En lille Corona dagbog – Afsnit 4
I disse tider hvor weekenderne vel mest er uden planer, ligner dagene så ikke bare hinanden, når man alligevel går hjemme. Er der så forskel på “hverdag” og weekend?
Ja det er faktisk. I hvert fald for mig. Ofte er mine weekender fyldt med sociale aktiviteter i større eller mindre grad. Det er jo min måde at tanke op på, men det går egentlig ok uden. For det er der absolut intet af lige nu. Vi er tre, og kun os tre.
Heldigvis lever jeg i et ret harmonisk parforhold, hvor vi har en stabil hverdag uden skænderier og fnidder. Både Henrik og jeg har gennem årene arbejdet meget hjemmefra, så vi er også vant til være “kolleger”. På den måde ligner den situation lidt en almindelig hverdag. Men stakkels de familier, hvor bølgerne går lidt højt, hvor det hele nu er meget anderledes, og de er tvunget til at være sammen 24/7. Der var det hele være meget meget svært.
Mht skoledagen og mit “job” som lærervikar. Jeg synes, at vi sidst på ugen havde fundet rimelig struktur på skoledagen, og vist bare besluttet, at vi nåede det, som vi nåede. Ugen var lidt kaotisk. Det var nyt for elever, forældre og lærere. Alle skulle prøve noget nyt, og skolens uddeling af opgaver var svært ustruktureret. Men med en konstruktiv dialog med lærerne, så tror jeg faktisk, at vi ender ud med noget bedre i næste uge.
Der er også en hverdag med job. Fredag var der informationsmøde via Skype for hovedafdelingen i Berendsen, som er den afdeling, som jeg er tilknyttet. Selvom det hele ser meget dystert ud, også for vaskerikoncernen! Så synes jeg, at mødet løftede stemningen for mig. Jeg er så imponeret over direktionen hos Berendsen. Det er dejligt at være i et firma, hvor man er åben og informativ. Dejligt, at de ikke afskediger folk, men i stedet hjemsender de folk, som lige nu er tilovers. -Og det er mange, for hoteller og restauranter skal ikke have vasket lige nu, og det kan mærkes på de af vaskerierne, der betjener disse kunder.
Ligesom det er vigtigt, at se Mette Frederiksen tale med ro og have en plan, så er det også rart, at se roen og en optimisme om “det på den anden side” hos ledelsen på ens arbejdsplads. Det gav en lidt bedre start på weekenden. Jeg gætter på, at jeg ikke er der eneste, der nogen gange har en knude i maven af bekymring over diverse ting i forbindelse med alt det her?!
Lørdag vågnede Danmark til en smuk forårsmorgen. Der var intet skoleskema der kaldte, og ingen arbejdsopgaver fra det civile job. Ingen Skypemøder. Dagen var helt vores egen. Jeg lå i sengen og følte mig lidt overskudsagtig.
“Nu gør jeg noget sindsygt!”, udbrød jeg, mens jeg sprang ud af sengen. Henriks tørre svar var “Jamen, god tur!”. Han vidste åbenbart, at jeg ville løbe en tur, selvom det er et halvt år siden, at jeg har løbet sidst. Så han var ikke sådan at overraske, men vi har også været sammen i 15 år.
Jeg snørrede skoene og fik hægtet Fuji fast i løbebæltet. Det var en aktivitet, som hun påskønnede. Det var lidt hårdt. Jeg kan stadig godt mærke, at min konstante hosten siden nytår (den er dog aftaget) ikke har gjort noget godt for min kondi. Det var helt rart med en lille løbetur, og jeg har jo tid nok nu. Det handler vel mest om at tage sig sammen og komme afsted. Her dagen derpå kan jeg bestemt også godt mærke det i mine ben og i en masse mindre muskler omkring hofter/bækken (sidstnævnte bliver åbenbart særlig aktiveret, når man løber med hunden koblet til bælte).
Huset trængte også til en god gang rengøring. Det er ellers en opgave, som vi har outsourced, men da døren er lukket for alle, så måtte vi selv igang med rengøringsklude og mopper.
Hjemme i haven var der masser af ting at tage sig til. Så man behøver slet ikke at kede sig. Der er masser af timers arbejde i brændestakning/-flækning, flytte træflis, luge ukrudt og listen er bestemt ikke udtømmelig. Bagefter er der lige så mange projekter indendøre.
Hundene står altid klar til alle former for træning, og jeg hygger mig lidt med at pudse på småting i rally og agility. 5-10 min træninger her og der. Det er sjovt at se udviklingen, når man arbejder intenst med en enkelt ting.
Jeg er så lykkelig for at bo langt ude på landet og have over 4000 kvm indhegnet have. Vi har heldigvis masser af plads at udfolde os på. Jeg kan godt se, at det kan være svært for folk i storbyerne at få lidt frisk luft. Dermed ikke sagt, at jeg synes det er ok, at folk stimler sammen i parker og på promenader og holder liv i smittekæderne. Jeg kan godt forstå, hvis det må være svært, men det er måske lidt prisen for at bo der, hvor storbyfolkene bor.
Min bil har ikke været ude at køre siden sidste lørdag, hvor jeg var en tur på stranden med hundene. Det er helt uhørt, at den holder stille. Jeg kører i gennemsnit 1.000 km om ugen. Vi går ture rundt omkring i området, og her er ret tyndt befolket, så det med at møde nogen på turene er bestemt ikke nogen selvfølgelighed. Klart mere end undtagelse end reglen. Endnu et privilegium ved at bo i Vandkantsdanmark, andre gange har vi så nogle ulemper.
Hold jer muntre!