Maxi Zoo Cup Viby – og så tager vi vist lige en lille slapper

Synes kun lige, at jeg nåede at komme hjem og trække vejret, inden agility-turnéen fortsatte. Onsdag måtte campingvognen først lige have en lille overhaling, så Silas og jeg kunne drage afsted mod Viby, hvor DKK Viby traditionen tro lægger beslag på min Kr. Himmelfarts ferie.

Et kig ud over stævnepladsen

Vi fik installeret os på en dejlig lille campingplads i kanten af pladsen. Der kunne både vi og hundene rigtig slappe af. Vejret var på hele stævnet ikke mindre end fantastisk. Måske endda lige for fantastisk til at løbe agility i. Temperaturen var vel 23-28 grader. Det var i hvert fald stinkende varmt.

Vores egen lille lejr

Jeg skulle løbe med både MicMic og Ninja. Stævnet blev afviklet over tre dage i tre ringe, og det var til tider rent kaos for mig, da mine løb og banegennemgange faldt total sammen. Desværre for mig havde man brugt samme tidsplansskabelon alle tre dage, så jeg havde samme udfordring alle tre dage med flere af mine løb. Det var enormt stressende, når jeg reelt skulle løbe samtidigt i to ringe, og man officielt kun kunne flytte sin startrækkefølge til sidst i klassen, men når man i forvejen løb som en af sidste, så gav det ikke rigtig noget. Så der var et par gange, hvor jeg måtte lave et meget hurtigt skift fra en klasse 2 bane med den ene hund og direkte over og løbe en klasse 3 bane med den anden hund. Undskyld til mine medløbere og hjælperne i ringene, når jeg meget frustreret stod til start og løb fra ring til ring for at se, hvordan jeg skulle disponerer. Egentlig en smule komisk, men ret kaotisk i mit hoved. Og ikke mindst tak til de hjælpere, der “heksede” og var overbærende i situationerne. Tak til hjælpere og dommere for at holde ud i den bagende sol. Sommeren kom sgu lidt pludseligt!

Ninja

Stævnearrangørerne kan naturligvis ikke gøre for og kan ikke planlægge efter, at folk har flere hunde, og jeg ved alt om, hvilket gedemarked det er at lave en tidsplan, så det er ikke en bebrejdelse af DKK Viby, for det er bare sådan det kan være, når man løber med mere end en hund.

Heldigvis havde jeg ikke meldt til ekstra løbene med Ninja, fordi jeg gerne ville prioritere at forsøge at få oprykninger med MicMic, men hun var altså alligevel den hund, der blev nedprioriteret til stævnet, så hvis jeg “skulle sjuske” i et løb så blev det hendes løb. For Ninja var jeg lidt mere fokuseret på DM kvalifikationer og landsholdspoint. Mit fokus var for MicMic mere på, at hun f.eks tog sine felter korrekt (med markeret stop) end at hun var fejlfri. Det tog jeg da også et par frivillige disk på. Det blev dog alligevel til oprykningspoint i både spring og agility.

Annmari, der har en af Ninjas hvalpe var også kommet lidt i bekneb med sine løb, da hun også skulle løbe flere løb oven i hinanden. Jeg var rigtig glad for hendes løsning. For hun tilbød nemlig mig at løbe et par løb med Doody. Det er jo en fantastisk oplevelse at få lov at løbe med sit eget opdræt. Det var virkelig en fornøjelse. Rent faktisk fik han da også en oprykningspind i bogen på springløbet med en 3. plads samt en tur til præmieoverrækkelse i agilityløbet trods lidt problemer med felterne i agilityløbet. Det var da meget hæderligt, når man tænker på, at jeg faktisk aldrig har “håndteret” ham siden han rejste fra mig som 8-ugers.

Det er altid hyggeligt at gense Ninjas hvalpe.
Her er det Doody

Ninja er som et par gode gamle vandrestøvler, som jeg har kunnet tage ud af skabet og vandre i en hel dag uden så meget som en vabel og stadig lige så lækre at gå i, som da jeg satte dem ind i skabet. Stort set ikke skyggen af træning fra februar og frem til stævnet i Hvalsø for 2 uger siden. Jeg har prioriteret at “genoptræne” hende på strand og i skov, hvor terræn og underlag har kunne give muskler og stabilitet frem for på agilitybanen, så det er virkelig ikke meget, hun har været på banen. Men trods manglende træning og måske også 500 gr for meget på sidebenene, så var hun en dejlig stabil hund også til dette stævne.

Ninja i spring 3

Vi indkasserede dog et par fejl undervejs, men som jeg kan tælle mig sammen til, så er hun nu kvalificeret til DKKs DM, og hun løb sig da også til et par landsholdspoint, selvom hun nok ligger noget nede af ranglisten, når hun heller ikke løb sæsonens første udtagelsesløb, men jeg vil ikke løbe med en hund, der ikke virker klar, så hun måtte pænt vente til stævnet i Hvalsø.

DKK Viby holder altid et fantastisk godt stævne med smilende og søde hjælpere, lækre burgere og rigtige gode stævnefaciliteter. Og der er altid styr på tingene og højt til loftet. Det er vel også derfor jeg kommer tilbage hvert år, og jeg har også nydt denne weekend i fulde drag.

Efter tre lange og hårde stævneweekender, så glæder jeg mig faktisk rigtig meget til at holde campingferie sammen med familien i næste weekend. Vi/jeg trænger bare til at slappe af uden agility, selvom det er helt vildt underligt ikke at skulle være med hos Ribe Hundevenner til pinsestævnet. Men jeg er nærmest lettet over, at jeg ikke “hænger” på præmieopgaven mere. For så havde det været meget svært for mig at melde af til stævnet, fordi jeg er alt for pligtopfyldende. Jeg ved, at det ikke kun havde været svært. Jeg havde ikke meldt fra!!

Men det er klogest for mig at melde af til stævnet, for pga Silas´ indlæggelse (2. pinsedag til aften), så vil det blive enormt stressende for mig at være til stævne i det sydvestjyske, skulle pakke campingvogn sammen, køre hjem, ud og aflevere hunde inden indlæggelsen. Jeg har valgt det helt rigtige for mig og familien i pinsen. Vi har bare brug for at lade op sammen, inden vi skal tilbringe et par dage på Skejby.

Jeg fornemmer i øvrigt nogle sjove tanker hos folk vedr. mit stop med præmieopgaven i Ribe, så lad os bare tage den her på bloggen. Jeg var med til at stifte Ribe Hundevenner i 2007. Det var i øvrigt rigtig spændende at være med til at forme en klub og nogle nye arrangementer. Jeg har helt sikkert brændt for det. Efter ca. 5-6 år trådte jeg ud af bestyrelsen, fordi jeg syntes, at det kneb med tiden efter Silas var blevet født, og jeg havde sådan ikke rigtig min daglige gang i klubben i mere, fordi det kneb for mig at få træningstiderne til at passe ind hos mig. Jeg tilbød dog bestyrelsen, at jeg gerne ville stå for præmierne fortsat, selvom jeg gik ud af bestyrelsen. Det ville de gerne have. Sidste år var klubben bare så heldig, at der kom nye kræfter til, som gerne ville tage hånd om præmieopgaven og så på opgaven med nye øjne og friskt gå-på-mod. Sådan en gave skal man som klub helt klart takke ja til.

Det frigjorde mig for opgaven. Så selvom jeg fandt opgaven spændende, så må jeg også sige, at den var tidskrævende op til og under stævnerne. Måske også mere end jeg selv ville indse. Det var også efterhånden svært at blive ved med at finde på noget nyt til præmiebordene. Men mest af alt så stressede det mig faktisk under stævnerne og forstyrrede mine løb, og til stævnet sidst i april nød jeg virkelig, at jeg havde fået frigjort den tid til at være sammen med Silas og hundene.

Jeg elsker hygge-gåturene med Silas og hundene til stævnerne

Men for ingen skal misforstå et eller andet, så er der altså ingen splid mellem mig og Ribe Hundevenner, og når jeg ikke er medlem der mere, så er det såre enkelt kun, fordi jeg ikke har trænet der de sidste ca 5-6 år, fordi træningstiderne ikke har matchet så godt til mig, og jeg bor relativt langt fra klubben (ca 70 km). Men Ribe Hundevenner er stadig “min” klub, og jeg bistår også stadig med en hjælpende hånd, når der er mulighed for det. Så der er ingen lumsk grund til at jeg ikke står for præmierne mere, ikke er medlem eller ikke kommer til pinsestævnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.