Agilityuge i Kolding

I mange mange år har jeg deltaget ved ugekurserne i Ribe. Først hos DCH Ribe og siden hos Ribe Hundevenner. Det initiativ stoppede dog for et par år siden. Siden har jeg ikke været på et ugekursus med forskellige instruktører.

DCH Kolding har gennem nogle år afviklet ugekursus med forskellige interessante handlere. Jeg har aldrig deltaget, men i år følte jeg mig fristet til at prøve deres kursus, og forventningens glæde blev ekstra stor, når to af Ninjas hvalpe også skulle deltage. Jeg elsker gensynet med hvalpene, og det gør Ninja faktisk også. Hun søger sit afkom og insisterer på at hilse på dem, selvom de nu er 3½ år. Det er så dejligt at se. Vi var så heldige, at vi var på hold sammen.

Familieportræt med Darwin, Fuji, Ninja og Doody

Silas og jeg slog lejr på arealerne i campingvognen sammen med ca 20 andre, som også boede på arealerne i denne uge.

Arealerne under kurset set fra oven med campingvogne og agility øverst til højre.

DCH Kolding havde inviteret 3 kompentente instruktører. Lee Gibson fra England, Claudia Zenner fra Tyskland og Jane Elene Christensen – ja hun er “bare” fra Sjælland.

Jane, Lee og Claudia

Jane var mit trækplaster på kurset. I virkeligheden lidt skørt, for det er ikke umuligt at få undervisning af hende på Sjælland (når hun ellers er i DK). Lee Gibson har jeg haft på kursus før, så det kendte jeg godt til. Claudia Zenner har jeg ikke stiftet bekendtskab med tidligere, så det var jeg selvfølgelig nysgerrig efter at se, hvad hun kunne diske op med.

Hver deltager fik hver dag på 3 dage 2 daglige træningspas af ca 2 timer med ca 3 timers pause mellem. Mandag fik vi undervisning af Lee (dvs ca. 4 timer), tirsdag af Claudia (ialt ca 4 timer), onsdag var der træningsfri dag, torsdag fik vi undervisning af Jane (ialt ca 4 timer). Fredag var der opsamlingsdag, hvor vores hold fik 1 time og 10 mins undervisning af hver instruktør. Dvs vi var på 3 gange i løbet af fredagen.

Arrangementet var super godt. Maden var helt fantastisk. Alt var hjemmelavet, klassisk og fuld af smag. Det var virkelig fornemt, at man bare kunne sætte sig til bordet morgen, middag og aften og få serveret dejligt veltilberedt mad. Der var faktisk også dessert hver aften. Virkelig fornemt!

Lagkage, fromage, is, flæskesteg, chili con carne, hamburgeryg og hjemmebagte pandekager var noget af det, som var på menuen

Mandag og tirsdag var der stinkende varmt, og der var heldigvis opsat baljer med vand, som hundene kunne hoppe op i og køle sig ved. Lee afviklede heldigvis sin undervisning ved, at man var “på” hos ham ca 3 minutter af gangen på små korte sekvenser på banen. Det var super godt, når det var så varmt og det var bestemt ikke fordi man følte, at der ikke var tid at gøre med.  Lee gav nogle gode guldkorn, som vel langt hen af vejen var genopfriskning, men man har det med at glemme nogle små tricks og hvordan nogle forhindringers påvirkning af tempo og udsyn.

Vi kigger agility inde fra skyggen af

Tirsdag var vi hos Claudia, og der fik vi virkelig lov at nørde med teknik på især formiddagens bane. Puha både Fuji og jeg var udfordret. Det gik lidt bedre over middag, hvor der var lidt mere løb. Det var nogle gode baner, og jeg fik bestemt også noget med hjem.

Claudia instruerer vores hold

Onsdag var der træningsfri, så hele min onsdag gik med at arbejde i stedet for. Egentlig kunne jeg da godt have brugt et pusterum og hyggeligt samvær med de andre uden træning den dag. Jeg kunne jo se, at der var hygget, gået lange ture, taget billeder osv.  Pyt, jeg arbejdede dagen væk og var til Jels Vikingespil om aftenen. Sidstnævnte kan jeg i øvrigt godt anbefale.

Torsdag var vi på hos Jane. Jeg var så spændt på, hvad hun havde at byde ind med til Fuji og mig. Jeg havde faktisk også haft Ninja som stand-in hos Lee mandag eftermiddag. Når det var så varmt, så ville jeg gerne lige lade Fuji få et break om eftermiddagen. Men ved Janes undervisning var jeg bare så spændt på, hvor mange guldkorn hun kunne give mig, så der var Fuji på ved begge pas.

Jane instruerer

Det var noget helt andet at have Fuji med på træningspassene sammenlignet med Ninja. Der er mange ting kan jeg relativ let kan få til at fungere sammen med Ninja uden den store instruktion, i hvert fald holdt op mod Fuji, der til sammenligning er en usleben diamant, hvor den korrekte guiding er væsentlig for hendes måde at udføre tingene på. Hun kompenserer ikke for sjusket handling.

Jeg var ovenud begejstret for Janes undervisning, og jeg fik vildt meget med derfra. Ikke mindst nogle ting omkring handling ved temposkift, hvilket naturligvis er en kæmpe udfordring, når man som mig, hænger lidt i sin timing. Hvis jeg nu formår at bruge temposkift lidt mere, så kan det jo være, at det faktisk kan hjælpe på min timing. Hvem ved?!

Fredag var der opsamling og korte træningsmoduler ved alle tre instruktører. Jeg begyndte faktisk at føle mig lidt træt, og Fuji virkede også brugt. Så Fuji løb kun med hos Jane. Ninja deltog hos Lee og hos Claudia startede jeg også ud med Ninja, men synes så at MicMic også skulle have lov. Hun hungrede efter at løbe. Så hun fik lov at være med på sidste halvdel af Claudias korte træningsmodul. Det var hun ovenud lykkelig for, og jeg synes faktisk, at hun var super god.

MicMic var begejstret for at løbe med på det halve af vores sidste træningspas hos Claudia

Da vi var færdige var jeg også bare total færdig. Det virkede også helt uoverskueligt at skulle køre campingvognen de 35 km sydpå og sætte den i indkørslen og derefter køre hele vejen op til Djursland til min far, hvor Henrik havde været et par dage. Men jeg fik da kæmpet mig hjem, og jeg fik også tømt campingvognen og pakket om, så jeg var klar til weekendens øvrige aktiviteter i Nordjylland, som jeg skulle videre til lørdag formiddag.

En træt Ninja under den nederste køje i campingvognen

Det var et super godt kursus, men jeg var meget glad for at jeg havde hunde at skifte med. Jeg synes, at det var hårdt for en hund at skulle løbe så mange træningspas. Jeg kunne se, at flere af dem med mange hunde og skiftede lidt. Men der var også nogle handlere, som kun havde en hund at løbe med, og de hunde fik virkelig knoklet på.

Fælles gruppebillede

Det var vildt underligt at dette kursus ikke var udsolgt. Der var faktisk mindst en tom plads på hvert hold. Ugekurserne i Ribe har altid været total udsolgte, endda også når de blev holdt udenfor skolernes sommerferie. Måske er kursusudbuddet blevet for stort?! Der var jo både Dansk Hundeferie i den samme uge, og Dong-Agility havde kurser i weekenderne før og efter Koldings kursus. Markedet var måske mættet i år.

I Kolding synes jeg, at kvaliteten af instruktører var høj, og man fik masser af undervisning for sine penge samt fantastisk forplejning. Flotte og rene toilet- og badefaciliteter. Dejlige luftefaciliteter. DCH Kolding fortjener skisme en klapsalve for deres arrangement.

3 baner på rad og række

Der var ikke helt den samme sociale hygge, som jeg husker det hos Ribes ugekurser, men det var heller ikke de samme deltagere, som år efter år har været i Ribe. At der ikke var den samme sociale hygge på campingspladsen kan også have noget at gøre med, at der jo var VM i fodbold, så det mest sociale var måske, at en gruppe sad sammen i klubhuset heppede på en bold, der blev sparket rundt på en græsplæne inde på TV-skærmen? Ja, det skinner måske tydeligt igennem, at jeg ikke ser fodboldkampe. Nogle valgte også at køre hjem og sove, og det gjorde jo også noget, at ikke alle overnattede.

Jeg havde jo også Silas, som jeg skulle hygge lidt om <3

Der var masser af gode og gratis tilbud fra arrangørerne. Blandt andet nosework. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke nåede at deltage i det, for jeg synes ikke, at der var så meget overskudstid. Men det var et super godt initiativ, og jeg ville gerne have deltaget.

Der var også mulighed for massage til os hundeførere og familie samt kiropraktik til hundene (dog mod betaling). Mandag aften var der gratis foredrag om idrætspsykologi. Ja, der var virkelig gjort noget ud af arrangementet.

Jeg kunne bestemt godt finde på at komme igen til næste år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *