En af mine kolleger er desværre blevet sygemeldt med stress, hvilket gør mig oprigtigt ked af det. Dels er hun en kollega, som jeg holder rigtig meget af, men jeg ved også, hvordan det er at gå ned med stress.
Det fik mig til at tænke de fem år tilbage, og tænke på hvor uhyggeligt det egentlig er, når man rammes af stress.
Min kollega sendte mig en SMS den aden dag og spurgte, om jeg ikke havde blogget om mit stress-forløb. Desværre er min blog fra før nov 2008 blevet slettet (men et eller andet sted har Henrik vist en back up af den). Ærgerligt, at den gamle blog ikke er tilgængelig lige pt, når nu nogen mener, at de kan få gavn af at læse den.
Det får mig til at tænke tilbage til dengang i 2007, og på hvor skræmmende stresss egentlig er. På baggrund af mine egne oplevelser den gang, husker jeg stadig hvor meget ens fysiske tilstand påvirkes helt vildt, hvis man har stress. Jeg blev sygemeldt i april 2007, og et år forinden havde jeg haft noget, der lignede kronisk hovedpine. Nogen gange sådan, at jeg virkelig følte det som om, at mit hoved bogstaveligt talt ville eksplodere.
De sidste måneder før jeg ramte afgrunden troede jeg seriøst, at jeg led af fødevareallergi, for flere aftener om ugen havde jeg diarré, og jeg begyndte at spekulere meget på om der var en rød tråd i hvad jeg havde puttet i munden. Mens jeg sad der på tønden (ja undskyld billederne… slet dem bare igen) spekulerede jeg meget på indholdet af aftenens måltid. Var der løg i? Var der kylling i? Var det mon persillen? Konklusionen var, at jeg ikke kunne se nogen sammenhæng mellem mit madindtag og min diarré. I dag ved jeg, at det var stress.
I den periode var jeg meget plaget af dårlig ryg og nogle dage (af en eller anden grund ofte om mandagen) skulle jeg nærmest hæve mig selv ud af bilen, når jeg ankom til en kunde. Et fast greb om rammen over døren, og så løftede jeg mig ud, for min ryg kunne ikke. Nogen gange kunne jeg nærmest ikke rette mig ud. Rygsmerterne var somme tider helt tossede, og tankevækkende nok har det ikke været i samme kaliber de sidste fem år.
Dertil kom så også den meget ringe hukommelse og manglende overblik. Jeg gik fra at kunne holde et utal af bolde i luften og kunne huske mine private samt kundeaftaler mindst en måned frem, til total at miste overblikket og lave en del fejl i mine kundesager og glemme møder. Nogle gange når jeg kørte på landevejen, så kunne jeg spørge mig selv om, hvor jeg egentlig var på vej hen, for jeg havde faktisk glemt destinationen.
Jeg synes, det er så ærgerligt, når nogen presses (eller presser sig) så langt ud, og det piner mig forfærdeligt, at se mine kolleger eller andre bevæge sig rundt på kanten af afgrunden. Personligt har jeg ikke spor lyst til at havne der igen og forsøger midt i travlhed at passe godt på mig selv.
dejligt at du magtede at beskrive det hele igen, det kan være det kan hjælpe din kollega eller andre.
Jeg kender det lidt fra sidelinien min mand har været gået ned med stress et par gange, men ikke i så voldsom en grad som du beskriver – han har nu lært at se signalerne og siger fra hvis tingene bliver for uoverskuelige på arbejde så det ikke går galt igen