Det er heldigvis altid tilladt at være stolt af sine børn.
Jeg er så den stolte mor, der lige flasher billedet af sin 10-årige søn, der efter graduering i lørdags nu kan pynte sit hvide bælte med en lille gul snip
Silas og Henrik har gået til Taekwondo i et lille år nu. Henrik har dog gået tidligere og har også “snydt” lidt med andre kampsportsgrene gennem tiden. Men de har aftalt at følges ad op gennem graderne. Så de er begge startet ud med hvidt bælte.
Silas har et mål om at få sort bælte. Det ville jo være fedt, hvis han vil hænge i så længe og være flittig med sporten. Det er især godt for ham, som ikke er sådan særlig fysisk. Det er godt for alle at bruge kroppen, men for Silas er det rigtig vigtigt, men det kan være lidt svært at motivere ham.
Det er absolut heller ikke alle sportsgrene, som Silas tænder på, men Taekwondo passer nok særlig godt til ham, fordi det er en individuel sport, hvor et hold ikke er afhængig af hans præstation, når han er der. Nogen gange er han ikke så veltilpas, og han kan have brug for at geare lidt ned, og det er ikke givet, at et hold fyldt med konkurrence-tosser (sådan nogen som mig selv) altid har tålmodighed til det.
Silas fik et fint ekstra rødt stempel (det lille runde) på sit certifikat. Det betyder, at han bestod med udmærkelse, og det var ikke, fordi de delte rundhåndede ud af udmærkelserne. Man skulle faktisk gøre det ekstra ordinært godt.
Faktisk var trænerne noget overrasket over, hvordan han “shinede” til gradueringen. Jeg var nok ikke, for naturligvis kan Silas ikke lide at gøre noget halvt, når det endelig er. Så godt kender jeg ham.
Flot Silas! Det var første skridt på vejen til det sorte bælte.