En konfirmation blev vekslet til en krigsrejse, hvor hoveddestinationen var Normandiet og strandene, hvor de allierede gik i land ved D-dag d. 6. juni 1944.
Lørdag d. 1. juli kørte jeg hundene op til min far, som havde været så sød at sige ja til at passe dem, mens vi var væk. Som regel tager jeg hundene med på ferien, og så bliver min ferie lidt på de præmisser. Som f.eks at der er nogle bygninger, som jeg ikke ser indefra og der skal tages hensyn ift valg af overnatning og restauranter. Men denne ferie var Silas´ ferie, og vi skulle kun være os på to ben.
Som udgangspunkt var det de to krigsnørder, der havde planlagt, hvad vi skulle se på turen. Med deres interesse for emnet – og ikke mindst viden – var det nok også det mest relevante. Jeg skulle nok stå for transporten. Det er min spidskompetence.
På et kort lille familieråd lørdag aften blev vi enige om, at køre kl 05.00 søndag morgen. Så ville vi kunne nå ned til første stop på vejen i Holland ved middagstid. Silas smurte morgenmadpakkerne, og det meste af bilen blev pakket, så det kun lige var at stå op- og køre. Hvad vi skulle før og efter Normandiet var nemlig sådan lidt løst.
Søndag morgen var et genialt tidspunkt at køre på. Der var faktisk ingen trafik (blandt andet fordi der er kørselsforbud for lastbiler på den tyske autobahn). Helt planmæssigt ramte vi Arnhem i Holland. Første stop var Arnhem Oorlogs Museum. Museet omhandlede primært området i krigsårene for 2. verdenskrig.
Silas foran et fly i udstillingen
Museet er privat og en lidt rodet udstilling med mange effekter. Det kunne være lidt svært at overskue, da ikke alt var beskrevet til andet end hollandsk, men trods det fik vi en masse ud af besøget. Der var virkelig mange forskellige effekter.
Det kunne godt være svært at overskue, hvad man helt præcist så på udstillingerne
Vi kørte mod et museum ved Eindhoven “Wings of Liberation”. Vi var der 1½ time før lukketid, og den flinke dame i billetsalget synes, at vi skulle afsætte 2 timer til besøget. Vi besluttede ikke at købe entre, men forsøge at komme tilbage evt på tilbagevejen.
Hun informerede os om, at vi kunne se hele udstillingen i forhallen til deres besøgscenter ganske gratis.
Udmærket plakat med masser af forklaringer omkring 2. verdenskrig
Det var faktisk en flot og meget informativ udstilling, så vi brugte uden problemer næsten en time der. Planen var jo også at vende tilbage og se den resterende udstilling. Det kom vi dog aldrig.
Nu kunne vi ikke klemme mere ud af denne dag, så vi satte kursen mod Gent i Belgien, hvor gamle katedraler og ikke mindst en gammel borg, Gravensteen, tiltalte os. Vi skulle bare finde os noget aftensmad og et sted at sove.
Vi havde skrevet til en vært ved Airbnb, men efter nogle timer havde vedkommende ikke svaret, så vi måtte ty til et hotel i Gent i stedet for. Der nåede vi lige at tjekke ind før lukketid.
Det var et vældig fint gammel hotel med stuk og lysekrone i loftet. En billig minibar – ikke som i Danmark, hvor man bare kan kigge vantro på prislisten til en minibar.
Vi ankom først kl 21, men kunne da hygge lidt på hotelværelset med vin og spil. Minibaren var jo leveringsdygtig i vin i mange afskygninger.
Silas og jeg spiller “6 nimmt”
Næste dag gik vi rundt i Gent, som er en interessant by, især hvis man er til middelalderbygninger. Faktisk var Gent en af de større europæiske byer i Middelalderen.
Gent – en by med masser af fine gamle bygninger
Trækplasteret i Gent var byens varetegn, Gravensteen. Det er byens borg, som blev opført omkring 1200.
En ganske imponerende borg, der ligger midt i byen. Det var et superfint sted for hele familien, og uden besvær gik vi rundt i borgen i små to timer.
Gravensteen
Det var i øvrigt ganske billigt at komme ind ca kr. 100 for voksne og en tyver for en teenager. Inkluderet i billetprisen var en audioguide, så man kunne få lidt historier med til det, som man så i lokalerne. Det er smart, så kan man bare aktivirere det, som man har lyst til at høre om og springe det øvrige over.
Indenfor borgens mure
Der var også rigtig fin udsigt over byen fra borgen. Her ses det tydeligt at der er flere prægtige bygningsværker, hvis tårne stritter op i luften.
Vi var også en tur forbi Saint Bavo’s Cathedral. En af byens mange imponerende kirker. Sjovt som kirkerne skulle blæse sig op overfor hinanden i den tid, så en by let kunne blive sået til med store flotte kirker.
Bagsiden af Saint Bavo’s Cathedral
Især var prædikestolen i Saint Bavo´s Cathedral noget helt særligt. Der var virkelig mange flotte detaljer, som var meget smukt udført.
Prædikestolen havde virkelig mange flotte detaljer. Der vil være meget at kigge på under en lidt kedelig prædiken.
Desuden havde kirken en attraktion, som vi nu ikke besøgte. Det var noget med et mystisk lam og var vist noget med restaurering af nogle altertavler. Det virkede ikke, som noget vi ville sende hundrede kroner efter pr. person, så vi “nøjedes” med at nyde den gratis del af kirken. Men den var også meget smuk i sig selv.
Gent var vores Belgien-stop, og da vi snackede med vaffel m. is og jeg bestilte en kop hot chocolate, så havde jeg jo helt glemt at Belgien er et chokolade-land, men det kunne jeg jo tydeligt smage på den varme chocolade, for det var virkelig lækker chokolade og ikke den der tarvelige gang kakaopulver, som man ellers får serveret i Danmark – og de fleste andre steder.
Selvom der står Tea på koppen, så var det nu ægte chokolade, der var i koppen.
Vi blev enige om at søge mod Somme i Frankrig, hvor “drengene” havde udset sig et udflugtsmål, hvor det var muligt at se en forholdsvis urørt slagmark fra første verdenskrig.
Vi havde lagt billet ind på overnatning på et Airbnb lejemål, men som timerne gik erfarede vi, at udlejeren ikke svarede på vores henvendelse, så vi skulle egentlig bare finde en seng at sove i, inden vi dagen efter skulle ud på “slagmarken” og derefter videre til Normandiet.
Via Booking.com fandt vi (lidt for) hurtigt (og lidt for ukritisk) en overnatning og kørte mod adressen efter at have handlet en blanding af salat og fast food til vores aftensmad, som vi ville indtage på vores “hotel”.
Det her overnatningssted vil vi helt sikkert huske længe. Jeg kigger altid på anmeldelser og rating, når jeg booker, men her var ingen anmeldelse og sådan MEGET hurtigt, så det ikke ud til at mangle noget.
Vi ankommer til en alm fransk villa. Det er godt nok svært at åbne lågen, for den hænger gevaldigt, fordi et hængsel er kaput, men ind i haven kommer vi da og så bliver vi mødt af en lidt ældre dame, der naturligvis tiltaler os på fransk. Mit franske ordforråd begrænser sig til hund, kat, hest, dreng, stor, lille, ja, værsgo, goddag, god tur, jeg elsker dig og sådan noget i den dur. Ikke specielt brugbart.
Selvom vi via Google Translate bekendtgør, at vi desværre ikke taler fransk, så plaprer damen derud af med 140 km/t. Med diktafonen slået til på google translate, så lykkes det os at kommunikere minimalt.
Hun viser os ind på vores værelser. Det er to værelser på i deres private fordelergang. Deres soveværelse ligger naturligvis på samme gang. Køkken og bad er også på gangen. Altså fælles, at forstå.
De har “fikset” værelserne, så man kan tillade sig at score et par stjerner i oversigten over faciliteter (ellers havde den nok heller ikke ramt min søgning). Dvs der var køleskab. mikroovn og et lille fladskærms TV på værelserne, som ellers kunne det godt trænge til en makeover. Bemærk f.eks rawplugshullerne i væggen under TV´et.
Udsigten fra Henriks og min seng – vi havde endda vask på værelset. Luksus 🙂
Det var faktisk ikke noget hyggeligt overnatningssted, men vi har alligevel moret os en del over det efterfølgende, så lidt bonus fik vi da – udover en ret billig overnatning. Hvis jeg kender os rigtigt, så vil vi huske dette sted i mange år og more os lidt over det igen og igen.
Næste morgen var vi ret enige om, at vi bare skulle pakke sammen og komme afsted. Morgenmad kunne vi nyde ude i det blå. Vi kørte derud af de mindre franske veje og så pludselig et tilfældigt skilt mod “mindegravsted for britiske soldater”. Det kunne vi da tjekke ud, når vi alligevel lige kørte forbi.
Så vi kørte ud af en virkelig ujævn grusvej – eller hvad man nu kalder meget meget tør vej med lerjord. Kirkegården var ikke en attraktion som sådan. Der var ingen parkeringspladser, men vi fandt et sted at sætte bilen halvvejs inde på en skovsti og gik mod kirkegården.
Efter at have inspiceret kirkegården pakkede vi køletasken ud og satte os i morgensolen udenfor kirkegårdens mure og spiste vores morgenmad. Måske et underligt sted at indtage morgenmaden, men det passede jo meget godt med vores krigstema, og der var en tilmed dejlig ro på græsmarken bag den lille skov.
Det passede faktisk tidsmæssigt også så perfekt, at vi ankom til Beaumont-Hamel Newfoundland Memorial kl 10, hvor de åbnede. Til vores store overraskelse var der gratis adgang og der var tilmed også mulighed for gratis guidede ture.
Hvad angår guidede tilbud så kommer forskelligheden i min lille familie virkelig til udtryk. Jeg elsker guidede ture, for jeg vil gerne have forklaret, hvad jeg ser (og hvorfor tingene er vist). Jeg elsker anekdoterne, der hører med . Resten af min lille familie vil bare gerne selv omdanne deres indtryk og ikke “forstyrres”.
På turen rundt i parken måtte familien så agere guide for mig, for min viden om 1. verdenskrig og den tids krigsførelse var ikke særlig stærk. Mine følgesvende var jo godt hjulpet af at have set film, læst bøger og f.eks selv været soldat, hvilket klart ruster en lidt bedre til at forestille sig, hvad der har foregået på de arealer, vi gik rundt på.
Skyttegrave i parken
Som f.eks viden om skyttegravskrig, og hvorfor skyttegraven zigzagger. Hvis du ikke ved det, så er det fordi det forhindrer, at man kan skyde direkte gennem gangene og soldaterne kan søge dækning flere steder i skyttegraven.
Selve parken så ud til at være drevet af Canadas regering. Der var også et stort mindesmærke for soldater fra New Foundland (det var tidligere en del af det britiske imperium). Selve slaget ved Somme startede d. 1. juli 1916 og varede ca 4 månder. Slaget kostede mere end 1.000.000 dræbte, sårede og savnede soldater.
På mindesmærket var der masser af friske blomster, men det hang nok sammen med, at vi der d. 4. juli. Altså få dage efter årsdagen for slagets begyndelse. En lille bonus info. 800 newfoundlændere gik i kamp den morgen. Næste morgen var der kun 68 af dem tilbage. Resten var døde, sårede eller savnede. Andre steder kunne man melde om et tab på 96% på slagets første dag.
Mindesmærket med masser af navne på faldne fra New Foundland – soldater uden eget gravsted
Parken er virkelig en interessant attraktion. Udover en meget flot og informativ udstilling i deres besøgscenter, muligheden for de gratis guidede ture, så var stierne rundt i arealet virkelig også flotte og gjorde det let at komme rundt i området.
Området var en slagmark, der fremstod uberørt. Naturligvis var der “ryddet op”, hvis man kan udtrykke det sådan, men terrænet fremstod med arene dengang med krater fra angreb med krudt og kugler, skyttegrave og flere km gangsystemer der var gravet ned, så soldaterne kunne færdes uden at stikke op hovederne over jordens overflade.
Parken gav også et indtryk af “ingenmandsland”, hvor kampene havde rykket frem og tilbage i månedsvis. Så kunne man stå der og kigge ud over de store arealer og tænke på, hvordan de døde soldater må have ligget spredt ud over det hele.
Det symbolske træ
Træet herover stod i “Ingenmandsland” og markerede det sted, hvor mange soldater kunne forvente at falde, fordi tyskernes angreb var særlig intenst lige der. Så det var i sig selv en sejr at komme på den anden side af træet. Det, som man kan se bag træet på billedet, er det landskab, som soldaterne skulle kæmpe sig igennem. Der er måske ikke noget at sige til, at mange blev skudt på den tur. Det er beskrevet som noget ala en snestorm, hvor snefnuggene var skiftet ud med kugler i stedet for.
Efter at have brugt et par timer i parken, så satte vi kursen mod den ferielejlighed ved Omaha Beach, som vi for længst havde lejet hjemmefra. For her vidste vi, at vi havde meget et se, og her ville vi slå lejr for nogle dage. Mere om det i del 2.
Nu tror jeg, at blogindlægget er blevet lidt til den lange side i forvejen, så hvis ikke alle skal nå at falde helt fra, så bider vi ferien lidt over. Den har bestemt og så fuld af rigtige mange indtryk, som vi skulle fordøje.