Mellem liv og død..

Vi har i dag været til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. Vi var kørt til Silkeborg for julehygge (og for at sælge kort til fordel for foreningen).

Der var samlet næsten 250 juleglade medlemmer samt evt. bedsteforældre. Tro det eller lad være, men sådan et arrangement er enormt livsbekræftende. Nogen forestiller sig at familier, hvor et barn har kræft, ikke smiler og har et sort sind, men sådan oplever jeg faktisk ikke min omgang med familierne. Jeg kender ikke mange, der er så taknemmelige og livsglade og forstår at sætte pris på de små ting i livet, som disse familier.

Spisesalen før middagen serveres

Nogle af børnene er stadig i behandling og andre har afsluttet deres behandlinger indenfor de sidste 5 år. Men alle familier har noget tilfælles. De har prøvet chokket over, at få serveret en kræftdiagnose for deres barn. De har frygtet for deres barns liv og kæmpet en kamp sammen i familien (eller kæmper stadig). Men at opleve stemningen er fantastisk.

Arrangementet er båret af frivillige hænder, der pakker gaver ind, laver mad, vasker op, dækker bord, henter gran og mos i skoven, handler ind : sodavand, kager, æbleskiver, klippe/klistre grej osv. Det er så fantastisk, at alle de mennesker år efter år bruger dage på disse arrangementer uden at få andet tak end medlemmernes klapsalver (men de varmer også rigtig meget!).

køkkenholdet smager sovsen til

Vi fik lavet juledekorationer og hygget sammen med mine forældre og faktisk også Tobias som stødte til. Jeg er altid glad for at se Tobias!

Jeg elsker at se mine to drenge sammen. Her fordrives ventetiden med at tegne…

Vi fik serveret dejlig julemad. Kælderslagteren i Silkeborg havde doneret 80 kg svinekam kvit og frit til arrangementet, og der blev faktisk spist hele 78 kg. Ingen gik sultne fra bordet.

1. portion

Der er også altid dans om juletræet og gaver til de mindste børn, som går tæt omkring julemanden rundt om træet. Julemanden deler gaverne ud ved opråb. Der er en personlig gave til hver enkelt af børnene. Det er også et hit.

Julemanden deler gaver ud til de søde børn (alle børn fik)

Midt i alt det her livsbekræftende, som på en eller anden måde alligevel trues lidt af døden, får jeg den besked, at min første rigtig faste ungdomskæreste er sovet ind i morges efter længere tids sygdom. Vi var kærester fra jeg var 16 til 20 år. Jeg boede gennem års tid nærmest hos ham og hans forældre, indtil vi flyttede i lejlighed,  hvor vi boede sammen et par år, indtil vi gik hver til sit. Han boede i min barndomsby, og mine forældre stødte af og til på ham i den lokale Brugs eller på hans arbejdsplads, så lidt på sidelinjen fik jeg hilsner og opdateringer. Jeg vidste, at han var syg, men alligevel var det lidt chokerende for mig, at få at vide, at han nu er sovet ind uden halvvejs at nå de 100 leveår. Selvom det er 25 år siden vi var sammen, så kommer det på en eller anden måde alligevel lidt tæt på.

Det får mig bare endnu engang til at tænke på og være taknemmelig for, at jeg er rask og rørig, og at jeg har begge mine drenge, Henrik og mine forældre i mit liv. Intet i denne verden kan man tage for givet, men man kan være glad for livet.

Kys det nu, det satans liv
Og grib det, fang det
Før det er forbi…..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.