Efter at have været sulten efter agility i nogle måneder var det skønt at være afsted til stævne i går.
DCH Ikast havde arrangeret deres stævne i IEC – Indog hallen i Viborg. Det var jo en fornøjelse at løbe i hallen med det lækre kunstgræs i stedet for i en ridehal. Eneste ulempe ved hallen er, at tilskuerforholdene ikke er så optimale. Det er ikke så nemt for tilskuerne at følge med, men det er vel også vigtigere, at performance-forholdene er optimale.
Jeg havde ikke trænet ret meget baneforløb med Fuji siden i sommers. Hendes hjertediagnose slog lige luften ud af mig i et par måneder, og jeg mistede faktisk lysten til at løbe – især med Fuji. Så min sæson stoppede et par måneder før de fleste andre, som jeg plejer at “følges med”.
Efterårsmånederne brugte jeg på on-line springteknikkursus, hvor det egentlig mest var MicMic, der skulle have været med, men da hun jo stadig ikke var klar, så fik Fuji lov at lave øvelserne, og jeg nørdede rundt i nogle få øvelser i mange mange uger. For Fuji kan ikke se nogen idé i at samle sig. Hun vil bare gerne vise, hvor langt hun kan springe.
Min have har ikke rummet andet end små sære opstillinger siden sept, så efteråret har ikke budt på ret meget baneforløb for mine hunde.
Nu er jeg altså bare sulten efter stævner igen.
Ninja var så skøn at løbe med. Hun var ligesom at få de gode gamle vandrestøvler på. Hun er bare så glad, når det er hende, der får lov.
Fuji er lidt anderledes spændende at løbe med. Med alt hvad ordet “spændende” indebærer. Det er vist nærmere som at få et par skøjter på. Nogen gange kommer man ud af balance, og kroppen kæmper for at genvinde den. Man genvinder og kommer tilbage, eller man ryger måske lige på halen, og må rejse sig op og finde balancen igen.
I går følte jeg ikke, at det var skøjter, men i stedet et par gode løbesko, som jeg havde noget mere en fornemmelse af, hvordan jeg skulle komme frem i. Jo vist skete der da fejl. Hun har også bare en power og et tempo, der ikke levner meget plads til forsinket korrektion. Jeg synes bare, at hun arbejdede helt fantastisk. Det var så skønt, at folk kom hen og sagde til mig, at hun da virkelig havde rykket siden i sommers. Vel at mærke uden den store træning, vil jeg lige tilføje i samme åndedrag.
Pauser har nu aldrig skadet, siger min erfaring mig. Det er som om hundene finder en ro med mange af de ting, som man har trænet med dem, når de får nogle måneder helt uden træningen eller med meget begrænset træning. Som om tingene finder deres rette pladser i knolden på dem.
Da Ninja efter en skade og et kuld hvalp ikke løb agility i 8 måneder kom hun tilbage til en sæson i 2015, som var så ovenud fantastisk. Sikke nogle løb hun fyrede af. Det har været min bedste sæson nogensinde.
Med det i tankerne, er der vel ikke noget at sige til, at jeg glæder mig helt fantastisk til at løbe med MicMic igen. Hun har ikke løbet meget agility i hele 2018, og det har ikke været med hendes frie vilje. Hun har for nylig fået lov at løbe “et stakit” uden overliggere på springstøtterne, og hun var simpelthen for vild til den “leg”. Hun var så glad, at hun slet ikke fokuserede på opgaven, men var ved at torpedere springstøtterne. Så ja, hun skal nok blive sjov at komme igang med igen.
Nå men stævnet i går. Jeg tog altså top tilfreds hjem fra Viborg. Det var fantastisk dejligt at løbe på et godt og pålideligt underlag.
Nielsens-Dyreshop var også til stede i hallen. De var endda så søde, at give en lille gave til hver deltagende hund til stævnet. Det var da en flot gestus.
Præmierne var boner, som vi kunne indløse i deres stand. Det synes jeg jo var superfedt, så kunne jeg vælge lige det, som jeg synes, at hundene havde brug for.
Hvis stævnet holdes efter samme koncept næste år, så kommer jeg helt sikkert igen. Det var virkelig velafviklet med gode forhold for løbene.
Det er dejligt at komme igang igen. Allerede næste søndag tager Fuji, Ninja og jeg på tur igen. Denne gang i ridehal, når DCH Højme holder stævne.