Jeg har været ude at købe tøj i min lokale tøjbutik. Dvs jeg har sådan set slet ikke været udenfor døren i den proces. Jo, faktisk gik jeg de 40 meter op til lågen ved vejen.
Her i Haderslev har butikkerne en facebookgruppe, hvor de kan reklamere for tilbud og tiltag i disse Coronatider. Haderslev har mange små og fine specialbutikker, som er ejet af private forretningsdrivende. Jeg følger facebookgruppen og generelt nogle af mine yndlingsbutikkerne på facebook. Der kommer mange gode tiltag og tilbud.
Så for en lille uges tid siden fik jeg den idé at skrive til min yndlingstøjbutik. Jeg ville så gerne støtte butikken og hende, som ejer butikken, men jeg ville ikke fysisk ned i butikken. Så jeg gav hende en opgave, som hun modtog med kyshånd.
Jeg skrev til hende, at jeg gerne ville bruge kr. 700 i hendes butik, men at vi var selvvalgt isoleret, og hun derfor kunne sende mig sine forslag på messenger. Pia i butikken har ekspederet mig masser af gange, så hun kender jo lidt til, hvad jeg plejer at kunne lide, min størrelse osv.
I løbet af dagen modtog jeg et par billeder af forslag til små sæt. Det kunne faktisk blive til mange gode forslag, fordi Pia havde valgt at sænke priserne til 50% i størstedelen af butikken.
Jeg valgte et par bukser, en bluse, en kimono og en top og landede på 750. I forvejen havde jeg få lagt to andre ting til side i butikken. Jeg betalte på mobilepay. Næste dag blev posen med varer fragtfrit leveret og hængt på min låge, hvor jeg kunne gå op og hente den.
Det er med at være kreativ som kunde og butik, og med fleksibilitet og tillid lykkedes det så for mig at støtte min lokale tøjbutik og få lidt nyt tøj, til når jeg på et tidspunkt skal slippes fri i samfundet igen. Det er måske ikke lige nu, men det var nok lige nu, at butikkerne har brug for en håndsrækning.
Jeg indrømmer, at vi her i huset nok ikke er dem, der holder hjulene mest i gang i byen, men vi tænker da over, om vi kan placere nogle indkøb i byen uden at bevæge os derind.
Vi har et par gange benyttes os af take a way fra henholdsvis slagteren og en nærliggende restaurant. Ved restauranten hentede vi selv, fordi der var udlevering af mad i bilerne på gårdspladsen. Slagteren leverede lige til døren, så det var ganske bekvemt og ganske lækkert mad.
Nå ja, jeg betaler også stadig til mit lille lokale fittnescenter, som jo godt nok er lukket i disse tider. De er dog super gode til at lægge live “holdtræning” op på deres facebookgruppe, så på den måde, så får man jo i princippet stadig noget for sine penge. Hvis alle medlemmerne meldte sig ud, så ville stedet jo dø.
Mit første samfundssind-tiltag var den agilitytræning, som jeg havde købt hos en privat instruktør, der valgte at aflyse træningen lige efter nedluk af Danmark. Det var hun sådan set ikke forpligtet til, men aflyste af sikkerhedsmæssige årsager. Hun tilbød da også, at man kunne få sine penge retur eller overføre dem til næste træningsperiode.
Hun lever af agilitytræning, så det er ikke bare noget, hun hygger med en aften eller to om ugen ved siden af sit normale job. Det er jo et kæmpe slag i økonomien for hende, når træningshallerne lukker, og der er offentlig lynchstemning i hundeverdenen, for dem som står fast og gennemfører træning, hvor det er en mulighed.
Så jeg valgte, at lade hende beholde de kr. 300, som jo for mig allerede var afsat og forlængst betalt for træningspasset. Det var jo ikke penge, som jeg skulle tage op af pungen og give hende i hånden. De 300 kroner ville nok ikke gøre nogen forskel for mig, men for hende ville det betyde langt mere – og især hvis andre tænkte på samme måde som jeg. Mange bække små…..
Nu ved jeg godt, at det kan lyde som et helligt blogindlæg, hvor jeg bare klapper mig selv på skulderen. Det er nu ikke meningen, men måske kan det give stof til eftertanke for, hvad man selv kan gøre for at holde hjulene igang. Jeg kunne godt blive bedre.
Jeg er også godt klar over, at der er mange folk, som er hårdt ramt at Coronakrise og derfor selv må skære helt ind til benet. Det skal man også respektere. Indtil videre er jeg så heldig, at jeg er lønmodtager og får min faste løn for at arbejde hjemmefra. Så set ud fra den betragtning, så behøver jeg jo ikke at lægge mit forbrug om. Hvis jeg kan bidrage lidt til at holde hjulene igang, selvom vi som familie indtil videre holder os helt på afstand, så gør jeg gerne det.
Hvad tænker du? Og gør du selv noget særligt i forhold til samfundssind?