Ungdomsminderne kom forbi

Tilbage i maj fik jeg en besked på messenger. Beskeden var fra en af mine folkeskoleveninder. Vi har været facebookvenner gennem nogle år efterhånden. Dog uden nogen nærmere kontakt. Bare sådan hvor man følger lidt med i hinandens liv. Vi havde ikke set hinanden i næsten 30 år. Efter folkeskolen ebbede vores venskab ud, og pludselig var vi langt væk fra hinanden rent geografisk.

Jeg vidste om min gamle skoleveninde Tina, at hun boede i Tyskland et sted og drev en eller anden form for skønhedsklinik. Jeg vidste, at hun havde to chihuahuaer, og så vidste jeg faktisk ikke mere.

Tina kunne godt tænke sig at kigge forbi mig, hvis det kunne passe med en tur til Danmark, hvis jeg havde lyst til at ses. Det skulle have været i juni, men det glippede. Men i sidste weekend skulle de igen til Danmark.

Da vi gik i skolens overbygning, var vi meget sammen i vores fritid. Vi havde ikke gået i klasse sammen fra 1. klasse, for Tina og hendes familie var tilflyttere til vores lille landsbysamfund og kom måske til byen, da vi gik i 6. klasse eller noget i den stil. Men vi blev rigtig gode ungdomsveninder.

Tina og hendes familie boede på et lille nedlagt landsted, og pigerne havde en lille pony. Jeg har haft mange skønne rideture på ponyen sammen med Tina og også alene. Der var trygt og roligt på landejendommen ude ved skoven og jeg husker, at det var et sted, hvor jeg godt kunne lide at komme. På det tidspunkt var vi bare halvstore tøser, der kunne fnise af drenge og hygge os med ponyen.

Vi blev lidt ældre, og så blev vi nok mere grænsesøgende. Vi har haft mange ungdomsoplevelser sammen. Det var klart sjovest at udfordre grænserne hos Tinas familie, for der var tøjlerne lidt løsere end hos mine forældre. Vi havde det rigtig sjovt sammen i vores unge dage. Da vi var i den alder, var Tinas forældre gået hver til sit og hendes mor var flyttet til en af de omkringliggende byer.

Det var dengang, hvor ungdommen ikke var så doven og ugidelig, som mange er i dag. F.eks cyklede vi ofte de 6 km til nærmeste døgnkiosk for at leje videofilm, hvis vi var sammen en weekend. De der gode gamle VHS videofilm, som man skulle huske at spole tilbage, inden man afleverede dem igen.

Jeg glemmer aldrig dengang vi fik en noget forkert film med hjem. Vi havde vel lejet 2-3 film, og den ene film hed “Emanuelle på safari”. Vi havde nok valgt den ud fra forsidebilledet og måske bare lidt hurtigt som den sidste film i weekendpakken. I hvert fald blev vi noget overraskede, da det gik op for os, at det var en sengekantsfilm, som vi havde cyklet 12 km efter. Vi sad bare undrende og kiggede på hinanden os piger. Heldigvis havde vi andre film, som vi kunne se, for Emanuelle-filmen levede ikke helt op til vores forventninger.  Vi havde noget mere troet, at filmen bød på gys end lagen gymnastik.

Google fandt omslaget til filmen

Det var også sammen med Tina, at jeg (vi) total ansvarsløst kørte rundt på en gammel knallert. Det var en Velo knallert, hvor motoren sidder foran. Pga denne konstruktion var det muligt at køre knallerten, på trods af at den manglede både gashåndtag og bremser. Man regulerede simpelthen bare hastigheden ved at åbne og lukke for benzintilførslen og bremse med fødderne. Total hul i hovedet. Men jeg var bare en dum og vild drengepige med benzin i blodet, og det betalt jeg for den dag, selvom jeg faktisk slap billigt. De første ture rundt i byen gik meget godt, men så slap heldet op.

Jeg skulle vende dyret, men kunne ikke få taget farten nok af  til at vende på den snævre plads (det der med benzintilførslen havde lidt lang responstid) og i min vending valgte jeg at forsøge at stige af knallerten ved at sætte fødderne ned og lade dyret fortsætte op over en kantsten. Men knallerten havde altså også en knækket bagagebærer, som nu i stedet fungerede som en sløv kniv, der rev mit inderlår på højre ben op, så kødet væltede ud af en 10 cms flænge. Kødet lignede til forveksling hjernemasse, når man ser det på en af Silas´ tegninger.

Med blodet løbende ned i sko og strømper fandt jeg de 100 meter tilbage til Tinas hjem. Turen gik til lægen, der lappede mig sammen med sommerfugle og plaster, og gjorde mig opmærksom på, at jeg havde været lidt for tæt på at snitte pulsåren. Lapningen var måske ikke den helt rigtige måde. I hvert fald har jeg i dag et meget synligt minde om min tur på en Velo, som næsten kun bestod af to hjul, et sæde og en motor (der sikkert også var tunet).

Alt det og meget mere fik Tina og jeg snakket om, da hun og kæresten Morten kom forbi på deres vej fra Sydtyskland og hjem til hendes mor i Aarhus. Da Tina skrev til mig, tænkte jeg godt nok, om vi måske var vokset helt i hver vores retning. Tænk hvis vi slet ikke kunne finde noget at snakke om?!

Hvor er det bare sjovt, som man hurtigt kan dømme og konkludere på forhånd. Jeg var lidt forbeholden og tænkte, at når man lever af at ordne negle og ansigter på amerikanske kvinder og havde to taskehunde, så syntes jeg umiddelbart, at det virkede som om, vi var kommet meget i hver sin retning.

Men endnu engang må jeg indrømme (og heldigvis for det), at fordomme kan være helt tossede, og jeg tænker tit over det, når jeg falder i fordomsfælden.

Tina var bare lige som dengang. Så dejligt et gensyn

Jeg var nemlig helt gal på den. Tina og jeg faldt bare total i hak med hinanden med det samme vi genså hinanden. Vi gik en tur rundt i haven snakkede løs, mens vi lavede en sammenføring af vores 5 tæver. Så kunne vi alle sætte os ind og snakke og hygge. Det var ikke at mærke, at vi ikke havde set hinanden i noget, der ligner 30 år. Det som vist først var tænkt som et smut forbi på en halv til en hel times tid for at sige davs, blev til flere timer. Meget hyggelige timer sammen med Tina og hendes kæreste Morten.

Det var vildt fedt, at Tina tog initiativ til dette gensyn. Det var virkelig en super hyggelig aften. Tina og Morten efterlod også en invitation til at kigge forbi dem i Sydtyskland. Sådan nogle initiativer har vi da alt for få af i dagens Danmark. Tak fordi du tog initiativet til det, Tina.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.