 sunde og raske hunde, der meget villigt stiller sig klar, når jeg vil løbe agility. Meget villigt er måske næsten en underdrivelse. Når jeg træner ude i haven, så står der nærmest i en bunke for at være den, som bliver valgt, når jeg skal igang med at træne.

MicMic, Fuji og Ninja
(Foto: Sanne Ammitzbøll)

Fuji er mit yngste skud på stammen. Hun er jo Ninjas datter. Hun er nu to år, og hun er ikke helt klar til konkurrencer endnu. Men jeg mangler jo heller ikke konkurrencehunde, så jeg ser ingen grund til at starte hende. Jeg har sådan set ingen stævneplaner for hende i 2017. Hvis hun skulle blive klar til nogle springløb, så kan det være, at hun kan få lov til at prøve kræfter med det i efteråret. Vi mangler stadig at få styr på slalom og generelt at have styr på at løbe længere baner (dvs over 10 forhindringer), før vi kan starte en springklasse – og vi mangler noget mere før vi kan løbe en agilityklasse.

Fuji Fuld Fart
(foto: Charlotte Jensen)

MicMic er heldigvis klar igen efter hun fik et forlænget ophold inde i en tunnel i august. Jeg har givet hende masser af ro, og har forsøgt at skåne hendes skuldre, så hun har undgået vild leg og drej i løb de første måneder efter. Men hun er klar igen, og har ikke helt glemt hvordan man løber agility. MicMic er stadig kun i klasse 1, selvom hun har løbet konkurrencer i 1½ sæson. Det skyldes, at hun i første sæson kun løb springløb, og da jeg startede agilityløbene sidste år, så havde vi nogle udfordringer med nedgangsfeltet på bommen. Fordi jeg konsekvent holdt på, at hun ikke måtte forlade feltet, før jeg gav lov (og i øvrigt heller ikke måtte springe over feltet), så kostede det rigtig mange disk. Så vi mangler nu to fejlfrie placeringer i agilityklasse 1, før vi er klar til at komme i klasse 2. Det forventer jeg da bestemt, at vi kommer i 2017, og jeg vil også gerne have hende godt på vej mod klasse 3, for så vil 2018 ligger mere åben for os, men det er jo først til næste år.

MicMic
(Foto: Sanne Ammitzbøll)

 Ninja. Min dejlige veltiltrådte vandrestøvle. Hun er en fornøjelse at vandre sammen med. Jeg har allerede nået mange gode ting med Ninja, selvom jeg måske ikke har været nationens mest ambitiøse hundefører. Men i år har jeg faktisk taget skridtet og meldt os til bruttolandsholdet i agility, og så må vi se, hvor det bringer os hen. Jeg er ikke i tvivl om, at feltet også er hårdt i år, og der er mange gode ekvipager om buddet. Men jeg vover pelsen alligevel og vil prøve at se, om der kan blive en plads på landsholdet til os. Jeg synes selv, at vi i hvert fald vil være et rigtig godt bud på en ekvipage til NM.

Ninja i aktion

Det er 10 år siden jeg sidst har været på landsholdet. Det sidste mesterskab, hvor jeg løb for landsholdet var NM i Helskinki i 2007, hvor jeg var så ny-gravid, som man næsten kunne være, og sommeren efter blev Silas født…. Åh ja, og dem som kender “historien” ved, at det ikke var en let start på livet, han fik, og vi alle gik en svær periode igennem. Da jeg måske kunne være klar til at løbe rigtigt igen, var Diva desuden blevet for gammel. Men nu har jeg oparbejdet en solid beholdning af hunde, hvis man kan sige det sådan, og føler at jeg har mod på at prøve igen.

Diva og jeg på landsholdet – Basel 2006

Efter overvejelser og opfordringer har jeg så valgt at melde mig til bruttotruppen i år. Selvom det måske er vores “efterår”, så må vi se, hvorhen det bærer os. Mest af alt så håber jeg, at jeg vil bibeholde min glæde og taknemmelighed ved at løbe agility med Ninja, selvom det hele pludselig tæller til “noget stort”. Ellers håber jeg, at nogen prikker mig på skulderen, og siger det, hvis min egen pande skulle være blevet for tyk til at se, hvis det pludselig forholder sig anderledes.

Ninja lader op til sæsonen

Allerede nu mærker jeg, at det fylder en del i min planlægning, at jeg har meldt mig til landsholdet. For andre planer afhænger af, hvordan udfaldet bliver af det. Men landsholdet udtages jo i juni, og til den tid er der jo stadig masser af sæson tilbage.

Jeg har også besluttet at melde mig til WAO (World Agility Open). Jeg har meldt begge hunde til, om ikke andet, så kan vi da støtte holdet som skal afsted økonomisk ved at starte udtagelsesklasserne i marts. MicMic skal pga sin højde springe 40 cm, og det er jo noget mere end hun nu er vant til, men jeg ved, at hun sagtens kan, da jeg trænede hende op som mellemhund, fordi hun ligger lige op af grænsen. Vi må se, hvad udtagelsesløbene bringer. Jeg har meldt mig, fordi jeg tror, at WAO er en anderledes og sjov oplevelse, og jeg også synes, at de anderledes discipliner lyder interessante. Jeg snuste jo lidt til dem i USA.

Banetegning til Snooker

Sommeren byder også på en masse muligheder. Den oplagte er jo Dania Cup (hvis man altså er så heldig at komme med), men det trækker også lidt i mig at komme udenlands og kombinere noget agility i udlandet med ferie med familien. Og måske ikke nødvendigvis en helt uge med agility, men bare et weekendstævne eller to i juli. Hvis nogen har gode forslag, så modtages de med kyshånd!

Men indtil videre står jeg lidt i stampe med agilitykalenderen, for der er også en del DCH stævner, som jeg også gerne vil løbe, fordi der bare er så mange gode og hyggelig DCH stævner her i det jyske, men der er også de stævner og samlinger, som der kræves for at gøre sig forhåbninger om det landsholdet. Man kan kun være et sted ad gangen, og hundene kan ikke løbe agility hele tiden og så den mindre detalje; der skal også være penge til at betale startgebyrene. Ved siden af det, så er der også en familie, som jeg også godt kan lide at hygge mig sammen med. Sikke da et luksusproblem, når alt kommer til alt. At man ikke er begrænset, men selv kan vælge til og fra alle de mange muligheder.

Jeg vil naturligvis gerne med til DM i både DCH og DKK, men for DKKs DMs vedkommende, så er det noget, der skal klares på de stævner, som allerede er planlagte, for jeg er ikke indstillet på at køre land og rige rundt efter DKK kvalifikationerne. I DCH er der mange flere stævner at vælge imellem, og nogen af dem ligger indenfor en times kørsel fra mig, så det er til at overskue at være lidt mere impulsiv på det område. Det er fedt at løbe DM, sådan er det bare! Derfor vil jeg gerne med!

Jeg elsker stemning til mesterskaber

Nu må vi se, hvad sæsonen bringer. Der er kastet mange bolde op i luften, så må vi se, hvor de lander henne. Jeg glæder mig i hvert fald til masser af hygge og samvær med agilityfamilien. Jeg glæder mig også til mange sjove, hurtige og positive runder på agilitybanerne med mine tøser. Jeg glæder mig til weekendstævner med hyggestunder i campingvognen med Silas. Det hele lyder lovende. Jeg ser positivt frem mod en ny sæson, for mit vedkommende starter i næste weekend med stævne i Vejle om lørdagen, og VAS om søndagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.