Online agilitykonkurrence

Da jeg først så Natashas opslag om en online agilitykonkurrence var jeg ikke så fristet. Men så kom jeg til at tænke på, at det nok kunne være meget sjovt at være med til. Især hvis jeg inviterede en med, som kunne løbe banerne sammen med mig (man køber også deltagerbilletten for to personer).

Så jeg spurgte Gitte, om hun havde lyst til at være med. Det er også bare lidt hyggeligere at nørde sammen med nogen.

Vi fik adgang til en lukket facebookgruppe. Her lægges banerne ud. Der er en agilityopstilling og en springopstilling, der med ændring af placering af nummerskiltene stort set kan bruges til klasse 1, 2 og 3 uden at flytte for meget rundt. Det er jo ret lækkert, for man kan fint træne/konkurrere sammen, selvom man ikke er på sammen niveau.

MicMic synes bestemt også at det var en god ide med sådan en online konkurrence.

Som en ekstra bonus, så har Natasha lavet træningsforslag til de to opstillinger, så hvis man er så heldig at have banen stående, så kan man træne videre på opstillingerne.

Det har jeg faktisk også gjort i dag, men jeg brugte godt nok ikke træningsforslagene, men stak i stedet Silas 22 nummerskilte og bad ham om at placere dem på banen.

Silas placerer numre til en ny bane til mig.

Tidligere byggede han på den måde tit udfordrende baner til mig, men af en eller anden grund stoppede han med det. Det er faktisk meget sjovt at løbe hans påfund.

Kan man så konkurrere på den måde? Måske ikke helt, for det er ikke muligt at stille banerne helt ens op. Derfor deles præmierne til onlinekonkurrencen også ud ved lodtrækning.

Men nu er det nu ikke præmierne, der lokkede mig, men tanken om inspiration og om at være sammen med andre om nogle gennemløb. Både live og via facebookgruppen, hvor folk deler videoer af deres gennemløb.

Det er skønt at se, at der i disse anderledes tider tages initiativ til alternative tiltag for at kunne dyrke agility.

Efterårslys i haven

Oven i det havde Gitte og jeg naturligvis en vildt hyggelig eftermiddag, og vi har flere i vente, når der igen skal bygges og løbes baner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *