En morgen med minder og forårsvejr

Fredag var vi til kontrol med Silas på Skejby. Dermed var vi jo ganske tæt på min far, og derfor valgte vi at køre ud til min far efter kontrolbesøget.

Vi hyggede med frokost og fik handlet ind til aftensmaden, hvor Tobias kom og gjorde os ved selskab. Hold op, hvor har jeg set Tobias mange gange den sidste måned. Det er altid dejligt at se ham igen. Siden han flyttede til det vestjyske for 4 år siden, så ser vi ham ikke så tit. Jeg kunne nu godt have undværet omstændighederne for de hyppige gensyn den sidste måned, men jeg glæder mig over at se ham uanset anledning.

Efter aftensmaden kørte vi allesammen til Fjellerup, hvor vi fik is. Jeg har ofte kørt de små 30 km fra mine forældres hjem og ud til vaffelbageriet i Fjellerup for at få en is. Bare fordi det er lidt en tradition, og fordi jeg godt kan lide gl. dags isvafler. Jeg spiser dog ikke gl. dags isvafler hvor som helst. Jeg har mine favoritsteder.  Egentlig synes jeg ikke rigtig, at der var plads til is i min mave i aftes, men jeg havde faktisk lovet Silas en is, og det måtte jeg jo holde, når det først er lovet.

Den mindste is der er på kortet. 2 kugler = 30 kroner

Jeg bestilte ishusets mindste is. En vaffel med to kugler (hvad der svarer til 4-6 kugler mange andre steder). Så selvom isen på billedet kan se lidt voldsom ud, så var det altså den mindste man kunne købe af gammeldags isvafler.

Da vi kørte hjem fra Fjellerup igår, havde jeg godt tænkt, at hvis jeg nu vågnede tidligt idag, så kunne det være skønt med en morgentur i “Sundet”. Min far havde nemlig fødselsdag i dag, så vi var blevet og overnattet hos ham. Jeg vågnede faktisk helt af mig selv kl 06.15, hvor jeg listede op og tog tøj på, og smed hundene i bilen og kørte de små to km ned til Sundvejen.

Blå himmel og sivakser. Sikke en morgen

Kolindsund er stort område (264 ha), som indtil ca 1874 var Danmarks største ferskvandssø. Søen blev drænet og området blev omdannet til agerbrug. To pumpestationer sørger fortsat for, at Kolindsund ikke oversvømmer.

Landskabet er fladt og ligger ned til 2 meter under havets overflade. Derfor er det nødvendigt at pumperne kører.

Jeg har rigtig mange minder om Kolindsundområdet. Som teenager red jeg og mine hesteveninder ofte ture ud i området, når vi red på lånte heste eller egne heste. Sundet er ikke specielt trafikeret, da vejene mest anvendes af beboerne i Sundet, og der er ikke mange beboere trods det store areal.

Stien langs kanalen

Området er fladt som en pandekage, så man har gode oversigtsforhold, og bliver ikke sådan overrasket af trafikken. Det er en god ting, når man er på hesteryg eller har løse hunde.

Man kan dårligt blive overrasket af trafikken med sådanne oversigtsforhold

På hesteryg er der også god mulighed for at ride langs med kanalen og ikke kun langs den støvede grusvej. Det var også en skøn tur at gå med hundene der langs kanalen.

Fuji, Ninja og MicMic på en af de gamle broer. Kolind kan anes bag dem

Faktisk boede jeg i mine yngre år i en af sundgårdenes aftægtsboliger sammen med min daværende kæreste. Vi boede der vel knap et år i et piv-elendigt hus. Men man er nok ikke så kritisk, når man flytter hjemmefra og bare ønsker sig plads og landlig idyl.

Jeg boede i det lille hus man kan ane mellem træerne til højre for vejen

Det gik dog op for mig, at det bedste ved boligen var hestestalden med de to hestebokse, min ridebane samt de landlige omgivelser. Så var det vist tid til at finde et andet sted at bo, for huset var koldt og klamt og nærmest umuligt at varme op om vinteren.

Da jeg i morges gik der i morgensolen langs kanalen fik jeg rigtig gang i mange minder fra min hestetid, mine unge år, da jeg flyttede hjemmefra blandet med så mange andre minder fra min barndom og barndomsby-/område. Der er mange minder fra dengang det smukke område i Sundet var min hverdag.

Morgenstemning

Morgendug og sommermorgenduft, når hesten skulle hentes folden. Lyden af områdets fugle. Her til morgen var det især viberne, der sang for mig.

Smuk morgen langs kanalen

Fuji fik dog sat lidt ekstra skub i gåturen, da en hare lettede nogle meter fra hende. Det kan Fuji altså ikke modstå,og hun satte efter haren. Slemmeste Fuji! Jeg var vel 70-80 meter fra hende, så jeg så hende bare sætte afsted efter haren. Det voldsomme afsæt blev dog bremset kunne jeg konstatere, inden jeg så en drivvåd Fuji bene afsted efter haren igen. Hun havde lige måtte ned og “løbe” gennem en afvandingskanal (ikke som de brede på billederne). Et par minutter efter kom Fuji ræsende glad tilbage til mig. Hun havde sikkert nydt morgen-adrenalin-kicket. Jeg var nok knap så begejstret, og Fuji måtte finde sig at gå den næste halve km i snor. Livet er bare aldrig kedeligt med Fuji.

Det kostede lige en tur i brusebad at springe i kanalens algevand

En god times gåtur, og jeg var som født på ny. Det var så dejligt og overskudsagtigt. Så afsted til bageren efter morgenbrød og et hurtigt smut på kirkegården, inden der var fælles morgenmad med Silas, Henrik og min far.

Hundene hvor kanalerne løber sammen. Kirken, hvor min mor er begravet er til venstre bag hundene på den anden side af vandet.

Efter morgenmaden havde jeg et ærinde i byen sammen med Silas. Vi skulle på apoteket og hente medicin til Silas, da vi ikke havde fået pakket medicin nok. Efter turen på apoteket spurgte Silas, om vi skulle på kirkegården. Så det blev til endnu en tur forbi min mors grav. Silas kiggede efter om firkanten fra urnehullet var ved at lukke sig til af græsset og studerede den buket, som min far havde sat dagen før.

Bagefter gik vi en tur rundt på kirkegården. Silas havde bemærket nogle flotte sten ved de tidligere besøg, som han gerne ville vise mig. Da min mor døde for nu en måned siden tog jeg mig selv i at bemærke, at mange af mine gamle klassekammerater stadig havde deres forældre, og jeg havde nærmest den opfattelse, at de alle havde begge deres forældre, dog med få undtagelser, som jeg lige kunne komme i tanker om. Jeg følte det så uretfærdigt, at jeg skulle frarøves min mor i utide.

På Silas´ og min runde på kirkegården i min barndomsby kunne jeg dog konstatere, at jeg jo langt fra var den eneste, der havde mistet en forælder. Jeg kunne jo kende mange af navnene på stenene. Jeg kunne jo også konstatere, at nogle af mine gamle klassekammerater faktisk har mistet begge deres forældre. Altså ikke fordi det gør det anderledes for mig, men måske fordi jeg først nu forstår, hvor stort et tab det er – også for andre at miste en af deres forældre.

Hjemme hos min far fik vi i eftermiddags selskab af min bror, hans unger og børnebørn. Det var en stille og rolig fødselsdag med kaffe, kage og hygge. Jeg var så glad for at det kunne flaske sig med, at vi havde muligheden for at være der fra morgenstunden og hygge sammen stille og roligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.