Ninja kommer i drømmen

Natten til mandag drømte jeg om Ninja.

Jeg drømte, at jeg havde forsøgt at slutte fred med, at hun vil blive, som hun nu engang ender med at blive. Måske vil hun aldrig blive helt som før. Sådan en lidt opgivende indstilling.Det afspejler nu egentlig også den vågne tilstand. At nu er hun fin nok, og at jeg skal tage den lidt med ro med resten. Det skal nok komme. Jeg skal bare lægge bekymringerne væk. Sådan tænker jeg også nogle dage, men hvad er status egentlig i virkeligheden?

I drømmen bemærker jeg, at det er lige som om hendes venstre bagben var blevet skævt. Lidt som om det var skredet i bruddet. Jeg kunne se det på den måde, som hun lagde trykket i sin gang på venstre bagben, og da jeg kiggede nærmere på det, virkede benet skævt. Men jeg har altså set røntgenbillederne, der viser, at ophelingen var fin efter ca. 10 uger. Der er nu gået mere end 6 måneder siden operationen. Så det er nok ikke blevet mindre fint?!

Kontrolbilledet ca 10 uger efter operationen. Ved den røde pil ses igangværende opheling. Kirurgen på Anicura AArhus Dyrehospital var godt tilfreds

Jeg ved, at hun er blevet passet godt på, og ikke har fjumret rundt. Benet er desuden skruet sammen og holdt fast af nogle titanium-implantater. Så jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan deti drømmen skulle kunne ske. Men det var altså også bare en drøm. En drøm, hvor jeg famlede rundt for at finde ud af, hvem der kunne hjælpe mig, Ninja og det skæve ben. Så jeg syner? Skulle hun opereres igen, hvem kunne operere? Og fuck dækningen hos Agrias på 120 dage er for længst udløbet. Åh nej. Det bliver latterligt dyrt. Kunne man overhovedet hjælpe hende, hvis det var? Jeg vågnede lidt i forvirringen.

I virkeligheden – altså i hverdagen, når jeg er vågen – er det sådan, at bedst som jeg synes, at det går helt forrygende, så ser jeg måske lige pludselig, at hun ikke går helt rent. Egentlig ret opslidende. Det er ikke sådan, at hun halter. Men nogen gange, kan jeg se, at hun ikke træder helt igennem. Jeg kigger, jeg tænker og vurderer og bliver helt idiot.

Det er nok allermest fordi jeg lige nu arbejder på at bygge nogle muskler på hende igen. Jeg synes, det er en meget svær opgave. Egentlig er det ikke unaturligt, at man bliver øm, når man træner og skal opbygge muskulatur.

Fitbone og campingtrappe. Det er vigtigt at belastningen ligger på bagben, når jeg træner med Ninja.

Ligesom hvis man selv har været i træningscenter og givet den lidt gas, så kan man godt være øm en dag eller to efter. Jeg har da mange gange lignet et stykke skamskudt vildt, når jeg har skulle gå op og ned af trapperne dagen efter styrketræning. Selvom jeg passer på ikke at presse citronen for meget med Ninja, så er jeg også nødt til at skubbe lidt til grænsen og prøve mig frem. Så nogen gange vil hun naturligt nok blive øm. Det er bare svært at acceptere. Det føles lidt som et skridt frem og to tilbage, når man så er nødt til at give hende et par dage med ro.

Træning med elastik på venstre bagben

Det er faktisk bare forbistret svært, for hvis jeg bare kunne spørge hende, mens vi laver øvelser og dagen efter. Men det hele hænger på mig og min vurdering.

Det er altså ikke sådan, at jeg har lagt et stramt træningsprogram for Ninja. Jeg har nogle forskellige ting/øvelser, som jeg plukker lidt i, som det ellers passer ind i vores aktiviteter og lokationer. Ellers passer jeg gåturene og bøj/stræk og lidt gør-det-selv massage nogle gange om ugen.

Det er ikke fordi jeg har et mål om at få min agilitystjerne tilbage. Jeg får aldrig de fede agilityoplevelser med Ninja igen. Det er desværre fortid nu. Jeg vil bare gerne have, at hun er velfungerende, kan løbe, lege og have et godt hundeliv og ikke belaster sig selv forkert.

Sommeren har også budt på rig mulighed for at svømme, når nu vi bor så tæt på vandet. Men det er svært at styre, hvordan musklerne bruges under svømning.

Går det godt? Ja, jeg ved det i virkeligheden ikke…

Jeg har været til ganganalyse hos Hundefysio i Værløse to gange med cirka 4 ugers mellemrum. Der tages tre målinger på løbebåndet, når hunden er kommet op og går jævnt på båndet.

Til den første analyse kom jeg med store forventninger, fordi jeg selv havde en følelse af, at hun nærmest gik helt perfekt. Jeg var så nedslået over at se analysen. Jeg var trist hele vejen hjem fra Sjælland. Jeg havde ellers på forhånd bestemt mig for at blogge om status, når jeg havde fået lavet analysen, men jeg var så skuffet over udfaldet, at jeg havde brug for at sunde mig lidt. Analysen viste, at hun ikke trådte igennem på venstre bagben. Trykket var ikke så hårdt og længden af skridt var også kort.

Hendes muskel over knæet var spændt som på en teltbardun. Det burde i stedet føles som en elastik. Hundefyssen Line gav mig nogle teknikker til at blødgøre musklen. Samtidig sagde hun, at det var naturligt, når man tænker på, at man ved operationen sætter et implantat ind, som ændrer i knæets vinkel ved så at sige, at skyde knæet fremad. Derved skal muskler og sener også strække sig længere. Ret logisk egentligt.

Jeg tog teknikkerne med hjem og arbejdede med dem. Nogle øvelser var jeg desværre nødt til at indstille lidt, fordi vi var på byferie i Tyskland, hvor vi gik en del i rundt i byerne hver dag, og jeg ville ikke belaste Ninja ved også at lave styrkeøvelser med hende. Tænk hvis hun pludselig blev øm?!

Efterfølgende havde jeg en uge på højskole, hvor min søde far tog sig kærligt af Ninja. Så var jeg sikker på, at hun kom ud at gå sine kontrollerede gåture, fik lavet sine cavaletties og blev nusset om. En hel uge alene med min far, hvor man også kunne komme med til Krolf og blive nusset af alle pensionisterne. Det burde jo i sig selv være en god heling.

Efter ferien tog jeg igen Ninja til ganganalyse. Analysen viste, at hun nu tog længere skridt på venstre bagben. Det tilskriver jeg min massage og udstrækninger. Hun lagde også en lille smule mere tryk på venstre bagben under gang, men nu var hun begyndt at træde med mindre tryk på venstre forben også. Så nu lå hendes tryk primært på hendes højre side.

Til det kan jeg tilføje, at vores hunde normalt bærer 60% af vægten på forparten og 40% på bagparten. Så Ninja er noget afsporet, kan man sige.

Hvordan får jeg hende så tilbage på sporet? Hvis jeg træner venstre bagben med øget belastning, så synes jeg, at hun trykker sig lidt skæv, og da hun fik massage af Rikke Stengade i sidste uge, så var der rigeligt at tage fat på i højre forpart.

Ninja med håndklædedækken efter en tur i vandet.

Jeg er faktisk lidt i vildrede. Hvordan dælen får jeg hende på rette spor? Jeg synes, at jeg famler i blinde og tager lidt input fra hist og pist. Selvom jeg nogen gange drømmer om at lukke øjne og ører og lade som ingenting, så er jeg ikke sikker på, at det er den løsning, som jeg vil blive mest glad for i længden. Omvendt ville jeg gå mindre op i om jeg selv var fit for fight på mit bevægeapparat. Det er er måske lidt tosset, og nogen gange ville jeg ønske, at jeg kunne være lidt mere “ligeglad”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.