Der findes helt særlige stævner. Stævner som ikke bare er tilfældige stævner. Men faktisk stævner, som man rigtig gerne vil deltage i. Sådan et stævne holder de i DCH Løgumkloster.
Jeg havde ikke været til stævne i hele maj (det er ellers årets største stævnemåned, hvor jeg plejer at være til stævne hver weekend), men havde glædet mig til at komme til Løgumkloster. Jeg var tilmeldt 8 løb med MicMic og 4 løb med Fuji fordelt på hele weekenden.
MicMic nåede desværre kun et løbe et enkelt løb. Da jeg kom i mål med hende, så observerede jeg, at hun ikke var helt rentgående. Hun var ikke halt, men gik bare ikke rent.
Jeg valgte at få hende gået igennem af en af pladsens behandlere, som konstaterede, at hun havde en hvirvel ved skulderbladene, der drillede hende, og hun også havde noget ved brystbenet, der drillede. Det var nok forårsaget af spændinger (og måske også af et tidligere “sammenstød” med en border collie med fuld fart på). MicMic døjer lidt med spændinger, og jeg har tidligere ladet hende få regelmæssige osteopatiske behandlinger. Det har dog være lidt i bero de sidste 3 måneder, da Ninja er blevet prioriteret. Det er bare så svært at nå det hele.
MicMic fik en kranio sakral behandling og fik løsnet spændinger, og jeg ville ikke løbe mere med hende i den weekend. Hendes krop havde brug for ro efter behandlingen. Hun fik smertestillende og magnetdækken på over de næste par dage, så hun kunne slappe af og være klar til den kommende weekend. Hun skulle være klar til stævnet i Viby, men det var da virkelig øv kun at nå at løbe et eneste løb med hende i Løgumkloster. Glæde, forventning og penge lige ud af vinduet.
Fuji fik sine to springløb, og så var det den stævneweekend for os. Jeg synes ikke, at jeg gad at køre afsted søndag for at løbe to springløb med Fuji, så ville jeg hellere bruge min søndag på noget andet.
Mit humør var ikke super højt lørdag, men det var måske ikke så underligt. Jeg synes ikke lige, at det kører specielt glat for mine hunde og mig. Jeg synes virkelig, at jeg ualmindelig uheldig, og jeg bliver oprigtigt ked af det, når sporten går ud over mine hunde. Da jeg kom hjem, blev jeg også lidt Maude-agtig og kravlede i seng og sov et par timer.
Efter et par timers middagssøvn, havde jeg et lidt friskere syn på det hele, og jeg fik planlagt en formidabel søndag. Det nytter jo ikke at sidde og hænge og være trist og ærgerlig. Derfor gør jeg altid et forsøg på at finde noget positivt eller ændre omstændighederne til noget positivt. Det lykkes ganske ofte for mig, men jeg kan naturligvis ikke trylle. Jeg er jo bare et menneske.
Inden jeg gik i Maude-mode, havde jeg skrevet til Gitte Poulsen og spurgt hende, om hun måske skulle lave Nosework søndag. Det skulle hun egentlig ikke, men de planer ændrede hun. Det var helt fantastisk, for vi trængte til at blive hjulpet lidt videre i vores træning. Tusind tak Gitte!
Søndag kunne jeg sove lidt længere, fordi jeg ikke skulle til stævne. Jeg vågnede kl 07.30, og tænkte om jeg skulle løbe en tur med Fuji. Jeg fik kigget lidt nærmere ud af vinduet fra soveværelset fra første sal. Ved nærmere eftersyn kunne jeg se, at det faktisk regnede. Indrømmet, så tabte jeg lige motivationen til løbeturen, og nåede lige at mærke en tilfredshed med, at jeg ikke skulle til stævne og løbe rundt i regnvejr. Ja ja, det var det med at se det positive i tingene.
I stedet startede jeg bilen og kørte til nabolandsbyen, hvor jeg handlede ind og købte morgenbrød, så vi kunne hygge med det, inden Silas og jeg skulle mødes med Gitte.
Vi mødtes i klubhuset i Kolding, hvor vi udfordrede mine hunde lidt ekstra, da det både var nyt miljø og så skruede vi op for sværhedsgraden.
Det fede ved Nosework er, at Silas også synes, at det er sjovt, og han er faktisk god til at observere hundene og bemærke deres fremskridt. Det er som regel Silas, der gemmer godbid (og duft. Vi er først nu ved at parre duft og godbid).
Nosework på vores hyggeniveau er da en fantastisk sjov adspredelse. Hundene hygger sig bestemt også med det.
Om eftermiddagen kørte vi op til min gode veninde Mona for at se hendes og kærestens nye paradis ved Randbøldal. Det passede også Silas så fint, for så kunne han hygge med bedste-vennen Oliver.
Lækker ejendom med fantastik (stor) grund til. Vi gik en tur i deres skov, som naturligvis var dejlig kuperet (stednavnet RandbølDAL siger jo lige som alt om det). Det var jo rigtig godt til Ninjas genoptræning at gå i kuperet terræn. Det var en skøn tur. Endda selvom det regnede.
Vupti så var søndagen gået, og det havde været en rigtig skøn dag. Når nu planerne blev smadret, så var det jo heldigt nok, at jeg kunne arrangere andre gode ting.