Rehab, ups and downs

Den kommentar, som jeg oftest fik med på vejen af folk, når de skulle kommentere på Ninjas korsbåndsskade var: “Puha. Det bliver godt nok hårdt!”

Den sætning tror jeg primært havde adresse til, at jeg skulle holde Ninja i snor de næste mange måneder, og hun det næste lange stykke tid skulle kontrolleres i al sin aktivitet.

Men der er seriøst den letteste del af forløbet. Det er planlægning, logistik og bekymringerne især, der er hårde. Det er det enorme tidsforbrug. Der går typisk 10 – nogen gange 15 timer om ugen med aktiviteter og kørsel, der kan relatere til genoptræning af Ninja. 

Det er 4½ måneder siden, at Ninja fik sin korsbåndsoperation. Tiden går stille og roligt. For det meste er jeg også rolig inde i mit hoved, men nogen gange så blusser bekymringerne op for, om det går som det skal. Når jeg mon i mål? 

Men faktisk har jeg det meste af tiden været ganske ubekymret og bare fulgt den plan og de øvelser, som jeg har fået fra de steder, som har været involveret i Ninjas genoptræning. 

Desværre har det ikke lykkedes for mig at samle genoptræningen og dialogen om det på et sted. Jeg synes, det er drønsvært at få logistik og tillid til behandlere til at gå op i en højere enhed. 

Ninja med ørerne krøllet sammen i nakken ved Aarhus Dyrehospital, der forestod operationen i februar

De første 6 uger var stille og rolige. Ninja måtte kun luftes på korte ture, der steg fra 2x max.5 min om dagen efter 1 uge og op til 2x max. 30 minutter om dagen, da vi nåede de 12 uger. 

Det betød, at jeg de første uger faktisk slet ikke kom ud af haven sammen med Ninja. Vi har en stor grund, hvor jeg kunne gå runder af 5 og 10 minutter. Da jeg endelig kom ud  at gå langs vejen, var jeg nødt til at vende om allerede efter 200 meter, fordi tiden var “brugt”. 

Tempoet var så langt nede, at jeg helt sikkert har lignet en i en dyb depression, som jeg gik der i slow motion med blikket rettet mod Ninjas bagben. Men jeg var nu ikke i dyb depression, men fulgte bare de anvisninger, som jeg havde fået og gik kun med Ninja i roligt tempo/skridt og kun i kort snor. 

Det var så skønt at runde de 6 uger, hvor den meget korte snor kunne  udskiftes med en flexline. Der er ingen tvivl om, at Ninja nød, at hun kunne komme lidt længere omkring end bare en radius på max. en meter fra mig. De første 6 uger var det vigtigt, at hun kun bevægede sig i skridt, for at sikre, at hun bar vægten på alle 4 ben og ikke snød og skånede det opererede ben. Det er nemlig lettere at “snyde”, når man kommer op i tempo. 

 

Nu, hvor snoren var blevet længere kunne hun faktisk nå hen og snuse til de samme spots, som de andre hunde snuste til, når de to andre gik løs. Turene var også længere nu, så vi kunne faktisk også nå at gå en runde eller en tur på stranden. Nu efter mere end 4 måneder er vi oppe at gå 30 til max 60 minutter (2-5 km alt efter terræn og tempo). Jeg er stadig påpasselig med ikke at komme til at gå alt for langt.

Ninja kigger på mens Fuji og Mic har en fest sammen med Silas på stranden

Ninja er heldigvis en fornuftig hund i en flexline. Efter de første 12 uger fik hun også lov at være løs på stranden, men først når vi havde gået lidt på stranden, og der var faldet ro på flokken. Mine hunde er vant til at fræse afsted, når vi kommer ned på stranden, så de er som hesten, der er vant til at få lov til at løbe i fri galop et bestemt sted på ens faste riderute. Alle, der har redet, kender den fornemmelse af at sidde på sådan en hest og holde den tilbage, før man slipper den på den faste galopstrækning. 

Vildskab er forbeholdt Fuji og Mic. Det er ikke dumt at have Ninja i flexline ellers deltog hun nok gerne i løjerne

 

Ninja ræser ikke afsted,  når hun slippes efter at den værste gas er gået af de andre to. Hun opfører sig fornuftigt. Hun får dog stadig ikke lov til at være løs sammen med Fuji. Det er for stor en fristelse, hvis de er løse sammen på stranden. Så når Ninja får listet snoren af, så får Fuji den på i stedet for. Det fungerer rigtig fint. 

Men hun nyder helt sikker, når turen går til stranden. Det er hård træning for hende at gå i sandet eller på de stenede strande. Jeg har gået og vurderet hende på strandturene, fordi underlaget giver en konstant belastning. 

 

Det er rart for Ninja, når det er Fuji, der får flexlinen på i stedet for

Hun virker ganske upåvirket, om hun går på sand eller på knytnævestore sten. Hun fravælger ikke selv de belastende underlag og søger ikke mig, men går bare, som om alt er ok. Jeg går dog max en halv time på stranden, for jeg vil nødigt overbelaste. 

Jeg prioriterer også at gå ture i skoven, hvor der er bakker og små grene på stierne (eller udenfor stierne), som hun skal navigere over. Det er god træning at gå op af bakker og trapper, fordi vægten så ligger på bagparten. 

Grene og rødder på stierne skal hun løfte benene over, og det er med til at hjælpe med, at hun bevarer sit løft på bagbenene, når hun går. 

 

Jeg er faktisk meget hysterisk med at passe hendes gåture. Det har været lidt udfordrende for mig nu, hvor jeg er startet på nyt job, og har mange arbejdsdage på Sjælland. 

Så har jeg været nødt til at tage Ninja med i bilen. Jeg er kørt tidligt. Når jeg er ankommet  til Søborg, har jeg gået et kvarters tid med hende. I min frokostpause har jeg igen været ude at gå. Denne gang en halv time med en klapsammenmad i hånden i den lokale kirkegårdspark. Inden jeg kører hjem sidst på eftermiddagen er hun igen ude på en kort lille strække-ben-tur. 

 

Jeg kender snart parken bag Gladsaxe Kirkegård som min egen bukselomme

Hvad det angår, har jeg været utrolig bundet af genoptræningen, og er det sådan set stadigvæk. Man har oplevet mig gå tur kl 01.30 i nattens mulm og mørke eller lave rehab øvelser kl 3 om natten, fordi jeg var “bagud”. Jeg har bare lige skulle nå det, inden jeg skulle sove. 

Rikke Wriedt er en af dem, som har "fodret" mig med øvelser

Ved siden af gåturene har jeg forskellige øvelser, som jeg laver med hende.

Bøj og stræk af knæet for at sikre mobilitet i leddet, så det bevarer sin bevægelighed. 

Stå på balancedisc, som aktiverer mange forskellige muskler.

Waterwalker. Vi har taget 10 gange i waterwalkeren og afsluttede i denne uge. Det har været drøjt og svært at planlægge, fordi der kun kan bookes waterwalker på bestemte ugedage, og fordi jeg skulle køre 100 km for at benytte en waterwalker. Der var bare ikke nogen tættere på. Men jeg har været glad for waterwalkeren, fordi jeg har kunnet følge hendes bevægelser og samtidig også fået en vurdering fra veterinærsygeplejersken, som er vant til at genoptræne TTA hunde. .

Waterwalkertræning foregik på Bygholm Dyrehospital

Bakkeøvelse. Balance, stabilitet og aktiverer musklerne i det opererede ben, når vægten ved at bakke flyttes mere over på bagparten.  

Cavaletti træning. God træning af løft af benene, da nogen TTA hunde godt kan “tabe” benene efterfølgende. Jeg har virkelig haft de cavalettis med på turne, så jeg holdt den del ved lige. 

Cavalettis med på campingtur

 

Løft af alle 4 ben på skift. Det var lidt grænseoverskridende, da hun første gang skulle løfte højre bagben, så hele vægten bagtil ville ligge på hendes opererede ben. 

Strækøvelser af ryggen for at bevare smidigheden. 

Stå-sit. I den bevægelse vil vi gerne have knæ ind på plads. TTA hunde vil gerne stritte med det opererede knæ, og med denne øvelse stiler man efter at træne musklerne med den korrekte vinkel på knæet, og selve bevægelsen giver god træning af lårmusklen.  

Det er faktisk lidt skræmmende, hvor hurtigt muskelmassen svandt ind. På to uger var den elles så svulmende lårmuskel bare svundet helt ind. Det er virkelig svært at få bygget musklerne op igen, fordi man skal træne det dårlige ben, som jeg også er bange for at overtræne. Jeg synes, det er svært at vide, hvornår man presser på, og hvornår man overbelaster. Det er også sket et par gange, at jeg kan se, at hun er blevet øm i benet efterfølgende, og det kan jeg bare ikke lide, selvom jeg jo også selv kan blive øm efter en gang træning, og det er der jo ikke noget alvorligt ved. 

Fint markeret lårmuskel lige efter operationen
Ca. 2 uger efter

For det meste har jeg været meget positiv omkring Ninjas udvikling, og egentlig syntes, at hun brugte benet godt. Bedst som jeg har konkluderet, at det faktisk går helt fantastisk fremad, så ser jeg f.eks dagen efter, at hun ikke går 100% rent på benet. Decideret halt har hun ikke været ud over den ene gang sidst i april, hvor jeg faktisk bare tror, at hendes ben havde haft krampe efter en længere køretur. 

Men på min værste dag har man kunnet træffe mig grædende og bekymret på Aarhus Dyrehospital, hvor kirurgen, der opererede Ninja hankede lidt op i mig, og både venligt og bestemt fortalte mig, at uanset hvad andre sagde til mig, så kunne jeg ikke forvente, at Ninja skulle være rengående før 4-6 måneder efter operationen, for jeg skulle huske på, at det var en meget omfattende operation, og det tog altså tid at komme sig over det. Det kan godt være svært, når flere kommer med input, og man bare så gerne selv vil have, at det hele ender godt. 

Kirurgens ord dunker jeg så mig selv i hovedet med, når jeg ser noget i Ninjas bevægelser, som vækker min bekymring. Jeg ser mange ting, når mine øjne nærmest er naglet fast til Ninjas venstre bagben for nærmest hvert skridt hun tager. Man kan stirre sig helt blind. 

Men jeg er især glad for at bemærke, at jeg ikke kan se noget på hende, når hun rejser sig efter at have ligget og sovet. Jeg kan heller ikke se nogen aflastning af det opererede ben, når hun går op af trapper. 

Hun får stadig ikke selv lov til at springe ud og ind af bilen, men må finder sig i at blive løftet ind og ud. Hun hader at blive løftet. 

 

Tænk hvis man kunne være med til at lege igen?! Ninja er her bundet til trampolinen, så det bliver ikke vildt

Hvad er målet for Ninja? Egentlig er mit mål, at hun skal blive lige så fin og god, som før korsbåndet bristede. Jeg vil Ninja alt det bedste, og hun fortjener, at jeg gør en indsats for, at hun bliver fin igen. 

Men det primære mål er, at hun kan leve et godt hundeliv igen, hvor hun ikke skal være begrænset og kan følge med de andre hunde på alle slags gåture uden nærmere hensyn. 

 

Jeg mindes.....

Jeg indrømmer, at jeg har småtudet over at se de store klasse 3 hunde gå banegennemgang og løbe deres klasser. Jeg ville bare så gerne have været med der sammen med Ninja. Det blev så brat taget fra os/mig. Men vigtigst af alt, så har jeg stadig min hund, og der er udsigt til, at hun fortsat kan have et godt liv. Det er dog det vigtigste. Det er meget vigtigere end klasse 3 løb, finaler og mesterskaber. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.