Nogen gange får jeg det til at passe med en tur til VM i agility. Sådan hvis der er tid og råd. I år var det jo kun i Tjekkiet, og det er jo i et mit hoved bare en lille smuttur, og hvis det også handler om at have råd, så er Tjekkiet jo ikke det dyreste sted at bo og spise.
Vi er nogle stykker, der har fulgtes ad før, og vi var samme hold afsted i år, som for 3 år siden i Luxembourg. Vi tog os en forlænget weekend i Tjekkiet, og det var en fantastisk tur. Ofte husker man selve turen endnu bedre end agilityen, altså med mindre, at Danmark ligefrem får medaljer med hjem. Så lad os bare sige det sådan, at i år husker vi turen bedst for selve turen.
Ligesom sidst hvor vi var til VM i Liberec i 2012, boede vi ca 15-20 km oppe af “Bjerget”. Sidst var det på et lille hotel, men denne gang i en ferielejlighed. Pga div hårnålesving tog det trods den relativ korte afstand alligevel en halv times tid at køre til og fra hallen. Jeg synes, at det var en fantastisk tur med de skønneste kurver. Personer med hang til køresyge har nok ikke helt samme opfattelse af den bjergtur. Lad mig bare sige det sådan. Det er i hvert fald ikke en tur, hvor man som chauffør lige snupper sig en blunder undervejs.
Når man ankommer til hallen, så er tribunerne delt op, så hvert land har sit eget område. Vi sad i samme område som Norge, Sverige og UK, men selve pladserne til os danskere var der ikke mange af. Vi var derfor nogle stykker, som måtte klemme os ind ved svenskerne. Vi sad langt fra på hallens bedste pladser, men vi sad sammen, og hvis vi skal tage en bonus med os derfra, så sad vi lige ud for målområdet, og så kunne vi sidde der og studere hvor forskelligt hundeførerne agerede, når de kom i mål efter et gennemløb. Enkelte hundeførere gjorde sig noget uheldigt bemærkede i deres opførsel og manglede opmærksomhed overfor deres hunde, når de kom i mål (i hvert fald især, hvis hundene havde lavet fejl). Det var også til at se hvilke hold, der havde et godt sammenhold. Ikke alle hold lignede hold, som man havde lyst til at løbe med på. Ja, det var faktisk lidt interessant at sidde og se, selvom jeg godt er klar over, at man ikke kan se alt ud af de få minutter, og let kan komme til at dømme forkert.
F.eks havde en af vores egne deltagere seriøse rygproblemer og kunne efter nogle af sine løb dårlige stå oprejst. Derfor stod der andre og var klar til at tage hunden og give den opmærksomhed og gå ud med den, og vi som kendte årsagen vidste jo, at der ikke var nogen sure miner, men i stedet masser af smerter, og at nogen netop var klar til at tage sig af hunden, fordi føreren ikke selv havde overskuddet, men kun med nød og næppe kunne kæmpe sig igennem 30-40 sekunders gennemløb.
Det er altid interessant at sidde og se agility, selvom dagene kan blive temmelig lange. I år synes jeg især, at der var fokus på tempofyldt indgang direkte ind i første port i slalom med exit 90 grader ud af sidste port. Der var rigtig mange S-linjer på springene. Nu var det ikke bare at sende hunden ud og hente springene bagfra. Derudover var der forhindringsdiskriminering – som altid. Der var masser af flot agility og hundeførere, der gav den max gas.
Finalerne søndag er jo helt fantastiske at overvære, og stemningen er helt vild. Dog var det som om, man endelig havde fået skruet ned for lydniveauet, selvom det her var mest stemningsfuldt om søndagen. De andre dage, havde speakerne nærmest råbt i mikrofonen, og lydniveauet været så højt, at det var umuligt at tale sammen på tribunerne. Men hovedtelefonerne fra ens mobil i ørene kunne man lukke en del af støjen ude, så det var til at holde ud. Vores pladser på tribunen gav ikke de bedste muligheder for at se linjerne i gennemløbene, eller hvad der foregik på den bagerste halvdel af banen. Da vi nåede til de store hundes individuelle finale, valgte jeg at stå op på den øverste del af vores tribuneafsnit. Men jeg vidste også, at når sidste hund havde løbet, så gik turen direkte hjemad, da jeg skulle hjem og på arbejde dagen efter, så der var flere gode grunde til at stå op de sidste par timer.
Efter sådan et par dage i agilityhallen fra morgen til aften, så havde jeg bare vildt lyst til at komme hjem og træne og have det sjovt med mine hunde. Der var så mange spændende ting på banerne, som jeg vildt gerne ville prøve. Her i eftermiddag fik jeg endelig stillet lidt af en bane op og fik prøvet kræfter med de første 8 forhindringer. Der konstaterede jeg, at det var heldigt nok, at MicMic ikke var på landsholdet, for det havde ikke været en succes, hvis jeg skulle dømme ud fra vores første forsøg. Ninja var en super stjerne og klarede det perfekt. Ja, det var naturligvis lidt over niveau for Fuji. Men den simple lille kombination med mangle mulige løsninger gav mig også indsigt i mine mangler.
Det fede ved sådan en tur er, at man får masser af inspiration til ny træning, og så ikke mindst at man får en fantastisk og underholdende tur i godt selskab. Det er vel årsagen til, at man gang på gang tager afsted for at heppe og blive underholdt. Næste år er VM i Sverige, så må tiden vise, om vi tager turen igen.