Egentlig er jeg en sjælden biografgænger. Hvis jeg går i biografen, er det mest i skoleferierne sammen med familien. Ud over de familiefilm, som vi ser der, så ser jeg ikke ret mange film i biffen.
I sidste uge var jeg så i biffen med en god veninde og hendes mor. Vi skulle ind og se Bohemian Rhapsody. Filmen om Queen, sangen og legendariske Freddie Mercury.
Det var en fantastisk film. Jeg var så draget af filmen, historien og ikke mindst den helt fantastiske lyd i Scala Biografen i Svendborg.
Filmen bragte mig også lidt ud af kurs rent følelsesmæssigt. Filmen rundes af med 20 minutters livekoncert fra Live Aid på Wembley Stadium i 1985. Man fik næsten lyst til at danse, klappe til “We will rock you” og ikke mindst synge med. Det store lærred og den perfekte lyd gjorde det så livagtigt og medrivende (især hvis man kan lide Queens musik). Koncerten i filmen som blev iscenesat for tusindvis af Queenfans er faktisk meget tro mod den ægte vare herunder.
Lige efter den gigantiske koncert dæmpes musikken og til billeder af The real Freddie kører rulletekster om den kedelig afslutning. Alle kender den jo. Freddie Mercury har AIDS og dør som følge af det af lungebetændelse i 1991.
Ja, så jeg var ikke overrasket over den slutning, men jeg blev så følelsesmæssigt overrumplet over, at en sygdom, som man i dag har styr på tog livet fra en legende for snart 30 år siden. Nu sad jeg der i biffen og sultede efter mere af Queens helt særlige musik.
Men mest af alt så blev jeg også ramt af tanken om, at nogen dør af sygdomme, før man finder kuren. Tanken om at sygdom også er et kapløb mod tiden og forskningen. Jeg følte, at der kunne trækkes en direkte linje ind i min egen lille familie. Der sker så mange ting indenfor forskningen af Cystisk Fibrose….
Ja det bliver let en lidt rodet historie, men kort sagt, så blev jeg berørt af tanken om, at det (at blive smittet med hiv) man døde af i 90´erne kan man leve med idag – endda uden at smitte sine børn. Jeg blev berørt at frustrationen og håbet af situationen i vores egen lille familie. Håbet om at forskningen snart har styr på Cystisk Fibrose, så patienterne kan sikres et godt og langt liv.
Men når det så er sagt, så var det faktisk ikke det, som fyldte min filmoplevelse ud. Det var faktisk mere filmen og musikken. Filmen var fed at se sammen med min veninde og hendes mor. Men jeg sad bare og tænkte, at denne her film skulle Henrik altså bare også se.
Henrik og jeg kan nogen gange godt få lange og detaljerede samtaler om musik. Vi kan sidde flere timer og høre musik og snakke om detaljerne i musikken. Det er heller ikke sjældent, at der spilles Queen hjemme hos os. Så jeg vidste bare, at jeg var nødt til at se filmen igen og denne gang sammen med Henrik.
Det fik vi så mulighed for mandag eftermiddag, hvor vi sammen så den i Kolding. Desværre var det i en af de mindre sale, hvor lyden ikke var lige så storslået som ved forestillingen i Svendborg. Lige den detalje havde meget stor betydning for filmen. Du kan nok regne ud, at jeg gerne vil foreslå dig at tage ind og se filmen, men så skal du altså snuppe en forestilling med prima lyd. Det giver lige filmen 20% mere.
Du skal dog ikke tage ind og se filmen med en forventning om, at så har du derefter fakta i orden vedr. Queen og Freddie. Der er faktisk fiflet med rigtig mange fakta. Som f.eks hvornår Freddie fik konstateret AIDS, hvordan bandet mødtes, hvordan de skiltes men også flere andre ting er vinklet lidt forkert eller har fået et forkert årstal i filmen.
Det er altså en historie, der læner sig tæt op af virkeligheden, og som er spækket med masser af lækker musik fra vores ungdom. Masser af flotte scener og skud fra lidt anderledes vinkler, som jeg bare synes er kræs. En god indsigt i bandets leg med lyd og genrer.
Se filmen! Den skal ses i biografen! På det store lærred og med 3D lyd!
Det er i øvrigt aldrig sket, at jeg er taget i biografen for at se den samme film to gange. Men jeg ville ikke undvære nogen af forestillingerne. Den fede lyd og billedeoplevelse, efterfulgt af forestillingen, som jeg delte med Henrik.