Feriehadeopgave med app anbefaling

Det er skønt med en lang juleferie. Så kan man få ordnet nogle af de ting, som man måske ellers har skubbet foran sig. Jeg kan altid finde på masser af små projekter.

Et af de projekter, som jeg har kigget på og forsøgt at ignorere den sidste måneds tid har været afriming af fryseren. Det er bare en hadeopgave.

Nu med styr på fryseren

Det er besværligt og når man først er gået igang, så er der ingen vej tilbage. Samtidig bør man jo også forholde sig til, hvad der egentlig ligger i fryseren. Vi er nok ikke de eneste som finder ting, som vi slet ikke vidste, at vi havde, når fryseren gåes igennem. Det bedste fund var chilimarinerede lupinbønner.

Nu er hele skidtet sorteret. Madvarer, der er for længst har passeret sidste holdbarhed er blevet smidt ud. Madvarer, som ikke kunne identificeres (fordi man tænkte, at man altid kunne huske eller se, hvad der var der i) er blevet lagt til optøning i køleskabet. Så det er virkelig spændende at se, hvad vi skal have at spise de næste par dage.

Samtidig med at det hele er blevet gået igennem, så har jeg noteret det hele ind på en fryser-liste på app´en Wunderlist. Så nu kan vi faktisk gå ind og se på listen, hvad fryseren gemmer på. Så er opgaven at huske at ajourføre den, når noget tages op af fryseren og nyt puttes i.

Sådan ser et udpluk af listens 53 linjer ud

Vi bruger også Wunderlist til vores indkøbsseddel. Det gør det nemt at handle ind, fordi vi let kan dele indkøbssedlen og både skrive varer på og foretage indkøb og slette efterhånden, som vi bevæger os gennem butikken.

Wunderlist-ikonet

Wunderlist gemmer også på vores ønskesedler og pakkelister. Den er faktisk ret smart.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *