Skolernes vinterferie er ved være slut. Omkring os har folk været afsted på skiferie, i sommerhus og til varme lande. Jeg holdt alle muligheder åbne og gik ind i ferien med en stort set blank kalender.
Vi tog faktisk bare dagene, som de kom. Havde en lidt løs snak om 2-3 dage et sted i Tyskland, men vi kunne altid booke en overnatning fra hoften. Et sommerhus i DK kunne også være lækkert, men div småting herhjemme ville så ikke ordne sig. Så tiden gik uden, at vi stak af på ferie. Det var en vaskeægte Tøffeferie uden de store “afbrydelser”.
Silas virker faktisk også til at have nydt, at man kan sove til klokken 9 og 10 eller, hvornår han nu vågner. Han har bare fået lov til at sove og gå sent i seng. Og hvis man ikke har fået tøj på klokken 12, så er det jo ingen katastrofe.
Søndag var vi til et lille familiearrangement med Foreningen Cancerramte Børn, hvor børnene fik lov til at male et billede under kyndig vejledning af en ægte kunstmaler. Det havde Silas virkelig set frem til, og han har siden vandret rundt med sit maleri for at se, hvor det nu kunne passe ind på vores vægge. Hvor er det bare heldigt, at vi ikke bor i et i Bo Bedre hjem, hvor det kunne “smadre” vores udsøgte stil.
Silas har haft legeaftaler og har også sovet hos en kammerat en af dagene, og det er jo bare lykken for sådan en purk. Da den aftale kom i stand, så tænkte jeg straks “KÆRESTETID!!!” og reserverede et bord på en restaurant. Det blev jeg desværre nødt til at afbestille igen 5 timer senere, da Henrik “hellere” ville bruge kærestetiden på at kaste op og være lidt mandesyg. Jeg skal jeg retfærdigvis sige, at det vist var første gang i 13 år at jeg oplevede ham være ynkelig og “mandesyg”. Men jeg forsøgte at yde lidt omsorg (i begrænset omfang, da jeg jo nødigt skulle smittet med mandesyge) og så inviterede jeg hundene med en tur til vandet i stedet for. Det var de helt syge med.
Da vi hentede Silas fra legeaftalen dagen efter, var Henrik heldigvis frisk igen, og vi kørte i biografen og så Coco. Det er så hyggeligt at gå i biffen sammen alle sammen. Vi nød filmen, og selvom jeg havde hørt skidt om filmen, så var vi faktisk alle sammen ret vilde med filmen. Jeg vil gerne anbefale den.
Når man så er inde i byen (vi bor ca 8 km udenfor “byen”) så er det jo nærliggende at handle ind. Det er noget nær det værste, man kan byde Silas. Han hader det. Vi skulle handle ind til aftensmad, og Silas fik lov at “inspirere” os. Silas er ikke specielt madfikseret, og vi har gennem det meste af hans liv haft et svært forhold til måltiderne pga hans manglende lyst til mad og udtalte kræsenhed. De dage er ovre, men hans lyst til mad er generelt lille, men når han vælger selv, så holder han sig ikke tilbage. Silas valgte og han vælger ikke wienerpølserne i køledisken. Det ved jeg på forhånd. Han går meget målrettet efter de gode udskæringer på oksen eller den friske fisk. Han pegede på de røde bøffer i slagterens køledisk, og der røg en pakke entrecote bøffer i kurven. Når det gælder mad, så får han stort set, hvad han peger på. Hans krop har brug for alt det mad, der kan skovles ind.
Ligesom den aften, hvor Henrik og jeg måske mest havde hang til en pizza, men det gad Silas altså ikke have. Som han udtrykte det, så var han ikke i humør til pizza. Nej, så ville han hellere stå for at lave aftensmaden, som ellers var pulled pork burgere (han elsker pulled pork). Silas gider dog ikke have det som burger, men vil hellere have pasta til sit kød, men han holdt ord og stod og skar grønt ud til vores burgere, og med lidt hjælp for os lavede han aftensmaden og “slap” for pizza.
Der har også været et par dage med hæderligt vejr. Faktisk endda en enkelt med strålende solskin og blå himmel. Sådan en dag, hvor man burde tage hundebilleder, men det bliver ikke til meget fotograferen med det gode kamera. Jeg tror ikke jeg har taget billeder siden juleaften.
Men det var vejr til at lave udeopgaver, som f.eks at flytte nogen af vores mange træstakke og rydde lidt op på vores udearealer. Silas var en flittig hjælper. Det hjælper jo en hel del, hvis man har en sjov opgave at give sig i kast med.
Vi skulle have flækket lidt brænde ifm træflytningen, og her var en perfekt opgave for Silas. Henrik har købt en “Kindling Cracker”, som er sikker brændeflækker, der faktisk er udviklet af en pige på 13 år, som gerne ville sikre, at hendes mor ikke kom galt afsted med øksen, når der skulle flækkes brænde. Man skal faktisk slet ikke bruge en økse, men bare en hammer og så selve crackeren. Den er måske lidt dyr, men det går bare som en leg med den, og børn går virkelig til opgaven med stor lyst og nærmest ikke til at stoppe igen. Se video hvor Silas flækker her: IMG_0505
Silas kan godt være lidt svær at holde igang og væk fra sofaen. Han er bestemt ikke muskuløs, men denne flækker tumler han med succes. Det er så dobbelt fryd, at han får frisk luft og ikke mindst, at han får brugt sin krop og arbejdet med mange af de “gode muskler”. CF´ere har godt af at få åbnet op i brystmusklerne, da de med tiden let kan gå og krølle sig sammen af at hoste.
På vores grund står der vel 150 træer, og en del af dem er selvsået og har stået der i mange år. Efter sigende har vores grund tidligere været et vildnis af træer. Vi kan altid findet et træ eller to (eller 20 at fælde), men der er også bare så meget arbejde i at fælde det. Ikke så meget at lægge træet ned, men at få ryddet op efter det. Men vi fik da lagt et par træer ned og fik ved fælles hjælp ryddet væk efter det.
Det virker også til, at Silas har nydt at kunne sove længe, og at der ikke har været de vilde planer. Jeg nyder også noget så simpelt som hjemmebagt morgenbrød og små fælles aktiviteter som brætspil og puslespil. Det sker bare ikke så tit, men superhyggeligt, når vi gør det.
Silas og jeg aflagde også mine forældre et besøg. Dejligt at se dem igen. Opslidende at se, at det synes umuligt for lægerne er finde ud af, hvad det er, der gør min mor sløj og giver hende trælse smerter. Der er snart ikke den type scanning, som hun ikke har været gennem. Turen hjem var rædselsfuld, da det pludselig var blevet vinter, og vejene incl motorvejen var spejlglat. Rejsetid +1 time, men vi kom da sikkert hjem.
En enkelt lille familieudflugt ud i det blå (det var nu mere gråt lørdag) blev det også til. Lidt frisk luft skulle der til. Vi kørte de ca 25 km til Gammelskov Batteri. Henrik har interesse for bunkers, men jeg ved, at han ikke havde været der før, og når jeg er kørt forbi stedet, har jeg ofte tænkt, at vi burde køre derind sammen en dag, og det blev så altså i dag.
Ja, det var jo ikke en kæmpe oplevelse, men det var da udmærket, og nu har vi været der og det er også en del af vores historie (eller måske mest tyskernes). Gammelskov Batteri er en del af Sikringsstilling Nord, som tyskerne etablerede i det daværende nordlige Tyskland under 1. verdenskrig. Da Sønderjylland efter genforeningen jo blev dansk igen, så ligger hele anlægget på dansk grund i dag. En del af den 50 km lange sikringslinje er i dag sprængt væk, men der er stadig en del at se på strækningen. Ikke kun Gammelskov Batteri, men faktisk hele vejen fra østkysten til Rømø. Det er verdens bedst bevaret sikringslinje fra 1. verdenskrig.
Jeg øjnede nu mest, at man kunne tage nogle fantastisk billeder i de rå beton omgivelser i skoven, men jeg havde kun min mobil med, og desuden også min familie, som ikke altid er med på mit fotohalløj, da jeg jo kan sidde og rode samme sted i min egen verden i adskillige minutter.
Vupti, inden man har set sig om, så er ferien brugt, og hverdagen kalder igen. Jeg har virkelig nydt de lange dage og sene aftener med familien, hvor vi ikke skulle holde os til en tidsplan. Mandag er det faste sengetider og vækkeur igen. Det bliver nok lidt hårdt.