WAO – del 3

Lørdag:

Lørdag morgen var det igen tidligt op og få tre
banetegninger udleveret. Igen var der 3 x 10 minutter til at gå banerne. Julie,
som har deltaget ved flere WAO flere gange var vores holdleder, og hun gjorde
mig opmærksom på, at jeg ikke skulle tage dumme chancer på de to
pentathlonbaner, men hellere skulle snuppe fem fejl end en disk, da de fire
pentathlon baner ville blive lagt sammen og give adgang til finaleløbe søndag.
Evt fejl ville blive lagt på ens tid. Dvs. 5 fejl gav et tillæg på 5 sekunder
på ens samlede tid.

Efter at have gået de tre baner skulle vi starte med en
pentathlon springbane. Banen var meget regulær med et par småfælder, men ikke
noget halsbrækkende at skulle løbe. MicMic løb friskt til, men der er bestemt
også andre hunde til WAO, der løber friskt til. Så jeg var bare super tilfreds
med hende og tænkte, at det var superfedt, at jeg var fejlfri på den tredje
bane ud af 4, og så var jeg sådan set videre til næste bane inde i hovedet.

Næste bane skulle vi løbe inde i hallen. Den var jeg ikke
helt så dus med. Jeg syntes allerede under banegennemgangen, at den var svær at
huske, men jeg fik den da ind under huden, inden jeg gik ind i hallen. Ude i
opvarmningshallen stod der 4 små opvarmningsbaner med feltforhindringer og
slalom på. Mens jeg ventede på at komme ind i startsluserne ville jeg lige
snuppe et par forhindringer, og der startede MicMic med at vise mig, hvor ”flot”
hun kunne flyve over toppen og lande direkte nede på feltet to gange. Det var
ikke lige den opvisning jeg ønskede mig, inden vi skulle ind. Så viste hun mig
en mega flyver på vippen og sidst men ikke mindst viste hun mig, at hun total
havde glemt, hvordan man finder en slalomindgang, når man sendes til slalom og
skal rundt om første pind.

Så det var med den ”utrolig flotte” opvisning, at jeg
lettere frustreret gik i startsluserne sammen med Julies gode formaninger om
”bare ikke at blive disket” så jeg kunne løbe Speedstakes finale om søndagen.
Jeg følte faktisk banegennemløbet lidt som en livreddende aktion, men holdt
skindet på næsen, men fik desværre 5 fejl pga en vægring.

Jeg var seriøst helt færdig efter det løb, for det havde
slidt rigtig meget på min koncentration. Mens jeg skridtede MicMic af fandt jeg
banetegningen frem fra lommen, så jeg kunne kigge lidt på Biatlon springbanen,
som var dagens tredje bane. Jeg kunne faktisk kun huske banen fra 1-6 (fordi
passagen 4-6 voldte mig nogle hovedbrud, og jeg havde ikke rigtig nået at se
nogle af løbene og måske planlægge lidt ud fra det). Desværre skulle jeg løbe
ret kort tid efter, så jeg kom aldrig rigtig ind på sporet af den bane, og blev
disket, da MicMic ikke tjekker ind på et spring, som jeg sender hende uden om
og ikke støtter hende godt nok i. Jeg opdager det for sent, og har fortsat
forløbet. Jeg løber naturligvis banen færdig, men synes måske også, at MicMic
virkede lidt træt. Det er helt klart noget helt andet at løbe til WAO end til
et almindeligt stævne derhjemme. Underlaget, omgivelserne, stemningen og nok
også mit fokus på hende, når jeg havde spillet hele min indsats på hende, tog
nok også noget af hendes energi.  

Hvis jeg havde gennemført denne Biathlon springbane, så var
jeg gået videre til Biathlon agility finalen inde i hallen om søndagen, men det
gjorde jeg så ikke, men det havde jeg det faktisk rigtig fint med. MicMic havde
allerede præsteret langt over mine forventninger. Så jeg havde det fint med kun
at skulle løbe pentathlonfinalen (også kaldet speedstakes) om søndagen. Men jeg
var spændt på at se, hvad min samlede placering ville være efter lørdagens to
gennemførte pentathlonbaner (i alt havde jeg 3 fejlfri og en med 5 fejl). Min
samlede placering var efter lørdagens løb stadig en 5. plads. Man tager sin
placering med sig i finalen.

Nå men vi skal heller ikke glemme at skrive om Gambler
finalen lørdag eftermiddag. Der var finale for dem, som havde samlet flest
point sammen på snookerbanen. Det var virkelig interessant at være publikum
til. Sikke en fantastisk stemning. Det særligt underholdende ved denne
bane/disciplin er, at føreren selv designer den bane, som han/hun mener giver
flest point, inden buzzeren lyder. Når den lyder så skal man skynde sig at tage
de forhindringer, som lukker banen. Man har et meget begrænset antal sekunder
til at nå lukkesekvensen for at få de bonuspoint, som lukkesekvensen giver. Det
er i høj grad en disciplin, der handler om timing og måske også lidt held, men
det var meget tydeligt at se, at nogle lande var vant til at dyrke games som
Snooker og Gambler. Det var ret fascinerende at se. Andre førere kunne ligne
nogen i paniktilstande, når buzzeren lød.

AC og Vanilla var en af de danske ekvipager i Gambler finalen. Det er jo føreren selv der designer sin bane og samler sine point. Derfor kan det være svært for dommeren at regne ud, hvor føreren løber. Det er hvad der sker på billedet. Dommeren kommer simpelthen til at stå i ACs løbebane. Det var noget kikset, men AC tog det med ophøjet ro. Dommeren tilbød et omløb, men AC takkede nej. Det var faktisk rigtig ærgerligt for de havde så fint et løb.  

Søndag:

Søndag kunne nogen af os sove lidt længere. Der var
banegennemgang for bonusfinalen kl. 07. Bonusfinalen var for alle de ekvipager,
som ikke var kommet i nogen som helst finale. Derunder Gambler, Pentathlon
eller Biathlon. Vi tjekkede ind ved 8 tiden, hvor vi så holdfinalen. Det var en
meget interessant bane at se, for der var 4 baner i forskellige højder flettet
ind i hinanden i samme ring. Forhindringerne stod mellem hinanden, og jeg
gætter på, at det måtte være svært udfordrende at designe sådan en bane, for
der afvikles som en stafet, så der er ikke noget med at ændre på højden mellem
hundene på holdet, som består af en ekvipage i hver størrelse. Danmark var
desværre ikke med i denne kategori, da vores holdløb tilsammen ikke rakte til
det.

Efter holdløbene var der en kort præmieoverrækkelse. Det var
lidt svært at følge med i, hvad der var præmieoverrækkelse i, så overraskelsen
var ualmindelig stor, da mit navn på råbt op i højttaleren. Problemet var bare,
at jeg sad på tribunerne i den fjerneste ende af hallen, og den officielle vej
til podiet var temmelig lang, da man skulle udenom det hele og gennem en anden
hal.  Panikken bredte sig i danskerlejren
– eller måske mest hos mig og de få andre danskere, der var inde i hallen på
det tidspunkt. Men AC fik da revet vores dannebrog ned af væggen, og så måtte
jeg tage den ud over barrieren med dannebrog som batmankappe og løbe ned og
finde min plads uden stadig helt at vide, hvorfor jeg stod dernede. Trods
overraskelsen var det da fedt at løbe en æresrunde med de andre, der også var
til præmieoverrækkelse. Jeg var ganske overrumplet og først på vej ud af hallen
finder jeg ud af, hvad det er for en klasse og hvad min placering er. Af
rosetten fremgår det, at det var en tredjeplads for lørdagens springløb. Det
måtte jeg lige knibe en glædeståre over. Det var meget mere end jeg havde
forestillet mig.

Efter præmieoverrækkelse byggede de speedstakes banen
(finalebanen for pentathlon). Vi havde fået udleveret banetegningen fra
morgenstunden, så jeg havde studeret banen og havde lidt en ide om, hvad der
ventede mig. Jeg syntes egentlig ikke at der var meget kød på banen, men
meningen med denne finale er vist heller ikke teknik, men bare fart.

Jeg glædede mig rigtig meget til at skulle løbe finaleløbet
og var indstillet på at give den fuld skrue i finalen. Det var MicMic helt og
aldeles med på også. Faktisk så meget, at hun følger med mig ud af slalom og
blæser videre i tunnelen. Så er den finale for så vidt slut for os, men vi skal
stadig have det bedste ud af det, og MicMic skal presses max på banen. Sådan
går det let i en finale, når man fyrer den af. Så jeg er ok med det. Uanset
hvad var finalen en superfin oplevelse, og jeg elsker det kick man får af at
løbe finaler med publikums store indlevelse og holdets heppen.

Efter speedstakes kom biatlon finalen, hvor de 80 % bedst
placerede fra lørdagens biatlon springløb skulle løbe (det var den bane, hvor
vi blev disket). Det var en rigtig stor finale, hvor der virkelig blev tæsket
igennem på toppen. Især de store hunde gav den max gas. Banen til denne finale
var også klart sværere end speedstake. Banen så rigtig spændende ud, og jeg gad
godt løbe den en anden god gang, men som jeg sad der søndag eftermiddag var jeg
lidt brugt og behøvede ikke flere løb.

Jeg nød i stedet stemningen fra tilskuerpladserne, og den
var bestemt i top, og i vores lille danske lejr var der gang i den, når en
dansker kom på. Trods mange flotte danske løb lykkedes det også desværre ikke
at komme hjem med andet end min flotte roset – og naturligvis oplevelsen og
erfaringerne, som man da ikke skal glemme.

Efter præmieoverrækkelserne var der så ”kun” at køre de 600
km hjem, men det er jo også til at overse. Så jeg var hjemme igen kl 01.00 og
var så klar til hverdagen igen kl 05.50.

WAO var en aldeles fremragende tur, og jeg er glad for, at
jeg valgte det til som en oplevelse i denne sæson efter bare at have overvejet
det i nogle år, men ikke rigtig syntes, at det har harmoneret for mig de andre
år, men nu skulle det være. Jeg meldte mig til kvalifikationerne, og med lidt
bump på vejen kunne jeg endelig sætte kursen mod WAO i onsdags. Det er jeg
rigtig glad for, og jeg er vist også klar til at prøve det igen næste år, hvis
jeg får muligheden.