Inspirerende LP Camp

Da Darwin i sin tid flyttede op til Tine, så vidste jeg godt, at han også ville blive brugt til lydighed. Selvom Tine og jeg ejer ham i fællesskab, så må Tine bruge ham til lige nøjagtig det, som hun har lyst til.

Hun har heldigvis haft lyst til at bruge ham til både agility og lydighed. På Tines opfordring har jeg leget lidt med lydighed, men jeg har følt mig meget usikker på det, fordi jeg jo ikke havde meget begreb om øvelserne og lydighedsprogrammerne. Jeg er simpelthen for perfektionistisk til bare at kaste mig ud i det og prøve mig frem. Ikke mindst fordi jeg ikke har lyst til at fejlindlære tingene.

Jeg har i foråret deltaget på et supergodt LP kursus ved Anne Kew, hvor jeg har lært rigtig meget, og synes, at det har givet mig noget at arbejde videre med på egen hånd. Ikke fordi jeg har store LP ambitioner, men jeg kan vel gå en LP1  – og måske en LP2 på sigt?! Jeg synes det er interessant at lave lidt forskelligt med sine hund. At træne lydighedsøvelser kræver jo intet ift agility. Alle træningsremedier kan stort set være i en sportstaske. Vi har endnu ikke fået teleskop-agilityforhindringer i letvægt, som vi kan smide i en sportstaske og pakke ud hvor som helst, hvis vi vil træne agility.

Tine inviterede mig så til LP Camp i Nordjylland sammen med en håndfuld andre hundeførere.  Jeg følte mig jo ret newb, når jeg blev sat sammen med elitehundeførere og flere gange landsholdsdeltagere. Tænkte lidt det var som at tage til atletik-træf, hvor ens eneste kvalifikation var at kunne løbe. Manglede alt begreb om at “holde på spydet” og “svinge hammeren”. Så jeg var lidt som en hund i et spil kegler.  Men jeg lærte meget om blind point, åben/lukket spring, dirigering, næseprøve, præcision, omvendt lokning og mange andre interessante og mere eller mindre nye ting.

Efter agilityugen i Kolding var jeg kørt hjem til min far på Djursland sammen med Silas. Henrik havde været hos min far et par dage, og jeg kørte ind omkring dem og snuppede en overnatning sammen med hele familien.

Smart nok, for så kunne jeg også lige spise morgenmad sammen med Henrik, Silas og min far lørdag morgen. Jeg vågnede rimelig tidligt og kørte til bageren efter rundstykker. Men inden det så rundede jeg landsbyens selvbetjente blomsterbutik og købte en dekoration til min mors gravsted. Jeg placerede dekorationen på stenens øverste linje og satte mig på det visne græs ved siden af. Her sad jeg lidt og tænkte på, at jeg synes det er urimeligt, at jeg ikke skulle have haft 10 gode år mere med min mor i mit og min families liv.

Efter en stille stund på kirkegården kørte jeg til bageren. Da jeg parkerede bilen fik jeg øje på en ryggen af en skolekammerats far, som var på vej hjem fra bageren. Allerede da vi var teenagere var han “gammel”, men som jeg så ryggen af ham der, så virkede han ikke en dag ældre end dengang. Men jeg tog mig igen i at tænke, at det ikke var fair at det lige præcis var min mor, der kun blev 71…. Ham her havde været på den anden side af 70 i mange mange år. Ja, det nytter jo ikke at tænke sådan, men det er nok ikke så ualmindeligt i min situation, men jeg skammer mig over, at jeg nogen gange kommer til at tænke sådan, når jeg kigger på andres forældre.

Efter morgenmad og hygge satte jeg kursen mod Blokhus Strand, hvor vi havde aftalt at mødes til fællestræning. GPS´en havde total hedeslag, da den fik bud på at finde vej til et point nede på stranden, som jeg fik tilsendt som link.

Google Maps er åbenbart ikke rigtig klar over, at stranden også er en “vej”, når man kommer til Vestkysten. Så jeg fik lov at cirkle rundt i sommerhuskvarterene med alle deres blinde og smalle veje. Men jeg kom da frem til den lille LP lejr på stranden.

Træning på stranden

Det var jo en varm dag med masser af sol og aktivitet på stranden. Der var dog også en del blæst, og havde det ikke været for blæsten, så havde der nok været mange flere mennesker. Det var super fedt at træne på stranden.

Til en start følte jeg mig lidt “sjokket” og “kejtet” (dejlige jyske udtryk!). Jeg havde på forhånd undskyldt for mine manglende kompetencer på den til lejligheden oprettede gruppe, og skrevet at jeg nok mest kunne bidrage med forstyrrelser, både bevidste forstyrrelser, men også dem som jeg kunne frembringe, når jeg evt fumlede rundt i fællesøvelserne. Så er det jo ret heldigt, at træningskammeraterne var vilde med forstyrrelser.

Det var sgu lidt grænseoverskridende at hente Fuji i bilen og påbegynde en usikker og lidt undskyldende fri ved fod overfor et kompetent og erfarent publikum. Jeg gjorde jo seriøst ikke mit bedste pga præstationsangst. Vildt tåbeligt at tænke på. Nå men jeg fik masser af god feedback gennem hele dagen, og slappede også mere af i øvelserne, da vi kom længere frem på dagen.

Fuji og jeg arbejder med stillingsskift

Vi skiftedes til at lave øvelser. Nogle af øvelserne var vi alle i aktion ved (f.eks med forstyrrelser) eller også bare en enkelt eller to af os som ikke var “på”. Her kunne jeg så suge til mig og stille 1.000 dumme spørgsmål om hvorfor og hvordan.

Så sidder man der og betragter øvelserne

Inden vi fik set os om, så havde vi vel være på stranden i mere end 4-5 timer, og vi satte kursen mod Hjallerup, hvor vi skulle spise sammen. Tine havde sørget for, at der stod en campingvogn klar til både Anja og mig, så vi bare kunne liste ud i hver vores vogn og sove, når vi kom dertil.

Så var der linet op til mig med indhegning og det hele

Vi havde en hyggelig aften med masser af mad og snak og lidt agilityleg med Anjas hunde på Tines agilitybane.  Man skulle måske tro, at Tine og jeg havde fået nok efter en uge med agility i Kolding, men det var nu lidt sjovt at lege med Anjas hunde på banen og eksperimentere lidt med deres talenter.

Aftensmad i gårdhaven hos Tine

Derefter var det kun Tine og jeg, der holdt ud. Vi sluttede aftenen og startede natten med at sidde i Tines udespa og snakke længe efter, at boblerne i spa´en også var blevet trætte og gået til ro. Efter 5 kvarter i spa´en var vi som to runkne rosiner, men vores snakketøj virkede stadig.

Det var ikke spor svært at falde i søvn ude i campingvognen efter en solrig og varm dag med vestenvind hele eftermiddagen og fuld af masser af udtryk.

Næste formiddag mødtes de fleste af os igen. Denne gang på Tines bane på den anden side af vejen. Vi hyggede og arbejdede med forskellige øvelser.  Vi talte om, hvornår jeg skulle give mig i kast med min første LP konkurrence. Det var nu mest fordi “de andre” pressede på. I min horisont var det i hvert fald langt udenfor agilitysæsonen. Jeg gider ikke at stille til en konkurrence, hvor jeg kun er halvvejs klar. Der kan ske mange ting, som man ikke har styr på, når man står til en konkurrence, men hvis man ved, at man ikke har bare lidt styr på øvelserne, når man træner, så synes jeg det er spild af både tid og penge.

Fuji og jeg i skyggen fra A-brættet, hvorfra vi studerer de andres LP arbejde

“De” foreslog så, at jeg prøvede at gå en LP1, som om det var en prøve. Naturligvis under kyndig vejledning og med masser af hjælp til hunden (og mig). Ja vi kom nu ikke slet ikke igang med “prøve-prøve-prøven”, før min meget kontaktglade og menneskeelskende Fuji gjorde mig opmærksom på, at jeg nok skulle træne en hel del, før jeg kunne få held til at give en prøveleder hånden ved konkurrencens start, uden at hun skulle blande sig.

Derudover synes jeg faktisk, at det gik meget hæderligt, og inden jeg gik prøveprogrammet igennem, så synes jeg, at jeg mindre end halvvejs klar til at gå op til en prøve. Efter at have prøvet det, så var jeg noget mere oprejst og optimistisk. Nu syntes jeg nærmere, at jeg var 75% klar til en prøve. Så jeg bliver jo nok nødt til at aflægge en LP1 i slutningen af året.

Efter 3½ time med diverse træning og snak, så stemplede jeg ud og kørte de tre timer sydpå, da Tobias havde meddelt, at han og kæresten gerne ville kigge forbi til aftensmad, når de kørte hjem fra Tyskland. Det var jo også en dejlig afslutning på en virkelig skøn weekend med flere nye bekendtskaber og nye ting at lege med i træningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.