Luksusvalg

Tænk at have to lækre tævehvalpe at vælge imellem. Du skal bare vælge den du helst vil have. Hvor svært kan det være?

Vild leg i sneen

Ja det lyder jo meget let, men jeg følte det ikke helt sådan, da jeg skulle vælge mellem MicMics to hvalpe. Men det er total luksus at have sådan et valg. Det er jeg taknemmelig for.

De virker begge smukke og harmoniske. De har begge et fedt temperament. De er ens og alligevel så forskellige.

Frankfurter er den største af de to. Hun er den, som først regner tingene ud og tager alt med meget ophøjet ro. Hun lader sig ikke mærke af nye lyde og på det område sådan lidt “Nå Ja”. Hun har taget imod de mange nye ting (legetøj mv) som jeg har præsenteret dem for uden nogen synderlig reaktion. Mest bare nysgerrighed.

Frankfurter har også fundet ud af, at jeg har godbidder i lommen på min jakke. Hvorfor dog vente på, at jeg giver hende dem, når hun selv kan fiske dem ud af lommen.

Frankfurter

Hun er legesyg, vild og elsker at lege trækkelege, og hun trækker godt til. Hun er den mest kontaktsøgende af de to og nem at kalde ind, når vi er ude i haven. Det er som regel også hende, der “kalder”, når hun synes, at det er lidt kedeligt i hvalpegården. Hun gør sjældent, men hun piber lidt.

Hun havde en kort fase, hvor hun målrettet satte sig op på mine hundefitness-redskaber for at pisse og skide. Men det kunne næppe være tilfældigt. Jeg kunne finde redskaberne frem og så gik hun direkte op på dem og satte sig. Det er hun dog holdt op med igen.

Hvis jeg lytter til de opdrættere, som kigger meget på eksteriør på sheltien, så er hun meget lovende. Det er naturligvis vigtigt, at de ligner sheltier og er skruet rimelig korrekt sammen. Det betyder også en del for bevægelsen, men temperamentet vægter betydeligt hos mig.

Frankfurter

Størrelsesmæssigt kan Frankfurter ske at havne i mellemklassen. Men indtil nu følger hun rimeligt MicMics vægtøgning og højde fra 5-7. uge, så man ved aldrig, men sådan er det jo lidt med sheltier.

Medister er den mindste hvalp, og hun er simpelthen kronisk nuttet. Hun ser så nuttet ud, at det “gør helt ondt”. Virkelig bedårende hvalpeudtryk.

Medister

Her i huset siger vi, at hun er djævlen med englefjæset. For hun er faktisk sådan lidt en maniac, når hun folder sig ud. Det virker nærmest som om hun får et stik i røven og så ræser hun afsted.

Hun er lidt mere på stikkerne end Frankfurter. Så hun stopper lige op, når der er nye lyde og så ser hun det lige an. Det varer ganske kort, så kaster hun sig over det, som hun ellers var lidt skeptisk for. Hun er lidt et lille bulderhoved med masser af gang i. Hun kan godt blive lidt hysterisk og i den anledning også finde på at gø lidt hysterisk. Man er vel en sheltie.

Medister søger hele tiden opad. Hun var ikke en måned, før hun lignede en der tænkte, at hun ville hoppe op på kommoden (meget ambitiøst). Hun satte af og landede ind på lågen af den nederste skuffe. Alt hvad man kan kravle op på, det skal bestiges.

Hvis man kan kravle op…..

Medister kan selv! Hun er nysgerrig og går gerne sine egne veje, og hun er faktisk ligeglad med om andre vil med hende. Når vi er udenfor, så kan det godt tage lidt tid at komme ind igen, for det er ikke sikkert, at Medister gider det. Og så kommer hun altså ikke.

Medister har kastet sin meget underdanige kærlighed på Ninja, som troligt ligger på den anden side af komposthegnet og kigger ind på hvalpenes leg. Ninja har 88(-ish) gange afvist hende og bedt hende om at fise af ved at knurre og vise tænder af hende på den anden side af hegnet. Medister søger gang på gang tilbage for at fedte for hende. Hvis hun vil ligge der og fedte for Ninja, så kan jeg kalde lige så fjollet og åndsvagt det skal være, for hun går bare tilbage igen. Hun er meget vedholdende!

Medister er også skruet godt sammen. Hun er på mange måder en tro kopi af MicMic og det ser også ud til, at hun måske har arvet noget, at det som jeg eksteriørmæssigt gerne ville avle mig lidt væk fra (det lyder noget mere simpelt end sådan noget er). Det er småting, som kæbe og øjne. Det er bare smådetaljer.

Medister

Det er svært helt at spå om størrelserne, men man kan have en meget realistisk formodning om, at Medister bliver en lille sheltie under 35 cm, når man indtil videre kigger på hendes vægtøgning og højde.

Det har været et meget meget svært valg, og derfor har jeg også grublet over det længe. For jeg kunne godt bruge dem begge, men jeg skulle jo kun vælge en.

Valget faldt på Frankfurter. Hun bliver boende her hos mig og resten af flokken (ikke mindst).

Den væsentligste årsag er nok, at jeg tror, at hun er den, som vil begå sig bedst i flokken. Jeg forsøger her også at tage hensyn til Fuji, som jo ikke kan høre og som ikke bryder sig om, at få hunde farende op i hovedet af sig. Der er det faktisk meget praktisk, at man tager en afvisning til efterretning. Jeg tror ikke, at det vil være en succes med en Medister der hele tiden vil hen og fortælle hvor sød og underdanig den er.

Man kan jo dybest set kun gætte på hvilket “produkt” en hvalp er. Men hvis jeg tror, at Frankfurter vil være lidt ala Ninja. En der lærer i et forholdsvis roligt tempo og skruer tempo på bagefter, så synes jeg, at det er fedt.

Det er også fedt, når der er fuld smæk på fra starten (ala Fuji), men hvis jeg kan vælge imellem de to typer og ende samme sted, så foretrækker jeg den som skruer tempoet op løbende. Men dybest set kan jeg jo ikke se, hvad man ender ud med.

Og når det så er sagt, så vil jeg også sige, at jeg faktisk aldrig nogen sinde har haft fornøjelsen af en lille bitte sheltiehvalp. Diva kom ind i mit liv som seksårig og Mic var 5 måneder.

De bliver lidt hårdt at skille dem ad.

Når man nu har gjort sig nogle tanker om eksteriøret på den kombination man har lavet, så giver det også god mening at snuppe den som ligner ens mål. Jeg kunne godt finde på at lege videre med den engelske sheltielinje, og der er Frankfurter måske den mest lovende ift avl.

Men uanset hvad jeg havde valgt, så kunne jeg kun vælge en lækker og fin hvalp, der virker harmonisk, velbygget og velafbalanceret. Nu blev det så altså sådan, at Frankfurter nu skal omdøbes til TikTok (lige nu lystrer hun ellers på Frankie).

Medister skal omdøbes til Mini Mic og bo hos Pia Metz, som alle dage har været helt vild med MicMic. Når nu man skal hedde Mini Mic, så det vel også være den hvalp der ligner Mic allermest. Hvis man på sin stambog hedder Mini Micro Maniac, så skal man vel også være den hvalp, der er mest maniac. Ja, måske er der en mening med det stambogsnavn ift fordeling.

Pia og Medister/Mini Mic

Det er nok sådan her det skal være. Det er i hvert fald sådan det bliver, og jeg er sikker på, at både Pia og jeg vil være superglade for hver vores hvalp, og jeg er så glad for at skulle gense Medister masser af gange i løbet af året. Både til træning, gåture og stævner. Det bliver hårdt at skille de to skiderikker ad, men det er også en stor glæde at se, hvor meget Pia glæder sig til at få sin hvalp med hjem.

Der er en keeper

Hvor er man bare priviligeret, når man har valg og muligheder at tage hånd om. Det er jo en kæmpe luksus. Derfor skal jeg heller ikke klage.

Det var ikke givet, at jeg kom frem til den beslutning, som jeg nu har truffet. Slet ikke. Da jeg fik parret Mic, var jeg slet ikke afklaret om, hvorvidt jeg egentlig ville beholde en hvalp selv. Tilbage i oktober tænkte jeg nok nærmere, at timingen var dårlig. Men jeg tænkte også, at der stadig var lang vej til en Mic-datter, så hvorfor bruge energi på valg og muligheder som måske aldrig blev reelle.

Først skulle hun blive drægtig. Det er ikke en selvfølge trods parring. Så skulle hun føde levende hvalpe. Det er heller ikke en selvfølge trods drægtighed. Så skulle der gerne være en tæve. Det er heller ikke selvfølge… Og jeg er pt ikke til hanhunde (har faktisk haft hanhunde i over 20 år før – endda 4 stk). Nu var der så to små piger, og jeg kunne faktisk vælge en, hvis jeg havde lyst. Hvis jeg ikke havde lyst, så ville det være meget let at afsætte dem til andre dejlige familier. Så ingen problem i det. Hvis der havde været to hanner, så havde jeg ikke haft brug for at vælge.

Nu har jeg tygget på mulighederne, og selvom det kun er 3 måneder siden Mic blev parret, så synes jeg alligevel, at der er ting, der ser anderledes ud i dag ift dengang. Ikke mindst pga Corona.

Min hundeflok er mellem 6 og (tæt på) 11 år. Tiden går, og det her vidste jeg jo godt at jeg kunne ske at stå i, da jeg valgte at beholde Fuji for 6 år siden, for så ville der være to år mellem mine hunde. Og Fuji er Fuji. Hun er skøn og min yngste hund, men hendes handicap begrænser os lidt. Inden jeg får set mig om, så står jeg uden en agilityhund, for Mic er lige fyldt 8 år. Så hvis jeg fortsat gerne vil løbe agility, så må jeg nok holde mig lidt til ilden.

Mit skønne trekløver

Egentlig synes jeg, at fire hunde er rigeligt, tangerende til “for mange”. Driften af fire hunde koster tid og penge. Hvis jeg skulle indsætte en fjerde hund, så måtte det blive en lille hund/sheltie. En border mere fylder noget mere (på alle måder), og vil nok også kræve indkøb af en anden bil. Så griber det bare lidt mere om sig end man lige kan overskue.

Måske ville det passe bedre om et eller to år, men sådan kan man dælme ikke planlægge at få en sheltie. For de hænger virkelig ikke på træerne. Især ikke hvis man også er kritisk. Så må det være nu! Jeg er jo vild med Mic. Hendes skønne humør/temperament og hendes arbejdsglæde.

Tiden lige nu er faktisk særlig gunstig for at have en hundehvalp. For der er ikke udsigt til ud af huset møder de næste måneder, så ingen lange Sjællandsarbejdsdage. Det er jo et kæmpeplus med en hundehvalp i huset. Jeg synes altid at det første halve år er ekstra hårdt og krævende med en hvalp (og jeg glemmer det hver gang!)

Jeg ser sikker på, at Mic vil elske min beslutning. Når border collierne bliver opslugt af leg med hinanden, så kan jeg se, at Mic bare står og kigger på. Der er simpelthen ikke plads til hende i deres leg. Jeg tror også gerne Mic vil ligge og putte sammen med en anden hund, men mine bordere gider ikke at putte med nogen.

Så jeg har tænkt og tænkt de sidste uger og har nu endeligt besluttet af den ene af hvalpene bliver boende her hos mig.

Tilbage står jeg så med det fantastiske luksusproblem, at jeg skal vælge mellem to lækre hundehvalpe. Det bliver faktisk ikke let. Jeg har ikke valgt endnu. Hverken hvilken hvalp, eller hvad den skal hedde.

Nogen vil nok mene, at det har jeg vidst hele tiden. Men jeg kan godt lide at tvivle. Det tvinger mig til at overveje lidt grundigere end bare at sige, at det hele er givet på forhånd. Her hælder alle plusser og minusser så mest til at beholde en hvalp.

Hvem det bliver må tiden vise. For de udvikler sig dag for dag og er allerede små personligheder, som jeg begge kan lide. Bare rolig. Jeg beholder ikke dem begge. Men det bliver ikke et let valg. Den jeg ikke vælger får et aldeles fremragende hjem med en aktiv og omsorgsfuld tilværelse, hvor jeg ved, at jeg vil møde hende igen og igen.

Hvad hun skal hedde, ved jeg heller ikke helt. Jeg har de sidste 10 år haft en liste over hvalpenavne, hvor jeg løbende tilføjer (og sletter, hvis andre bruger “mine” navne). Den har jeg låst fordi det ville være en katastrofe, hvis jeg kom til at slette den. Nu kan jeg bare ikke huske koden og kan derfor ikke komme ind på den. Det er sgu da komisk. Jeg ser det som et tegn på, at jeg skal diske op med et andet navn, fordi der ikke var et brugbart navn på min liste. Så hovedet ligger lidt i blød. Der er også “god” tid. Jeg skal først registrere kuldet om en uge.

Mic har det godt igen

Det har været lidt drøjt siden sidste indlæg, hvor jeg lettet fortalte, at det bare kørte på skinner. Jeg har ikke haft tid og overskud til at skrive om det. Jeg har skullet passe hvalpe, familie og job, men nu går det endelig godt igen. Det er bare lidt opslidende, når det går skævt.

To veltilfredse søstre

I søndags var jeg tæt på at køre til dyrlæge i vagten. Mic havde egentlig være frisk nok fra morgenstunden, og havde været med ude at gå en pæn tur på over en time. Stille og rolig tur i flexline, og hun fulgte fint nok trop. Gennem søndagen blev hun dog mere og mere svingende. Hun prustede som et godslokomotiv, selvom hun ikke lå hos hvalpene. At man pruster, når hvalpene dier og lige efter er ikke så mærkeligt, men det her var lidt for vildt og meget larmende.

Mic er hver dag med ude at gå 2,5-5 km og det nyder hun

Hun havde også prustet om natten, men det havde jeg mere set som naturligt, når mælken løb til, men hun gjorde faktisk også, når de små havde spist. En nat var det så slemt, at Silas stod op og gik ind til sig selv og sov.

Sådan kunne hun lyde om natten

Men søndag var det også sådan, at hun havde kvalme, og jeg synes det var svært at få noget mad i hende. Jeg fandt på et tidspunkt en pølse, som jeg ville håndfodre hende med, mens de små spiste hos hende. For hun ville ikke have foder eller den specialblanding af kalorietætte mælkeprodukter. Hun plejer så at hugge sådan et stykke pølse i sig. Nu kiggede hun hjælpeløst på mig, mens hun savlede helt vildt. Det stod helt oppe i halsen på hende.

Mic er altid en ædedolk, men søndag havde hun virkelig madlede

Hun havde ingen feber og hun passede, fodrede og vaskede sine hvalpe til udmærkelse. Hun havde styr på kroppen. Så det kunne ikke rigtig være kalkchok, som jo kan være ekstremt farlig.

Samtidig drak hun store mængder vand (vi taler nok omkring 2 liter) og havde gjort det over nogle dage. Det resulterede i, at hun tissede på gulvet mere end en gang i løbet af weekenden. Nu er det jo også en barsk omgang med hvalpe og kejsersnit og sterilisation på en gang, så det slog jeg det lidt hen med. Godt nok er Mic andengangsfødende, men første gang døde hvalpen, så jeg kunne ikke drage paralleller til sidste gang. Der var jo ikke noget at passe efterfølgende.

En skive kyllingepølse i flaben. Sådan en ville normalt blive slugt med det samme

Jeg havde også været flittig til at servere vand og mad på sengen til hende, og det var måske også blevet lidt for meget. Lige den del tror jeg på. Mics kampvægt er 6 kg. Da hun fødte vejede hun 7,5 kg og i mandags vejede hun 9 kg!! Hun manglede i hvert fald ikke noget for at kunne servicere sine hvalpe.

Når man bare triller af patten….

Oven i det så tog den ene hvalp ikke ret meget på. For den anden hvalp var det lige modsat. Den overhalede så lige sin søster, og når jorden nu var gødet til bekymring, så skal jeg da lige love for, at den fik næring. Hvalpen der ikke havde taget noget på ville ikke rigtig spise, da jeg når til den her konstatering og bekymring sent søndag aften (jeg vejer altid ret sent). Jeg bliver dog talt til ro over telefon og messenger. Inden jeg går i seng, så ligger begge hvalpe og æder lystigt. Man har også lov til at være træt og mæt (bare helst ikke når jeg er bekymret, forstår man nok…. ).

Jeg prøvede virkelig på at lade være med at piske en stemning op. Søndag havde også været den første dag, hvor jeg tænkte, at jeg ikke behøvede at overvåge alt. I stedet havde jeg forsøgt at få spenderet lidt mere tid udenfor hvalpeværelset og være sammen med familien, fordi jeg nu syntes, at det egentlig lige gik så godt. Så al elendigheden og bekymringerne indhentede mig derfor først op af dagen.

Mandag morgen ringede jeg til dyrlægen, og fik en tid samme eftermiddag. Igen vil jeg sige, at Mic bare var lidt svingende og virkede måske træt og udmattet med nedsat appetit, men alt i input og output fungerede og temperaturen var også helt normalt. Hun var også frisk nok i haven og var nysgerrig osv.

Vi var heldige at komme ind til Lotte, der også var hende, der lavede kejsersnittet. Hun lavede en klinisk undersøgelse af Mic, og det så fint ud. Så tog hun en blodprøve, så vi kunne se om det kunne gøre os klogere. Jeg havde taget et par videooptagelser med, som hun kunne se og ikke mindst høre. For ellers var det måske lidt svært at danne sig et reelt indtryk af pusteriet.

vi venter på blodprøvesvar

Efter lidt ventetid kom hun tilbage og fortalte, at levertal og nyretal var lidt forhøjede, men at hun ikke mente, at det betød noget for tilstanden. For værdierne var tæt på normalen. Men til gengæld var hendes blodprocent for lav og hun var anæmisk (jernmangel).

Dyrlægen gav Mic nogen kvalmestillende og sendte mig på apoteket efter jerndråber. Det havde ret hurtigt effekt på Mic, og hun blev langsomt bedre. Den første nat pustede hun stadig, men det var dog aftagende.

Rumtemperaturen var efter den første uge skruet ned til et mere normalt niveau på ca 22 grader, og varmepuden var pakket væk, så det var heller ikke fordi Mic var ved at blive grillet. Hun var simpelthen var udmattet, fordi hun havde mistet en del blod under operationen.

Nu er hun heldigvis helt sig selv igen, og vi fortsætter et par dage mere med jerndråberne. Dyrlægen har været sød at ringe et par gange og høre, hvordan det gik.

Hvalpene har fået øjne med en dags mellemrum. De stavrer rundt på deres små gummiben. Det er så sjovt at følge deres udvikling for hver dag. Der er heldigvis så mange hyggelige stunder med de små, og det er fedt når det er dem som dominerer. Jeg nyder, at se Silas´fantastiske smil, når han ligger og kigger på hvalpene eller nusser dem.

Silas og “Hvid/Medister”

Indrømmet så var det faktisk lidt opslidende at stå med, og jeg var ret bekymret. Måske bliver jeg også bare lidt for bekymret, men hellere være opmærksom og tage ting i opløbet end at sove i timen. Det skal åbenbart ikke bare være legende let for lige mig, men nu tror jeg på, at der ikke er flere bump på vejen.

Kommet godt fra start

Tænk at det nu er seks dage siden, hvalpene blev født. Det føles både som i går og som længere tid siden. Det er sådan lidt en rutsjetur at skulle igennem. Måske også fordi jeg har været træt og lidt bekymret. Det er nok helt naturligt.

Man skal sikre sig, at Mic er en god mor. At hvalpene spiser og ikke bliver kolde. Holde øje med at Mic ikke lægger sig på dem, eller at de smutter ud af kassen. I aftes fik den ene hvalp mulvarpet sig op på ryggen af Mic og derfra gled den ud over kanten på fødebassinet og ned på gulvtæppet. Kanten kan næsten ikke være højere for Mic skal jo kunne komme ind og ud uden at skulle hoppe over kanten.

Donutkurven var dejlig varm

I starten lå de dejlig varmt i en donutkurv. Men hold da op, hvor kom de tit på afveje, og det krævede 100% opsyn. Men den var bare så dejlig varm og de små kunne ligge tæt ved deres mor hele tiden. Men badebassinet er altså et bedre valg. Ikke mindst nu hvor de er blevet større og bedre selv kan vælge temperaturen.

Varm kurv

Vi startede ugen med et besøg på Aabenraa Dyrehospital. Ikke fordi der var noget galt. Jeg synes selv, at alt så fint ud. Men det er helt almindelig praksis, at de gerne vil se tilse tæven efter et kejsersnit. Så Mic. de små og jeg kørte i afsted i en dejlig forvarmet bil mod Aabenraa tidligt mandag morgen.

En ræv bag øret???

Veterinærsygeplejersken havde fået kliniktøj på i stedet for nederdelen og skoene med lidt hæl på, som hun måtte assistere dyrlægen i juleaften. Hun fortalte mig, at hun havde lånt en T-shirt af sin bror, hvor hun havde holdt juleaften, da hun blev kaldt på klinikken. Det var lidt morsomt. Hun fortalte mig også, at hvalpene var så fine og livlige, da de forløste dem. Det var jo rigtig dejligt, for de to kejsersnit jeg har været involveret har budt på slappe hvalpe, der skulle hjælpes igang.

Den dyrlæge, der var på arbejde kiggede på Mic og synes det hele så fint ud. Han ville også gerne lige kigge på hvalpene, som han fandt meget livlige. Alt så fint ud, og vi kunne køre de 20 minutter nordpå igen. Eftersynet var “on the house”. Jeg har virkelig kun meget positivt at sige om Aabenraa Dyreshospital i det her forløb.

Jeg havde mange historier i baghovedet fra mine hundevenner på Facebook, hvor de har oplevet, at den dyrlæge, som de havde lavet aftale med under en hvalpefødsel, ikke tog telefonen. Eller tilfælde hvor dyrlægen beder folk med tæver i fødsel om at vente og vente, og det så ender med døde hvalpe. Hvalpe der erklæres døde, men viser sig at overleve, og jeg har hørt så meget, at man skulle tro, at det var løgn det halve. Steder hvor et kejsersnit i vagten har kostet 30.000ish Jeg anede jo ikke, hvad jeg ville få fat i, da jeg ringede juleaften, for jeg kendte ikke nogen af dem, som havde vagten.

Men dyrlægen var virkelig lydhør og hurtig til at sige, at hun kunne køre til Aabenraa, og om jeg var indstillet på, at det kunne være nødvendigt med et kejsersnit. Ja spørgsmålet kunne jo virke ret overflødigt for mig, for hvad ville alternativet være? Samtidig nævner hun prisen (måske for at “afskrække” mig), og så er jeg ved er jeg nødt til at spørge, om hun virkelig mener det på en juleaften. Hun begynder at “forklareforsvare” at der er vagttillæg. Men helt ærligt, prisen for et kejsersnit i vagten hos dem var kr. 10.000 (nå ja og så lige kr. 300 oveni, fordi jeg insisterede på en UL scanning). Jeg er faktisk ret sikker på, at det var samme pris jeg betalte for et kejsersnit for 6 år siden, men det var altså uden vagttillæg! Nå men det var ikke prisen, der afgjorde valget. Men det var naturligvis positivt ikke at blive flået, når det nu skulle være. Hov, og så spurgte de slet ikke om min hund var sygeforsikret! Det sidste kan jeg sådan set godt lide, for det kommer da slet ikke min dyrlæge ved. Behandlingen bør jo være den samme uanset forsikringsforhold.

Hjemme med to små hvalpe og en tæve med kejsersnit. De første dage er lidt træge. Jeg synes, at det er hårdt at vente på, at mælken løber til. Der går lige et par dage med meget sutteri for hvalpene, afløst af lidt søvn og så suttes der igen. De har været rolige, og de har egentlig også holdt vægten, så jeg har ledt efter min tålmodighed og været overbevist om, at naturen og Mic kunne klare det hele selv. Og det ser sandelig sådan ud.

Mic er en super god mor

Pludselig kom der virkelig mælk på alle “hylder”. De små haler strittede ekstra lystigt ved spisning, og hvalpene faldt bare fede og mætte af patterne og snorksov. Og øgningen i vægt tog nu også fart. Det var dejligt. Mic var heller ikke så urolig og så påvirket, som Ninja, da hendes mælk løb til dengang.

Mine bekymringer har helt sikkert rod i min oplevelse med Ninjas hvalpe. Jeg husker godt, da jeg sad her i samme værelse som nu, og Ninja lå ved siden af mig med 6 store og fine hvalpe. Det var på 4. dage og alt gik så fint. Hvalpene tog på, og jeg tog mig selv i at ånde lettet op og tænke, at vi klarede skærene, og at nu skulle det hele nok gå godt.

Da jeg skulle veje hvalpene samme dag, så havde den ene tabt sig, og det udviklede sig til en ret ulykkelig historie for mig. Hvalpen var den, som jeg havde kastet min kærlighed over. Den som jeg havde fået stukket i hænderne ved kejsersnittet den novembermorgen. Hun var den smukkeste blå border tæve. Og jeg kæmpede en kamp med at få hende i trivsel med sonde og mavemassage, men kampen var forgæves og opslidende. Knap 4 uger gammel blev hun aflivet.

Prinsessen – en af Ninjas hvalpe fra 2014

Jeg tror nu ikke, at historien gentager sig denne gang, men det kan da godt have givet mig lidt ekstra bekymringer. Men min oplevelse fra dengang har noget i højere grad lært mig at tage en dag af gangen. Jeg har heller ikke kastet min kærlighed mere på den ene end den anden hvalp. De er begge skøn og livlige. Hvis den ene bliver boende her, så finder jeg nok også ud af, hvem det skal være.

Men det går heldigvis rigtig godt, og man tydeligt se forskel fra dag til dag. Hvalpene bliver stærkere og mere mobile. Sikke hurtigt de kan mose sig fra den ene ende af poolen til den anden. Det fascinerende og livsbekræftende at følge den udvikling.

Begge tager fint på

Mic er nærmest begyndt at kede sig lidt. Hun er lidt splittet mellem at være hos sine hvalpe og være, hvor vi andre er. Hvis jeg går ud af rummet, hvor hvalpene er, så ved hun ikke rigtigt, hvad hun helst vil. Da vi andre skulle ud af døren idag for at gå en tur, var jeg først inde og kigge til Mic, og tænkte at hun skulle blive hjemme (mest pga kejsersnittet). Da jeg stod udenfor, kunne jeg se hende stå oppe i sengen og kigge ud af vinduet. Jeg ombestemte mig og tog hende med. Hvalpene havde lige spist, så de sov jo bare.

Hele familien (hunde og mennesker) på gåtur

Hun nød gåturen og fulgte fint trop. Hun var også oplagt til lidt spas og pjat. Hun lignede ikke en der gik og tænkte på hvalpe. Det er ikke sjovt at være splittet mellem at ville passe sine små og ikke ville gå glip af noget (jeg kan godt sætte mig ind i hendes dilemma).

Der ædes og ædes

Hvad siger de andre hunde til hvalpelydene? Ja, Fuji siger naturligt nok ikke noget til lydene, men hun har klart fornemmet “noget”. Hun har mange gange puffet døren til værelset op (Fuji moser bare på låger og døre til de giver efter). Hun har åbenbart godt fornemmet, at man ikke bare må gå ind. Så står hun bare der i døråbningen eller sætter sig og kigger ind.

Sker der noget spændende herinde??

Det varede et par dage, før Ninja viste interesse, men da det gik op for hende, så blev hun meget nysgerrig og var faktisk på vej hen til kassen (hun var listet ind af døren, der stod på klem – Ninja er en sniger), hvor jeg sad sammen med Mic. Mic tog det heldigvis stille og roligt, og jeg bad bare Ninja om at gå lidt væk og lægge sig ned.

Hyggeligt med ekstra selskab i værelset

De får jo nok at se, hvad det handler om, når hvalpene rykker ud fra værelset om lidt tid. Men lige nu er ro og en stabil rumtemperatur. Jeg har endda sat en affugter op i rummet, som slår til når luftfugtigheden bliver for høj, da det ellers blev lidt varmt og klamt.

Et mål for 2020

Det er vel meget normalt, at man ved årets start sætter sig et par mål for året. 2020 har ikke været det år, som har gjort det nemt for folk at følge deres mål i ret mange henseender. Der var nok ikke mange, der tænkte, at året ville være som det indtil nu har været, da de skålede godt nytår til slagene fra rådhusklokkerne.

Som konkurrenceudøver, så sætter man nok altid et par mål for den sæson, der ligger for ens fødder. Jeg havde egentlig kun et lille dybfølt mål for 2020, som jeg ikke tænkte, at det kunne blive et problem at indfri. Jeg manglede et agilitycertifikat med MicMic, for at kunne gøre hende til Dansk Agility Champion. Certifikatet gives i AG3 til den hurtigste fejlfrie ekvipage, der ikke i forvejen er agilitychampion.

Men da sæsonen skulle til at i gang, så gik hele DK i stå. Alt blev aflyst. Der har ikke været mange stævner. De fleste blev aflyst pga et for lavt forsamlingsloft. Jeg har egentlig overlevet fint nok uden stævneræset, og mit mål var naturligt nok sat helt på standby. Hvornår ville et stævne igen være muligt.

Pludselig åbnede Ribe Hundevenner op for muligheden for et stævne i den weekend, som netop nu er slut. Lille og mellem klasserne skulle afvikles søndag, hvilket jeg lige kunne klemme ind efter 3 dage på hundefys uddannelsen. Når muligheden byder sig, så må man altså lige slå til. Ved åbning for tilmeldingen var forsamlingsloftet på max 50 personer.

Så er der gjort klar til weekendens stævne.

Men stævnet var lige ved at ikke at blive til noget, for i fredags var der pressemøde og pga stigende smittetal, så blev forsamlingsloftet igen sænket. Så det nu er på 10 personer. Heldigvis først gældende fra i mandags. Så med nød og næppe kunne stævnet afvikles.

Jamen smitter Corona måske ikke i weekenden?! Åh jo. Det tror jeg, men jeg tror (ligesom alle andre) at det som jeg gør/deltager i er forsvarligt. Det er vel helt naturligt, at man ser tingene mest fra sin egen side og ikke forstår, hvorfor der skal være restriktioner for lige netop det, som har betydning for ens hverdag og aktiviteter. Er det ikke sådan det fleste har det?

Nu regnede fodboldgutterne på det 40 mand store hold jo heller ikke med, at de skulle ende med at være 20, der blev testet positiv på holdet, fordi der til en start lige var en enkelt positiv. Eller bridgeklubben med rigtig mange ældre medlemmer, hvor der endte med at være 19 smittede ud af 250 medlemmer. Eksempler fra den virkelige verden, hvor folk nok ikke tænkte, at deres samvær var et problem.

Restriktioner er jo svære at gradbøje, for alle synes, at de sorterer ind under undtagelserne. Men når det så er sagt, så synes jeg bestemt, at hundeaktiviteterne er nogle af de mere “hellige”, for der holdes under aktiviteterne altid minimum et par hundesnorslængders afstand mellem deltagerne (og hjælpere). Og hvis man lige tænker sig om, når man ikke går rundt med en hund, så er det faktisk også let nok at holde afstand. Vi er altid udenfor eller i lokaler med masser af plads.

Nå men tilbage til årets stævne, hvor forsamlingsloftet denne weekend var 50. Så vi var ikke mange, men det var hyggeligt! Det blev bestemt ikke mindre hyggeligt af, at Mic og jeg lagde ud med et meget godt og flydende løb i Ag3. Vi vandt klassen og fik klassens certifikat. Målet var indfriet. Mic var så pludselig Dansk Agility Champion.

DKSPCH DKAGCH Kræmer´s Bright Boa

Det var svært ikke at juble over det. Og lige i søndags manglede jeg faktisk krammene. Jeg har ikke krammet andre end Henrik og Silas siden marts, og det har jeg det faktisk helt fint med. Men lige i søndags var det sådan lidt underligt, mens man stod i det.

Vi snuppede også sejren i ekstra agilityklassen. Det var skisme skønt at vi lige kunne spille så godt sammen i to løb i træk, for vi er vist begge lidt rustne.

Løbet der gjorde Mic til champion

Det var overraskende og sejt at indfri sit mål på denne eneste DKK-stævnedag i 2020. Sæsonen er nu slut. Lige så hurtigt, som den startede. Nu må vi se hvad 2021 bringer af aktiviteter.