Lego House

Endnu en dejlig varm weekend. Når jeg kiggede på temperaturen, så var jeg godt tilfreds med, at jeg ikke skulle til agilitystævne i denne weekend.

Her er hvad weekendvejret egnede sig bedst til

Det blev i stedet til familiehygge i haven og en aftentur til stranden med aftensmad lørdag, hvor vi fik badet og padlet. Vandet var perfekt at bade i. Tænk at man kan bade i havet allerede i starten af juni uden at klapre tænder.

Søndagen gik i Lego House, hvor vores bank havde inviteret til familiedag med reduceret billetpris.

Jeg havde tidligere haft Lego House i tankerne, men så var vi ikke lige nået videre med det, så da vores bank inviterede til familiedag, og billetprisen pr. person var reduceret fra kr. 199 til kr. 75, så slog vi da til.

Lego House er Legoklodser i massevis. Helt som forventet. Jeg fornemmede også straks, at nogen i familien var mere vild med konceptet end andre. Det samme gør sig gældende med Legoklodserne herhjemme. Vel sagtens også helt som forventet.

Lego alle vegne

I oplevelseszonerne, som for mig flød en smule sammen (men det tror jeg heller ikke betyder så meget) kunne man bygge forskellige ting og bruge sine kreative evner. Naturligvis begrænset eller udfordret af de klodser og temaer, der var på den station, som man befandt sig ved.

Personligt følte jeg, at jeg manglede alle de typer klodser, som jeg følte kunne passe til lige præcis de ting, som jeg gerne ville bygge. Mest af alt regulære byggeklodser. Når jeg kiggede ned i karrene med klodser, så blev jeg helt og aldeles demotiveret af ikke at kunne overskue indholdet. Præcis, som hvis jeg kommer til en udsalgsø i en butik, hvor varerne ligger i en stor bunke og er viklet ind mellem hinanden. Der er ikke der jeg finder mit udsalgskup, for jeg magter ikke at stå og hive i varerne.

Silas studerer de mange små Lego-dele for at finde sine byggesten

Allerværst var det vel, når man kiggede ned i karrene og alle klodserne havde samme farve og ingen af dem var særlig regulære. I hvert fald for mig. Henrik så helt anderledes på det. Han synes, at det pirrede hans kreativitet, at man blev tvunget til at tænke i nye baner med klodserne.

Udfordrende eller irriterende? Det kan kombineres

Jeg følte det også noget irriterende, at karrene var så lave (perfekt til børnene), at man skulle stå helt foroverbøjet, hvis man skulle kunne se forskel på de små klodser (hey mødre, vær lige obs på, hvor nedringede/løse bluser I ifører jer til besøget). Her kan jeg lige indskylde, at mine øjne er tjekket. Optikeren siger, at der ikke er behov for briller.

Der var bænke i baggrunden, hvor man kunne sætte sig, men der var udvalget af klodser begrænset til, hvad der kan være i et par håndfulde. Nogen gange lykkedes det at bygge fra bænken andre gange ikke. Men jeg kan så sige, at det faktisk også var meget interessant at sidde og betragte andres leg og kreativitet. Der var en summen og en super dejlig stemning.

Far og søn finder stumper til racerbiler

Jeg fik alligevel bygget nogle ting ved næsten samtlige stationer, og det var sjovt at scanne sin flade legofisk og se den svømme rundt i akvariet. Eller stille sin blomst mellem alle de andre kreative blomster, bygge sin egen minifigur. Alt, hvad man lavede kunne man tage billeder af ved stationen og lagre via chippen i ens adgangsarmbånd.

Det hele er så samlet under ens eget besøg på dagen, og jeg vil tro, at man kan logge ind på det via en Lego House app og se alle ens billeder, men da man til login skulle bruge 2 ud af 3 koder (fra armbånd, billet og ens unikke klodspakke, som udleveres ved indgangen), så forsvandt min tålmodighed, så der kommer jeg nok aldrig ind. Men derfor har vi da hygget os med at lave tingene og tage billederne fra figurernes bedste vinkler.

Efterfølgende har jeg så forsøgt at komme ind på “mine minder” via app´en, for jeg skal da ikke have hængende på mig, at jeg kunne fremstå doven. Jeg forsøgte to gange (hvis nu jeg tastede forkert første gang), men jeg fik følgende billede. Så nej, selv uden en snert af dovenskab, ser det ikke ud til at lykkes at komme ind og se billederne.

En af de ting, som Silas havde glædet sig til var restauranten Mini Chef. Det var et simpelt menukort med 4 varianter indenfor 4 kategorier, som f.eks kød, tilbehør og grønt. Det gav et væld af muligheder for at sammensætte sin egen menu. Hver variant var defineret med en klods i en bestemt farve og bestillingen skulle gives via Lego klodser. Meget sjovt koncept.

Silas afgiver sin bestilling i scanneren

Når maden var færdig afhentede man den ved en “robotstation”, hvor den var pakket i store Lego klodser.

Så er der serveret

Maden var i øvrigt ganske god – og økologisk. Prisen var også overkommelig – dog ikke billig, og vi blev mætte.

Vi ankom til Lego House klokken 14.30, og vi var der til vi nærmest blev sparket ud kl 20. Alligevel var der ting, som vi ikke nåede at se/prøve. Blandt andet var der et studio til optagelse af stopmotionfilm. Det er Silas super god til, og har gjort det i flere år efterhånden. Det kommer af og til til ham, og så går han ellers igang. Der kan han sikkert sagtens bruge en time.

Her er en stopmotionfilm, som han har lavet for et par år siden med sin Brio togbane. Men jeg er sikker på, at han kunne lave en rigtig fed film i de kulisser, der er i Lego House, hvor man kan styre lys og der ikke kommer en hund forbi og vifter ens rekvisitter omkuld, hvilket har ødelagt mere end en film for ham.

Lego House var i går rammen om et hyggelig familieaktivitet. Ingen tvivl om det. Men jeg er måske ikke sådan helt i ekstase, som jeg kan læse på facebook, at andre af mine facebookvenner har været efter besøget. Familien kommer nok tilbage. Det er jeg sikker på. I hvert fald Silas og Henrik, der kunne bygge i en uendelighed.

Silas var så heldig at vinde et gavekort på 500 kroner til Legoshoppen i en konkurrence, som banken havde lavet. Det var jo en god besked at få efter, at vi var kommet hjem, og endnu en god grund til at komme tilbage.

Jeg kan godt anbefale andre at besøge Lego House. Det er en god oplevelse for den kreative familie. Der er også dele af Lego House, som man kan besøge uden at købe adgang til oplevelseszonerne. Blandt andet Mini Chef restauranten, Lego shoppen og legepladserne på terrasserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *