Tag: DM

Af flere årsager er det ikke blevet til det store stævneræs for mig i denne sæson. Jeg nåede et stævne inden lockdown, og jeg har egentlig klaret mig ganske fint uden stævnerne. Der er så mange andre ting, som man kan tage sig til i stævnernes fravær.

Jeg havde faktisk alligevel ikke kunnet løbe med MicMic de sidste måneder, da hun (sandsynligvis under udskridning i dugvådt græs) kom til skade med skulderen. Efter at Jacob på Nordre Dyrehospital har frigivet hende, har jeg brugt energi på nogle styrkeøvelser og at teste hende lidt af på meget korte træninger, så jeg kunne se om der kom nogen reaktion.

Alt ser fint ud – heldigvis!! Så trods manglende træning valgte jeg at tage afsted til årets DM, som blev afholdt i forbindelse med Dansk Kennel Klubs “Hund i Fokus” på Vilhelmsborg. Et arrangement som kunne have været vildt fedt med masser af hundearbejde at kigge på, hvis ikke det lige var for forsamlingsforbud og restriktioner. Men dejligt at DKK havde mod på at arrangere det alligevel. Men den del vender jeg lige tilbage til.

Uden træning og uden forventninger, men bare med et håb om, at vi kunne samarbejde, og ikke mindst at Mic ville forblive ok. Men mest af alt bare med et ønske om at have det sjovt sammen på banen. Det hele blev indfriet – og faktisk også lidt mere til.

Vi fik 10 fejl i springløbet, men jeg var faktisk ligeglad med det, for bare det at løbe et stævne sammen igen og være på bølgelængde var fantastisk. I næste løb mente jeg bestemt at have fået 5 fejl på A´et, men da jeg kiggede i resultatlisten, så stod er 0 fejl, og jeg lå nr. 2 i det løb. Jeg luftede min forundring med andre, der sagde, at de ikke havde bemærket en arm i vejret. Nå men somme tider husker man sine løb anderledes og “dømmer” sine egne løb hårdere end dommeren. Med de to resultater gik vi direkte i A-finalen, hvor der skulle løbes om mesterskabet. Da jeg kom hjem modtog jeg på messenger videoer af mine løb, og kunne se, at dommeren rent faktisk dømte fejl på A´et, men det blev altså ikke noteret.

I A-finalen fik vi først en vægring og kort efter en disk. Sådan kan det gå. Jeg bliver selv lidt finale-fanden-i-voldsk og så går det sgu bare lidt lettere galt. Men jeg var igen helt ligeglad med resultatet. Jeg havde fået alt, hvad jeg kom efter, og Mic og jeg smilede om kap i alle tre løb. Okay, jeg smilede så godt jeg kunne, mens jeg hev efter vejret. Det var sgu nogle lange baner.

Banerne var faktisk ret fine. Der var et godt flow og ikke bare det uopfindsomme skarpe “hent bagsiden” eller tvungne wraps eller hvad man nu kan støde på. Ærgerligt var det dog at konstatere at alle tre agilitybaner sluttede med en lige ud strækning, hvor balancebommen var næstsidste forhindring og slutspringet stod i lige linje derefter. Det samme gjorde sig gældende søndag, hvor de store hunde løb meget lignende baner. Total gave til løbefelterne og absolut ikke en gave til dem, som skal op og være ved feltet på bommen og samtidig ikke har mere luft efter at have tonset en hel bane igennem. Nå, men banerne var i deres helhed meget fine, og det er var bare en kedelig gentagelse på afslutningen. Og vi fik set nogle meget flotte løbefelter…..

I ugen op til DM overvejede jeg at spørge lidt nærmere ind til “sikkerheden” ift arrangementet. Her tænker jeg faktisk ikke på sundhedsmæssigt, for jeg kan godt tage vare på mig selv, og jeg kan ikke se, at det skulle være mere risikabelt at deltage i et agilitystævne end at handle ind i Netto. Det eneste tidspunkt vi nærmest kan komme tæt på hinanden (med mindre man er en af dem, som ikke kan lade være med at kramme) er til banegennemgang, og der kan man godt holde afstand, når der kun er 20 personer.

Nej mine tanker var mere på det lovgivningsmæssige ift forsamlingforbuddet. Vi måtte jo f.eks kun være 100 personer i hallen (og 100 til HTM i den anden hal, 100 til Lydighed udenfor osv) . Det var lidt svært at se, hvordan man ville sikre dette, for folk kunne bare vade ind i hallen, hvor vi løb agility. Sidst på dagen lørdag kom der dog et skilt op, hvor der stod, at der ikke måtte komme publikum ind. Der var tilsyneladende ingen kontrol med dem, som gik ind i hallen (og jeg så da adskillige, som bare lige skulle hente/bringe/snakke/kigge osv.). Personligt betød det ikke noget for mig om der var 100 eller 300 i hallen (og der var altså ikke i nærheden af 300). Der var god plads til at holde afstand alligevel, men hvad ville “ham med bødeblokken” sige, hvis han kiggede forbi? Jeg spurgte den ansvarlige, som svarede at hun “troede” at de så ville tage fat i dem først. Ja, ok, men hvis de så ikke gjorde, så kostede det så lige kr. 2.500 pr. person….

Hvad med parkeringspladsen, som var propfuld fordi alle parkerede der? (Jeg hørte nogen, der cyklede forbi og kommenterede, at der da godt nok var mange mennesker i dag). Der var ingen skilte sat op, som indikerede hvor folk skulle holde. Godt nok stod det i noget informationsmateriale. Men sidder folk og kigger på det, når de ankommer med stævnenerver? Toiletterne var også opdelte, så dem i den ene ende af hallen var til nogle hundefører og dem i den anden til andre hundeførere, men hvis man ikke havde hørt det i højttaleren om morgenen, så var der ingen skilte til at hjælpe en med at gøre det korrekt.

Når man kom ind af døren til hallen, så kunne man ikke komme ind af døren, før man havde taget i håndtaget – og der var ingen håndsprit i forhallen. Ja der var en helt fantastisk smitte-kontaktflade. Ja, jeg er lidt håndsprit-sippet og havde min egen håndsprit på mig. Som før nævnt jeg behøvede ikke at røre andet end min hund og hendes snor/belønning.

Nå men min bekymring handlede kun om risikoen for bøder, resten ift Corona synes jeg egentlig at jeg selv havde kontrol over, og overordnet fandt jeg altså selv, at det var ansvarligt at afholde sådan et arrangement, men der er godt nok mange ting, der skal tænkes ind, når man kan holde det under Corona-restriktioner, og det er et kæmpe ansvar at holde så stort et arrangement lige nu. Men tak fordi DKK ikke bare gav op, og fik afholdt et godt DM til trods.

I sidste weekend var MicMic og jeg til vores første DM sammen.

Vores sæson startede ud med et samarbejde, hvor MicMic og jeg slet ikke var på samme frekvens. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad der var galt, men i hvert fald, så havde jeg måske troet, at jeg kunne starte, hvor vi havde sluppet mere eller mindre for at par sæsoner siden. De sidste par år har vi stort set ikke løbet sammen pga parring, drægtighed og skader.

Men at spille sammen igen efter et par år uden ret meget træning og stævner var lige lovlig optimistisk og naivt måtte jeg indse.

Vores største udfordringer var, at hun f.eks i starten af sæsonen ikke ville gå på vippen. Hvis hun gik på vippen, så ville hun gerne hurtigst muligt derfra igen, og ventede ikke til den var i jorden.

Hun strøg af balancebommen, nogen gange helt uden at ramme feltet. Det har altid været svært med selvkontrol på bommen for hende, men i år var det vildt svært for hende at styre, da sæsonen startede.

Tunneller ville hun ikke tage, hvis ikke jeg kunne løbe hende direkte ind i tunnelåbningerne, så hun faktisk ikke kunne vægre dem. Hvis tunnellerne lå under feltforhindringer, så havde hun slet ikke lyst til dem.

At komme-til-hånd og gå på indersiden af spring var nærmest umuligt. Hun trak ustandseligt væk fra mig og gik på den forkerte side af springene.

Vi har intensivt arbejdet med tunnellerne, at trække hunden på indersiden af springene, balancebommen, slalom og generelt handling. Jeg synes virkelig, at vi har rykket os helt vildt i hen over sommeren. Og det har været så fedt at mærke, at man kunne spille sammen igen.

Egentlig havde jeg ikke nogen forhåbning om en plads til DM, for vi har løbet så ustabilt til stævner. Ja, det har altså heller ikke være sådan, at træningerne bare sad lige i skabet. Men her over de sidste par måneder, så begyndte det lige pludselig at ligne noget.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ikke ville jagte DM kvalifikationerne. Hvis ikke jeg fik dem på de stævner, som jeg på forhånd havde besluttet mig for at deltage i, så skulle vi bare ikke afsted. Og jeg forventede slet ikke at skulle afsted.

Så da jeg fik det sidste fejlfri AG åben løb, så kunne jeg da næsten ikke fatte, at vi skulle med. Det var samme dag, som vi blev jyske mestre,og vores sidste planlagte stævne i udendørssæsonen.

Hvordan gik DM så, når nu vi kom afsted?

Den korte version

Den korte version om weekendens Danmarksmesterskab i DCH er kort og godt, at jeg er godt tilfreds med vores udvikling og egentlig også med vores løb. Det var vildt nok at nå med til DM, men der er stadig ting, der skal arbejdes på.

Lørdag havde vi først et fejlfrit springløb, og efterfølgende et agilityløb, hvor jeg indkasserede 5 fejl for en flyver på vippen. Ærgerligt, men jeg vidste godt, at vippen var et af vores ømme punkter, som jeg havde forsømt at træne.

Egentlig forestillede jeg mig, at lørdagens to gennemførte løb var nok til at komme direkte i A-finalen. Så jeg var noget overrasket, da jeg så, at Mic og jeg var en af de ekvipager, der skulle løbe i B-finalen. I B-finalen får nr. 1, 2 og 3 adgang til A-finalen, hvor man løber om Danmarksmestertitlen.

Så jeg måtte på den søndag morgen, og se om jeg kunne kæmpe mig til en billet til A-finalen. Jeg elsker finaleløb, og det tænder mig helt vildt at løbe finaler. Det giver mig sådan en “fandme-ja-fornemmelse” og publikums indleven gør mig kun mere tændt.

A og B finalen løbes altid søndag. Så kl 08.45 i forholdsvis tæt tåge gik vi banegennemgang til B finalen. Tågen betød nu ikke noget, men det var bare lidt anderledes at gå i den tætte tåge, hvor man faktisk ikke kunne se fra den ene ende af banen og til den anden.

Banen var spændende, og jeg var ikke bekymret for baneforløbet som sådan. Egentlig var jeg mest bekymret for vippen, og for om jeg kunne holde hende på vippen længe nok til at undgå at få dømt en flyver. Men ellers var der ikke noget, som jeg ikke synes, at vi ikke kunne håndtere.

Allerede inden løbet havde jeg svært ved at finde fokus på løbet, selvom jeg faktisk elsker at løbe finaleløb og elsker at blive presset. Selvom jeg er meget opmærksom på, at være insisterende på vippen, så forlader Mic vippen lige før den er i jorden (dommeren dømmer det godt nok ikke), og så misser jeg helt fokus derfra. Det er en kæmpe fordel, hvis man er “på”, når man løber sådan en bane, og det var jeg virkelig bare ikke.

Så vi går desværre ikke videre til A-finalen, men jeg er sådan set ikke skuffet over det. Jeg er stadig bare glad for vores rejse gennem sæsonen.

Den lange version

Der findes også en lang version af min oplevelse ved DM og ikke mindst min oplevelse af vores B-finale. Jeg var selv lidt overrasket over min reaktion i B-finalen, og jeg har tænkt meget over, hvad det lige var der fik korthuset til at vælte for mig. Det hele starter i indsenderområdet, hvor vi bliver kaldt frem i startrækkefølge. Altså helt normal procedure. Intet underligt.

Da der er ca 5 hunde til det bliver min tur, bliver jeg oplyst om, at personen før mig ikke skal løbe banen, men at hun vil gå ind på banen uden sin hund og tage første pind af startspringet og derved lade sig diske. Det er jo rart nok for mig at vide, da jeg så skal være lidt hurtigere klar til at gå på banen, end hvis hun faktisk skulle løbe banen rundt. Jeg får også oplyst, at hendes hund er skadet og må udgå. Jeg tænker naturligvis, at det er trist for hende, hvorefter jeg forsøger at finde tilbage til mit fokus på mit forestående løb. Men så let er det ikke for mig. Faktisk slet ikke for mig.

Jo tættere vi kommer på, at det er min tur, jo sværere har jeg ved at holde fokus. Jeg forsøger virkelig at lukke mine tanker og min medfølelse ude og koncentrere mig om mit finaleløb. Jeg kan godt mærke, at det lukker op for mine egne triste følelser omkring skader på mine egne hunde. Det er som en ild, der blusser op i mig selvom jeg forsøger at slukke gløderne, der ulmer lystigt i mig.

Mens føreren med den skadede hund står og venter på, at hunden før hende løber sin bane, ser jeg hende stå og græde og blive trøstet af venner blandt officials. Jeg føler så meget med hende, og det gør så ondt på mig selv også, for det ripper op i mine egne følelser om især Ninja. Nu står jeg egentlig også selv og smågræder og kan slet ikke styre den lavine af følelser, som er sat igang inde i mig.

Da hun bliver præsenteret af speakeren, har jeg allerede vendt ryggen til banen og forsøger desperat at lukke det der foregår ude og kun fokusere på MicMic og mit eget løb. Jeg kan dog ikke undgå at høre publikums opbakning og medfølelse, da hun tager overliggeren af første spring. Det er virkelig ikke nogen let opgave for mig, men jeg samler mig virkelig efter bedste evne.

Da jeg går fra MicMic foran startspringet har jeg nogenlunde fået samling på mig selv, men mangler ligesom den angrebslyst, som jeg plejer at have til et finaleløb. Jeg får startet løbet. Da jeg når til vippen, og Mic tager den lidt for hurtige exit (som dog ikke dømmes), så glipper det helt for mig, og jeg løber resten af banen uden fokus. Det er lidt som om jeg slet ikke har løbet banen.

Da jeg kommer i mål mødes jeg af en lettere bekymret mine hos en god veninde. Hun havde allerede i startområdet spottet, at der var noget galt, og at jeg ikke rigtig var mig selv, men anede ikke, hvad der var fat. Jeg falder hende nærmest om halsen, mens jeg græder og forsøger at forklare og forstå, hvad det er der foregår med mig.

Jeg kan billedligt bedst beskrive det sådan, at jeg har nogle triste følelser ifm skader på mine egne hunde. Det er jeg ganske åben omkring. Når jeg skal løbe agility til stævner, så pakker jeg helst de ting væk i en pose og binder posen til. Men snoren, der skulle holde denne her pose lukket bristede altså, fordi jeg kom til at forholde mig lidt for meget til en anden og hendes hunds skade. Det er ikke nogens skyld. Det er bare mig, der har et problem med at tackle det i situationen.

Jeg stod jo der i startområdet og var ved at tage min “nu-skal-jeg-løbe-finaleløb-jakke” på, da nogen lige smider en tikkende “agility-skade-bombe” ned i inderlommen på mig. Den havde jeg sgu bare lidt svært ved at løbe med. Jeg gjorde mit bedste for at tøjle det, men det kom altså ud af kontrol. Så når jeg nu stod i målområdet og tudede, så havde det ikke noget med resultatet eller præstationen på banen at gøre. Det var bare fordi mine følelser løb løbsk for mig.

En spurgte mig: “Var det fordi du så stod der i startområdet og var bange for, at der skulle ske noget med MicMic inde på banen?” Nej, det havde slet ikke noget med det at gøre. Når jeg løber stævner så tænker jeg ikke sådan, når jeg gør mig klar til start. Jeg kan tænke det, hvis der sker noget uventet på banen. Det var simpelthen bare et følelseshav, der tog magten fra mig.

Jeg er udmærket godt klar over, at der nok ikke er ret mange, der kan forstå det…

DM generelt

DCHs DM er altid ekstra festligt. Indmarch og udmarch i følgeskab med en garde, der festligt spiller. Der er åbningstale og masser af forskelligt hundearbejde samlet på samme sted.

At vejret i år var fantastisk med sol og sommeragtigt vejr med over 20 grader om dagen, det gjorde jo ikke dette års DM ringere. Det var måske ikke helt det tøj, som jeg havde fået smidt i campingvognen inden jeg trillede afsted fredag aften, men jeg klarede den alligevel.

Der er også supergod stemning rundt om ringen. Da der foregår så mange aktiviteter på de samme arealer, så kommer der også mange forbi og kigger på.

Det var nogle fine baner som dommerne, Mette GG og Thomas Ammitzbøll havde fået tegnet. Lørdagens baner var lidt til den lette side. Finalebanerne var spændende, men slet ikke uløselig eller baner, hvor man skulle knække og brække sin hund eller skrige sine lunger ud. Det var meget godt ramt.

Stemningen til finalerne er intens, og der er speaker, heppen, klappen og høj musik. Man kunne høre agilityringen over hele pladsen. Generelt er der en god ånd mellem deltagerne. Total hygge på årets sidste DCH agilitykonkurrence. DCHs DM er en sand hundefest.