I virkeligheden har indholdet af dette indlæg spøgt i min blogkladde siden marts 2018.
I sommers hvor jeg var en uge på Testrup Højskole for at skrive, arbejdede jeg meget målrettet og intenst med det, som jeg havde nedfældet i blogkladden mere end et år forinden. Min opgave var et skrive et essay. Jeg vidste, at denne uges arbejde, der skulle bringe mit budskab videre fra kladden til at essay.
Et essay er en tekst, hvor man er undersøger og reflekterer over et emne. Jeg havde (og har stadig) et budskab, som jeg meget gerne vil have sendt afsted og som jeg gerne vil have læseren til at reflektere over.
Nu har jeg gemt på kladde og essay så længe, men i dag må være den helt rigtige dag at sætte det fri på. Offentliggørelsen er min gave til min mor, som i dag ville være blevet 73 år .
Jeg har gjort mig umage, jeg har grædt og måtte opgive at læse det højt for min gruppe på højskolen. Jeg kan sagtens tale om indholdet i min tekst, men jeg kan ikke læse den højt for andre. Jeg har skrevet om på det igen og igen.
Det var en stor opgave at skulle koge en lang, meget personlig og dagbogsagtig blogkladde ned til et essay, der kunne læses af alle – dermed også folk, der ikke kender mig eller min familie
Det har været en svær proces at få færdigt. Det har været følelesesmæssigt svært, fordi der givetvis er ting omkring min mors ønsker, som bør stedes til hvile sammen med hende.
God fornøjelse med mit første essay
Ske din vilje
”Jeg kan altså næsten ikke høre, hvad du siger”. Min kæreste lyder lidt undskyldende. Det er svært at føre en samtale med en, der hikstende hvisker og græder på samme tid. Det har været en hård dag. Jeg er træt. Jeg har ringet til min kæreste, selvom det egentlig er alt for sent til at ringe. Jeg har brug for at tale med en, som ikke er helt så tæt på min mor.
Nu er der endelig faldet ro over huset. Et hus i kaos. Et hus med et nyligt og pludseligt dødsfald hængende i væggene. Min bror og de store børnebørn er taget hjem. Min far er gået i seng. Selv er jeg kravlet ned under dynen i mit gamle ungpigeværelse. Sorgen og erkendelsen af tabet af min mor runger i mit tomme sind, som hvis nogen smækker hårdt med døren i en tom lagerhal, hvor lyden bliver hængende. Jeg ligger og kigger direkte over på reolen med de mange fotoalbum, der er spækket med minder. Minder fra en lykkelig barndom med en mor og en far på bilture til Norge, billeder fra familiefester og sommerdage i Djurs Sommerland. Jeg har lyst til at åbne albummene, komme tættere på minderne, men jeg magter det ikke. Ikke i aften.
”Det var jo bare slet ikke sådan hun ville have det”, hviskede jeg grådkvalt ind i mobilen. ”Nu gør vi alt det, som hun ikke ville have”. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage, og kæmper for at holde hulk, gråd og snot inde. Jeg vil så nødigt have, at min far kan høre min sorg. Selvom han med garanti føler den samme sorg. Men han skal ikke høre min ord, som vil blotlægge, at jeg den aften føler mig led og forræderisk. Jeg er jo nødt til at acceptere, hvad vi som familie sammen har besluttet. Beslutninger, der klart gik imod min mors vilje.
Min kæreste er altid så god til at træde et skridt tilbage og se tingene i et større perspektiv. ”Jamen for hvis skyld skal det også være sådan, som din mor ønskede det?!”.
Han havde jo ret. Det burde jo ikke betyde noget for min mor. Hun er jo død, og hvordan vi håndterer vores afsked med hende og hendes eftermæle, kan hun jo i princippet være ligeglad med. Vi har stadig et behov. Dem har min mor ikke flere af.
Hvad skal der ske med dig og din krop, når du dør? Har du tænkt over det? Der findes mange måder at tage afsked med den døde krop på. Nogen ønsker en kistebegravelse, mens andre ikke kan klare tanken om, at små orme skal gennembore deres krop nede i kisten. Andre ønsker at få deres aske strøet ud over havet uden et egentligt hvilested, men for altid i smuk forening med naturen. Måske har du nedfældet dine ønsker. Har du talt med dine nærmeste om dine ønsker? Det kan være, at dine ønsker har en konsekvens for dine efterladtes sorgbearbejdning.
Min mor døde for mere end halvandet år siden. Selve dødsfaldet kom meget pludseligt. Hun faldt om i brusebadet, og trods forsøg på genoplivning afgik hun ved døden. Derfor havde vi ikke haft en terminal fase, hvor man typisk vil tale om, hvad der skal ske efter døden. Vi manglede ligesom en drejebog til afslutningen på livets film. Min mor havde nogle ønsker, men hun havde ikke skrevet dem ned. Det var heller ikke alle ønskerne, som hun havde indviet hele familien i.
Min mor havde en længere sygdomshistorik med forskellige diagnoser, som kræft, knogleskørhed, diabetes, m.m. Hun syntes derfor, at det gav mening og kunne gavne lægevidenskaben, hvis hun donerede sit legeme til forskningen. Det kræver dog en række aktive handlinger, mens man stadig er i live. Det vidste hun nok ikke. Hun havde i hvert fald ikke fået det gjort, og derfor kunne dette konkrete ønske ikke efterkommes.
For at kunne donere sit legeme til lægevidenskaben skal man udfylde og underskrive et fysisk donortestamente, som man får tilsendt efter at have henvendt sig til et af tre universiteter i Danmark, som modtager de døde legemer. For endelig at blive endelig godkendt skal man gennem en telefonisk forsamtale med Institut for Molekylær Medicin.
Efter ens død skal universitetet modtage kroppen indenfor max. 4 dage og kan beholde den mellem 1 dag og 2 år. Det betyder, at man som familie har meget kort tid til en evt. afskedsceremoni og kan risikere at skulle vente to år på at få den afdødes urne hjem. For nogen familier er det måske svært at acceptere, at det hele i starten skal gå så stærkt, og at der i den anden ende kan gå lang tid, før man evt. kan nedsætte urnen.
Min mor havde overfor mig for mange år siden udtrykt, at hun slet ikke ønskede en bisættelse eller begravelse. ”Hvis folk vil mig noget, kan de besøge mig i livet, og ikke kun når jeg er død”, sagde hun. Efter hendes død viste det sig, at det kun var mig, der kendte til dette ønske. Det er ikke sådan, vi typisk tager afsked ved dødsfald i vores familie. Jeg kunne faktisk blive helt i tvivl, om det nu også var det, som hun havde ment, og hvad hun helt præcist havde sagt dengang for 15 år siden, da hun nævnte det. Derfor var det lidt svært for mig at holde fast i det ønske. Jeg synes ikke, at hun havde udtrykt ønsket klart nok. Især fordi min far, som var hendes ægtemand gennem mere end 50 år ikke kendte til ønsket.
Derfor endte vi med at bestille en traditionel bisættelse i landsbykirken, en flot hvid kiste pyntet med røde og hvide blomster. Når hun kom retur efter kremering, ville det blive i en urne, der var bordeaux, som var hendes yndlingsfarve.
Den kirkelige ceremoni var smuk. Præsten holdt en tale med historien om da mine forældre mødtes, hendes liv og min mors store kærlighed og omsorg til især sine børnebørn. Fremmødet var ikke overvældende, for min mor havde ikke en særlig stor berøringsflade. Men jeg var rigtig glad for støtten fra de fremmødte. Det betød noget for mig, at der var kommet folk for at støtte os i sorgen. Deres medfølelse svøbte sig nænsomt om mig og min familie som et fjerlet tæppe af omsorg. Det var samtidig nærmest en kickstart på den sorgbearbejdelse, der lå som en tåget bjergtop foran os.
Det får mig til at tænke på, hvorfor man dukker op til begravelser. Er det for at ære den afdøde, som jo ikke kan se, hvem der er dukket op? Er det for at støtte de efterladte i deres sorg? Kan man tage til en begravelse for en person, som man ikke kender personligt eller faktisk ikke har en god relation til? Til min mors bisættelse kom der også nogle af mine veninder, som ikke rigtig kendte min mor. De kom for min skyld, og jeg var glad for deres støtte.
Ved bisættelsens afslutning rejste min store søn på 23 sig i kirken og takkede for fremmødet og inviterede til begravelseskaffe i nabobyen. Den del af ceremonien var jo blot en forlængelse af det, som min mor heller ikke ønskede.
Vi spiste kringle og drak kaffe, mens vi udvekslede små erindringer om min mor. Skønne minder og historier, som jeg slet ikke kendte til. Det var en smuk og kærlig afsked. Ville hun virkelig have frataget os dette fine punktum? Havde hun mon tænkt over, at vi uden bisættelse og begravelseskaffe ikke havde fået dette med, når vi stod der midt i sorgens kaos? Ville en som elskede os så højt virkelig overdøve vores behov for støtte og samvær i sorgen med et ønske, som hun ikke engang selv ville være stand til at glæde sig over, når hun nu alligevel var død?
Min mor ønskede heller ikke et gravsted. Hun ville begraves på De ukendtes Grav. Vi gætter på, at det var fordi hun ikke ville være til besvær ved, at vi skulle stå med ansvaret for at holde et gravsted. Børnebørnene græd. ”Vi har brug for at sted at gå hen”, blev der sagt fra rækken af børnebørn, der sad side om side ved spisebordet i stuen. Men skal man have et navn på sten for at have et sted at gå hen med sin sorg? Kan man sørge og mindes en afdød andre steder end ved et gravsted?
Kompromisset blev, at min mor fik en mindeplade på plænen på kirkegården. Det er en flad sten, der er sænket ned i græsset og den uden forpligtelser. Graveren klipper græsset på plænen rundt om mindestene. Det ser altid pænt ud, og man har et sted, hvor man kan sætte en buket blomster og mindes den afdøde. Med den løsning prøvede vi at tilgodese både min mors ønske og os efterladtes.
Trods den i starten kvælende fornemmelse ved at være gået imod min mors sidste vilje, så accepterede jeg hurtigt, hvad vi endte op med. Det virkede mest rigtigt for os. Spørgsmålet er, om hun havde tænkt på, hvilke konsekvenser hendes ønsker ville have for os og vores sorg. Hvad betød ønskerne for hende, og hvorfor ønskede hun som hun gjorde?
Efter min mors død, har jeg talt med mange mennesker om det dilemma, som jeg synes, vi kom til at stå i efter min mors død. Jeg synes, det er vigtigt, at man i familierne taler om døden og det, der skal ske. Nogle ønsker kræver måske mental forberedelse hos ens nærmeste. Ønsker der har konsekvenser for de pårørende, bør man snakke om og måske endda tilpasse, inden døden pludselig kommer og tvinger en til de hurtige beslutninger. Reaktionerne har været forskellige. Men jeg kan se, at samtalerne hos nogen har givet stof til eftertanke.
Jeg vendte emnet med min venindes mor. Hun rykkede lidt hårdt stolen tilbage. Hun kiggede lidt spidst på mig og ordene kom klart ud af hendes mund. ”Jeg bliver helt ærligt forarget”. Jeg forstod hende sådan set godt. Jeg ved, at hun også har ønsker for, hvad der skal ske med hendes krop, når hun dør. ”Jeg bliver vred ved tanken om, hvis mine børn kunne finde på at gå imod mine ønsker efter min død”. Hendes børn kender ønskerne, men som min veninde sagde, så ved hun jo ikke, om det også er, hvad der kommer til at ske, når hun dør.
En anden sagde meget klart, at hverken hendes legeme eller organer måtte doneres. Det var en beslutning, som hun havde truffet af hensyn til sine børn. Nysgerrigt spurgte jeg, om hun havde snakket med sine børn om den beslutning. Det havde hun ikke. Hun mente ikke, at de kunne tage stilling og sætte sig ind i et dødsfald, selvom de var midt i tyverne. Så det var ikke til diskussion.
Hvem er det vi tilgodeser efter døden og i afskeden med et andet menneske? Er det vigtigste at opfylde den afdødes ønsker, eller at vi som efterladte kan finde en løsning for os, som skal leve videre med sorgen og savnet?
Egentlig synes jeg, at vi alle skal gøre os nogle tanker om døden. Har vi særlige ønsker, bør vi inddrage familien i ønskerne, så man måske kan justere, hvis det er aktuelt. Jeg har personligt selv ikke særlige ønsker. Min sidste vilje er som udgangspunkt mine efterladtes vilje. Jeg ser sådan på det, jeg til den tid er død, så de må vælge, hvad der passer til deres behov. Det er dem, der skal leve videre.
Berit Bilde, Testrup Højskole, juli 2019
Tak for din tid, hvis du hængte i så længe. Jeg håber, at jeg har sået en tanke eller to hos dig også.
Mit hold på højskolen gav i hvert fald udtryk for, at det havde givet dem stof til eftertanke. Selv min underviser, som ellers ikke sådan lod sig påvirke af kursisternes materiale ville handle på den problemstilling, som jeg havde vist ham.