Noget af mig døde…

Man kan vågne om morgenen og håbe, at det hele var en ond og tarvelig drøm. Kender du det? Men som hundrededelsekunderne går, så skyller følelser og realiteter ind over en og fortæller en, at det onde, dumme og tarvelig altså er din virkelighed. Sådan vågnede jeg denne morgen.

Man kan nogen gange næsten fortryde en ting i nuet. Lige der i nuet, hvor man faktisk kan nå at gøre tingene om. Sådan havde jeg det den anden dag, da jeg kørte fra mine forældre efter et hyggeligt og spontant besøg hos dem. Et besøg med masser af snak i sofagruppen om alt muligt. Et besøg jeg nu er glad for at jeg ikke skød til påskeferien i stedet.

Da jeg kørte fra mine forældre sad min mor i sofaen, mens jeg pakkede bilen med friskolens bøger, som min mor altid flittigt har bundet ind for skolens bibliotek. Der var også en masse kort, som mine forældre havde pakket og gjort klar til salg for Cancerkort.dk. Jeg slæbte kasse på kasse ud i min bil.

Jeg stikker derfor bare hovedet ind og siger farvel til min mor, der sidder i sofaen. Min far står i bryggerset, og da jeg giver ham et knus til farvel, så tænker jeg, om jeg måske lige skulle stikke ind og give min mor et knus også. Min mor har faktisk aldrig været et knus og krammemenneske, så der er ikke noget underligt i ikke at give et knus, når man kører. Derfor tager jeg ikke fodtøjet af og går ind i stuen og gir/får det knus. Men jeg tænker det… og fortryder, fortryder, fortryder, at jeg ikke gik ind og gav hende det knus til farvel!

Der kunne jeg jo heller ikke vide, at det næste knus, jeg skulle give min mor ville blive et ugengældt knus på hendes kolde døde kind. Dette knus fandt sted i aftes, små 24 timer efter, at jeg forpassede det varme knus hjemme i mit barndomshjem.

Lige nu synes tingene så kaotiske. Selvom vi alle godt ved, at intet i denne verden varer evigt. Slet ikke livet, så er det ligesom bare alt for svært at forstå og forholde sig til, at man har mistet en forælder og ikke mindst, at mine drenge har mistet deres fantastiske, kærlige og omsorgsfulde mormor.

Min egen mormor døde for 20 år siden, og jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på hende, og mine mange minder fra min barndom. Set med de briller på, så tænker jeg, at skulle leve uden min mor i mit liv bliver helt ubærligt.

Min mor, som man kunne ringe til og spørge om alt muligt. Hun var som et leksikon. Hun vidste rigtig meget om rigtig mange ting. Hun var altid god for et godt råd. Hun lyttede altid opmærksomt i telefonen, når man havde noget man ville fortælle. Hun ringede også ofte, når vi kørte hjem fra kontrol på sygehuset med Silas. Hun fulgte simpelthen med i vores liv, trods afstanden gjorde, at vi ikke sås hver måned.

Det er ubærligt at se hele sin familie så knuste. Min mor var ligesom et knudepunkt i familien. Hun holdt sammen på os nærmeste og på familiens traditioner. Jeg er så taknemmelig for, at jeg voksede i hendes favn. Under hendes rammer og  hendes kærlighed og respekt. Jeg var også inden i går meget bevidst om, at mine forældre har givet mig (og min bror) en fantastisk barndom i tryghed, rammer og kærlighed.

En barndom i en sjælden kernefamilie, hvor mine forældre har været sammen, siden de var 15 og 16 år. Det tomrum, som jeg føler må sammenlignet med det tomrum, som min far føler kun være som hovedet på en knappenål. Mere end 55 års følgesvend er pludselig død mellem ens hænder. Det er i bogstavligste forstand. Hans ihærdige genoplivningsforsøg i går bar ikke frugt. Hans følelser og oplevelser indtil ambulanceførerne tog over må være uslettelige fra hans tanker.

Nu er det morgen. Dagen derpå. Jeg ligger alene i mit gamle værelse i mit trygge barndomshjem. Det var desværre ikke bare en ond og tarvelig drøm. Noget af mig døde i går. Sådan føles det. I dag står den på triste ting som besøg af præsten, besøg på kirkegården og hjælpe min far med div praktiske gøremål. Det var ikke en ond drøm, men en ond og sorgfuld virkelighed.

9 meninger om “Noget af mig døde…”

  1. Jeg føler med dig, mistede selv begge forældre alt for tidligt og uden forvarsel. Jeg ønsker dig styrke til den kommende tid.
    Venlig hilsen Hanne Wolff

  2. ❤ Jeg sender mange positive tanker og knus til dig, din far, din bror, dine børn, ja til hele jeres familie.
    Det er virkelig smukt skrevet, så man næsten kender din mor og virkelig kan føle jeres sorg og savn.
    Der er intet jeg kan skrive som trøster men jeg ønsker I må leve af de mange tusinde gode minder om din mor.
    Æret være hendes minde.

  3. Det gør mig ondt at høre, den smerte der rammer en, når man mister sine kære, er ubeskrivelig, det ændre ens liv for altid og jeg synes det føles som om man får store huller i hjertet, huller der aldrig rigtig helt kan fyldes igen.
    Varme tanker til dig og din familie.
    Esben

  4. Jeg kan ikke med ord udtrykke min store taknemmelighed for din og resten af familiens kæmpe støtte og hjælp gennem de første dage her. Endnu en 1000 tak til alle.

  5. Kære Berit,
    En smuk refleksion på et meget svært emne og en kærlig erindring til os andre om at værdsætte dem der er her, før de er borte.
    Jeg er overbevist om, at din mor aldrig var i tvivl om din kærlighed og omsorg – så husk hellere på alle de gange du faktisk fik givet det knus eller sagt det til hende…

    Med venlige hilsner
    Lars

  6. Kære Berit
    Jeg kondolerer.
    Du er endnu en gang eminent til at sætte ord på en svær tid. Min erfaring – efter min mors død for seks år siden og min fars i juli måned – er, at man vader rundt i en bobbel i omkring tre måneder. Sorg er naturligvis forskellig, men efter de tre måneder kunne jeg igen forholde mig til verden udenfor, koncentrere mig om mit job og fx holde op med at lægge min pung ovenpå bilen og andre tossede ting.
    Jeg tænker stadig ofte ‘at det må jeg lige ringe og fortælle…’ og det og savnet forsvinder nok aldrig. Jeg håber, at du kan tænke på det som en stor kærlighed til din mor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *