Både min spotify konto og min youtube konto har været meget ensporet gennem mange mange måneder.
Det er nemlig sådan, at når jeg har været til en Depeche Mode koncert, så kan det tage mig flere måneder at “falde ned” igen. Uanset hvilken set-liste de kommer med, så synes jeg jo altid at der mangler en masse numre. Det vil også være noget af en marathon koncert, hvis de skulle spille alle de numre, som jeg har på “min” setliste. Så må jeg lige lytte nogle af de numre, som jeg manglede til koncerten. Der er også mange numre fra koncerten, som jeg lige skal genhøre, så jeg lige kan komme i stemning igen. Sådan kan jeg i uge- og månedsvis leve på en koncert.
Det er jo ikke nok at lytte på Spotify. For når Depeche Mode ruller sig ud på scenen, så er musikken ikke som på albums. Versionen er ændret og introen er ofte pirrende interessant under koncerten, når man intenst og forventningsfuld står og lytter efter noget, man kan kende i melodien, inden ens ansigt flækkes af genkendelsens smil, når man jublende fanger, hvad der er i vente. Intet kan skuffe i den situation.
Det er måske ikke bare en anden intro/outro eller version, måske er vocalen endda ændret. Denne intro og disse versioner findes jo kun på bootlegs og piratoptagelser fra koncerterne. De findes heldigvis i overflod på youtube, og jeg lapper dem i mig sammen med div liveoptagelser fra Fans, der via fangrupper på Facebook streamer live fra en koncert et eller andet sted i Europa, som de stadig spiller i. Egentlig irriteres jeg af dem mange smartphones, der stjæler eller forstyrrer billedet til en koncert, men bagefter elsker jeg jo resultatet fra dem som deler det med os andre.
En af dem jeg ser ofte på Youtube er denne version af “Walking in my shoes”. Jeg ser den blandt andet for at genhøre intro og outro, men mest af alt pga videoen, som kører i baggrunden på storskærmen. Jeg har altid godt kunnet lide nummeret/teksten (fra 1993), fordi det er sådan en god reminder til os om, at “ting” ikke altid er, som det vi kan se med det blotte øje. Nogen gange er folk, som de er, eller agerer som de gør pga noget, som “vi” ikke kan se. En god reminder om, at vi skal udvise respekt og rummelighed for vores medmennesker.
I videoen ser man en transkønnet vågne op i sin lejlighed, og man følger “hans” transformation til en kvinde og personens færden gennem gaderne. Det slår mig, hvor ulykkeligt det menneske ser ud og hvordan vedkommende ser ud til bare ikke at “passe ind”. Tja, når jeg læser transkønnedes kommentarer til denne version, så bliver de nærmest slået omkuld af videoen. Men det er nu aldrig, fordi jeg selv har tænkt på transkønnede, når jeg har hørt sangen. Jeg kan finde så meget andet mening med teksten end lige det.
En gang var jeg en ivrig koncertgænger, men nu er jeg faktisk kun ivrig, når Depeche Mode bevæger sig indenfor landets grænser. Så er jeg også bare nødt til at komme afsted. I løbet af det sidste år, har jeg været til to koncerter med dem. D. 31. maj i Parken og d. 9. januar i Royal Arena. Til sommer gæster de igen Danmark, når de skal spille på Tinderbox festivalen. Jeg er lidt fristet, men lige nu er jeg faktisk mest hooked på tourens sidste koncert i Berlin til juli.
Med alle de dødsfald, som musikken oplevede i 2016, så kan jeg jo se, at man ikke altid bare kan opleve et band “engang om nogle år”. Pludselig døde de som fluer, Prince, David Bowie og George Michael. Heldigvis nåede jeg at opleve to af de tre dem live, men gamle slidte drenge som dem fra Depeche Mode holder jo nok heller ikke evigt…. But I just Can´t get enough (titlen på bandets debutsingle fra 1981).
Så jeg ved bare, at jeg må afsted igen. Om det så bliver Tinder eller Berlin (eller begge) ved jeg ikke. Noget i mig frygter, at det bliver “The End”.