Lad os bare kalde det vinterhi

Søndag var min indtil videre sidste stævnedag i 2018. Jeg har erkendt, at der ikke bliver noget DM for os. Med de planer, som jeg havde for 2018, da året begyndte, så var det slet ikke sikkert, at DM ville bekomme os særlig godt. Så fra starten var DM nemlig slet ikke en del af mine planer.

Der var planer om hvalpe og parringer, der nok ville ramle sammen med stævner og DM. Der var en plan om, at vi skulle rejse en tur til USA igen her i efteråret. Men alle som har fulgt mit liv og min blog gennem 2018 kan nok se, at det ikke er noget drømmeår, men i stedet sådan et skodår, der fucker alle planer op. Avlsplaner, der gik totalt i vasken og flere drænende omstændigheder. Så der er hverken overskud på bankkonto eller energikonto til at rejse til USA lige nu. Jeg magter det på ingen måde.

Men DM kan det altså heller ikke blive til. Jeg havde på forhånd besluttet, at hvis jeg ikke kunne få mine DM kvalifikationspoint til Maxi Zoo Cup og Kingsmoor Cups, så var der ikke noget DKK DM.

DCHs DM var jeg nok lidt sen til at komme ud af starthullerne til. Jeg havde kun løbet 3 stævnedage med Ninja i DCH inden sommerferien, og det havde kun resulteret i et eneste fejlfrit løb i ag åben og ingen i spring åben. Så er der lang vej igen, når man skal have 6 fejlfrie åbne gennemløb (deraf skal mindst 3 af dem være i agility åben). Her i august har jeg så været afsted 4 dage mere i håb om alligevel at nå det, og det burde vel kunne gøre det? Ninja og jeg har haft nogle ganske fine løb, men i spring åben har der typisk været en nedrivning eller to. Så nu står jeg med 4 fejlfrie agility åben løb. That´s it! To fejlfrie løb for lidt til en DM billet.

Super ærgerligt, for jeg synes faktisk, at Ninja og spiller ret godt sammen lige nu. Men jeg synes ikke, at jeg har råd i tid eller penge til at forsøge at luske mig med ved at deltage til de sidste to weekend-stævner (forudsat også at de fortsat modtager tilmeldinger).  Ærgerligt for jeg ville bare så gerne have deltaget til DCHs DM. Der er bare den fedeste stemning til finalen til DCHs DM. Det er en sand fest, og sådan noget elsker jeg helt vildt at løbe til – især med Ninja!!

Finaleløb til DCHs DM – jeg elsker den stemning

Jeg synes bare ikke, at jeg har tiden til at investere i at jagte de sidste to kvalifikationsløb. Vi har brudt noget af vores badeværelse ned, og det kan jo ikke bare stå hen i byggerod og være uisoleret, indtil vinteren er her. Så hvis jeg også skal være væk 2 eller 3 weekender i september, så er det jo altså lige pludselig vinter. Familie, badeværelse, agility?? Der er lige en efterårskonflikt.

Jeg vil jo også gerne have oplevelser sammen med min familie

En DM weekend havde været så fint et plaster på såret over de mange dårligdomme, jeg har bakset med de sidste 5 måneder. Lørdagens jyske mesterskab var en optur for mig, for ellers er det ikke nogen overdrivelse at sige, at jeg havde tabt motivationen og været rimelig led og ked af det den sidste måneds tid. Der har været meget mere dal end der har været bakke.

At vinde et mesterskab er klart en optur, også selvom hunden kun var til låns på dagen

Faktisk er det lige nu kun min bedste lykkepille Ninja, der “spiller”, og som jeg føler, at jeg kan træne frit med.

Ninja

Selvom der ikke sker noget ved at løbe med Fuji, så har jeg bare lidt en mental stopklods for at træne løs med hende. Motivationen blev lidt tromlet ned efter den hjertescanning. Jeg har faktisk trænet mere lydighed end agility med hende siden scanningen. Der er også grænser for hvor meget, man kan få pulsen op over et stillingsskift eller at holde en apportbuk. Men lysten til at træne med hende kan ligge på et meget lille sted. Naturligt nok bliver jeg lidt trist, når jeg ser hende puste. Men bare rolig venner. Hun løber det bedste hun har lært i ture og i haven, så hun forfalder skam ikke. Det er bare mig, der lige skal sluge kamelen.

Fuji hjælper Silas med lektierne

Så er det jo MicMic. Hvorfor løber jeg dog ikke med hende? Det ville jeg også utrolig gerne, og hun vil også meget gerne. Jeg savner at løbe med min lille humørbombe. Vi har faktisk ikke løbet mange minutter sammen siden april.

Jeg savner at løbe med MicMic

Men hun er desværre ikke ok. Det kan jeg bare mærke. Hun løber glad omkring, og der er ikke noget at se, men hun er spændt op i sin krop, kan jeg mærke, når jeg mærker hende igennem og masserer hende. Jeg har fået behandlet hende med kiropraktik,  Kranio Sakral Terapi et par gange og noget bindevæsmassage. Men det er som om, der ikke helt kan komme bund i det. Nu må jeg gå dyrlægevejen, så jeg kan få forsikringen til at dække noget af det her behandlingsgilde og få MicMic undersøgt nærmere, for min økonomi er meget meget dyrlæge- og behandlingstræt.

Min skønne humørbombe. Jeg håber vi snart kan løbe sammen igen

Er der egentlig noget at sige til, at man generelt bliver en anelse træt, og nogen gange bare får lyst til at sætte sig ned og tude?!

Hængekøjen er et godt sted til en tænkepause

Nu går jeg simpelthen lidt i “vinterhi”, og så må vi se, hvornår jeg dukker op igen. Jeg skal vist bare lige sunde mig lidt og så finder jeg nok en vej videre. Pt. har jeg ingen stævneplaner for resten af året, og jeg har opsagt mit online træning, så jeg er også uden træning. Men så stresser og frustrerer det mig da ikke, og så sparer jeg også de penge. Nu kan jeg i ro og mag gå og pille mig lidt i navlen og fordøje det hele, mens hele min flok og jeg igen bliver fit for fight.

Nu skal badeværelset have en over nakken, og så kan det jo være, at vi kan komme på en lille ferie i uge 42. Så vi kan hygge sammen hele familien. USA bliver det ikke. 2018 blev slet ikke det jeg havde på tegnebrættet, da året startede. Efterårsferien med familien byder måske på  en tur i campingvognen i DK, nogle dage i sommerhus eller måske et smut til Tjekkiet. Vi må se. Jeg håber det kan lade sig gøre. Nogen gange må man bare erkende, at man ikke kan det hele (det er jeg bare så dårlig til).

Min far kom forrige weekend og hjalp med at tage hul på projektet

God vind til alle jer, der skal til DM! Jeg ønsker jer godt vejr, gode baner, godt kammeratskab og flot agility. Må de bedste vinde!

2 meninger om “Lad os bare kalde det vinterhi”

  1. Aah Berit – det er tungt at laese hvad du boevler med. Kender det kun alt for godt – min eneste troest er at livet er som vejret: naar det har vaeret solskin i flere uger, begynder man at kigge efter skyerne; naar det har regnet 5 minutter, kigger man efter huller i skyerne – og indtil nu er det altid holdt op med at regne paa et tidspunkt. Virtuelt knus herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *