De sidste tre år har jeg stået øverst på podiet til Jysk Mesterskab. Helt fantastisk. Nu tog jeg igen til Jysk Mesterskab. Kunne jeg gøre det igen?! Opskriften plejer at være at jeg eftertilmelder til Jysk Mesterskab og får pyha lov til at tilmelde. Det fik jeg også i år mod et betale et tillæg på ca 50%. Det vender vi lige tilbage til…
Derudover plejer at jeg fucke de åbne løb, som kvalificerer til A-finalen op, så jeg er nødt til at løbe fjumre-finalen. Dvs B-finalen, hvor top 3 plejer at få adgang til A-finalen, hvor man løber om mesterskabet. Jeg plejer så at vinde B-finalen, og derefter også A-finalen.
I år lavede Ninja en nedrivning i begge åbne klasser i nogle ellers fine gennemløb, men vi fik os lige listet med i A-finalen efter de to løb. Men hallo, jeg brød jo opskriften…. tænkte jeg lidt bekymret, da jeg så finalelisterne.
Men jeg havde faktisk et kort mere på hånden til dette JM. I starten af ugen spurgte Sara Saron på facebook, om der var nogen, der havde lyst til at løbe med hendes hunde Audi og Senna, da hun var blevet forhindret i at løbe selv. Jeg “rakte hånde op” og meldte mig, og Sara viste mig den tillid at lade mig løbe med Audi.
Inden dagens stævne tror jeg faktisk aldrig, at Audi og jeg har haft nogen som helst kontakt. Så det var et makkerskab lidt i blinde. Men en sikker grundtrænet hund og en rimelig overbevisende handling i fællesskab kan jo gøre meget for et nyt makkerskab.
Audi og jeg startede godt nok samarbejdet med at blive disket efter forhindring nr. 3, hvor Audi blev suget ind i en tunnel. Jeg lærte på den bane, at man skulle være lidt mere kontant, og at vende Audi var som at vende et containerskib. Min erfaring med at løbe med FT cockere var sådan set også ikke-eksisterende før i dag.
Jeg fik dog mere og mere styr på “Audien” for hvert løb. Vi fik en chance i fjumrefinalen, hvor vi blev nr. 2 og kvalificerede os dermed til mesterskabsfinalen, A-finalen.
Det var sgu lidt vildt at stå i finalen med en lånt hund, som jeg aldrig tidligere havde løbet sammen med. Jeg var opsat på at gøre mit bedste og så gik vi ellers på banen. Vi leverede et ret fedt løb, synes jeg selv. Jeg var koncentreret om at være “på” de rigtige steder (det er faktisk lidt svært med en ukendt hund, men jeg havde vel luret, hvor der lettest kunne ske fejl). En enkelt lille misforståelse, som jeg fik reddet, blev det dog til, men vi var fejlfrie.
Efter løbet førte vi mesterskabet, men der var vel stadig lidt under 10 hunde, der skulle løbe. Men ingen slog vores løb, og så stod jeg der igen i 2018 som Jysk Mester, men ikke helt som det plejede at være, for det var sammen med lånehunden Audi. 1000 tak for tilliden Sara. We did it!
Inden jeg helt var landet efter sejrsrunden, så skulle jeg løbe a-finalen med Ninja. Kunne vi blive Jyske Mestre sammen igen i 2018? Inden jeg skulle løbe var Morten og Guide på banen. De leverede et smukt fejlfrit løb, så jeg var da godt klar over, at jeg skulle stå meget tidligt op, hvis jeg ville være med der. Jeg gav den gas og gjorde mit bedste, men Guide kunne vi altså ikke slå. Vi lå nr. 2 efter vores løb, og efterhånden som alle de øvrige store hunde kom igennem, rykkede vi på ned på 3. pladsen. Men det var sådan set stadig en ganske flot placering for min gode gamle Ninja.
DCH Ribe havde kastet sig ud i afviklingen af Jysk Mesterskab, og det er faktisk til trods for, at de ikke engang selv havde nogle deltagere med til stævnet. Der var måske nogle ting i forberedelserne, som de ikke gjorde som “andre plejer”, men de kom i mål, og der var ingen tvivl om, at de syntes, at JM var et særligt stævne, og der var gjort noget ud af det.
Faktisk blev dagen skudt igang med en tale af Esbjerg Kommunes borgmester. I løbet af formiddagen kom isbilen også lige forbi, og DCH Ribe gav is til alle. Virkelig fint træk. Der var opsat sejrskammel til præmieoverrækkelse, så præmierne kunne blive delt behørigt ud (og ikke lige som i Nordjylland sidst år, hvor jeg nærmest bare fik stukket JM vinderpokalen lidt fladt i hånden på en øde dyrskueplads.). DCH Bladet var på plads for at skrive om JM og Jyske Vestkysten skulle vist også skrive noget om stævnet. Så der manglede ikke mediedækning.
Et lille drys af malurt i bægeret var måske, at man også kunne få fornemmelsen af, at DCH Ribe var så søde at afvikle stævnet med det for øje at tjene penge. Sidste tilmelding var i sommerferien og hele tre uger før stævnet (selvom programmet først lå klar i går aftes), og man var i Ribe i hvert fald ikke kede af at tage ved, når der skulle opkræves for ekstra for eftertilmelding. Ja, man kan jo bare melde til til tiden eller betale, og det gjorde jeg så også. Glad for bare at få lov til at tilmelde efter fristen. Ved tilmeldingsfristen var mit hoved vist lidt spækket med Fuji og hjertehalløj. Men jeg ved, at andre droppede at eftertilmelde, fordi de syntes, at forskellen med de ordinære 150 kroner (kr. 120 hvis de ikke ville løbe finaleløb) og de 230 kroner incl eftertilmelding var lidt for dyrt for dem. Der var vist også nogen, der valgte finalen fra, fordi de ikke ville betale ekstra for at løbe et finaleløb. Det kan jeg heller ikke mindes at have gjort før, men måske husker jeg forkert.
Men afviklingen gik super fint og glat. Der var ikke en finger at sætte på det. Startlister og resultatlister lå online og friskopdaterede hele tiden. Der var musik i højttalerne og tydelig præmieoverrækkelser. Dommerne havde tegnet nogle yderst rimelige baner til stævnet. Så det var virkelig en fornøjelse at være til JM i DCH Ribe. Også selvom vi fik besøg af nogle heftige byger et par gange. Men det var heldigvis ikke heldagsregn.
Det var faktisk lidt som at komme hjem igen. Gennem et par år var jeg medlem i DCH Ribe. Jeg har været til et utal af stævner på klubbens skønne arealer. De første ugekurser blev også afholdt der. Så det var lidt som at komme hjem igen. Det var der, hvor Hans Peter Dinesen, Pia Metz, Louise Møller, Laila Brogaard og jeg holdt til, indtil vi i starten af 2007 stiftede Ribe Hundevenner. Jeg har brugt rigtig mange gode timer i DCH Ribe i gamle dage.