Nu er det fedt at løbe igen

En gang kunne jeg faktisk godt lide at løbe en tur om aftenen. Jeg løb til tider flere gange om ugen, og jeg nød det. Det er nok 15 år siden, og trods flere forsøg er det ikke rigtig lykkes for mig at genfinde glæden ved løbeturene.

I sommers købte jeg så CaniCrossudstyr hos Flying-Dogz, så jeg kunne løbe med hundene. Nogen gange tror man jo, at det rette udstyr er nøglen til motivationen. Jeg startede med kun at købe til border pigerne. MicMic var dengang ikke klar til at komme med ud at løbe endnu (og det er hun knap nok endnu…. men det går den rigtige vej). Så kom den ulidelige sommer med over 25 grader hver dag, og det blev ikke til så meget løberi. Det var sgu for tossevarmt at løbe med sin hund i den hede.

Her på det sidste har jeg dog fået snøret løbeskoene og er kommet afsted. Jeg må bare sige, at det her er en fantastisk måde at løbe på.

Altså den måde, hvor hundene er spændt for, og de løber med et træk, så man faktisk løber lidt som i et spand. Jeg har tidligere løbet med mine hunde, hvor jeg har løber med dem løs eller i flexline, men det her er bare noget helt andet.

Man bruger nogle helt andre muskler, end hvis man selv skal lægge alle kræfterne i at løbe. Når jeg løber med hundene spændt for, så bliver jeg ikke øm på forlåret, men i muskulator på hofter, bagdel og skinneben – Når jeg altså bliver øm af det, men det gjorde jeg de første gange.

De gange hvor jeg tidligere har været gået i gang med at løbe, så har jeg haft trang til at stoppe op og gå mange gange på en tur. Den trang forsvinder faktisk også på denne måde. Jeg nyder faktisk at løbe sådan. I dag var jeg for første gang i flere år oppe og løbe en tur på over 5 km.

Hundene løber med Zero DC Faster sele. En sele, der er beregnet til “træk”, så det ikke skader hundene “at lægge sig i selen”. Fuji og Ninja bruger str. S.

Det er praktisk, at linerne også er elastiske. Der har jeg f.eks en Zero DC Bungee. Elastikken giver et mere “fjedrende” træk end, hvis det bare havde været en fast line.

Det mest geniale er dog løbebæltet fra Zero DC Speedy, som sidder rundt om bagdelen og ikke bare trækker i lænden. Min lænd er nemlig lidt slidgigtramt, så den har jeg ikke brug for at blive trukket i.

Bagpå er en lomme, der lige præcis passer til mobilen. Så er man fri for at have den til at slaske rundt eller løbe med den på armen. For lidt løbemusik må der da til.

Det er måske lidt svært at se på billederne af løbebæltet, men nettet som du ser herover sidder rundt om bagdelen. Der går så snore op mellem benene som følger låret rundt og fastgøres i hver sin side ved hoften. Det lyder vældig generende, men man mærker dem faktisk ikke, men det gør, at bæltet sidder stabilt og faktisk giver en rigtig god støtte.

Som man kan se på det første billede af bæltet, så fastgøres hundene i en tværgående snor, hvor karabinhagerne kan glide. Det virker bare så meget bedre end det gamle Trixie løbebælte jeg havde, hvor hundenes liner blev fastgjort i en ring forrest på bæltet. Det var meget følsomt, hvis hundene skiftede lidt retning. Det her bælte er virkelig helt fantastisk.

Jeg håber, at jeg kan bibeholde motivationen til at løbe. Det er god motion for både hundene og mig. Hvis du ikke har prøvet CaniCross, så skulle du næsten prøve det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *