Et mål for 2020

Det er vel meget normalt, at man ved årets start sætter sig et par mål for året. 2020 har ikke været det år, som har gjort det nemt for folk at følge deres mål i ret mange henseender. Der var nok ikke mange, der tænkte, at året ville være som det indtil nu har været, da de skålede godt nytår til slagene fra rådhusklokkerne.

Som konkurrenceudøver, så sætter man nok altid et par mål for den sæson, der ligger for ens fødder. Jeg havde egentlig kun et lille dybfølt mål for 2020, som jeg ikke tænkte, at det kunne blive et problem at indfri. Jeg manglede et agilitycertifikat med MicMic, for at kunne gøre hende til Dansk Agility Champion. Certifikatet gives i AG3 til den hurtigste fejlfrie ekvipage, der ikke i forvejen er agilitychampion.

Men da sæsonen skulle til at i gang, så gik hele DK i stå. Alt blev aflyst. Der har ikke været mange stævner. De fleste blev aflyst pga et for lavt forsamlingsloft. Jeg har egentlig overlevet fint nok uden stævneræset, og mit mål var naturligt nok sat helt på standby. Hvornår ville et stævne igen være muligt.

Pludselig åbnede Ribe Hundevenner op for muligheden for et stævne i den weekend, som netop nu er slut. Lille og mellem klasserne skulle afvikles søndag, hvilket jeg lige kunne klemme ind efter 3 dage på hundefys uddannelsen. Når muligheden byder sig, så må man altså lige slå til. Ved åbning for tilmeldingen var forsamlingsloftet på max 50 personer.

Så er der gjort klar til weekendens stævne.

Men stævnet var lige ved at ikke at blive til noget, for i fredags var der pressemøde og pga stigende smittetal, så blev forsamlingsloftet igen sænket. Så det nu er på 10 personer. Heldigvis først gældende fra i mandags. Så med nød og næppe kunne stævnet afvikles.

Jamen smitter Corona måske ikke i weekenden?! Åh jo. Det tror jeg, men jeg tror (ligesom alle andre) at det som jeg gør/deltager i er forsvarligt. Det er vel helt naturligt, at man ser tingene mest fra sin egen side og ikke forstår, hvorfor der skal være restriktioner for lige netop det, som har betydning for ens hverdag og aktiviteter. Er det ikke sådan det fleste har det?

Nu regnede fodboldgutterne på det 40 mand store hold jo heller ikke med, at de skulle ende med at være 20, der blev testet positiv på holdet, fordi der til en start lige var en enkelt positiv. Eller bridgeklubben med rigtig mange ældre medlemmer, hvor der endte med at være 19 smittede ud af 250 medlemmer. Eksempler fra den virkelige verden, hvor folk nok ikke tænkte, at deres samvær var et problem.

Restriktioner er jo svære at gradbøje, for alle synes, at de sorterer ind under undtagelserne. Men når det så er sagt, så synes jeg bestemt, at hundeaktiviteterne er nogle af de mere “hellige”, for der holdes under aktiviteterne altid minimum et par hundesnorslængders afstand mellem deltagerne (og hjælpere). Og hvis man lige tænker sig om, når man ikke går rundt med en hund, så er det faktisk også let nok at holde afstand. Vi er altid udenfor eller i lokaler med masser af plads.

Nå men tilbage til årets stævne, hvor forsamlingsloftet denne weekend var 50. Så vi var ikke mange, men det var hyggeligt! Det blev bestemt ikke mindre hyggeligt af, at Mic og jeg lagde ud med et meget godt og flydende løb i Ag3. Vi vandt klassen og fik klassens certifikat. Målet var indfriet. Mic var så pludselig Dansk Agility Champion.

DKSPCH DKAGCH Kræmer´s Bright Boa

Det var svært ikke at juble over det. Og lige i søndags manglede jeg faktisk krammene. Jeg har ikke krammet andre end Henrik og Silas siden marts, og det har jeg det faktisk helt fint med. Men lige i søndags var det sådan lidt underligt, mens man stod i det.

Vi snuppede også sejren i ekstra agilityklassen. Det var skisme skønt at vi lige kunne spille så godt sammen i to løb i træk, for vi er vist begge lidt rustne.

Løbet der gjorde Mic til champion

Det var overraskende og sejt at indfri sit mål på denne eneste DKK-stævnedag i 2020. Sæsonen er nu slut. Lige så hurtigt, som den startede. Nu må vi se hvad 2021 bringer af aktiviteter.

Corona DM

Af flere årsager er det ikke blevet til det store stævneræs for mig i denne sæson. Jeg nåede et stævne inden lockdown, og jeg har egentlig klaret mig ganske fint uden stævnerne. Der er så mange andre ting, som man kan tage sig til i stævnernes fravær.

Jeg havde faktisk alligevel ikke kunnet løbe med MicMic de sidste måneder, da hun (sandsynligvis under udskridning i dugvådt græs) kom til skade med skulderen. Efter at Jacob på Nordre Dyrehospital har frigivet hende, har jeg brugt energi på nogle styrkeøvelser og at teste hende lidt af på meget korte træninger, så jeg kunne se om der kom nogen reaktion.

Alt ser fint ud – heldigvis!! Så trods manglende træning valgte jeg at tage afsted til årets DM, som blev afholdt i forbindelse med Dansk Kennel Klubs “Hund i Fokus” på Vilhelmsborg. Et arrangement som kunne have været vildt fedt med masser af hundearbejde at kigge på, hvis ikke det lige var for forsamlingsforbud og restriktioner. Men dejligt at DKK havde mod på at arrangere det alligevel. Men den del vender jeg lige tilbage til.

Hallen på Vilhelmsborg er superfin at løbe i. Underlaget et godt

Uden træning og uden forventninger, men bare med et håb om, at vi kunne samarbejde, og ikke mindst at Mic ville forblive ok. Men mest af alt bare med et ønske om at have det sjovt sammen på banen. Det hele blev indfriet – og faktisk også lidt mere til.

Vi fik 10 fejl i springløbet, men jeg var faktisk ligeglad med det, for bare det at løbe et stævne sammen igen og være på bølgelængde var fantastisk. I næste løb mente jeg bestemt at have fået 5 fejl på A´et, men da jeg kiggede i resultatlisten, så stod er 0 fejl, og jeg lå nr. 2 i det løb. Jeg luftede min forundring med andre, der sagde, at de ikke havde bemærket en arm i vejret. Nå men somme tider husker man sine løb anderledes og “dømmer” sine egne løb hårdere end dommeren. Med de to resultater gik vi direkte i A-finalen, hvor der skulle løbes om mesterskabet. Da jeg kom hjem modtog jeg på messenger videoer af mine løb, og kunne se, at dommeren rent faktisk dømte fejl på A´et, men det blev altså ikke noteret.

I A-finalen fik vi først en vægring og kort efter en disk. Sådan kan det gå. Jeg bliver selv lidt finale-fanden-i-voldsk og så går det sgu bare lidt lettere galt. Men jeg var igen helt ligeglad med resultatet. Jeg havde fået alt, hvad jeg kom efter, og Mic og jeg smilede om kap i alle tre løb. Okay, jeg smilede så godt jeg kunne, mens jeg hev efter vejret. Det var sgu nogle lange baner.

Lige efter hvert løb så jeg vissen ud. Da vi skulle hjem var det MicMic der var helt vissen at se på.

Banerne var faktisk ret fine. Der var et godt flow og ikke bare det uopfindsomme skarpe “hent bagsiden” eller tvungne wraps eller hvad man nu kan støde på. Ærgerligt var det dog at konstatere at alle tre agilitybaner sluttede med en lige ud strækning, hvor balancebommen var næstsidste forhindring og slutspringet stod i lige linje derefter. Det samme gjorde sig gældende søndag, hvor de store hunde løb meget lignende baner. Total gave til løbefelterne og absolut ikke en gave til dem, som skal op og være ved feltet på bommen og samtidig ikke har mere luft efter at have tonset en hel bane igennem. Nå, men banerne var i deres helhed meget fine, og det er var bare en kedelig gentagelse på afslutningen. Og vi fik set nogle meget flotte løbefelter…..

I ugen op til DM overvejede jeg at spørge lidt nærmere ind til “sikkerheden” ift arrangementet. Her tænker jeg faktisk ikke på sundhedsmæssigt, for jeg kan godt tage vare på mig selv, og jeg kan ikke se, at det skulle være mere risikabelt at deltage i et agilitystævne end at handle ind i Netto. Det eneste tidspunkt vi nærmest kan komme tæt på hinanden (med mindre man er en af dem, som ikke kan lade være med at kramme) er til banegennemgang, og der kan man godt holde afstand, når der kun er 20 personer.

Nej mine tanker var mere på det lovgivningsmæssige ift forsamlingforbuddet. Vi måtte jo f.eks kun være 100 personer i hallen (og 100 til HTM i den anden hal, 100 til Lydighed udenfor osv) . Det var lidt svært at se, hvordan man ville sikre dette, for folk kunne bare vade ind i hallen, hvor vi løb agility. Sidst på dagen lørdag kom der dog et skilt op, hvor der stod, at der ikke måtte komme publikum ind. Der var tilsyneladende ingen kontrol med dem, som gik ind i hallen (og jeg så da adskillige, som bare lige skulle hente/bringe/snakke/kigge osv.). Personligt betød det ikke noget for mig om der var 100 eller 300 i hallen (og der var altså ikke i nærheden af 300). Der var god plads til at holde afstand alligevel, men hvad ville “ham med bødeblokken” sige, hvis han kiggede forbi? Jeg spurgte den ansvarlige, som svarede at hun “troede” at de så ville tage fat i dem først. Ja, ok, men hvis de så ikke gjorde, så kostede det så lige kr. 2.500 pr. person….

Hvad med parkeringspladsen, som var propfuld fordi alle parkerede der? (Jeg hørte nogen, der cyklede forbi og kommenterede, at der da godt nok var mange mennesker i dag). Der var ingen skilte sat op, som indikerede hvor folk skulle holde. Godt nok stod det i noget informationsmateriale. Men sidder folk og kigger på det, når de ankommer med stævnenerver? Toiletterne var også opdelte, så dem i den ene ende af hallen var til nogle hundefører og dem i den anden til andre hundeførere, men hvis man ikke havde hørt det i højttaleren om morgenen, så var der ingen skilte til at hjælpe en med at gøre det korrekt.

Når man kom ind af døren til hallen, så kunne man ikke komme ind af døren, før man havde taget i håndtaget – og der var ingen håndsprit i forhallen. Ja der var en helt fantastisk smitte-kontaktflade. Ja, jeg er lidt håndsprit-sippet og havde min egen håndsprit på mig. Som før nævnt jeg behøvede ikke at røre andet end min hund og hendes snor/belønning.

MicMic var bare så glad for at løbe agility.

Nå men min bekymring handlede kun om risikoen for bøder, resten ift Corona synes jeg egentlig at jeg selv havde kontrol over, og overordnet fandt jeg altså selv, at det var ansvarligt at afholde sådan et arrangement, men der er godt nok mange ting, der skal tænkes ind, når man kan holde det under Corona-restriktioner, og det er et kæmpe ansvar at holde så stort et arrangement lige nu. Men tak fordi DKK ikke bare gav op, og fik afholdt et godt DM til trods.

Det blev så ikke sjette gang

5 år i træk blev det til. Med tre forskellige hunde i tre forskellige størrelser. Jeg taler om DCHs Jyske Mesterskab, som jeg har vundet tre gange i træk med Ninja, derefter en gang med Saras Audi og så i 2019 med MicMic.

I dag går det så løs igen. Desværre uden min deltagelse. Jeg ville så gerne have forsvaret mesterskabet, men MicMic har været ude med en skulderskade, og blev først endelig “frigivet” af dyrlægen i går. Altså ikke frigivet til at løbe stævner i dag.

Fordi der ikke er nogen reaktion i skulderen, så er det jo ikke lig med, at man bare skal ræse afsted på en agilitybane dagen efter. Foran mig ligger lidt “klargøringsarbejde” med styrke- og balancetræning.

Jysk mester 2019

Hun har ikke løbet agility siden starten af sommeren, hvor jeg tror, at hun havde en udskridning i græsset, der var vådt af aftenduggen. Efterfølgende i den træning var hun lidt ustabil i sine afsæt. Det tænkte jeg først over efterfølgende, hvor jeg konstaterede, at hendes skulder ikke var ok.

Jysk mester med Audi 2018 (og nr. 3 med Ninja)

Det var ikke noget, man kunne se på lufteture mv, men jeg synes alligevel, at der var “noget”. Faktisk gik der en hel måned før jeg konstaterede det, for det kom kun, når skulderen blev belastet i yderstilling (f.eks slalom, landing med drej). I den måned havde jeg heller ikke løbet agility. Ikke af pga det, for jeg anede ikke, at der var sket “noget” til den træning. Så hun havde været en fri hund, der havde leget og løbet med de andre, og dermed havde vedligeholdt sin krop. Nu stod jeg til et agilitykursus og efter opvarmningsløbet trak jeg hende fra kurset.

Jysk Mester med Ninja 2017

Afsted til dyrlægen, så jeg kunne få en klog mands (Jacob på Nordre Dyrehospital) ord for, hvad der drillede hende. Så efter et par uger med antiinflammatorisk medicin og lufteture i flexlinen, så hjalp det en del på hendes bevægelighed i skulderleddet, kunne jeg selv mærke, når jeg testede skulderleddet manuelt. Jeg har efterfølgende holdt hende i flexlinen på ture, der ellers kunne blive lidt vilde. Jeg har i det små lavet lidt genoptræningsøvelser med hende, og det vil jeg så intensivere nu, hvor dyrlægen har sagt god for hende.

Jysk Mester med Ninja 2016

I forbindelse med skaden har jeg allerede haft gavn af at have påbegyndt min uddannelse i fysioterapi til hunde. Selvom vi endnu ikke er langt i forløbet, så kunne jeg selv lokalisere problemet og havde også selv fundet hende ok, men jeg vil nu godt lige have dyrlægen til at sige god for det også. Tænk hvis jeg frigav hende for tidligt, og skaden brød helt op igen?!…

Jysk Mester med Ninja 2015

Ja så Jysk Mesterskab bliver desværre uden min deltagelse her i 2020, men jeg glæder mig rigtig rigtig meget til at løbe agility med MicMic igen! Jeg håber, at vi måske kan være klar til DM….

Handling og mental træning

I går var jeg på et særdeles interessant kursus. Egentlig havde jeg dobbeltbooket to forskellige agilitykurser denne dag, men kunne selvsagt ikke være både i Herning og Roskilde på samme tid, så jeg valgte at holde fast i kurset i Roskilde og sælge pladsen i Herning.

Jeg fandt det interessant, at kurset i Roskilde også bød ind med mental træning. Der er ingen tvivl om, at rigtig meget i vores liv og vores bedrifter afhænger af, hvad der foregår mellem vores ører, og hvad vores indstilling er til det, som vi laver.

Kurset var delt op i to dele. Jeg havde først handlingsdelen, som Ina Himle fra Norge tog sig af. Ina bød på en bane, hvor man kunne vælge mellem en let “rute” og en mere avanceret “rute”. Jeg ville gerne udfordres og snuppede den avancerede bane sammen med MicMic. Det er altid sjovt at prøve nye kombinationer og se om man kan løse udfordringerne på banen.

MicMic smiler lykkeligt, når hun løber agility

Gennem mange måneders on-line træning hos Natasha Gjerulff og analyse af mine stævneløb, så synes jeg egentlig at jeg har fået rimelig klarhed for, hvor MicMic og jeg har vores arbejdsområder, så jeg forventeder egentlig ikke en hel masse input på den front. Jeg kender svaghederne og glæder mig til at pusle lidt med dem her til vinter. Sidste vinter puslede jeg kraftigt med min balancebom, og det har helt sikkert båret frugt (se bare videoen herunder)

Vi løste den opstillede bane bedre end forventet, og jeg synes faktisk, at hun arbejdede rigtig godt på nogle af de punkter, som hun ellers er svag på. Og det som er mine fortsatte arbejdspunkter viste sig også på Inas bane.

Et lille sammendrag fra kursets handlingsdel

Da vi havde afsluttet handlingsdelen havde vi to timer sammen med Eva Marie Wergård, der er mentaltræner med en virkelig solid baggrund som etolog og idrætspsykolog. De to timer sammen med Eva var virkelig virkelig inspirerende.

Selvom jeg egentlig er meget bevidst om vigtigheden af vores mindset i sporten, så fik jeg alligevel masser af super gode input. Nogen af dem vil jeg allerede nu tage i brug i min egen evaluering efter træninger og stævner. Egentlig ærgrede jeg mig lidt over, at jeg allerede havde haft handlingsdelen inden, for jeg kunne godt have tænkt mig at prøve nogle af tingene af med det samme.

Jeg har selv et problem med, at jeg til tider mister fokus på banen. Det irriterer mig ganske voldsomt, for jeg kan virkelig godt lide at være “på”, når jeg løber. Så hvorfor taber jeg fokus, og hvordan kommer jeg det til livs?

Eva spurgte, om jeg havde bemærket, hvornår på banen det skete og hvad der var sket forud for det på banen (eller det kunne også være udenfor banen). Hun gav mig nogle værktøjer til at holde fokus, som jeg vil prøve af.

Vi talte også meget om, hvor forskelligt det kan være, hvad den enkelte har brug for som hjælp eller støtte. Det som virkelig var fedt for den ene var total turn-off for den anden. Det er egentlig også meget interessant. Eva Marie var ikke ensidig på den front, men meget bevidst om, at der ikke er én vej eller én gangart på vejen til målet. Lige netop den del gør, at man kunne mærke hendes faglig kompetence sammen med hendes passion for denne del af vores sport.

Hun havde også nogle meget gode pointer, når hun fortalte hvor omhyggelige vi var med at socialisere og forberede vores hunde/hvalpe på alverdens ting, som de kan ske at møde i agiltyverdenen, men hvor ringe vi er til at forberede/socialisere os selv på, hvad man kan blive mødt med ude til stævnerne. Meget interessant tanke. Jeg kan godt se, at hun også havde en pointe der.

Mentaltræning ved Eva Marie Wergård

Hvis du ikke ikke allerede har udledt det af mit blogindlæg, så var jeg meget begejstret for dagens kursus og i særdeleshed for Eva Maries del af kurset, som var så meget anderledes end det, som “vi” normalvis ser udbudt. Der var også klart mest tilslutning til Inas moduler, men jeg synes altså virkelig at guldkornene lå allermest hos Eva Marie.

Jeg glæder mig til at tage hendes del med ind i min “daglige” vurdering, når jeg fører træning og stævner ind i Handlers Logbook

Certer, champion men ingen WAO

Overskriften dækker meget godt de sidste to weekender.

Da jeg startede sæsonen 2019 havde jeg et mål om, at MicMic skulle blive både Dansk Agility Champion og Dansk Spring Champion i 2019. Men det var sgu lidt svært at komme igang igen og finde melodien sammen.

Vi startede sæsonen med et springcert og et agcert. Med hiv og sving vandt vi et cert til Maxi Zoo Cup i Viby i maj. Det var for vores vedkommende også stævnets eneste fejlfrie gennemløb. Så startede vi ikke flere DKK stævner hele udendørssæsonen.

I sidste weekend var jeg taget til stævnet på gulvtæppe i Vallensbæk. Mic var lidt udfordret med at finde rytmen på gulvtæppet. Det kostede nogle fejl på slalom og de baner, hvor der skulle hentes spring fra bagsiden. Der lavede hun vægring hver gang. Men vi høstede da et enkelt fejlfrit løb, som forunderligt nok udløste et springcertifikat. Det var vores 3. springcert, så vi fik sørme championtitlen med hjem fra Vallensbæk.

Dansk Spring Champion, Kræmer´s Bright Boa. Hende du kender som MicMic

Nu manglede vi “bare” 2 agilitycerter. Skulle vi mon snuppe dem med hjem fra Ribe Hundevenners løvfaldsstævne i denne weekend? Ikke helt, men det blev faktisk til et enkelt cert. Så nu mangler vi blot et ag-cert for at have agilitychampiontitlen i hus.

MicMic med sin cert-roset

I dag stod den så på udtagelsesstævne til WAO. Her gælder det virkelig om at komme gennem banerne. For resultaterne for de tre løb lægges sammen. Banerne var måske nok en smule anderledes end de baner, som vi ellers løber.

Lad mig måske sige det sådan, at banerne udstillede Mics og mine svagheder til åbent skue. Der var gode momenter, som jeg husker at glædes over, når jeg kommer i mål og ikke mindst bagefter. Men der var også ting, som virkelig satte os på prøve fordi vores “mangler” spændte ben for os på banen.

Men nogle af kombinationerne tænkte jeg bare, at jeg skulle have sat op og trænet på derhjemme. Så jeg fik mere inspiration end frustration med mig hjem fra dagens stævne. Jeg ville naturligvis allerhelst have haft en WAO billet, men måske skal jeg kigge lidt på ansøgningskriterierne til et wildcard ellers skal jeg bare bruge tiden og pengene på andre aktiviteter i den weekend, hvor der er WAO.

Ninja var med et smut i hallen, og hun var meget optaget af gennemløbene og kom også til at “heppe” lidt en gang imellem.

Nu er stævnesæsonen indtil videre slut for vores vedkommende. Jeg har nogle planer for, hvilke ting, som jeg vil nørde med i stævnepausen, og det glæder jeg mig til at rode mere med.