Årø 2019

Vi plejer at tage en tur til Årø en gang om året. Vi kom til at svigte Årø sidste år. Silas var nu begyndt at efterlyse turen til Årø, så med en lørdag helt uden planer og noget der faktisk lignede lækkert forårsvejr (i modsætning til det skybrud, der havde været natten til fredag), så planlagde vi fluks en tur til den lille ø 

Årø er en fin lille ø øst for Haderslev. Der er 150 indbyggere, og der er både mulighed for at få noget at spise flere steder på øen, men også overnatningsmuligheder i form af værelser eller på campingplads. På øen er der både vingård, parkgolf og mulighed for at leje golfvogne at køre øen rundt på, hvis man er lidt for doven til at bruge fusserne

Vi var friske på at slide lidt på fusserne denne dag. Så vi havde pakket rygsækken med madpakke og drikkevarer og snøret skoene. 

En oplagt Silas på færgen
Mor/søn selfie på færgen

Sejlturen tager 6 minutter og en tur/retur for hele familien koster sølle kr. 50. Færgen sejler en gang i timen, så det kræver ikke den helt store planlægning at tage på udflugt på den lille charmerende ø.

Det er nærmest obligatorisk, at Silas skal hoppe på Havne-Grillens Giraf-hoppeborg, som står til fri afbenyttelse. Men lur mig om de ikke sælger et par is, øl og kopper kaffe, når forældrene skal vente på de hoppende unger?!

Vi havde besluttet os for en vandretur langs kysten på øens sydvestside. Det var en flot og hyggelig tur. Selvom vi tidligere har været på øen, så havde vi faktisk aldrig gået på denne rute før. 

Henrik og badenymferne med Årøsund i baggrunden

Der var ikke mange turister på øen i denne weekend. Der var faktisk mest nogle lystfiskere. Der var derfor mulighed for at nyde naturen i fulde drag. Endda mulighed for at dase på stranden, hvor vi gjorde et længere holdt fordi Silas klagede over mavesmerter (hvilket ikke er så usædvanligt, da hans fordøjelse er lidt handicappet pga en bugspytkirtel, der ikke fungerer).

Nogen fik ved den lejlighed en morfar, andre gravede i sandet og nogen helt andre småkedede sig ved opholdet. De sidstnævnte var Fuji og MicMic, som var kommet med på turen. Ninja måtte desværre blive hjemme fra denne tur, da den vil være for lang for hende at gå. Hun kører stadig på skåneprogram, og må somme tider blive hjemme, hvis turene er for lange. 

Årø har en smuk natur

Vi benyttede mest Årøs gratis glæder ved vores besøg. Gik en flot tur på en skøn forårsdag og nød foråret. Købte faktisk også en enkelt is. EN ENKELT! Og den var faktisk ikke til mig, men til Silas! Nogen vil tro at det er løgn, men det er sandheden. Jeg smagte den ikke engang. 

Sikke en skøn forårsdag at gå tur i

Hvis du gæster Haderslev i en weekend eller i en ferie, så kan jeg godt anbefale Årø som et udflugtsmål. Ikke fordi der nødvendigvis sker en hel masse her, men der kan da være aktiviteter ved Havnen.

Hvert år er der i november også Årøs specielle julemarked. Der er jazz på Havnen og forskellige andre aktiviteter i løbet af året. 

Hvis man trækker væk fra “byen” på øen/Havnen, så er der masser af uspoleret natur, og som det er på de danske småøer, så er tempoet trukket helt ned, når man går i land. Man kan næsten kun slappe af. 

Brakmarker med græssende kvæg med den skønneste havudsigt

Det var en skøn dag sammen med familien med madpakker, picnic på stranden, frisk luft og fysisk aktivitet. 

Så kan man godt tillade sig at købe en lækker pulled pork burger på fastlandet, hvor der ligger en lækker Grill, som man kommer til som det første, når man stiger af færgen. 

Nu har vi i hvert fald nået en tur til Årø i 2019. Måske bliver det til en mere. Hvem ved?! Måske med campingvognen, så ved jeg, at man får lidt mere med. Det har Mandø lært mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *