Strandskolen – hvem sagde læringsmiljø?

Onsdag havde vi endelig en sommerdag. Ja, det er ved at være nogle uger siden vi har haft sommervejr sådan gennem en hel dag.

Da jeg stævnede ud fra jobbet onsdag ved 15 tiden hastede jeg i Lagkagehuset for at købe et par af deres lækre salater. Vejret skulle altså nydes, så det var faktisk aftensmaden, som jeg hentede. Derhjemme pakkede jeg en lille picnic kurv med mad til os alle tre.

Silas proklamerede ellers så flot, at det var kedeligt at spise nede ved stranden, for der var ikke noget at lave. Man kunne kun sidde og glo ud over vandet. Trods den lidt negative indstilling, kørte vi til stranden ved Aarøsund.

Der sad vi så og nød vores mad og det super fine vejr. Der var også et par badende gæster ved stranden. Helt så optimistiske var vi nu ikke, så vi sad afslappede på stranden. Silas havde ikke helt fået tygget af munden, før han fik travlt med at finde en pind. Så han gik på udkig efter sådan en. Nu skulle han nemlig på krabbejagt. Så afsted med opsmøgede bukser ud i vandet, hvor han pærerede til de krabber, som forsøgte at grave sig ned eller løbe længere til søs. Ja, han lignede til forveksling en dreng, der hyggede sig.

Stranden ved Aarøsund

Pludselig kom han op til os på vores picnictæppe og bad os om at komme og se, hvad han havde skrevet. Han havde så skrevet i det våde sand. Sådan kom han et par gange og bad os om at komme og se. Pludselig var vi igang med at skrive i sandet. Det udviklede sig til regnestykker, hvor jeg udfordrede Silas, og han hang bare godt i, selvom regnestykkerne ikke var helt som oppe i skolen. Bagefter kastede vi os ud i 3 ord med samme forbogstav. Det var faktisk svært, at få Silas til at stoppe igen. Han var koncentreret, og det var super hyggeligt.

Dybt koncentration

Desværre virker det ikke som om, han arbejder med helt samme flittighed i matematiktimerne i skolen. Nogen gange har jeg undret mig over, hvad han laver i timerne, når jeg kan se, at han kun har lavet 1 regnestykke ud af de 15 stykker, der har udgjort timens pensum.

Vi fik regnet og stavet på adskillige meter sandstrand

Sidst vi var til skole/hjem-samtale fortalte hans matematiklærer (også klasselærer), at hun faktisk havde lavet en test på ham for at finde ud af, på hvilket niveau han lå fagligt. Hun kunne ikke rigtig blive klog på om han var “med” eller ej. Testen viste, at der ikke var spor grund til bekymring. Nu mangler jeg så kun at overbevise hende om, at matematiktimerne skal holdes på stranden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *