En DM weekend uden DM

Er det ikke pudsigt? Nogle år har jeg været kvalificeret til DCHs DM, og alligevel valgt ikke at deltage. I år var jeg ikke kvalificeret, men ville bare gerne have været der alligevel. Jeg havde ikke DCHs DM som et mål i år, og har ikke gjort nogen ihærdig indsats for at komme med. Det kræver en ret stor træfsikkerhed, at blive kvalificeret, når man pga skadet hund, landsholdshalløj, WAO i Holland, en parret hund og endda også krydret med et par måneders stævnetræthed, ikke har været til nævneværdigt mange DCH stævner. Så det var måske heldigt nok, at jeg ikke havde sat deltagelse til weekendens DM som et mål. Man kan bare ikke være “alle” steder.

Nu har jeg faktisk vildt lyst til at løbe stævner igen (og udendørssæsonen er slut…), og parringen var resultatløs, så jeg var lidt misundelig, da jeg læste de mange facebook-opdateringer om DM i denne weekend. Jeg overvejede også at køre op og hilse på, heppe og mærke stemningen om lørdagen, men jeg valgte familien i stedet. Jeg har haft en helt aldeles pragtfuld weekend med mit valg.

Fuji kunne let have brugt en weekend med stirre på Speedy Spjæt

Lørdag havde vi skønt sensommervejr, og det passede jo helt fint til udeopgaver. Vi bor i et gammel hus fra 1800-grønhvidkål, og det “sjove” ved det hus er, at hver gang, man tror, at man “lige” kan fikse noget, som burde være en let opgave, så viser det sig, at det er en total undervurderet opgave. F.eks gik jeg igang med skrabe lidt løst maling og puds af på ydermurene lørdag middag. Planen var, at jeg så lige kunne klatmale facaden, så den så lidt mere præsentabel ud. Det er den åbenlyse fordel ved at have malet sit hus hvidt. Men nej nej, pludselig får man raget store flager af puds af, og Henrik må derefter kaste sig ud i murergerningen og pudse skidtet op. Så ingen maling i denne omgang.

Opgaverne griber altid om sig

Jeg kigger på vores trappe til første sal og tænker, at den nok skal have en tur med højtryksrenseren. Ekstimeret tid i mit hoved er så 30-45 minutter, men det var da også rigeligt optimistisk, men i mål kom jeg da, men der gik vel snarere to timer. Så er trappen også klar til maling. Så håber vi bare, at vejret også holder sig lidt i skindet, indtil det er fikset.

Silas har haft fødselsdag for snart to måneder siden, og vi har stadig ikke fået holdt fødselsdag for klassen. Mit hoved kan ikke rigtig overskue 20 børn til fødselsdag hjemme. Det er lige der, hvor jeg føler mig som en ringe mor…. og jeg ved, at det faktisk er super hyggeligt og ungerne i klassen er så søde, men nej mit hoved stresser ved tanken. Så efter at have søgt lidt på de forskellige muligheder for “ekstern” børnefødselsdag, så faldt valget på at holde fødselsdagen på Gammelbro Camping ved Årøsund. Der er så bestilt kage, pølsehorn og saftevand samt en tur i svømmehallen til klassen. Det har jeg det rigtig godt med, og ungerne melder ind, at de glæder sig til fødselsdagen.

Drengelegetøj 🙂

Jeg har aldrig rigtig udforsket Gammelbro Camping, så jeg syntes det var en god ide at kigge derud forbi og få styr på, hvordan og hvorledes inden selve fødselsdagen på søndag. Silas var i hopla på legepladsen. Det er godt nok en fin campingplads, og jeg er sikker på, at ungerne får en hyggelig søndag eftermiddag sammen derude, når de kan boltre sig i svømmehal og på legepladsen.

Vi kunne have spist is på campingpladsen, hvis ikke det var, fordi vi ikke havde fået Silas´ kreoner med (pillerne som han skal tage sammen med måltiderne for at kunne optage næringen i maden). Så har man bare sådan en lyst til at slå sig selv oven i knolden. Nå men det var nu ikke svært at sælge ideen om at køre hjem og lave pandekager i stedet. Egentlig også hyggeligere end isvafler.

Pandekagehygge

Hele familien havde set frem til søndag, hvor vi skulle i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Da jeg sælger kort til fordel for foreningen, så deltager vi gerne i deres store arrangementer, da der også sælges mange kort til disse arrangementer. Så kortene var pakket, og jeg vidste også at ca 3 timer af min Legolandstid ville gå med kortgerningen. Men det er en fornøjelse at være med til at give noget til foreningen og medlemmerne. Det her er et selskab, hvor der aldrig er sure miner og brok, men masser af smil og kærlighed.

Silas styrer direkte mod indgangen

Det er dejligt at møde alle de søde og dejlig mennesker, og sjovt nok sælger mange af citatkortene med ord ala “Lykke er ikke en destination, men en rejse” og livsglade og opmuntrende citater ret godt til dette selskab.

En is skal der også være plads til

Silas fik til gengæld fuld valuta for sin Legolandstur. Der var ikke meget kø denne dag, så nogle af forlystelser kunne man bare drøne lige igennem til. Dejligt, at man ikke skulle spilde sin tid med at stå i kø. Den knægt er bare utrættelig hvad Legolands forlystelser angår. Og vi forældre er bare utrættelig hvad angår at se hans ansigt lyse op i forlystelserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *