Nu hvor 2017 er fortid, så får jeg som altid et behov for at se tilbage på året. Det er lidt som at synke året en ekstra gang. I et travlt liv flyver tiden jo bare afsted, og det er meget rart at se tilbage og forholde sig til begivenhederne en ekstra gang.
Januar:
Tobias flyttede til Herning, og vi besøgte ham for første gang i hans første helt egen lejlighed med udsigt til Boxen og udover golfbanen. Bortset fra en lettere hysterisk underbo, som jeg skrev om den anden dag, så bor han dejligt der. Et spytkast fra hans daværende job, relativt centralt og alligevel roligt
Ninja var med på kursus ved Tereza Králová. Vi blev udfordret på banen, og det er altid fedt at komme hjem fra kursus og have løst opgaven. Det er altid en fornøjelse at løbe sig med Ninja.
Februar:
Jeg var så heldig at komme på agilitykursus med finske Elina Jänesniemi. Det var et fedt og inspirerende kursus, hvor MicMic fik lov at udfolde sig. Elina gav mig nogle guldkorn på kurset, som jeg stadig tænker over i indlæring af egne og andres hunde. MicMic var en skøn stjerne på kurset.
Efter nogen overvejelser melder jeg Ninja til landsholdets bruttotrup. Jeg føler mig mentalt klar til at prøve kræfter med landsholdet efter 10 års pause. Desværre bliver Ninja halt sidst på måneden. Venstre baglår driller igen, og selvom jeg farer land og rige rundt med hende, så virker er hun on/off rentgående, og jeg vælger at give hende nogle måneders ro.
Vi snuppede en weekend i sommerhus ved Vadehavet. Dejligt bare at komme væk og hygge sammen, se TV, spille spil og gå ture. Vejret var desværre ikke rigtig med os, men det var dejligt alligevel.
Marts:
Grundet skade kan Ninja ikke deltage til WAO udtagelsen i marts. Jeg stiller med MicMic til udtagelsen, men trods overbevisende føring i gruppen inden det sidste tællende løb ender vi på reservepladsen, pga mit kiks i sidste løb.
April:
Skolernes Motionsløb afvikles på Silas´ skole sammen med Team Rynkebyløbet. Overskuddet fra skoleløbet, som er et sponsorløb,hvor familie og venner kan bidrage med et beløb pr. omgang for barnet, går til Børnelungefonden. Silas løber kr. 3.810 på grund af den massive opbakning, som vi får fra især min omgangskreds og facebookvenner.
Silas´ deltagelse dækkes af DR, og der bringes både live-interview i 12-nyhederne, indslag på P4 samt nogle klip og interview i DR-avisen. Silas var helt cool med kameramand og journalist, og de var vilde med lille finurlige og naturlige Silas.
For første gang deltager vi til Bingo Banko, som er arrangeret af Børnecancerfonden. Undeholdning og gaveregn for de heldige og ikke mindst overskud til velgørenhed. Det er desværre ikke os, der slæber afsted med de store præmier, men vi bliver underholdt.
Maj:
Når der sådan rigtig kommer gang i stævnesæsonen, så er det knapt med “rådighedsweekender”, så det var ren luksus, at Henrik “bortførte” mig til forkælelse og samvær en weekend i maj. Han havde lejet en lille skovhytte i Funder tæt på Silkeborg, og vi var heldige, at det denne her weekend var helt fantastisk forårsvejr. Vi fik gået nogle dejlige ture, og nydt en dejlig middag inde i Silkeborg.
Søndag hentede vi Silas hos mine forældre og kørte alle tre i Ree Park, hvor vi vekslede et gavekort, som jeg havde vundet på Vilhelmsborg på entre til parken til en god oplevelse for hele familien. Det fine forårsvejr fortsatte om søndagen. Hvor heldig har man lov at være.
Vi fik også motioneret lattermusklerne i Zirkus Nemo. En af Henriks julegaver fra mig. Hold da op, hvor vi grinede, men det som vi husker bedst var nok alligevel, at vi fredag eftermiddag, som vi gør klar til at tage afsted, opdager, at vores billetter var til forestilingen to dage før. Zirkus Nemo var virkelig servicemindede og gav os en plads til fredagens forestilling.
Siden udtagelsesløbene i marts er MicMics reserveplads pga afbud blevet vekslet til en plads på holdet, og derfor tager vi afsted til Holland for at løbe WAO. Det var en fantastisk oplevelse. Fedt at prøve kræfter med lidt andre dicipliner i sporten.
Mic løb over al forventning, og vi kvalificerede os til finalen i pentathlon og blev nr. 3 i et af indledende løb. Helt uvant for MicMic (og mig) at hun pludselig var alene i rampelyset.
Maj måned sluttede nærmest med sommervejr, og det var derfor ret varmt til Maxi Zoo Cup i Viby. Det var dejligt at nyde godt vejr, agility og gode venner. Kristi Himmelfartsferien er brugt til dette stævne i mere end 10 år i træk nu.
Depeche Mode gæstede København. Som trolig fan købte jeg billetter til koncerten, som jeg har gjort til de sidste mange turneer de har været på. Jeg nød koncerten i Parken. Depeche Mode har jeg været ret trolig fan af siden midten af firserne.
Maj måned var lidt opslidende for os, fordi vi vidste at Silas skulle indlægges til en IV-kur (antibiotikakur i direkte i årene). Det havde været bøvlet at få planlagt og alene det, at han skulle have en en IV-kur skulle lige fordøjes. De fleste CF forældre skal vist lige sluge den første kur, på samme måde, som man sluger en “kamel”. I vores hoveder er det ligesom et tegn på at udviklingen går den forkerte vej.
Juni:
Jeg havde brugt ret meget tid på agilitystævner i foråret, og vi trængte bare til at trække stikke ud lidt og forberede os på den forestående indlæggelse. Derfor tog vi på pinseferie med campingvognen. Vi tog til Gjerrild Nordstrand og brugte hele pinsen på at hygge os, og fik (igen) lært Silas at cykle, så vi nu faktisk kan cykle ture med ham. Endelig lykkedes det at holde ham motiveret, selvom han måtte pilles ud af buske og op af grøfter et par gange før det sådan rigtig gik derudaf.
Efter masser af familietid forberedte vi Silas på den forestående indlæggelse,mens vi var afsted på camping. Han tog det rigtig pænt, og vi kørte faktisk direkte fra camping og ind på Skejby Sygehus (satte dog lige campingvogn og hunde af hos mine forældre på vejen). Vi var indlagt tre dage, hvor Silas fik indopereret et kateter i armen til at give medicin i.
Henrik og jeg blev oplært i at give medicinen selv, så vi selv kunne give ham antibiotikakuren i årene tre gange dagligt de følgende to uger. Det hele gik så meget bedre end forventet.
Ud for Haderslev ligger den lille ø Årø. Den kan vi godt lide at besøge, men det er ikke hvert år vi får lavet os en tur derovre, men i 2017 kom vi faktisk derover, og det var også i et strålende flot vejr. Vi fik travet øen rundt med hundene og Silas fik cyklet. Årø var mere en perfekt til denne familieudflugt.
Vi startede sommerferien en dag tidligere end skolerne og tog en tur til Bornholm. En skøn familietur med mange klatreture i klipperne og hygge med spil og samvær blev kombineret med det meget populære bornholmske sommeragilitystævne. Det blev til en heftig præmiehøst og fem dejlige dage på Bornholm.
Det var 10 år siden Henrik og jeg sidst havde været på Bornholm. Det er en smuk ø med en helt særegen natur, og Silas var vild med klipperne. Det kan hele familien nok overtales til at gøre igen.
Juli:
Silas og jeg tog os en lille ferie på Mandø. Henrik havde lidt ekstra arbejde, så vi tog til vores (min) lille yndlingsø i Vadehavet. Det blev til mange gåture og cykelture. Silas fik virkelig trænet på cyklen. Det blev faktisk også til badeferie, da badevandet faktisk er fantastisk ved Mandø, hvis man ved, hvor man skal gå hen. Det ved vi heldigvis.
Sommeren i Danmark var ellers ikke rigtig noget at skrive hjem om, og sådan var det også i store dele af Europa kan jeg ligesom forstå. Regn var vist nøgleordet. Vi kiggede lidt på det kedelig vejr og kiggede på vejrkortet for Europa, og fandt frem til, at det vist ville være perfekt at køre en tur til Harzen og holde ferie. Der var ikke så langt at køre, og vejret så rimeligt ud dernede.
Vi var væk en lille uges tid, og vi havde fantastisk dejligt vejr og kun en enkelt dag med regn, men dog langt fra hele dagen. Vi havde nogle dejlige dage i sammen i Quedlinburg og fik travet området tyndt og set en masse ting. Henrik og jeg er helt enige om, at Harzen er undervurderet.
August:
MicMic blev efter noget panik (rod i min løbetidskalender) parret med Bentlise Hope to play. Desværre kom der ikke hvalpe ud af parringen, da vi kom et par dage for sent ift ægløsningen. Jeg gentager parringen i næste løbetid, da en scanning viste, at MicMic ser ganske fin ud og “fertilitetsmaskinen” ser ud til at være funktionel. Tiden var bare forkert. Jeg havde ikke foretaget progesteron måling, så det er bare vurderingen. Det er jo også et sats.
Et af mine helt store projekter i denne måned var omlægning af dele af vores græsplæne/agilitybane. Det lykkedes os simpelthen af finde nogle få dage med tørvejr, så jorden ikke var et stor gang smat og vi kunne køre store maskiner ind på plænen uden at smadre det hele. Projektet har været undervejs i nogle år, men jeg har været afhængig af hjælp udefra og manglet overblik over opgaven. Nu er det gjort, og jeg kan se frem til en langt mere plan plæne at løbe på i 2018.
Efter en god lang agilitysommerferie tog jeg til Jysk Mesterskab, og for tredje år i træk vandt Ninja og jeg den titel. Ret imponerende eller hvad man skal kalde det, for finaleløbet var faktisk det eneste fejlfrie løb vi havde sammen til stævnet. Men hvad gør det. Hvis man bare er fejlfri i det rigtige løb.
September:
Ninja var kvalificeret til DM. Vi havde faktisk nogle rimelig gode løb, og leverede også fejlfrie løb, og lå ret pænt placeret, før agilityløbet. Desværre kiksede jeg i finalen, fordi jeg ikke stolede på Ninjas evner. 100% førerfejl.
Fuji fik sin stævnedebut i en uofficiel begynder springklasse, kun med spring og tunneller. Hun vandt klassen, og var så fin at løbe med. Det var dejligt at få muligheden for at lave sådan en start for hende. Jeg glæder mig til at starte officielt med hende i år.
Årets sidste weekend sluttede med en tur i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Den tur er altid et hit. Især hos Silas. Vejret var ikke fantastisk, men så var der til gengæld ikke kø ved ret mange af forlystelserne.
Oktober:
Vi var 6 agiltyfreaks der tog en forlænget weekend til Tjekkiet for at se VM i aglity. Det er som altid nogle dejlige ture med mange sjove minder. Jeg elsker køreturene og overnatningerne og det sociale samvær. Jeg elsker også at se agility fra morgen til aften, men når jeg kommer hjem, så er det faktisk oftest de sjove oplevelser og det sociale, som jeg husker fra turene. Danmark fik ikke medaljer med hjem, men vi fik da set masser af god agility, medaljer eller ej.
Oktober sluttede med at MicMic vandt et agilitycertifikat og et springcertifikat til Ribe Hundevenners løvfaldsstævne. Der er bare noget særligt ved at vinde certifikaterne og ende med at gøre sin hund til champion. Løvfaldsstævnet gav mig desværre andet end ocertifikater med hjem.
Ninja fik nemlig kennelhoste med hjem, og som dagene gik begyndte hundene en efter en, som smitten bredte sig, at hoste og kaste slim op. Det blev starten på 5-6 ugers sygdom i min flok, hvor de på skift hostede, så fik de diarre og Fuji toppede det med opkast i en grad, jeg aldrig har set før. Alle er heldigvis fit for fight igen, og der er ved at komme lidt sul tilbage på sidebenene. De var noget afmagrede.
November
Inden jeg (og andre) finder ud af, at der har været “uddelt” kennelhoste til agilitystævnet har MicMic sin udstillingsdebut i Herning. Hun er med Anja fra kennel Sheltie4You i Herning, og Anja fremviser MicMic til Excellent (og placeringer i åben klasse) begge dage. I den weekend startede og sluttede MicMics udstillingskarriere.
Fuji blev startet op på proces running contacts. Jeg har været og faktisk er jeg stadig lidt i tvivl om det er det rette for os, men nu skal det prøves. Og indtil videre så fornøjer vi også begge med træningen.
Ninja fik lov til at give den gas til et kursus med Jouni Orenius fra Sverige. Hun var fantastisk at løbe med, og jeg glæder mig til at løbe med hende igen i 2018. Hun er noget helt særligt for mig.
December
Måneden startede mere eller mindre sammen med mine forældre og mine to skønne knægte til juletræsfest, hvor vi lavede juledekorationer og hyggede os sammen. Jeg elsker at have mine kære omkring mig.
December er jul og hygge sammen med familien. Julen blev fejret hos mine forældre og før de sidste dage af 2017 (og den første dag i 2018) tilbragte vi i sommerhus i Sdr. Nissum sammen med Mona og familie. Det blev til dejlige, friske og kolde gåture ved Vesterhavet.
Det har været et skønt tilbageblik på 2017. Endnu et år med mange gode minder, og det hele genopfriskes, når jeg kigger på billeder, kalender og facebook for året. Det er dejligt at se tilbage på sådan et år, hvor det har været muligt at komme på kurser, rejser, små ture sammen og have hinanden at dele gode oplevelser sammen med.
2018 er igang, men hvad der sådan helt præcis skal ske med 2018 ved jeg faktisk ikke. Jeg kan jo ikke afholde mig fra planlægning, men jeg synes ikke rigtig at tingene vil tage helt form, så jeg grubler videre. Hvis bare 2018 bliver et dejligt og ukompliceret år, så er jeg sådan set godt tilfreds.