For nogle betyder konkurrencerne om årets agilityhund/-allroundhund/-agilityhold rigtig meget for deres stævnesæson. Den har aldrig rigtig betydet noget for mig.
Det kan der være to gode grunde til. Den ene har været at jeg nogle år ikke rigtig har haft nævneværdige point og det andet, at jeg ikke prioriterer at deltage til de internationale stævner fremfor andre DKK stævner – Jeg løber også DCH stævner ved siden af DKK stævnerne, så jeg udvælger virkelig, hvilke stævner, jeg stille op til.
Mic og jeg på banen – Foto: Jens Ole Photography
Men i år var det alligevel lidt anderledes. Mic og jeg har været med på holdet “Vilde Vover”, og vi lå på en delt andenplads i kampen om at blive Årets Agilityhold (dog uden mulighed for at blive nr. 1).
Så mest af alt for holdet og for samværet med mine faste træningskammerater, så valgte jeg i år at melde mig til KAF Sensommer Cup, hvor de afsluttende holdløb skulle løbes og ikke mindst finalen til Årets Agilityhund. En finale, som jeg også havde kvalificeret mig til med 29 point (adgangskrav 10, der samles hen over året).
Mic på banen – Foto: Tina Hindsgaul
Jeg havde forventet at se “toppen af poppen” indenfor agility til stævnet, men det så ud til, at flere af vores gode ekvipager slet ikke deltog ved denne afslutning og kåring. Det overraskede mig faktisk. Så det er åbenbart ikke bare mig, der har sådan en lidt loose holdning til denne konkurrence.
Personligt har jeg altid opfattet konkurrencen om Årets agilityhund mv. lidt som en flidspræmie. Hvis du dukker op til det hele og får hevet dig gennem banerne, så kan du få gode point og dermed måske en fin placering i slutningen af året. Når det så er sagt, så er det nu som regel nogle supergode ekvipager, der ender med at hive selve titlen hjem.
Hvordan gik stævnet så for os?
Jeg løb i alt 7 løb med MicMic, og vi kom igennem 6 af banerne. Deraf 3 løb fejlfrit. Blandt andet de to holdløb, som var med til at sikre vores hold førstepladsen i weekendens holdkonkurrence, og dermed også de point, som skulle til for at blive nr. 2 i Årets Agilityhold.
Det har været en rigtig sjov holdsæson. Faktisk første gang jeg har været på et hold gennem hele sæsonen – og sikke en fin sæson. To uger inden dette stævne blev vi jo Danmarksmestre for hold.
Hvad der skal ske med holdet i 2024 er stadig lidt uvist. Vi har talt om at opløse holdet, men nu må vi se….
Vilde Vover lufter sølvrosetterne
Jeg elsker at løbe finaleløb, så jeg glædede mig naturligvis også til finalen i Årets agilityhund – også selvom jeg ikke kunne opnå nogen interessant placering. Men jeg elsker stemningen og publikums heppen til finaleløb. Så har jeg ofte lige lidt ekstra fart at give og er selv lidt mere på.
Et billede fra finalen (Foto: Jens Ole Photography)
Det var en fornøjelse at løbe især de baner, som Anna Schönenberger havde designet. Her indskyder jeg, at jeg jo ikke løb alle baner til stævnet, kun klasse 3 og spring 1. Det må have været en hård weekend for Anna. I dagene op til stævnet kom hun galt afsted med hånden/armen og stod hele weekenden og dømte med en nylagt gips-arm. Jeg tager hatten af for det. Hun undlod endda ikke at klappe af ekvipagerne på trods af det.
Retfærdigvis skal jeg også lige nævne, at TikTok også var med til stævnet og fik lov at løbe 1 løb om dagen – spring 1. Hun nød især at løbe Allan Carlsens racerbane, som vi lukkede af med om søndagen. Jeg synes, at hun viste gode takter og arbejdede godt i weekenden. Vi kan ikke prale af resultater, men kan glæde os over præstationerne i stedet.
TikTok og MicMic – med Mics præmiehøst
I min kalender er der kun et eneste udendørsstævne tilbage, og det er DCH DM, som jeg glæder mig rigtig meget til deltage ved sammen med MicMic. Det er altid en stor hundefest, hvor jeg møder gamle venner fra andre dele af hundeverdenen. Jeg glæder mig også til lidt mindre stævneaktivitet og flere weekender med familien.
DCHs DM skal foregå i Horsens, og der tror jeg nok, at jeg kører hjem og sover. Til stævnet hos KAF valgte jeg at sove i bilen. Det KAN man godt… Men det gør man kun hvis det er forholdsvis varmt udenfor, og man ikke gider at køre andre steder hen og sove.
De to forudsætninger var tilstede i weekenden. Så jeg redte en lille “hobbitseng” op på bagsæden af min bil, og så sov jeg der sammen med sheltierne, mens border collierne sov i buret bagi sammen. Vi sov lidt tæt, og det er en fin overnatningsmulighed, hvis det bare er for en nat eller måske to.
Pladsen på bagsædet var lidt trang
Men det var bekvemt at ankomme til midnat fredag aften og kravle ind på bagsædet og sove. Så havde det også givet tid til at spise aftensmad sammen med familien.
“Sengen” var redt hjemmefra
Lørdag efter stævnedagen, som sluttede ret tidligt, kørte Cathrine og jeg ud for at finde et sted, hvor vi kunne lufte hundene. Der er stævneomgivelserne ikke umiddelbart så gode ved KAF.
Hundene nød at soppe lidt rundt på den meget varme sensommerdag
Men fedt nok for hundene at kunne komme ud at soppe. Det var en ret varm weekend. Ovenpå lufte-/badetur så kunne vi også med god samvittighed lade hundene sove i fred og ro i bilen, mens vi spiste og hyggede på thai restaurant.
Det er skønt, når der ud over agilityen også er plads til hygge udenfor banen.