Fionia Cup

Åh Gud, hvor er jeg langt bag ud med at blogge. Det er bare fordi, jeg nu har holdt 5 ugers ferie/orlov, og så har der slet ikke været tid til at blogge, men måske får jeg indhentet lidt af det.

I hvert fald kan jeg starte med sidste uges aktivitet, som var det store internationale agilitystævne på Fyn, Fionia Cup. Der var deltagere fra nær og fjern. De fjerneste kroge var nok Japan og USA. Men der var naturligvis også mange agilityvenner fra DK.

 



Foto: Åsa Eriksson

 Jeg kunne vel skrive et vildt langt indlæg om stævnet, men vil forsøge at fatte mig lidt i korthed, og allervigtigst rose komiteen bag Cuppen (samt alle de flittige hjælpere) for et godt stævne, som virkelig var professionelt organiseret. Selve stævnet klappede perfekt, og jeg kan vist kun komme i tanke om et par skønhedsfejl: Hyppigt strømsvigt på den ene af de tre campingområder (dog ikke, der hvor vi lå), manglede toiletpapir på toiletterne flere aftener og en lidt stemningsforladt finale, som virkelig manglede en speaker med engagement, som også kunne fortælle lidt om de ekvipager, der løb i finalen. Men men det er jo bare små skønhedsfejl, og intet andet.

Et kig ud over stævnearealet

Omvendt vil jeg da også gerne fremhæve nogle rigtig fede ting ved stævnet. Først og fremmest vejret. Det var fantastisk vejr hele ugen!! Godt nok ikke rigtig noget, som man kan rose komiteen for… Jeg synes også, at det var en god idé at udlevere færdigtrykte og -monterede nummerskilte, som jeg antager gjorde det nemmere for hjælperne at identificere den enkelte ekvipage, når skiltene var ens udformet. Skiltene kunne også fungere som en lille souvenir, hvis man er til det. Jeg var også ganske vild med stedet, hvor stævnet blev afholdt. Det var så bynært og alligevel med masser af plads til hundene og vores aktiviteter. De lokale kiggede også nysgerrigt forbi.

Ninja ser agility
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg startede stævnet med et rigtig dejligt AG2 løb, hvor vi blev nr. 2 ud af 54 hunde, og dermed sikrede vi os også oprykning til AG3, hvilket som sidstegevinst betød, at alle mine løb resten af ugen lå på den anden side af middag, hvilket var meget belejligt for mig, da vi jo havde Silas med, men da Henrik havde meldt sig som hjælper (hvilket jeg bifaldt), så var jeg alene om, at få Silas gjort klar om morgenen.

Foto: Tina Hindsgaul

Ud over de åbne klasser, så havde jeg klasse 3 banerne at prøve kræfter med, og der var mange nye og svære ting for os. Det er også som om, at sværhedsgraden lige får et nyk opad, når der er ugestævner. Men jeg synes, at vi lavede nogle rigtig pæne ting, selvom det måske ikke var så let at se på resultaterne. Vores bedste placering i klasse 3 var en 3. plads i SP3, hvor der var omkring 90 hunde. Hendes tider på de baner, hvor der f.eks bare var en nedrivning, lå også indenfor cert-rækkevidde, så jeg har kun grund til at være tilfreds.

Magt over vejret?

Man kunne fristes til at tro, at det er, hvad vi har i Ribe Hundevenner.

Det meste af maj måned er gået med stævnedeltagelse. Fire weekender i rap har Ninja og jeg turneret rundt i Jylland (med en enkelt afstikker til Sjælland også) til et noget blandet vejr. Det bedste vejr havde vi absolut på hjemmebanen i Ribe. Det var nærmest sommeragtigt, men sådan har vi haft det alle årene. Dette var vores 7. pinsestævne med 3 dages stævneafvikling med masser af overnattende deltagere, der skal forplejes. Kæmpe stykke arbejde, som primært bæres hjem af få folk i klubben.



Min skønne Ninja

Igen i år var det hele en succes. Det er simpelthen løn i sig selv at opleve den gode stemning, den frie tone og de tilfredse deltagere.

Fra en af langsiderne

Der var god stemning i campingområdet, og det gode vejr tillod jo lidt ekstra hygge udenfor. Weekenden efter kørte jeg til DCH Løgumkloster, hvor de på forhånd havde annonceret, at de var dem med den gode mad og det dårlige vejr. Lørdag viste det sig da også at holde helt stik. Tja, det var lidt som om det kun var hos os i Ribe, at vejret var godt under samtlige gennemløb.

Silas, min lille solstråle fik duftet lidt til den lokale botanik

Uddrag fra præmieoverrækkelsen

Præmierne hos os er heldigvis altid roste. Det er jeg jo glad for, for dem har jeg haft ansvaret for de sidste 7 år. Jeg synes, det er vildt svært at blive ved med at finde på nye ting til præmiebordene, så jeg sendte efter stævnet en føler ud på Facebook, hvilket gav god feedback. Så nu har jeg lyttet og suppleret op med nye og spændende præmier, som jeg håber vil falde i god jord, når vi igen holder internationalt DKK stævne midt i juni.

 (Tak til Natasha for lån af de fleste billeder i dette indlæg)

På græs igen….

Foråret lader jo vente på sig, men i sidste weekend var vi egentlig ret heldige med vejret om lørdagen, hvor vi i Ribe Hundevenner afholdte vores klasse 1 og 2 stævne.

Det er altid sådan et hyggeligt stævne. Det er ret lille med kun en ring og masser af nye hunde, som ofte debuterer til dette stævne. Det giver sådan en afslappet stemning, for der er ikke noget som helst, der tæller til “noget”. Ikke noget DM og ikke noget landshold mv.

Ninja var også støvet af i dagens anledning. Jeg startede med sammen med Silas at køre ud i klubben om fredagen med sneglehuset efter bilen. Så var der plads til at installere sig lidt og gøre præmier klat til lørdagens stævne. Vi startede dog med lidt undervisning ved Sarah fredag aften.

Silas graver efter regnorme, mens jeg træner
(fredag aften var piv-kold)

Jeg/Ninja blev til fredagens træning præsenteret for nogle baner, som vi ikke plejer at løbe og blev bedt om at løse dem lidt anderledes end jeg plejer, når jeg træner hos Sanne.

Her er lidt video fra træningen – Dygtig hund!

For mig er den ene handlingsmetode ikke mere korrekt end den anden, og selvom det for nogle andre lidt er som en religion, så er agility i mine øjne ikke en religion. For mig udelukker den ene måde at handle hunden på ikke den anden .

Lørdag til stævnet fik jeg da også lejlighed til at prøve at lege lidt med begge handlingsformer (karakteriseret ved enten at handle meget bagved eller meget foran). Jeg indrømmer gerne, at jeg mest har trænet Ninja ved at løbe meget bag hende.

Et lille kig ud over banen.
Der var masser af plads til teltene

Jeg fik da også spørgsmålet om hvorfor jeg nu valgte mest at handle bagved til stævnet, når nu fredagens træning med at handle mere foran hunden var gået så godt. Dertil kan jeg kun svare, at jeg kigger på en banen og vælger den handlingsform, som jeg umiddelbart synes passer bedst til mig og hunden på den givne bane.
Så for mig er det lidt som at kigge i værktøjskassen og tage det værktøj der passer til “jobbet” – og ikke bare insistere på at tage boremaskinen, når man egentlig skulle save.

Nå men hvordan gik det så?
Ninja gennemført to af sine fire løb – begge uden fejl og begge ved at vinde klassen. Dvs hun vandt en Agility klasse 2 samt en spring klasse 2. Jeg var ret stolt, for jeg synes der var flere rigtig gode hunde i klassen.

Forude venter maj måned, hvor der stort set er stævne i alle weekenderne.

Jutlandia Cup

Nu er vi hjemvendt fra en uge med agility – og masser regn!

Silas hygger med paraplyen,
mens vandet vælter ned fra udhænget på stævneteltet

Allerede da jeg læste programmet kunne jeg godt se, at der ventede mig en helt ny verden, når jeg pludselig havde fået startnummer 187, 160, 178. Jeg har aldrig haft et startnummer der var på mere end to cifre.

250 hunde i åben klasse var da ganske overvældende. Nå men jeg kom ikke for at “vinde”. Jeg kom for at hygge med min hund og prøve hende lidt af. Hun skuffede mig bestemt ikke. Måske skuffede jeg hende? Det tror jeg dog ikke, selvom jeg var skyld i adskillige disk med hende.

Et kig ud over området  – set fra toppen af bakken bag Ring 4

Det lykkedes mig at løbe 3 løb fejlfrit. Desværre har jeg ikke nogen af dem på video. Men jeg har en lille video af et AG1 løb, hvor hun ikke er gode venner med slalom.

Se video : SP1 lørdag d. 20.07.2012

De tre fejlfrie løb rakte til:
1. plads i AG1 (55 deltagere)
2.plads i AG1 (ca 80 deltagere)
17. plads i AgÅben (ca 250 deltagere)

Det er jeg meget tilfreds med. Banerne var ofte lidt ekstra svære ift normalt, men sådan er det vel altid til ugestævnerne.

Der var mange udenlandske deltagere til Jutlandia Cup. Jeg savnede lidt flere danskere, men bemærkede også, at der var mange danske deltagere, som jeg ikke tidligere havde set (som faktisk løb rimelig godt), hvor katten har de gemt sig henne? Eller hvad er der sket, mens jeg har været lidt fraværende i sporten, hedder det måske snarere?

Ninja på vej ud af tunnellen.
Foto Gitte Poulsen

Henrik var også taget med til stævnet og havde meldt sig som hjælper, hvilket havde sine fordele og ulemper. Henrik fik dagen til at gå, og jeg tror, at han hyggede sig sammen med resten af teamet i ring 1. En anden gode ved hans hjælpsomhed var, at vi fik campingen betalt. Jeg hørte, at andre havde betalt 1400,- for en uge, hvilket jo slet ikke står mål med den vare, som Vingstedcentret leverede. Baderummene var fællesbade (dog kønsopdelt), og jeg oplevede aldrig at komme op til et rengjort baderum. Toiletter var der ikke mange af, og de toiletter, der lå i forbindelse med omklædningsrummene (som de fleste benyttede) havde ingen sæbe eller aftørringsmuligheder.

For lige at runde campingpladserne, så lå vi et rigtig godt sted ude i kanten, hvor der var flere tomme og tørre pladser. Alligevel lå der folk, der havde vand i forteltene.

Campingpladsen torsdag aften
– jeg har set værre billeder hos andre

En aften sendte jeg Tobias op og hente kartoffelbåde i cafeteriet. Han kom tilbage med 2 tallerkner med 20-25 kartoffelbåde på hver. Samlet pris kr. 70. Jeg synes da nok, at Vingsted centret tager ved.

Desværre vil Jutlandia Cup nok mest blive husket for ugestævnet, der nærmest regnede væk, og skybruddet, der kom på hviledagen om torsdagen, lavede ravage i det. Banerne stod under vand og herunder også et lille billede fra mit stævnetelt, hvor det ene bur svømmede rundt.

Det hele sejler rundt inde i stævneteltet

Dommere og komité vurderede om fredagen, at to af banerne ikke kunne løbes på, og besluttede derfor at aflyse alle klasseløbene, så det kun var de åbne klasser, der blev afviklet. Det gav lidt murren i krogene, da der var meldt ud, at startgebyrerne ikke blev tilbagebetalt. Samlet set drejede det sig vel om 25-30.000 kroner. Jeg overlever nok, da jeg kun løb med Ninja og derfor kun mistede 2 gennemløb, men jeg forstår godt, de personer, der løb med mange hunde, der reelt ikke fik den vare, som de havde betalt for.

Der var masser af vand på banerne torsdag aften

Stedet ligger ellers fantastisk smukt i Vejle Ådal, men pga det meget omskiftelige vejr, som begav vi os ikke ud på de store vandreture.

Silas suser afsted på løbecykel

Efter sådan en uge, så kan selv en border collie se træt ud. Herunder ligger Ninja total forvredet under køjerne i campingvognen – og naturligvis ikke i kurven.

Det er hårdt!

Resultater og præstationer

Efter tre weekender i træk med stævner, så var denne weekend stævnefri. I stedet fik vi gæster og fejrede, at Tobias bliver 17 i næste weekend. Som altid var det dejligt, at have Tobias hjemme på weekend fra efterskolen, og hyggeligt at fejre ham sammen med familien.

Jeg har nu nydt at være afsted til stævnerne og få prøvet Ninja (og mig selv) af. Helt ærligt, så synes jeg, at det er pisse svært at løbe med hende. For det første så tager hun en del længere skridt end de hunde, som jeg tidligere har løbet med, og hun har også et rimelig godt tempo. Jeg er ikke særlig vant til at løbe hele baner med hende, så jeg føler ikke rigtig, at jeg kender hende. Min “værktøjskasse” er begrænset til primært at bestå af basic handling. Alligevel synes jeg bestemt at flere af løbene var værd at være stolte over.

En tændt Ninja i slalom
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg kom i mål efter et løb med en disk, men roste Ninja helt vildt, for hun havde fortjent rosen for sin indsats på banen, og jeg syntes,  at hun egentlig havde præsteret mere, end jeg kunne forvente af hende. En fortalte mig, at hun havde overværet, at jeg kom i mål og bemærkede, hvordan jeg virkede vildt glad og roste Ninja en del. Hun tænkte, at det måtte have været et fantastisk og ikke mindst fejlfrit løb, men måtte så undre sig, da hun hørte en af de andre tilskuere på opmuntrende vis sige, at “det vel nok var en skam”… Det glæder mig at høre, at det var synligt at præstationen var vigtigere for mig en resultatet.

Jeg har det rigtig fint med løb, hvor det (stort set) kun er mig selv og dommeren, der opdager vores fejl/disk. Som jeg plejer at sige, så er det ikke dommersedlen, der viser, om gennemløbet var godt. Jeg har vundet åbne klasser med Diva, hvor jeg faktisk ikke synes, at løbene var gode. Selvom det er dommersedlen, der viser vinderen, så kan man godt glæde sig over flotte løb trods diskvalifikationer.

Vores eget stævne i Ribe Hundevenner i pinsen bød på 6 løb, hvoraf de 5 var disk-løb og et enkelt fejlfrit i AG1, som gav en 2. plads. Jeg fik dog mange positive ord med på vejen fra nogle af de andre hundeførere, og det var jeg glad for. Selvom jeg kan føle mig som en hund i et spil kegler, så lyser det måske ikke så langt ud af mig/os.

Næste uge skulle have været en ferieuge med agilitytræning med nogle af Nordens bedste instruktører, men når jeg kigger på arbejdsbunkerne, så bye bye ferie… Jeg må bare flette arbejde og træning/fritid ind mellem hinanden den kommende uge.