Fordi der er så mange gode stævnemuligheder i Jylland, så plejer jeg ikke at tage turen til Sjælland for at løbe agility. Sidste weekend gjorde jeg dog en undtagelse.
Udvalget af dommere samt det faktum, at mine faste onsdagstræningskammerater alle skulle afsted, fik mig til at vælge at tage til stævnet i Frederiksværk Agility Klub.
Det skulle vise sig at være en ret stor succes på flere måder. Udover at det var hyggeligt, så opnåede vi nogle, for MicMic og mig, ret uvante resultater i løbet af denne weekend.
Med på turen havde jeg MicMic og TikTok. Overnatning foregik i mit telt, da jeg ikke havde lyst til at slæbe campingvognen helt derover. Lena og jeg kørte sammen. Smartere og hyggeligere at køre sammen i stedet for i rumpen på hinanden. Denne samkørsel betød også at jeg sov med mine hunde i mit telt. Det var vejret også rigtig fint til.
Køreslik til turen. To meget forskellige slikposer – også er der nogen, der siger at Lena og jeg ligner hinanden…
Vi ankom til midnat. Heldigvis er mit telt ret let at slå op. Jeg fik det stillet op og kravlede ind i seng.
Første løb var en ekstraklasse. Mic og jeg løb slet ikke samme bane, og det var et kaos af misforståelser meget lidt samarbejde om løbet. Altså sådan et løb, hvor man bagefter krummer sine tæer og skammer sig lidt. Mon den udenlandske dommer står og tænker: Hvordan fanden er den ekvipage endt i klasse 3?!
Men derfra gennemførte vi flere baner end vores vanlige gennemsnit. Lørdag løb vi et super godt spring 3 løb på Roman Lukacs bane. Hans baner indeholder gerne bagsidewraps (en øvelse, som Mic virkelig hader og ofte vægrer på). Jeg ræsede afsted på den lange bane (211 meter). Jeg giver alt, hvad jeg har på den tur, og kan næsten ikke få luft, da jeg kommer i mål. Min “tilstand” vækker lidt bekymring rundt om ringen, men mine luftveje driller ofte, så jeg skulle bare lige have pusten tilbage. Tak for omsorg og bekymring.
Jeg er meget overrasket, da jeg får at vide, at jeg ligger nummer to i klassen. Wow hvor er jeg altså bare stolt og forundret lige der. Vildt nok for der var alligevel en del fejlfrie hunde i klassen.
Mic i slalom
I agilityløbet (CACIAG klassen) får jeg 10 fejl, men jeg synes stadig, at vi har et godt samarbejde, og jeg er da kommet igennem begge de officielle baner. Det er ikke en selvfølge for os. Det gør os til dagens 5. bedste ekvipage i lille klasse.
Aftenen går med hygge og pizza. TikTok og Mini – de to søstre er glade for at se hinanden og leger lidt, mens vi spiser pizza. Regnen ødelægger den fornøjelse, og så er det med at få luftet hundene og kravle ind i teltet, inden alt bliver vådt. Hundene er dødtrætte. TikTok er virkelig virkelig træt. Måske fordi det var megavarmt i lørdags, måske fordi hun var i et bur i et ringtelt (det er hun sjældent), måske fordi hun legede med Mini, måske fordi hun skulle sove i telt i stedet for i campingvogn. Måske måske bare fordi hun stadig er forholdsvis ung og uerfaren.
TikTok var helt bevidstløs træt lørdag aften
Søndag skulle vise sig at blive en helt uforglemmelig dag. Mics første løb er et AG3 på – igen på en Roman Lukac – her skal hundene wrappe/sendes på bagside tre gange, og jeg bliver allerede lidt træt inden banegennemgangen, hvor jeg ser stor og intermedia og tænker, at den bane klarer jeg/vi ikke.
Men jeg går banen og tænker, at det måske alligevel ikke er så slemt og forsøger at lægge en plan for at kunne holde mig i bevægelse på de kritiske steder. Hvis jeg står stille, så er jeg næsten sikker på en vægring. Jeg kommer rent faktisk fejlfrit gennem banen, og helt fantastisk så vinder jeg også klassen.
Billedet er fra AG3 løbet på vej mod tunnellen under balancen
“Det gør du da så tit” hører jeg som kommentar på min glæde over at konstatere, at jeg har vundet klassen. Nej det gør jeg bestemt slet ikke til de her stævner, på de ofte anderledes baner, der er designet af udenlandske dommere. Til DCH stævner eller små DKK stævner sker det, men ikke til de her stævner. Nøj, hvor var jeg bare glad for at vinde den klasse.
Efter nogle timer skulle vi løbe SP3, på Reetta Pirttikoskis design. Jeg havde også løbet hendes design i Sverige, og jeg synes hun laver baner, hvor der er mange muligheder for placering og løbelinje for hundeføreren. Det er lige sådan noget jeg har brug for, når nu Mic er så følsom for mine temposkift. Jeg gik Reetas bane og tænkte, at den så rigtig sjov ud, og den glædede jeg mig til at løbe.
Mic og jeg havde et super godt løb, og jeg var ret godt tilfreds med løbet. Der var ikke meget jeg kunne have gjort anderledes. En lidt stor bue, men vi var enige om vejen rundt på banen, og mine ben havde knoklet afsted for at placere mig.
Så jeg var noget overrasket, da jeg skridtede Mic af og tjekke resultatlisten online. Jeg var noteret med over 12 sekunder i tidsfejl. Der var i hvert fald ingen tidsfejl i det løb…. Der måtte være noget galt – og det var der også!
Det der var galt var, at tidtagningsanlægget ikke var blevet nulstillet og slet ikke gik igang, da Mic passerede startspringet. Anlægget viste derfor tiden fra forrige ekvipage.
Gode venner reagerer hurtigt på fejlen og forsøger at få kontakt til hjælperne i teltet ved ringen. Forgæves. Det er tidtagningsanlæggets tid, der bliver noteret. Hvis bare manuel tidtager havde reageret på at hans/hendes tid var meget anderledes end den på tidtagningsanlægget, eller man i teltet havde forholdt sig til tiden, som tastes. Men det sker desværre ikke.
Min rigtige tid er gået tabt, og jeg noteres for et løb i tiden 52,87ish. Seriøs en kæmpe forskel ift min faktiske tid. Jeg har efterfølgende forsøgt at tage tiden ud fra en af de videoer, der er optaget og der får jeg tiden til 35,28. Virkelig træls, at ingen af hjælperne stopper op og undrer sig over sig en difference på over 15 sekunder.
Jeg er i situationen naturligvis skuffet og frustreret. Jeg har løbet som en af de sidste hunde i klassen, og er stadig godt brugt efter en spurt på banen – også fordi man (eller jeg er i hvert fald) mega meget på, hvis jeg skal levere sådan et løb.
Den rigtige tid er gået tabt, og jeg tilbydes et omløb for at sætte en tællende tid, men det er nu ikke bare sådan at gå ind og gentage løbet, og andet forsøg går ikke lige så let som første. Mic løber forkert bane, så jeg ender med at gå ud af banen og er temmelig ærgerlig over situationen. Dommeren vælger at notere mig for standardbanetiden, som er 39 sekunder, hvilket gør at jeg stadig har et fejlfrit gennemløb (hvilket har betydning for point til DM og evt Årets all-round).
Det betyder, at jeg figurerer som nr. 3 på resultatlisten. Min “rigtige” placering skulle have været nr. 2, så det betyder ikke så meget i det store billede. Heldigvis skete sådan en fejl ikke i en CACIAGklasse, hvor det nogle gange sker, at 4-5 hunde i toppen i stor klasse ligger indenfor samme sekund; og det måske kunne have drejet sig om selve CACIAG´et.
Sådan endte resultatlisten med at se ud for klassen
Der var ingen der “døde” af fejlen, men episoden gav lidt støj hos mig og i sekretariatet, men jeg tror sgu alle var blevet ærgerlige i den situation. Mic og jeg er ikke bare en ekvipage, der bare lige kan gå ind og rykke et fejlfrit klasse 3 løb af igen efter lige at have pustet ud.
Når jeg nu har bøvset af over denne oplevelse, så vil jeg sige, at det er ikke det jeg husker stævnet for. Jeg er taknemmelig for at hjælpere og dommere ofrer sig for at vi kan løbe stævner. Jeg husker primært stævnet for at være et fedt stævne, og jeg vil ikke afvise, at jeg kan finde på at finde vej til FAK næste år.
Jeg husker stævnet for spændende dommere, godt vejr, god afvikling, fine præmier og god ånd. Men husker jeg nok især stævnet for mine mange gode løb med Mic. Jeg er ret sikker på, at det aldrig er sket før, at Mic og jeg er blevet kaldt op som stævnets bedste lille hund til et CACIAG stævne. Det er bare fedt, når vi rigtig er på bølgelængde med hinanden. Så elsker jeg helt vildt at løbe med min lille tøs.
MicMics præmiehøst inden vi gik i præmieboden og vekslede bonerne
Hvad så med TikTok? Den lille fine up-coming? Hun lavede nogle rigtig fine momenter, men blev også meget let ukoncentreret. Især søndag. Så jeg tænkte om hun mon bare synes, at det var uvant hårdt at sove i telt og ikke have campingvognen. Men måske er det bare løbetidshormoner, der driller hende. Så ingen præmier eller fejlfrie løb til hende, men masser af oplevelser og samvær for os alle sammen. Sidstnævnte er heller ikke uden betydning.