Mens man har små børn siger folk (med mere livserfaring) tit til en: Du skal endelig huske at nyde dine små børn. Inden du har set dig om, så er de blevet voksne og er flyttet hjemmefra.
Man tænker: Ja ja….
Men det er jo ganske sandt, og det ved alle jo godt, men det er som om, det faktisk sker hurtigere end man forventer. Tobias er nu 22 år, og han har ikke boet fast hjemme i flere år. Efterskole, uddannelse, kæreste, svigerforældre osv. Nu bor han i Herning, og da jeg i dag skulle på kursus med Fuji i Herning, så var det meget nærliggende at låne sofaen hos ham og få lidt mor og søn tid.
Da jeg havde været i Hedensted og undervise fredag aften, ankom jeg en anelse sent til Herning. Klokken var et par minutter over midnat, da jeg fik bugseret hunde, bagage og mig selv ind i elevatoren og op på 6. sal.
Hundene var glade for gensynet med Tobias, og for ikke at forstyrre mere end allerhøjst nødvendigt satte Tobias sig på gulvet for at holde hundene i ro, mens de fik hilst. Fuji spjættede lidt, men ingen hunde sagde noget, men de var glade og dansede lidt rundt i entreen, inden vi fik dem dækket af. Efter et par minutters hilseceremoni gik vi i stuen og dækkede hundene af på mine medbragte tæpper. Et øjeblik efter ringede det på døren, og så fik jeg ellers oplevet den der sure underbo, som jeg har hørt så meget om. Hold da op!
Han tordnede, at der skulle altså være ro kl 0, og det kunne ikke være rigtigt, at han skulle høre på larm fra lejligheden hver eneste dag (Tobias er ikke ret meget hjemme…). Tobias forsøgte at berolige ham og forsøgte at forklare, men underboen tordnede videre, at mandag ville der ligge i skriftlig klage over ham i boligforeningen. Så sprang han ellers ind i elevatoren for at køre tilbage til 5. sal.
Jeg var helt målløs. Jeg havde hørt meget om denne sure underbo og havde tænkt, at Tobias nok smækkede lidt med dørene og trådte tungt, når han gik i lejligheden, bare fordi Tobias er sådan lidt korpulent. Måske han og venner støjede for meget, når de spillede FIFA?! Men nej, nu tror jeg faktisk ikke at det hænger sådan sammen mere. Ja, det er vel den slags udfordringer, som man mødes med, når man bliver voksen, men hold op, hvor jeg havde jeg lyst til at gå ned og ringe på hos underboen og fortælle ham, at det vel ikke kunne passe, at en gæst ikke må gå ind af en dør – uanset tidspunkt på døgnet.
Vi fik et glas lækker rødvin og en hyggesnak, inden jeg nærmest var ved at falde i søvn siddende i sofaen. Dog indrømmer jeg, at jeg sov ret dårligt på sofaen ved tanken om, at Fuji ville gå rundt for at smide sig ned. Fuji lægger sig nemlig ikke stille ned. Det lyder som en sæk knogler, når hun lægger sig. Jeg vågnede flere gange, hvilket jeg ellers aldrig gør.
Men det blev da morgen, og Tobias hentede morgenbrød i Herning Centret, som han bor lige ved siden af. Det var super hyggeligt at sidde der kun ham og mig og sludre over morgenmaden. Tobias har lige fået et nyt job, og der var meget at snakke om. Nogen gange er det bare lidt vildt at tænke på, at ens barn er blevet voksen. Det er ikke fordi det overrasker mig, at vores børn bliver ældre, men hvor blev barnet lige af?
Efter morgenmaden passede det med, at jeg kunne køre ud til DCH Herning, hvor jeg havde meldt Fuji til kursus med Natasha.
Det har jeg været ret spændt på, fordi hun stadig har uendelig mange mangler i diverse handlinger, men hun vil meget gerne gøre tingene rigtigt, men hun vil også meget gerne have fart på, og det kan godt være lidt en udfordring. Jeg fik masser af gode ting med hjem, som jeg vil arbejde videre med, og det var dejligt at løbe nogle forløb og se det lykkes, selvom niveauet var hævet. Tingene blev naturligvis brudt op i mindre bidder, så det var til at fordøje for både Fuji og mig. Jeg glæder mig til at kigge nærmere på videoerne fra kurset.