Echo er DM-klar

Sikke en sommerweekend. Stegendes hedt! Jeg havde valgt at tage til Internationalt DKK stævne i Vejen. Det var der to grunde til. For det første blev det afholdt 35 min. kørsel herfra og for det andet, så manglede jeg lige præcis ét fejlfrit kvalifikationsløb i Agility Åben for, at få Echo med til DM. Jeg for længe siden besluttet mig for, at jeg ikke gad at ræse landet rundt for at kvalificere mig.

Jeg kan jo ikke tillade mig at forvente en hel masse af en hund, som jeg aldrig træner, så hvis vi kvalificerede os, så ville det bare være fint, og hvis ikke, så var det ok.

Echo på banen
Foto: Schnauzerpower, Gitte

Lørdag løb Echo fejlfrit i Ag1 og fik sin sidste oprykning til AG2, som jeg så eftertilmeldte – og vandt den med et fejlfrit løb. Agility Åben var også fejlfrit – ikke så hurtigt. Echo er ikke så glad for varmen. Han giver sig ikke rigtigt, men det er faktisk ikke, fordi han ikke vil løbe agility. Jeg skal nemlig bogstavelig talt slæbe ham ind i stævneteltet eller udenfor ringområdet efter hvert løb. Han vil skisme da ikke forlade “festen”

Et kig ud over stævnepladsen og de to agiltyringe

Nå men det var skønt med 3 fejlfrie agilityløb. Gårsdagens sidste løb, som var spring åben gav desværre en disk og i dag løb vi 3 løb, som vi alle blev diskede i. Det kan man da kalde stabilitet på en eller anden måde!!

Det var en blandet oplevelse at være til et “ægte” DKK stævne igen (har ikke været afsted siden engang i 2009). Tidsplanen passer som røv og nøgler. Det er sgu da utroligt, at DKK ikke kan finde ud af “regne den ud”. Så svært kan det da for pokker ikke være. Vi andre kan da finde ud af det, og det er de samme deltagere, der kommer til vores stævner i Ribe Hundevenner. Men der kunne jo også være den forskel, at selvom vi altid synes at tørste efter hjælpere, så er det da vist vand ift DKK. Egentlig ret belastende, at der skulle efterlyses hjælpere til næsten hver klasse, så man næsten fik helt dårlig samvittighed over ikke at hjælpe til…. Nå ja, så er der jo også lige præmieringen. Den er jo heller ikke noget særligt at skrive hjem om.

Et kig ned af langsiden

Men selvom DKK ikke er fantastiske til at afvikle stævner, så var det jo stadig dejligt at hilse på diverse dejlige mennesker til weekendens stævne. Agilityverdenen er fyldt med så mange skønne folk, og mange af dem nyder jeg at gense.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.