Modelhundene

Gennem et par år har jeg bemærket mange flotte billeder taget af TDK Foto.

Tina tager mange flotte hundebilleder, så da hun i en border collie gruppe på facebook søgte nogle modeller, så lagde jeg billet ind. For en måneds tid siden var det så heldigt, at der var et match mellem vores kalendere.

Tina inviterede til foto shoot i ved Harlev vest for Aarhus på en dag, hvor jeg godt kunne. Jeg vidste ikke så meget andet end, at vi skulle være på en selvsået gul rapsmark. Så jeg pakkede Fuji og MicMic. Ninja var ramt af kennelhoste dengang.

Her var rammen for fotoshoot

Det hænder jo at jeg også selv tager billeder. Dog ikke i det niveau som Tina fra TDK Foto gør, men jeg synes godt, at jeg kan se, når der er et godt motiv, og jeg har oplevet mange gange, at jeg ser et godt motiv, når jeg står bag en der tager billeder af mine hunde, men det sker også, at jeg bliver skuffet når jeg ser resultatet (det bliver jeg i øvrigt også tit, når jeg kommer hjem med mine egne billeder).

Tina formåede dog at fange nogle rigtig gode skud af mine hunde. Jeg bestemte ikke noget, som helst men gjorde bare, som Tina bad om. Eller rettere fik mine hunde til at gøre, som hun bad om. Det var jo også mest for hendes skyld, vi skulle tage billederne og ikke primært for min skyld. Tina bruger disse foto shoots til at øve ting, som hun bruger i sin fotografvirksomhed.

Der var i alt 4 border collier på dette foto shoot, og Fuji var den sidste, der skulle på. Vi prioriterede, at tage mine hunde til sidst for at undgå kontakt eller berøring af de samme ting mellem hundene. Af hensyn til smitterisiko for kennelhoste.

En meget fokuseret Fuji venter på næste vink, mens Tina skyder løs

Så da Fuji kom på, så var Tina lige som varmet op med hurtige hunde, men hun havde ikke forventet, at der blev fyret sådan et projektil af op mod hende, da jeg satte Fuji af 50 meter ude og stille mig bag Tina og kameraet, inden jeg kaldte på Fuji, der i den grad lagde fra land og fløj lavt direkte ned mod mig. Tina sænkede kameraet og udbrød rystet: Er du da sindssyg hun løber stærkt! Heldigvis lykkedes det at fange et godt og meget fokuseret billede af Fuji (hun er faktisk altid fokuseret på opgaven).

Fuji laver det som hun bedst kan lide. At løbe.

MicMic er jo den nemme hund. Hun står bare, og kameraet elsker hendes farver, og Mic elsker kameraet. Jeg har så bare nogle vinkler, som jeg ikke så godt kan lide billeder af hende i, men det er jo ene og alene min forfængelighed. Tina fik også fanget nogle dejlige stemningsfyldte billeder med MicMic.

Jeg er ret vild med stemningen i dette billede

Efter et par timer og bundfrosne tæer var jeg klar til at køre hjem igen og vente spændt på Tinas redigeringsarbejde. Efter et par dage begyndte billederne af tikke ind, og jeg var godt tilfreds.

MicMic er nem at tage billeder af. Hun kan faktisk godt lide at posere

Faktisk kan du vinde et fotoshoot hos TDK Foto i denne julekonkurrence. Konkurrencen løber frem til d. 23. dec.

Jeg synes det er fedt at få nogle flotte billeder af sine hund og endnu mere perfekt, når jeg synes, at billederne udtrykker mine hunde. Det synes jeg faktisk at Tina formår ret godt i sit fotoarbejde.

At tage billederne, se motivet og ikke mindst at have grejet er en ting, men det er heller ikke helt uvæsentligt at besidde evnen til at komme til “tryllestøv” over billedet i redigeringen.

Før og efter redigering

Herover kan man tydeligt se forskel på uredigeret og redigeret billede, selvom billedet jo ikke er fuldstændig ommøbeleret, så man bagefter tænker, om man virkelig har været der hvor billedet er taget, så er der bare trukket en helt anden glød frem i det redigerede billede.

Tak til Tina for de smukke billeder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *