Jeg føler mig klar!

Når man skal starte de første stævner med sin unge eller nye hund, så er det altid forbundet med nervøsitet og spænding. Er hunden klar? Bliver vi nu helt til grin? Eller nu skal jeg dælme gå ind og vise de andre og vinde det hele…. Det er nok forskelligt, hvad man som hundefører tænker, når man står med sin debuterende hund.

Fuji er altid klar, men er hun “klar”…

Det er bare og så svært at vide, hvad man står med den dag, hvor man debuterer, for der har man jo i sagens natur ikke prøvet det før sammen med sin nye hund. Selvom man træner og træner, så er et stævne bare noget andet.

Jeg ønskede mig så brændende en “stævnekravlegård”. Dvs et opstillet stævnemiljø, hvor alt var som til et stævne, men med den krølle, at det faktisk ikke var nogen konkurrence. Ingen præmier og ingen resultater. Sådan noget har vi bare ikke i Danmark. Nogen gange holder nogle klubber sådanne lukkede arrangementer, men det er ikke noget, som alle har adgang til.

Derfor besluttede jeg mig for at tage sagen i egen hånd. Jeg lejede Sannes Hundecenter en hel dag, og så gik jeg ellers igang med planlægningen.

Jeg udtænkte mig et arrangement, der primært tilgodeså mit eget behov. Så det blev gennemløb af tre springbaner på en fredag aften (Fuji løber pt ikke agilitybaner). Det jeg havde brug for, og det måtte gerne blive, når det passede mig allerbedst. Rigtig egoist, men pyt for der var 34 andre, der bakkede op og fik det til at passe ind i mit behov.

Bane og dommer er klar

35 deltagere med hunde i en hal med opstillet bane, dommer, stole ved ringsiden, indsendere, startlister og tidsplan, så var det så tæt på at være et stævne, som det kunne blive. Det var i hvert fald nemt at “bilde” hundene ind.

Personligt mærkede jeg på Fuji, at især “stemningen” i startområdet, mens vi gjorde klar til start, tændte hende lidt mere end jeg måske lige havde tænkt over. Hun opførte sig dog stadig ok, og var bestemt også på mig, når hun selv skulle løbe.  Men jeg tænker, at jeg kan arbejde med, at det bliver mindre stressende for hende, så det ikke udviklet sig til et problem med en hund, der står i startområdet og måske giver sig til at skrige af dem på banen.

Vi skulle gennem 3 springbaner, som vi kunne løbe to gange hver. Alle fejl måtte naturligvis rettes, og det vigtigste var faktisk, at både hund og fører fik nogle gode og positive løb. Hvis nu første gennemløb var gået helt i fisk, så var det rart, at man havde en løb mere, hvor man havde mulighed for at gribe tingene an anderledes i gennemløb nr. 2 eller måske handle hunden på en anden måde i en kombination, end man gjorde i første gennemløb.

Fuji (og jeg) lavede klassiske fejl for nye. Løb uden om et par spring, gik for tidligt ud af slalom, fik ikke rettet linjen ind osv. Men jeg var ovenud tilfreds debuten, selvom der stadig er plads til forbedringer (og erfaring).

Da folk var draget hjem, gik jeg og ryddede op og tænkte over, hvad jeg selv havde fået med hjem fra arrangementet. Jeg havde fået det med, at jeg nu synes, at min hund er klar til at løbe stævner (springklasser). Dermed behøver det ikke at stresse/bekymre mig, når vi skal løbe vores første stævne sammen i april. Hele set-uppet havde været identisk med et stævne, og hun, jeg og vores samarbejde kunne tackle det. Det er en rar følelse at gå stævnesæsonen i møde med.

Her er link til video med 2 af vores gennemløb

Indtil videre har jeg planlagt, at Fuji skal løbe spring 1 i Viborg, spring1 i Viby og Ribe og Spring 1 hele ugen til Jutlandia Cup. Vi arbejder stadig med løbefelterne, så agilityklasser tror jeg ikke, at der bliver noget af i 2018, men nu glæder jeg mig ekstra meget til, at vi skal ud og løbe sammen, for jeg kan se, at vi er klar nu.

Arrangementet var så stor en succes, at jeg bestemt overvejer at gentage det i starten af 2019, for jeg synes det er så vigtigt for hundene og ikke mindst nye hundeførere at få en forsmag på stævnemiljøet og forhåbentlig komme hjem med gode og positive oplevelser i bagagen.

Desværre nåede jeg ikke rigtig at snakke ret meget med ret mange af deltagerne, da jeg havde nok i at servicere deltagerne og løbe mine egne løb. Men sådan vil et stævne jo også være, der står arrangøren jo heller ikke på nakken af deltagerne. Jeg vælger at tro, at folk fik, hvad de kom for, og jeg hørte mange være meget positive.

2 meninger om “Jeg føler mig klar!”

  1. Hej Berit, spørgsmål fra en der først for nylig er begyndt at læse din blog: hvor ung er Fuji, er hun din yngste hund? Hvad er forskellen på agility og spring?
    Venlig hilsen Hanne

    1. Hej Hanne
      Fuji er min yngste hund, og hun er 3 år og 4 måneder. Hunde må starte agilitykonkurrencer når de er 18 måneder.
      Springklasserne indeholder ikke kontaktfeltsforhindringer (https://goo.gl/images/XQBqdq), hvor hunden skal berøre zonerne nederst på forhindringerne, hvis de skal forcere banen fejlfrit, men ellers kan springbanen indeholde alle andre typer forhindringer.
      Agilityklasserne har samme forhindringer som springklasserne ud over kontaktfeltsforhindringerne.
      Jeg forstår godt, at det kan virke lidt forvirrende, at man kalder det spring og agility, når begge dele hører ind under betegnelsen “agility” som samlet diciplin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *