Det er nu 3 uger og et par dage, siden min mor døde.
Tiden er en underlig størrelse. På en måde føles det som om, at det er meget længe siden, og alligevel føles det, som om det var i sidste uge. Choktilstanden forplumrer tidsopfattelsen. Jeg husker det faktisk tydeligt fra dengang, vi fik Silas´ cancerdiagnose. Dagene var lange og onde, og vi forstod ikke rigtig, at verden “derude” stadig “kørte”. Det føltes som, når man forsøger at køre gennem våd lerjord, hvor man hele tiden er lige ved at køre fast, men bare langsomt får sneglet sig lidt slingrende afsted.
Jeg er jo ikke det første menneske på denne jord, som har mistet min mor. Og jeg øver mig da også i at leve med det. Jeg forsøger at fokusere på alle de gode værdier, som hun (og min far) har givet mig i min opvækst og den omsorg og opmærksom, der altid har været til mig og min lille familie, og det er jeg god til.
Men det er jo bare ikke som at ryste vandet af sig som en våd hund og så gå videre. Det kan også sagtens lykkes for mig at fokusere på andre ting. Jeg kan grine og have det sjovt. Men det lurer jo konstant alligevel og stresser nok også min krop mere, end jeg lige har tænkt over.
Stort set hver eneste morgen er jeg vågnet op, og min første tanke har vedrørt min mor. Derfor ved jeg, at det fylder meget. Så ved jeg, at søvnen er forsøgt at holde emnet under vand, som om det var en korkprop. Når søvnen slipper sig tag, så suser korkproppen i al hast op til overfladen igen.
De sidste tre uger har der været mange praktiske ting, der skulle ordnes. Jeg har efter bedste evne forsøgt at bistå min far med opgaverne, såsom bedemand, bisættelse, sten, div praktiske opsigelse af dit og dag og hvad der ellers måtte være. Så er hjernen jo beskæftiget med det.
Vi fik sagt farvel ved en rigtig fin bisættelse, hvor sognets præst gennem mange år (hun konfirmerede også mig og døbte Tobias) talte så fint om min mor i humoristiske vendinger på den der ikke-tørre-præste-talefacon, som hun mestrer. Vi mødtes til kaffe med følget, som det jo hedder og fik bundet små fine sløjfer af erindringer og minder om min mor sammen med gæsterne.
Stenen blev bestilt og designet så personligt, som en plænesten nu kan blive, når den også skulle være enkelt. Tobias fik lov at sætte sit helt særlige og smukke aftryk på stenen, da det symbol, der er på stenen er identisk med den ene af de tre stjerner, som Tobias har tatoveret på siden af overkroppen mellem hofte og ribben. De tre stjerner symboliserer tre personer, som står ham særligt nær.
Denne særlige 5 takkede stjerne med åben bund er nu foreviget på min mors sten. Tobias var mormors dreng, men min mor elskede og favnede nu alle sine børnebørn og oldebørn.
I denne uge var der urnenedsættelse. Stenen var lagt på plads. Urnehullet var gravet. Min far, min bror, jeg – og alle børnebørn og svigerbørn var samlet til fælles afsked. Min far sænkede urnen ned på plads, og Silas fik lagt en tegning med ned i hullet til urnen. Han havde alligevel fortrudt, at han ikke havde lavet en tegning, så den nåede lige at komme med i 11. time.
Urnenedsættelsen var egentlig stille og rolig, og vi tog hjem til min far og fik kaffe og kage allesammen. Men det er som om, at jeg efter i onsdags, hvor vi satte urnen ned har været påvirket på en anden måde.
Måske er det, fordi jeg nu kunne stå der og se min mors navn på en sten, hvilket bare var dybt underligt (og helt forkert). Faktisk lidt sådan, at jeg har svært ved at sætte ord på det. Det er jo ikke, fordi det var en overraskelse, for jeg havde selv afgivet bestillingen, som vi i familien var blevet enige om. Jeg havde selv godkendt det grafiske oplæg fra stenhuggeren, så jeg havde også set den.
De sidste to dage har jeg haft skingrende hovedpine. Treo har delvist kunne tage det. Jeg fik den ide at tjekke mit blodtryk (forhøjet blodtryk og hovedpine er “venner” i min krop) og konstaterede, at det nærmest var fløjet i vejret og lå på 155-160/113-115 (jeg er medicineret for blodtrykket, vil jeg lige indskyde, inden nogen går i panik). Det gjorde mig lidt nysgerrig på, hvad sådan en omgang her egentlig gør ved kroppen. Hvad er den fysiske påvirkning?
Jeg faldt over en artikel i min internetsøgning, hvor jeg kunne nikke ja og ja til flere punkter. Ja, derfor er min lunte lidt kort, og jeg mister overblikket. Ja, derfor kan jeg ikke huske og det hele flyder sammen. Ja, derfor er jeg bare så træt, min hjerne kværner rundt i løse tanker, som gør det svært at tænke klart. Det er lidt som at forsøge at kigge ud gennem delvist tilduggede ruder. Som artiklen skriver: “Når man er ked af det, så husker man, tænker, lider og leder efter grunde, løsninger og alternativer”. Jeg forsøger at give “det” plads, men samtidig kan jeg jo ikke lade alt gå i stå.
Få dage efter at min mor døde synes jeg, at min krop skreg efter at blive indhyllet i berøring. Som om jeg havde brug for en kæmpekrammer. Med kæmpekrammer mener jeg ikke bare en bamsekrammer. Jeg følte en trang til at min krop skulle mærke et tryk rundt om sig, og underligt nok især på mine ben og fødder. Som hvis man blive pakket ind i en luftpude, som langsomt kunne pustes op og lægge en moderat tryk på hele kroppen. Jeg tænkte på massage, men jeg føler ikke et behov for almindelig massagebehandling ala det som jeg går til, når jeg skal have løsnet div muskelspændinger. Slet ikke. Det skal ikke gøre det fjerneste ondt, og jeg skal bare tage i mod. Hvor er det egentlig et underligt specifikt behov.
Google gav mig svaret. Oxytocin. Berøringshormonet. Hormonet der blandt andet frigives, når en mor kærtegner sit barn. Selvfølgelig frigives det også ved anden kærlig berøring, men det er i berøringen/den fysiske kontakt mellem mor og barn, at man oplever det første gang. Oxytocin sænker i øvrigt blodtrykket og dæmper stresshormonerne.
Så kan jeg godt bede om en krammer i ny og næ, men jeg vil også forkæle mig selv med en gang massage. Nu skal jeg bare finde ud af, hvad det er for en massagebehandling, der egner sig til mit aktuelle behov. Synes virkelig at det er underligt, at det særligt kan være ens underben og fødder, der nærmest skriger på massage. Der må sidde nogle punkter/zoner der, men det orker jeg ikke at snakke med google om lige nu…..