Stævne DCH Varde

I weekenden var jeg til stævne med Fuji og Ninja i DCH Varde. Jeg har stort set ikke været til stævne på disse meget varme sommerdage, da jeg havde planlagt pause ifm MicMics fødsel. Men det kom jeg så altså i lørdags.

Nu hvor muligheden bød sig, havde jeg tilmeldt mig stævnet i Varde. DCH Varde er nemlig sådan et skønt sted at komme til stævner. Deres faciliteter er så fine. Deres arealer ligger omkranset af træer, og det var jo en stor fordel, når nu sommeren viste sig fra en meget varm side.

Flaget var hejst i Varde

Udover de fine faciliteter, så serverer de god og lækker mad til rimelige priser. Præmier er de fantastiske til at skaffe. Jeg har vundet mange fine ting i Varde gennem tiden, som f.eks Rosendahl skål, 5 x gavekort til Spa og wellness og ikke mindst en meget lækker frugtkurv og andre ting, som dog er forsvundet i glemslen, men jeg kan heller ikke huske alle de præmier, der er kommet til mig gennem 25 år på agilitybanerne.

DCH Varde skaffer gode præmier, og de pakker dem indbydende ind, så præmiebordene fremstår ekstra flotte. Ja det er ligesom med mad. Når det er anrettet flot, så smager bedre end det mad, som bare er slasket ud på en tallerken. Men ja, der er gjort noget ud af præmierne.

Et udsnit fra et par af præmiebordene

Nu var det til en start, som om det med præmier kunne være ret ligegyldigt for mig at studere, for på trods af 2 springløb med Fuji og 2 springløb med Ninja, så var det bedste resultat i mine springløb 10 fejl, i resten af løbene var jeg diskvalificeret. Det er ellers et af de stævner, hvor jeg plejer at slæbe præmier hjem fra, men det så sgu lidt sort ud, da der blev holdt præmieoverrækkelser for springklasserne, for der kunne jeg da slet ikke komme i betragtning.

Ninja ser ud over grønsværen… nå nej gulsværen

Haps haps, så forsvandt de flotte frugtkurve og InNordic produkterne fra præmiebordene, men der var stadig mange flotte præmier tilbage, men lige præcis disse præmier fik hurtigt ben at gå på.

Fuji forventer jeg ikke så meget af. Hun udvikler sig, og hun har travlt på banen, så der skal ikke meget til, før det går skævt. Hvis det går skævt tager jeg ofte sekvensen med fejl om, og så bliver jeg jo automatisk disket. Ninja og jeg forsøger at finde hinanden igen. Hun har manglet at blive fokuseret på. Jeg har taget det gode samarbejde for givet. Det skal man ikke. Det skal også plejes.

Ninja

Efter frokostpausen havde jeg to agilityløb med Ninja tilbage. Her fik jeg så vist spændt hjelmen lidt bedre, for det lykkedes mig i hvert fald at vinde agility åben. Egentlig var det meningen, at jeg ville køre hjem efter mit agility åben løb, men eftersom jeg vandt klassen, så ville jeg nu vente på præmieoverrækkelsen. Da den blev afviklet, så var vi så tæt på at mit sidste løb skulle løbes, at jeg lige så godt kunne blive og løbe det også. Mange var dog taget hjem uden at løbe det sidste løb. Blandt andet pga varmen. I den klasse (Ag3) løb Ninja også perfekt, så den klasse vandt vi også.

Præmiehunden Ninja

På præmiebordet valgte jeg to gavekort til kiropraktisk behandling hos en dyrlæge i Egtved. Jeg kender ikke vedkommende, men nu har jeg da muligheden for at tjekke vedkommende ud, og med 3 sportshunde, så synes jeg af og til, der er behov for at få tjekket op og måske rettet noget.

Jeg gjorde mit bedste for at tackle varmen for mine hunde. Jeg sørgede for at de fik mad og drikke med ekstra energi. Jeg pakkede også min ny-investering, som er et dækken.

Dækkenet er fra Flying-dogz.dk, som har fået magnetterapiprodukter i deres sortiment. Jeg har primært købt det til Ninja, da hun får dumme spændinger i sit venstre lår efter den skade som hun pådrog sig i 2014. Jeg håbede, at magneterne kan gavne hende. Men som sideeffekt så fungerer dækkenet også som køledækken.

Egentlig har jeg aldrig rigtig haft fidus til køledækkener, og har ikke villet købe dem før. Ikke mindst fordi det nogen gange er sparsomt med sommerdage. Men nu havde jeg jo et køledækken, så var det jo dumt ikke at bruge det til det formål, når temperaturen var over 25 grader.

Fuji med køle-/magnetdækken

Jeg gjorde dækkenet vådt og lagde det over hundene efter deres gennemløb. Jeg må sige, at jeg var imponeret over, hvor meget det kølede uden at være tæt og pakke hundene ind. Flere personer var nysgerrigt henne og stikke en hånd under dækkenet, og kommentarerne var de samme. Sikke dejligt, der er herunder, sagde de med hånden under dækkenet. Hold da op, hvor det køler godt.

Når man har gjort det vådt er min oplevelse at det bevarer den kølende effekt i 1-2 timer på sommerdag. Det er selvfølgelig afhængigt af den generelle luftfugtighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *